Bulletproof Coffee

Bulletproof Coffee er et populært koncept i Keto-verdenen. Men lad os lige prøve at kigge lidt nærmere på, hvad det er, hvem, der kan have gavn af den og hvem, der helst skal undgå den.

Hvad er Bulletproof Coffee?

Selve ‘Bulletproof’-konceptet stammer fra Dave Asprey (en kugleskør amerikaner, som altså ikke lige er min kop te), som har skabt en forretning på at sælge en bestemt og meget dyr type kaffe og MCT-olie til at bruge i denne drik.

Hans særlige kaffe indeholder nemlig ingen mycotoksiner og det er angiveligt meget vigtigt, hvis du gerne vil blive 150 år, som er Dave Aspreys mål.

De færreste har dog Dave Asprey i tankerne, når de drikker Bulletproof Coffee og i daglig tale er det mere bare blevet synonym med en kaffe, man har blendet med smør, kokosolie og/eller MCT-olie og så bruger man den som måltidserstatning. Ofte i stedet for morgenmad.

Selvom kaffen indeholder op mod 50 g fedt og altså nærved 500 kcal, kalder han det ‘at faste’, når man drikker den i stedet for morgenmad. Det giver et boost i energi og fedtforbrænding, hedder det sig, og det er jo på en måde rigtigt nok. Men det er jo fordi kroppen lige har fået en stor mængde fedtenergi indenbords.

Bulletproof Coffee - opskrift og alt du skal vide om denne populære Keto kaffe

Bulletproof Coffee

Udskriv Pin
1
|
5 min

Ingredienser

  • friskbrygget kaffe jo helst af Dave Aspreys eget mærke
  • 1-2 spsk MCT-olie
  • 2 spsk usaltet smør

Sådan gør du

  • Alle ingredienserne blendes sammen til en fedtrig kaffedrik.

Bulletproof Coffee og vægttab

Okay, forbered dig på en upopulær holdning…

Bulletproof Coffee er måske ikke den smarteste idé, hvis dit mål er vægttab.

Kaffen skriver sig ind i en række uheldige misforståelser, hvoraf den største er, at insulin spiller en større rolle en kalorier for vægttab og at denne store fedtindsprøjtning på magisk vis skulle få kroppen til at forbrænde kropsfedt. Et udsagn, der jo modstrides af alle fysikkens love.

At man skal spare på protein og spise store mængder fedt er ofte også en del af præmissen. Forklaringen, der gives her, er, at protein stimulerer insulin og at protein derfor nærmest er det samme som at spise chokoladekage. Et udsagn, der er helt forkert. I stedet er proteinbehovet faktisk øget, når man er i kalorieunderskud med henblik på vægttab.

Kroppens behov: Protein og næringsstoffer

Din krop har især brug for to ting: Protein og næringsstoffer. Bulletproof Coffee indeholder stort set kun fedt, og fedt indeholder ingen protein og stort set ingen næringsstoffer.

Bulletproof Coffee er med de briller på Keto-verdenens svar på tomme kalorier.

Det svarer til at ville spise fedtfattigt og drikke en halv liter cola i stedet for morgenmad.

Et hurtigt regnestykke

Lad os sige, at du forbrænder 2.000 kcal hver dag. Du vil gerne ned i vægt og beslutter derfor at skære 500 kcal fra pr. dag. Du skal spise mindre, end du forbrænder for at gå ned i vægt. Det er ligesom forudsætningen og vi kan ikke komme udenom det.

Men nu har du altså kun 1.500 kcal til at stille din krops behov for protein og næringsstoffer. At erstatte et næringsrigt måltid (kød, grøntsager og fedt) med en ren fedtdrik frarøver dig muligheden for at nære din krop ved det måltid. Et skidt bytte ville jeg sige.

Jeg kan godt lide at arbejde i respekt med kroppen og hvis vi i en periode skal byde den et mindre energiindtag, end den egentlig ville foretrække, er det mindste, vi kan gøre at sikre, at den energi, der kommer ind, er så optimal som muligt.

Kalorier, protein og muskelmasse

Du vil gå ned i vægt, uanset hvad du bruger dine kalorier på, så længe du er i kalorieunderskud. Men hvad du bruger dine kalorier på, afgør, om du taber muskelmasse eller fedt. Dine vigtigste våben i kamp mod tabet af muskelmasse er nok protein og styrketræning. Spiser du ikke nok protein, kan så meget som 20-30% af dit vægttab være muskelmasse. Av.

