Tilbageblik til mit gamle liv

I øjeblikket laver jeg noget arbejde, der kræver, at jeg går alle bloggens indlæg igennem. Når man har blogget i 10 år, er det en del indlæg, kan jeg godt lige indrømme, men det mest rørende er, at indlæggene fra de rigtig gamle dage er som et læse en dagbog fra et andet liv.

I dag vil jeg gerne dele et af dem med dig, som jeg skrev i september 2012, kort tid efter jeg havde sagt mit faste og sikre job op og så ud i en fremtid, jeg ikke anede hvad bragte. Jeg blev helt rørt af at læse det. For det er så godt beskrevet, hvordan mit liv så ud dengang og det virker så uendeligt fremmed på mig i dag.

Og samtidig er jeg så lykkelig og taknemmelig over, at jeg tog det spring dengang. Mit liv ville have været noget helt andet i dag, hvis jeg ikke havde taget det spring.

Dagbogsindlæg, september 2012

For noget tid siden sagde jeg mit job op. Og siden har jeg været fritstillet, og det er jeg lidt endnu. Det betyder, at jeg i øjeblikket får løn for ikke at gå på arbejde og det er jo svært ikke at være tilfreds med den løsning. Men det er jo altså desværre ikke en permanent løsning, det der med lønnen.

Mange har spurgt mig, hvordan det går med ikke at gå på arbejde, og om jeg ikke er bange for fremtiden og hvad nu hvis og alt det der.

Først vil jeg sige, at det går rigtig godt. Det er mærkeligt ikke at gå på arbejde. Især når man, som jeg, har lagt meget kærlighed og krudt i sit arbejde og har haft det som en del af sin identitet, at man var sådan en, der gik på arbejde og jonglerede med det, sideløbende med at man havde en fin familie og et velfungerende ægteskab og et rigt socialt liv.

Ikke at jeg ligefrem har brystet mig af det, men det er jo på mange måder det, man synes, man bør have. For det har alle andre tilsyneladende. Og hvis de kan, kan jeg vel også. Eller noget…

Familielivet føles meget nemmere

Det første, der har slået mig, efter jeg er stoppet med at gå på arbejde, er, hvor utroligt meget bedre mit familieliv er blevet. De to poler findes slet ikke på samme målestok, så langt er vi fra hinanden her.

Jeg står ikke længere nede i Fritteren kl. 16.30 og ligner noget, der er til at lukke op og skide i efter en dag, hvor jeg har stormet rundt og lavet brandslukning og prøvet at få ender til at mødes uden en eneste gang at stoppe op og tjekke, om jeg egentlig stadig trak vejret.

Nu slentrer jeg hen og henter mine børn, og jeg er ikke længere ved at dø ved tanken om, at de også kan risikere at ville have venner med hjem. Hvilket har resulteret i, at vores hjem huser alle kvarterets børn i øjeblikket, men det lever jeg så med.

Bedre ægteskab

Det samme gælder mit ægteskab. Det er også en helt anden verden. Det er ved gud svært at finde tid til at overhovedet at tale sammen, hvis den ene dratter om kl. 21.30, lige når den anden er ved at være parat til at slukke for computeren og lægge arbejdet til side og ramme sofaen.

Men hør lige engang. Hele vores program var så presset, at jeg så det som det mest naturlige i verden at stå op hver morgen kl. 5.00 for at lave yoga og på den måde sikre mig en halv time til mig selv den dag.

Det svarer jo til at tage natten i brug, for pokker! Det er da ikke noget under, at man så kører asynkront med resten af verden, som har en almindelig rytme, hvor de går i seng om aftenen og står op, når det er morgen.

Knuden i maven er væk

Men den største forandring er den, der er sket indeni mig.

Den knude, jeg har haft i maven det sidste års tid, er ved at være væk. Jeg har det, som om min krop er faldet til ro. Det er nok den bedste måde, jeg kan forklare det på, og det er først her retrospektivt, at det går op for mig, hvor stresset jeg egentlig har været.

