Metabolisk fleksibilitet

Metabolisk fleksibilitet er et begreb, du gerne vil kende. For det lægger endnu en dimension oveni din Keto-livsstil, og det kan give dig en forståelse af, hvorfor du faktisk gør din krop en kæmpe tjeneste med denne kulhydratfattige Keto-kost.  Læs med her og forstå, hvad metabolisk fleksibilitet er, og hvorfor det er vigtigt.

Hvad er metabolisk fleksibilitet?

At være metabolisk fleksibel eller ‘stofskiftefleksibel’ er et udtryk for, at din krop smidigt veksler mellem brændstoftyperne glukose (kulhydrat), fedt og ketonstoffer. Er du metabolisk fleksibel, mærker du ingenting til overgangen mellem disse.

Måske har du hørt om Keto Flu – den berygtede periode med hovedpine, træthed, tunge ben osv. som folk går igennem, når de starter på Keto. Disse symptomer er også et tegn på, at kroppen lider i fravær af sit vante brændstof (kulhydraterne), fordi den ikke er metabolisk fleksibel.

Jeg har ind imellem folk, som skriver til mig og ‘klager over’ at de ikke har mærket noget som helst til, at de har skåret helt ned for kulhydraterne. De føler sig næsten snydt for oplevelsen, som var den et slags optagelsesritual, og de bliver i tvivl, om de overhovedet gør det rigtigt.

Når jeg forklarer dem, at den metabolisk fleksible krop går ind og ud ad ketose uden symptomer på skiftet, og at deres udeblevne lidelse er en god ting, bliver de glade og lettede.

Når du er metabolisk fleksibel, har du god energi dagen lang, god appetitregulering, stabilt humør og god kognitiv funktion – uanset om du spiser regelmæssige måltider eller ej. Forestil dig lige en frihed!

Hvorfor er det vigtigt?

At være metabolisk fleksibel er et vigtigt sundhedsparameter.

Hvis din krop kun kan køre på et brændstof (glukose/kulhydrat), er du afhængig af hele tiden at tilføre ny energi udefra. Det er derfor du på kulhydratrig kost skal spise hver 3. time. Personligt synes jeg, det er dødbesværligt. Jeg har da andet at lave end at skulle spise hele tiden.

Kulhydratlagret (glykogendepoterne) er et relativt lille lager (ca. 2.000 kcal) sammenlignet med de +40.000 kcal du har lagret på din krop i form af fedt.

Måske er det en ny tanke for dig at se på din krops fedtdepoter som energilagre, men det er lige netop, hvad de er. Men du kan ikke få ordentligt adgang til at hente energi derfra, hvis du ikke har en grad af metabolisk fleksibilitet.

Tænk, hvis din krop uden problemer dykkede ned i de +40.000 kcal’s energilagre, du bærer på lår, hofter og mave. Så ville det være slut med at gå sukkerkold og slut med de hidsige sultsignaler og den deraf følgende ukontrollerede spisning.

Det ville svare til at have en bil, der kunne køre på benzin, diesel og el. Når det ene brændstof slipper op, tager det andet bare over.

Farvel til at gå sukkerkold eller ‘møde muren’

Du kender sikkert godt følelsen af at gå komplet sukkerkold. Du fik ikke lige spist til normal tid, og pludselig er det, som om energitanken er tom, og din hjerne skriger SPIS ELLER DØ. Der skal ny energi ind, og det skal bare gå hurtigt. Hit med slik, sukker, brød, saft, juice, hvad som helst med hurtig energi.

Det er sindssygt ubehageligt. Jeg husker det så tydeligt.

Denne her oplevelse af at gå sukkerkold er det modsatte af at være metabolisk fleksibel.

Hvordan opnår man metabolisk fleksibilitet?

Som med alt muligt andet i livet bliver du bedre til det, du træner. Så du træner din forbrænding. Det kan du gøre på flere måder:

1. Du kan spise Keto

Når du skærer helt ned for kulhydraterne, tvinger du kroppen over på en fedtforbrændende tilstand (ketose), hvor fedt og såkaldte ketonstoffer udgør den primære energikilde. Du træner altså kroppens evne til at køre på alternativt brændstof, og det bidrager til din metaboliske fleksibilitet.

