10 ting, jeg har lært på 10 år som Low Carber

Er nu nysgerrig på, hvilke erfaringer, jeg har gjort mig på 10 år som Low Carber, så læs med her. Jeg startede egentlig med en form for Low Carb-kost et års tid, før jeg startede bloggen her, så faktisk kigger jeg tilbage på 11-12 år, men de første år var lidt fjumrede, og 10 ting på 10 år lyder bare bedre, ikke?

Igennem årene har jeg været omkring forskellige strategier, og i dag vil jeg dele med nogle af mine opdagelser med dig. 

Madbanditten fejrer jo i år sin 10 års fødselsdag, og det er det, vi fejrer med udgivelsen af De bedste fra Madbanditten.

Det er også dette jubilæum, der har sendt mig tilbage i tiden, og som har fået mig til at kigge tilbage på mit eget Low Carb-liv over de sidste 10 år.

10 år som Low Carb’er – dette har jeg lært

Inden jeg starter min liste, vil jeg sige, at det, jeg beskriver her, er subjektivt til min oplevelse og ikke et facit for alle. Det er lidt vigtigt at sige.

En lidt ærgerlig ting, jeg har oplevet igennem de sidste 10 år er, nemlig at folk er blevet meget mindre villige til at prøve sig frem og eksperimentere. I stedet vil de gerne have en  plan, som nogle andre har lagt for dem, som skal løse alle deres problemer – helst fra dag 1.

Jeg er ked af sige det, men det er ikke sådan, det fungerer. En plan kan være fin og tryg at holde sig til i starten, hvis du er en person, der trives med det. Men før eller siden skal du slippe planen og gøre dig dine egne erfaringer. Før du når til at gøre det, får du aldrig et varigt resultat.

Det er faktisk netop det, mit Kickstart-kursus handler om, og det, der tager æren for de resultater, vi skaber på det kursus. 

Jane Faerber
Foto: CTC Photograpy

Men her får du altså mine erfaringer efter 10 år med Low Carb-kost – i tilfældig rækkefølge.

1. Sødemidler trigger mig (nogle gange)

Hvis jeg spiser sødt, får jeg lyst til mere sødt. Det er, som om min hjerne er fuldstændig ligeglad med, om jeg spiser kage med sukker eller kage med sødemidler. Kage er kage. Søde sager er søde sager.

Jeg er dog ikke helt overbevist om, at det er selve sødemidlerne, der trigger, men mere tror jeg, det er ‘kage’ eller ‘søde sager’ som helhed.

Fx oplever jeg ikke, at sukkerfrie drikkevarer, som fx lightsodavand trigger. Det er dog ikke noget, jeg drikker, men hvis jeg en sjælden gang har gjort, har jeg ikke oplevet det som et nævneværdigt problem.

2. Pandekager, vafler og bagværk sparker impulskontrollen væk under mig

Jeg har det med vafler og pandekager og bagværk som med kagen i første eksempel. Det mætter mig slet ikke.

Hvis jeg skal spise intuitivt til mæthed, hvilket er den måde, jeg foretrækker at spise på, vil jeg spise dobbelt op på kalorier, før jeg bliver mæt i pandekager/vafler/bagværk, end hvis jeg havde serveret kød, grøntsager og fedt. Det er, som om jeg slet ikke føler mig tilfredsstillet, og min naturlige stopklods udebliver.

Igen, det betyder ikke, at jeg aldrig spiser det. Det betyder bare, at jeg kun spiser det sjældent.

3. Yoghurt og chiagrød fungerer dårligt

Jeg elsker yoghurt med bær og nøddemysli lige så meget som den næste person. Det fungerer bare dårligt for mig. 

Jeg spiser markant mere samlet set de dage, hvor jeg har spist græsk yoghurt eller skyr til morgen. Det samme gælder chiagrød, som var meget populært for nogle år siden, men som jeg i dag ikke kunne drømme om at spise. Vi kan sådan set også tage smoothies og den slags med her (desværre).

