Squashboller

Denne opskrift på squashboller giver dig lækre morgenboller med skjulte grøntsager nemlig i form af squash. Squashen giver bollerne en lækker saftig “krumme” og de er gode til dig, der savner at starte lørdag morgen med en bolle med ost og en god kop kaffe.

Squashboller – glutenfri & Low Carb

Opskriften på disse boller med squash er lavet ud af de meget populære fiberboller. Det er nok en af de mest populære brødopskrifter, jeg har lavet. De er en god overgangsbolle for dem, som synes, det er svært at komme væk fra brød i kosten.

Samtidig er de ret så Low Carb og indeholder faktisk også et lille skud protein, så alt i alt ikke et dårligt valg, hvis der skal brød på bordet.

Selv spiser jeg dem ikke – haha. Det kan jeg godt se virker lidt usportsligt, men det interesserer mig ikke med de brøderstatninger, og jeg savner det vitterligt aldrig. Men jeg forstår, at det kan være anderledes, hvis man er ved at tage de første skridt ud i en Low Carb-kost og jeg bagte også MEGET i starten. Det gjorde jeg virkelig.

squashboller

Squashboller

Udskriv Pin
6 stk
|
25 min

Ingredienser

  • 4 æg
  • 150 g hytteost
  • 30 g smør smeltet
  • 1 tsk salt
  • 200 g squash revet
  • 2,5 dl pofiber
  • evt. solsikkekerner eller andre kerner/frø til drys

Sådan gør du

  • Opvarm ovnen til 190 grader.
  • Blend hytteost med æg, salt og smeltet smør til dejen er homogen.
  • Pres væske ud af den revede squash.
  • Bland revet squash og pofiber i og lad dejen hvile et øjeblik.
  • Form dejen til boller på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Drys evt. med solsikkekerner, birkes eller sesamfrø.
  • Bag bollerne i 12-15 minutter til de er gyldne på toppen.

Hvad er Pofiber og kan det erstattes?

Pofiber er tørrede kartoffelfibre – ikke at forveksle med kartoffelmel. På trods af ophavet er det en meget kulhydratfattig type mel til bagning, måske også særligt fordi det stort set ingenting vejer. 1 dl Pofiber vejer måske 15-18 g og derved bliver andelen af kulhydrater som Pofiber bidrager med i det færdige bagværk utroligt lille.

Pofiber fås i supermarkeder, hvor det står på glutenfrihylden. Rød pakke fra Semper, der koster en flad 20’er.

Det kan ikke erstattes af hverken loppefrøskaller eller fiberhusk. Det bliver simpelthen for klamt. Kokosfibermel eller det fedtreducerede mandelmel er bedste bud på en erstatning (ca. 1:1), men da de begge smager sødligt, og jeg helst vil undgå den sødlige smag i squashboller som disse, synes jeg ikke, de er lige velegnede.

Squashboller - opskrift på Low Carb-Keto boller med squash

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

11 kommentarer til “Squashboller”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




    • Som jeg skriver i introteksten, så spiser jeg dem slet ikke men har lavet dem som forslag til dem, der har svært ved at slippe brødvanen. Jeg tror jeg ville spise en enkelt og så et kogt æg eller to ved siden af. Noget i den retning.

      Svar
  1. Når du skriver at Pofiber evt kan erstattes med kokosfibermel eller fedtreduceret Mandelmel i forholdet 1:1, mener du så 1:1 i gram eller dl? 1 dl Pofiber vejer jo meget mindre end 1 dl kokosfibermel eller fedtred. Mandelmel. Der skel vel ikke kun bruges 15-18 g kokosfiber- / ?

    Svar
  2. Ser super lækre ud, men har du et forslag til at udskifte hytteost med, når man ikke tåler mælkeprotein?
    Hilsen Pernille

    Svar