2. Du kan faste

At faste – dvs. at have længere perioder, hvor du ikke spiser – virker metabolisk set på samme måde som Keto. Da du ingenting spiser, spiser du heller ingen kulhydrat, og du tvinger derved kroppen over på det samme fedtforbrændende system.

Men faste har bare et naturligt udløb, for før eller siden skal du jo spise. At kunne faste uden sult og ubehag er en god målestok for den metaboliske fleksibilitet.

3. Du kan træne hårdt

Når du træner hårdt, tømmer du ud i kroppens glykogenlagre (lagret kulhydrat). Det øger din insulinfølsomhed og øger kroppens evne til at forbrænde fedt.

Jo mere veltrænet du er, dvs. jo mere muskelmasse du har relativt til fedtmasse, jo mere metabolisk fleksibel vil du ofte også være. Det er derfor atleter og aktive mennesker kan trives fint på en kulhydratrig kost og føle både god mæthed, energi og velbefindende med sådan en kost.

Sådan gør jeg selv

At være metabolisk fleksibel er og har i årevis været mit ultimative mål med min egen kost og livsstil.

Selv bruger jeg perioder på Keto som metabolisk gymnastik. Min grundkost året rundt er ‘Low Carb’, og et par gange om året tager jeg en sammenhængende periode på Keto og får derved optimeret min krops evne til at forsyne sig med energi fra fedt og ketonstoffer.

Især i travle perioder holder jeg af at faste, enten ved at have længere spisepauser mellem aftensmad og morgenmad eller ved at faste i 24 timer. Men da mit mål de seneste par år har været opbygning af muskelmasse, er de lange fasteperioder et redskab, jeg benytter lidt sjældnere.

Men sådan har jeg gjort i årevis, og det giver mig en enorm frihed ikke at være slave af, at jeg skal tilføre energi regelmæssigt for at fungere optimalt.

Samtidig betyder det også, at jeg ikke behøver stresse over at være til noget, hvor der serveres kulhydrater, for det medfører ikke en følelse af at skulle starte forfra dagen efter. Forbrændingen er fleksibel og veksler smidigt tilbage, i samme øjeblik jeg vender tilbage til min Low Carb-grundkost.

Metabolisk fleksibilitet - Hvad er det og hvilken rolle spiller Keto?

Din sundhed – en langsigtet strategi

At arbejde henimod et mål som metabolisk fleksibilitet er det modsatte af at tage en skrap kur for at tabe nogle kilo hurtigt inden sommerferien. Til gengæld kan det føles motiverende og tilfredsstillende at arbejde mod et større slutmål end udelukkende at fokusere på badevægtens daglige dom.

Mit Kickstart-kursus er lavet med udgangspunkt i at give dig en langsigtet plan mod metabolisk fleksibilitet. Selvfølgelig handler det også om livsstilsændring og vægttab, men det forkromede mål er den fleksible forbrænding.

Det lyder lige som noget for mig! Vis mig mere!

Kickstart giver en rigtig god start og forståelse for alt det psykiske omkring vores livsstil og vaner, og hvordan man på sin rejse kan arbejde med mindset osv
Her er det -17 kg på 13 uger 💪🏼 og en krop med energi og overskud 🥰 Jane er fantastisk til at forklare keto og alle aspekter af mindset, vaner, faldgruber osv.
Det har været de bedste penge givet ud for mig og jeg nyder min rejse mod et sundere jeg. Og så er det VIGTIGSTE for mig at MIN krop har det godt ❤️

Vil du smugkigge på kurset, har jeg åbnet vores medlemsside for besøgende her: Kickstart medlemsside

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

14 kommentarer til “Metabolisk fleksibilitet”

Skriv en kommentar

  1. Kære Jane

    Jeg er nu i bonusugen af Kick-starten og du drømmer ikke om, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg valgte din kick-start. Den er lige, hvad jeg trængte til for at komme igang. Udover de skønne opskrifter, som bare er mums, så er jeg vild med din støttende måde at læsse rigtig god viden, tips og tricks ind i min hjerne hver morgen via dine podcasts. Jeg er lige ved at nå -10kg på blot 5 uger. Og uden de store afsavn, hvilket nok er det mest utrolige. Jeg har lidt af BED en del år, men må bare sige, at Keto er den perfekte måde at få hjælp til at slippe af med en overspisning.