Mindre muskelmasse betyder lavere forbrænding, lavere kulhydrattolerance og dårligere metabolisk fleksibilitet.

Det er ikke det bedste udgangspunkt for et varigt vægttab, tror jeg godt, vi kan blive enige om. Og slet ikke for et godt helbred.

Bulletproof Coffee - opskrift og forklaring på denne populære Keto kaffe

Er Bulletproof Kaffe aldrig en god idé?

Her bliver det så lidt sjovere, for jo, det kan der måske fint være. Alting er selvfølgelig kontekstafhængigt og på den måde er der ikke noget, der er ‘godt’ eller ‘skidt’. Men der er noget, der kan passe godt og skidt ind i en given kontekst. Og det er lidt vigtigt, for det gælder jo også her.

At mange går galt i byen, fordi de tror, de skal drikke fedtdrikke for at gå ned i vægt, betyder jo ikke, at ting som bulletproof kaffe aldrig har en plads.

Hvem kan have glæde af Bulletproof Kaffe?

Måske er du ultraløber eller har på anden vis et højt energibehov og har svært ved at få energi NOK. Her er Bulletproof Coffee jo et fint redskab til at få hurtigt optagelig energi ind.

Det kan også være, at du helt enkelt elsker den drik og gerne vil drikke den og det er jo også et helt fair argument. Sørger du for samtidig at stille din krops behov for protein og næringsstoffer på dine andre måltider, er det jo sådan set også uden betydning, om du får dit fedtindtag fra en kaffe eller fra din mad. Man kan jo også reducere fedtmængden, så den er så voldsom og ikke tager plads for et helt måltid.

Mange, der ikke har tid eller appetit til morgenmad, finder ofte også dette som en god løsning. I det tilfælde vil jeg dog argumentere for, at du er bedre stillet ved helt enkelt at springe morgenmaden over og rent faktisk faste (og forbrænde kropsfedt imens), men dette kan måske være et skridt på vejen mod at vænne sig til det.

Der er også nogle, der oplever, at Bulletproof Coffee fuldstændig slukker for appetitten og i en vægttabskontekst er det et værdifuldt argument og målet helliger midlet, synes jeg godt, vi kan sige. Dog synes jeg stadig, det er vigtigt i at have helbredet med i tankerne og at kroppens behov for protein og næringsstoffer skal stilles i de måltider, der spises.

Passer kaffen ind i din kontekst, er det super. Det er misinformationen omkring denne kaffedrik, jeg gerne vil rydde op i.

Vægtstilstand, hårtab og rod i hormonerne

Og en sidste ting, som ærger mig, er at så mange folk skriver til mig forkvalmede og fortvivlede om, at vægten står stille og håret falder af, fordi de er faldet i et kaninhul, hvor det at drikke fedt er bedre end at spise rigtig mad.

At noget er godt (i det her tilfælde fedt), betyder ikke at mere altid er bedre. Lad os lige huske det også.

Læs mere om Keto og kaffe her: Keto og kaffe
For Keto til vægttab på en sund og sikker måde, tag et kig på mine Keto-bøger: Keto-bøger

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

11 kommentarer til “Bulletproof Coffee”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. hej Jane. jeg har nu været på i keto 9 dage og har fastet de sidste 4 dage fra kl 19 om aftenen til klokken 12 /13 middag hvor jeg har spist røræg eller kogte æg grønt i form af spidskål spinat broccoli /blomkål agurk. Kødet jeg har spist har været kylling og en enkel gang laks. Kan bedst li lyst kød. Men hvis man skal spise mørkt kan det godt gå an med oksekød. Jeg har også haft lavet kylling broth. Til aften har jeg spist det samme. Jeg har drukket kogt vand med ingefær, gurkemeje, pepper, salt plus citron vand. Og fedtet jeg har brugt har været rigtig smør, kokos olie og oliven. Men jeg er bare i tvivl om jeg gør det rigtig. Jeg havde lige hovedpine i de 2 første dage og det var det. Men synes jeg går og fryser lidt har kolde hænder og fødder. Jeg har fået en smule udslæt i ansigtet. Har normalt problemfri hud. Jeg kan se jeg er blevet mindre. Jeg er normal i min vægt. Så det ikke fordi jeg skal tabe mig stort. Vil også bare gerne leve sundt og være en stærk mor for mine 3 små børn!
    Jeg har også læst om David asprey. Da jeg så en video hvor han fortæller om keto og faste. Men faldt så lige over det du har skrevet om ham og så bliver jeg helt i tvivl.
    Jeg skal ned og købe en af dine bøger men hvilken foreslår du jeg skal købe?
    Mvh Karolina
    Tak for en super god blog!!