Det drejer sig ikke bare om hvor mange timer, jeg er mæt efter det pågældende måltid, det drejer sig også om, hvordan resten af dagen forløber. Og vil jeg slippe for sult og sukkertrang om eftermiddagen og aftenen, er yoghurt, chiagrød og smoothies til morgenmad ikke min ven.

4. Faste kan være fint, men…

I perioder holder jeg meget af faste, og når man spiser i Low Carb-enden af spektret, er det nemt at faste eller fx udskyde morgenmaden eller springe den helt over. Det ved jeg mange har glæde af.

Alligevel bliver jeg ved med at vende tilbage til min proteinrige morgenmad og mine tre regelmæssige måltider om dagen.

Jeg må erkende, at det er det, der giver mig de bedste resultater på energi, vægt, kropskomposition, mindsket sukkertrang osv. 

5. Salt, salt, salt

At have styr på mit saltindtag er afgørende for mit velbefindende, mit energiniveau og min appetitregulering. Spiser jeg ikke nok salt, bliver jeg sulten eller får cravings mellem måltider og hvem gider det?

Dette bliver vigtigere jo færre kalorier, jeg spiser. Det giver måske sig selv, men det er en af de ting, som Keto Udfordringen lærte mig.

Her blev jeg virkelig udfordret i min egen opfattelse af, hvor lidt jeg faktisk kunne spise, uden at det betød, at jeg gik rundt og var sulten hele tiden. Ikke helt ubetydeligt, hvis målet er at komme ned i fedtprocent.

6. Nemmere at afvige fra Low Carb-kosten

For 10 år siden, da jeg var ny til Low Carb, fik jeg frygteligt kraftige reaktioner, hvis jeg havde ture tilbage i kulhydratland. Utilpashed, dårlig mave, enormt stærke cravings, Keto flu symptomer, osv. Jeg følte, jeg skulle ‘kæmpe mig tilbage’ til den gode fornemmelse i kroppen.

Sådan oplever jeg det ikke længere.

Jeg tolker det som en øget metabolisk fleksibilitet, og som om min krop nemmere og mere ubesværet hopper tilbage på fedtforbrænding, fordi det er det, der nu er ‘standardindstillingen’.

En del af det skyldes måske også mængder. Jeg spiser aldrig enorme mængder kulhydrater som fx bjerge af slik. Det vil jeg ikke afvise, at jeg godt kunne finde på for 10 år siden, men det gør jeg aldrig mere.

7. Mit Sweet Spot er ikke Keto

Jeg elsker Keto for de muligheder, det giver til overvægtige for at reducere i vægt uden at være sulten hele tiden. Men for mig som grundkost er det ikke det rette. I hvert fald ikke, hvis vi definerer Keto som 20-30 g kulhydrat om dagen. Mit sweet spot ligger nærmere 20-50 g kulhydrat pr. dag.

Definerer vi derimod Keto som at have målbare ketonstoffer i blodet, er jeg måske nok ‘Keto’. Regelmæssig hård træning + god metabolisk fleksibilitet + Low Carb-kost gør det svært at undgå at være en smule afhængig af ketonstofferne for energi.

Men jeg synes faktisk slet ikke, at diskussionen om Keto eller ikke-Keto er relevant for noget. Det relevante er jo for pokker, at det, man gør, fungerer for det, man gerne vil opnå med det.

8. At spise ‘rigtig mad’ er vigtigere end makronæringsstoffer

Jeg tæller ingenting, hverken kalorier eller kulhydrater, og jeg spiser i det hele taget meget intuitivt.

Hvor Keto er meget specifikt og kræver et øje på i hvert fald kulhydraterne, er min oplevelse i praksis, at jeg når længst med simpelthen at spise ‘rigtig mad’ og have en vis regelmæssighed i mine måltider. For mig betyder det langt mere for resultaterne, end om min kost lige indeholder 10 g kulhydrat mere eller mindre.

