Butter chicken

Butter chicken er en af de mest populære indiske retter og efter min mening en af de bedste. Denne opskrift vil vise dig hvorfor. Den skønne sovs fyldt med aromatiske krydderier (og smør) og den lækre, møre kylling gør virkelig denne ret til en stor fornøjelse. Min butterchicken serveres med blomkålsris og på den måde gør vi den Low Carb-venlig med ganske få justeringer.

Butter chicken – indisk kylling i lækker, cremet sovs

Butter chicken starter med mørt kylling, der har marineret i den lækreste marinade. Allerbedst hvis du kan huske at lægge den i marinaden aftenen før. Det giver det bedste resultat og giver dig mindre arbejde, når du skal lave retten.

Bortset fra at min opskrift er serveret med blomkålsris i stedet for ris, er det en ret klassisk opskrift på butter chicken.

Du skal dykke lidt dybt i krydderiskuffen for at lave butterchicken, men det betaler sig, så lad dig ikke skræmme af de mange krydderier.

Er du selvblander-typen, har du blandet dit eget garam masala – og vil du gerne prøve det, finder du min opskrift på det her: Garam masala

Du kan dog købe det blandet i både større supermarkeder og etniske grønthandlere.

Butter chicken opskrift

Butter chicken med blomkålsris

Udskriv Pin
Indisk-inspireret kylling i sovs med godt med smør. Mere skal der ikke til at overtale mig!
4
|
30 min

Ingredienser

  • 600 g kyllingebryst

Krydret youghurtmarinade

  • 1 dl sødmælksyoghurt naturel
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 fed hvidløg revet
  • 1 spsk ingefær revet
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 tsk gurkemeje
  • 1,5 tsk salt
  • 1 tsk stødt chili

Buttersovs

  • 50 g smør
  • 2 fed hvidløg revet
  • 1,5 tsk stødt chili
  • 3 tsk Garam masala
  • 3 tsk paprika
  • 1 dl grøntsagsbouillon
  • 1 spsk koncentreret tomatpuré
  • 3 dl fløde
  • 1 spsk ingefær revet

Blomkålsris med lime

  • 1 blomkål
  • 4 spsk limesaft ca.

Pynt

  • 0,5 bdt koriander
  • 1 lime i både

Sådan gør du

  • Skær kyllingekødet i tern.
  • Rør marinaden til din butter chicken sammen, og lad meget gerne kyllingeternene marinere heri natten over
  • Næste dag/efter endt marinering: Steg kyllingeternene på alle sider på en god varm pande til de er møre. Læg dem til side sammen med marinaden.

Buttersovs

  • Opvarm smør på en pande og sauter finthakket hvidløg og krydderierne heri. Hold øje med dem, så de ikke får for meget
  • Tilsæt nu bouillon, tomatkoncentrat og piskefløde.
  • Kog op og lad hele herligheden simre, til sovsen er dejlig tyk og cremet.
  • Tilsæt til sidst kyllingeternene og lad det koge op.

Blomkålsris med lime

  • Del blomkålshovedet i buketter og riv dem fint i foodprocessoren.
  • Kom dem i en skål, hæld kogende vand over og kom dem straks over i en si, så vandet løber fra.
  • Vend blomkålsrisen med limesaft inden servering.
  • Pynt til sidst med korianderblade og limebåde
Butter chicken opskrift
Foto: Columbus Leth til LCHF Året Rundt

Murgh makhani

På indisk hedder butter chicken Murgh makhani men jeg ved da godt hvad jeg synes lyder lækrest. Alene navnet kan jo nærmest få tænderne til at løbe i vand, ikke? Og hvis ikke navnet kan, så kan billedet da i hvert fald.

Tilbehør til indisk mad

Udover blomkålsris, som jo passer perfekt til butter chicken, har jeg også andre opskrifter som er oplagte at prøve, når du laver indisk mad. Der er fx den lækre og friske indiske salat med appelsin og birkes og selvfølgelig de lækre naan brød. Ja, de er helt uden mel, så de kan fint bruges i Low Carb/Keto også.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

4 kommentarer til “Butter chicken”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Kære Jane, jeg har netop skåret det rå kyllingekød i små tern og lagt dem i en kondibøtte i marinaden for aftenen og natten over, således jeg kan lave det i morgen, men jeg forstår simpelthen ikke helt opskriften. Der står, kødet skal marinere natten over – og s å steges mørt? Altså, skal jeg steget kyllingen i sin marinade i morgen? Eller har jeg gjort noget galt allerede? Det håber jeg ikke. Økologisk kyllingekød er dyrt på en SU og jeg har sådan glædet mig. ;-) Knus.

    Svar
    • – og den overskydende marinade, skal den ikke med i saucen? Jeg havde forstået det sådan først, at jeg simpelthen tog kyllingekød og marinade og smed i saucen i morgen, men punktet med at stege kyllingen af, forvirrer mig vist. På forhånd tak.

      Svar
      • Ej det kan jeg godt se er forvirrende. Punktet med stegning af kyllingen er først næste dag/efter marinering. Så du har gjort det rigtigt, som jeg læser det.

        Du steger kyllingen i marinaden og tilsætter hele molevitten (kylling + marinade) til sovsen.

        Håber det giver mening – prøver lige at gøre det tydeligere i teksten også :)

        Svar