Selv når jeg har syntes, at jeg ikke var specielt stresset, har stresshormonerne raset rundt i min krop. Og det er jeg så glad for at have givet slip på. Det er en markant anden følelse, man har i kroppen, når først stresshormonerne har forladt den.

Bange og skræmt for fremtiden

Selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg er bange, og hvor jeg sidder fuldstændig apatisk og stirrer ind i en væg og spekulerer på, hvor pokker det hele skal ende henne.

Jeg spekulerer på, om jeg har spillet mig selv fuldstændigt af brættet ved at tage det her skridt ud i det store ukendte, hvor ledige hånes som dovne misbrugere af systemet, og om det mon nogensinde lykkes mig at komme tilbage i spillet.

Men hver gang jeg sidder der, vender jeg tilbage til, at uanset hvad der sker, ville jeg ikke have gjort noget anderledes.

Beslutningen om at sige mit job op var den rigtige. Uden tvivl. Uanset om jeg så skal gå ledig, til jeg bliver 40 – og der er altså ret LANG tid til, vil jeg lige bemærke! (jeg var 35, da jeg skrev det).

Man skal ikke blive i et job, der er usundt for en. Konsekvenserne ved det er alt, alt for store, omkostningerne er for høje, og det er livet ganske enkelt for kort til.

Jeg ved godt, at jeg er priviligeret i den forstand, at vi ikke behøver at gå fra hus og hjem, fordi jeg har en periode uden job. Og det er jeg taknemmelig for. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan mærkes i vores økonomi, at vi går fra to indtægter til en.

Hvad så, får du søgt nogle jobs?

Men hvad så? Får du søgt nogle jobs, spørger folk mig.

Og det må jeg nok vænne mig til at blive spurgt om. Men det gør jeg altså ikke. Jeg har endnu ikke læst et eneste stillingsopslag, og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det foreløbigt.

For når man pludselig mærker de positive forandringer, der sker i ens liv, når man skruer ned for tempoet, synes jeg, man skylder sig selv at gøre sig nogle tanker om, hvordan man får tilrettelagt et liv, der tilgodeser ambitioner og familieliv på en gang.

Men hvordan gør man egentlig det?

Jeg ved, at langt de fleste af jer kæmper med den samme problematik. Hvordan får man regnestykket til at gå op? Kan man overhovedet både få et tilfredsstillende arbejdsliv og familieliv uden at være så træt til sidst, at man oplever det som overgrebsagtigt, hvis nogen prøver at starte en samtale med en efter kl. 21.00?

Nogle gange tænker jeg, at der må være noget, jeg har overset. Vi har bedsteforældre, der henter og passer, og vi får leveret dagligvarer til vores dør, så vi ikke skal handle ind, og fritidsaktiviteter er der kun et minimum af. Alligevel synes jeg, vi altid er et skridt bagud. På alle fronter. Er det virkelig sådan voksenlivet er?

Dagbog fra en svunden tid

Det var en anden tid i 2012. Og det var også en anden blog. Madbanditten var min personlige dagbog, og jeg havde læseren med i stort og småt, der rørte sig i mit liv.

Jeg savner at skrive de indlæg, men det er svært at blotte sig, når læserskaren er så stor, som den er i dag. Jeg savner at have et rum, som er lille og intimt og uden at jeg behøver forholde mig til, hvad tilfældige forbipasserende på Facebook bliver provokerede af i dag.

Og det bliver jeg mindet om, når jeg falder over indlæg som dette fra 2012. Det var i sandhed en anden tid. Jeg har fået meget i årene, der er gået, men der er også noget, jeg har tabt.

Kort efter jeg skrev indlægget, fik jeg en forlagsaftale på min første bog. Den blev en kæmpe bestseller og resten er historie, som man siger. Læs evt. hele den historie her: How it started – How it’s going

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

0 kommentarer til “Tilbageblik til mit gamle liv”

Skriv en kommentar