Det betyder i praksis, at jeg fokuserer på gode måltider med protein og grøntsager i centrum og helst ingenting mellem måltiderne.

Det betyder også, at jeg spiser rodfrugter om vinteren og lidt frugt om sommeren, og det fungerer grundlæggende fint for mig.

9. Kost kan meget men ikke alt

Jeg har i mange år stædigt holdt fast i, at nøglen til det meste lå i kosten og jeg synes også, at det starter der. Men kost kan ikke alting.

Det måtte jeg selv erkende, da jeg omsider fik kvalificeret hjælp og blev testet for SIBO.

Godt nok havde jeg kunne fjerne symptomerne med en ren carnivore kost, og hvor fedt det end er i kortere interventionsperioder, syntes jeg ikke, det var en langtidsholdbar løsning for mig. Og jeg er glad og lettet over at have fundet en vej, som ikke indebærer så specifik en diæt.

10. Regelmæssighed er nøglen

Det er ligemeget hvor perfekt og snorlige, man kan gøre ting, hvis man kun kan opretholde det i korte perioder. En regelmæssig god grundkost slår de resultater, man kan få med korte perioder med perfektion. Som en gammel perfektionist er det vigtig læring.

Det kræver på mange måder meget mindre, end man tror, at leve sundt/slanke sig, og på den anden side kræver det mere, end man tror, fordi regelmæssigheden og det langsigtede perspektiv er så vigtigt. I hvert fald hvis resultaterne skal være tilsvarende langtidsholdbare.

Det betyder ikke, at kosten skal være ens altid, og man kan sagtens twiste den og have strategiske Keto-perioder og perioder med en mere liberal Low Carb-kost. Men at slippe ud af den cyklus, hvor man overspiser i kulhydrater og efterfølgende spiser nul kulhydrater er en ret afgørende nøgle til succes.

Find din vej i Low Carb-junglen

I min nye bog får du netop vejledning til at finde din vej i Low Carb-junglen. Måske er Keto det rette for dig, eller måske er det rette redskab at tage frem i perioder, imens resten af din grundkost er Low Carb.

Der findes ikke noget facit, for målet er, at du finder din egen vej. Den, du kan holde uden besvær, og hvor du får de resultater, du gerne vil uden at føle enorme afsavn.

Jeg vil hellere ’empower you’, end jeg vil give dig en kostplan, du skal følge. Og her mister jeg så en del af mine læsere, det ved jeg godt. Men hvis jeg bare kan overbevise én person om, at det ikke er kostplanen, der kommer til at føre vedkommende i mål, er jeg glad❤️

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

4 kommentarer til “10 ting, jeg har lært på 10 år som Low Carber”

Skriv en kommentar

  1. Hej skønherlige kvinde
    Jeg er begyndt at forstå dig bedre. Jeg tager selv fat i en kostomlægning henimod kød, grønt og fedt, så giver dit skriv en god mening og inspiration. Jeg har en lille perfektionist og den del må ikke styre mig 😎
    Jeg bruger dine opskrifter og tanker som guidelines. Jeg prøver selv af og danner mig erfaringer ud fra det.
    Tak for dig 🙏

    Svar
    • Dejligt at det kunne bruges – rigtig god vind med projektet! Glæder mig til at høre hvad du driver det til :)

      Svar
  2. Fejrer 2 år på keto/lchf og 17 kilo mindre på vægten. Spiser nu ret intuitivt og følger ikke så meget planer som det min krop nu fortæller mig at den har lyst til.

    Hvad jeg har lært er at springe over de store diskussioner..om mad og indhold og sundhed. Det fungerer for mig..det må være nok..for mig ;)

    Tak for dig og for hjælpen, til et ukompliceret liv med mæthed og madglæde i et.

    Tine

    Svar
    • Hej Tine
      Lige netop – hvor lyder det bare fuldstændig perfekt. Den eneste, der kan fortælle dig hvad der er rigtigt for dig, er nemlig.. DIG❤️

      Svar