    Jeg er uddannet psykoterapeut og har tænkt mig at lave et kursus for overspisere, så de kan inspireres til, hvordan de kommer den til livs og får en bedre livskvalitet. Derudover vil jeg tilbyde gruppeterapi for lettere BED ramte. Jeg vil naturligvis gøre reklame for Madbanditten på mit kursus og ville høre dig, om du evt har noget inspirationsmateriale, jeg kan dele ud til kursisterne, så de får noget i hånden?

    Kh og stort tak
    Tina

    Svar
    • Hej Tina
      Ej tusind tak for den fine hilsen. Hvor er jeg glad for at høre om din oplevelse og dit flotte resultat, ikke mindst.

      Og du er langt fra den første, der rapporterer om at Keto hjælper mod overspisning/BED, hvilket jo er utroligt, idet traditionel behandling er det stik modsatte, nemlig at du SKAL lære at spise alt med måde. Min tanke er at de stærke fysiske cravings nogle kan have efter kulhydrater slet ikke er kendt nok endnu men at netop den misbrugsteori, vi har talt om på Keto, faktisk er en del af nøglen.

      Jeg har ikke som sådan noget reklamemateriale. Jeg har slet ikke selv nogle aktiviteter, der ikke er online. Men du er altid velkommen til at henvise her til siden og er der nogle, jeg kan hjælpe videre, gør jeg det med glæde❤️

      Svar
  2. Hej Jane
    Det lyder godt, men folk der træner hårdt har ofte en lavere fedtprocent men højere vægt end gennemsnittet.

    Svar
    • Og på hvilken måde er det i modstrid til eller hvad det nu er du vil sige med det, ift. det, jeg skriver?

      Svar
  3. Der har gennem årene været mange gode indlæg i din blog om stress.
    Kunne det tænkes, at der kom et indlæg på blog eller i nyhedsbrev om, hvad man kan gøre for den metaboliske fleksibilitet, hvis vedholdende/kronisk stress spænder ben for keto?
    Så ikke stress ødelægger de gode resultater, som keto gav, inden de stressende livsomstændigheder ramte.

    Svar
      • Åh ja, emnet er virkelig stort og måske også for kompleks til min viden og forståelse. Men jeg har jo desværre en del erfaringer med det selv og jeg kan sagtens skrive om hvilke redskaber jeg selv har brugt/bruger❤️

        Svar
  4. Hej Jane – d.18/5 er det 1 år og +30 kilo siden jeg gik igang med Keto. Du har været en kæmpe inspirationskilde og dine ugentlige mails, har hjulpet til at holde fokus og træffe de “gode” valg, når jeg er blevet udfordret :-) Tusind tak
    Jeg har nu modtaget din “Keto Udfordring” og vil i den forbindelse høre dig, om dit opskriftshæfte med mælkefrie opskrifter ikke ville kunne bruges til den ?

    Svar
    • Hej Henriette
      Hvor er du megasej.

      Og jo måske kan de mælkefrie opskrifter godt bruges til Keto Udfordringen. Men det, du vil opleve er nok, at det er svært at få ‘opskrifter’ til at passe ind i dine daglige makros. Det kræver en mindre puslespilsarbejde at få det til at gå op.

      Rigtig god vind❤️

      Svar
      • Tusind tak Jane – øver mig lige nu på at finde rundt i Cronometer og har forsøgt at lægge alle mine data ind – jeg tænkte det mere som inspiration til måder at tilberede og sammensætte på, når jeg nu i lang tid har brugt ost , fløde, creme fraiche o.l. :-)

        Svar
        • Ah ja, jamen det synes jeg godt, den kan give.

          Og stejl læringskurve med Cronometer men virkelig fed, når man først overgiver sig til den ❤️❤️

          Svar