    Svar
    • Hej Karolina

      Det er også svært for mig at sige. I min opfattelse er faste et avanceret redskab, man kan tage i brug, når kroppen har vænnet sig til fedtforbrændingen og hvis vægten fx ikke gå ned som planlagt. Din situation er ikke der. Og hvis du med faste mener ‘bulletproof faste’, så nej, det anbefaler jeg heller ikke.I stedet skal du sikre tilstrækkeligt proteinindtag og tilstrækkeligt kalorieindtag, hvis du skal undgå at tabe fedtmasse (og muskelmasse for proteins vedkommende).

      Dine symptomer lyder jo som klassisk Keto flu. Jeg er lidt usikker på, om du har læst mine Keto-bøger? Og er opmærksom på saltanbefalingerne?

      Jeg ved ikke med dit udslet. Kan det være Keto rash? Det plejer dog vist ikke være i ansigtet men du kan google det og se om det er relateret.

      Svar
      • Hej Jane.. Det hele går meget bedre nu!!! Jeg har det bedre end nogensinde!! Tror ikke jeg har følt mig så godt tilpas siden jeg var 16????????????????? har også fået min mand med på vognen! Og han har det svært lige nu da det kun er på 4 dagen!! Men jeg ved han vil få det så godt om et par uger!!! Man skal bare ikke opgive man skal bare fortsætte selvom man har det skidt for det bliver så meget bedre det hele!!! Alt det jeg synes var så svært er så nemt nu!! Hvorfor spiser alle ikke sådan her ? jeg er let som et fjer!! Føler mig stærk! Og bestilte din bog keto på 4 uger! Vil glæde mig til at læse den. God dag

        Svar
        • Jaaah hvor fedt at høre! Den første tid er lidt drøj at komme igennem men pludselig er det som om der bliver tændt på en kontakt og så kører det bare! Det er så fedt!

          Og netop: Hvorfor spiser alle ikke sådan her????

          Svar
          • Det er helt utroligt!!! Jeg er så glad!! Har netop modtaget din bog 4 uger på keto for at a lidt inspiration super bog! Jeg vil i hvert fald sprede budskabet omkring mig for jeg er forandret 180 grader! Født på ny! Og så er det ikke engang løgn! Ha en skøn weekend og glæder mig til at følge dig fremover!

          • Ej så dejligt – det er virkelig også et helt andet liv❤️❤️❤️

            Fortsat god fornøjelse!

  2. Hej Jane
    Tak for en god artikel og hjemmeside.

    Bare en lille sidebemærkning til dit indlæg.

    Asprey beretter i en nylig videopodcast, at der foreligge dokumentation for, at autofagi fortsætter hvis man kun indtager fedt. Dvs., hvis man drikker en bulletproof kaffe efter faste, og man på den måde yderligere kan udskyde et måltid med kulhydrat og protein, fortsætter kroppen med at `selv-spise` de overflødelige og beskadiget makromolekyler.

    Svar
    • Det er heller ikke sikkert, at den del er helt forkert. Men de fleste af mine læsere, der drikker bulletproof, ved ikke hvad autofagi betyder. I stedet drikker de bulletproof ud fra en tankegang om, at det på magisk vis skulle ophæve termodynamikkens lov, så de går ned i vægt uden kalorieunderskud.

      Og det ændrer heller ikke rigtigt på, at jeg opfatter Dave Asprey som en af de største svindlere, der er på ‘sundhedsscenen’ internationalt.

      Svar
  3. Dejligt indlæg. Der er så meget dårlig information og bullshit ude på nettet. Bare fordi det hedder keto eller lignende er det ikke nødvendigvis sundt. Det er lige som da alt skulle være glutenfrit. Bare fordi en vare er glutenfri, er den nødvendigvis ikke sund.

    For mig giver det heller ikke mening, at vi skal undvære mineraler, vitaminer og gode proteiner for at erstatte det med kaffe og fedt. Jeg har læst blogs, hvor folk kun lever af leverpostej, ost eller lignende for at komme i ketose. Jeg har læst dine bøger og jeg synes at de har en rigtig fin indgangsvinkel til vægttab, næring og keto som middel til appetitregulering og derved understøtte et vægttab.

    Jeg har fulgt dine principper i 6 uger nu, fra dine sidste to bøger og jeg har det strålende. Vægten går nedad og jeg spiser lækker mad hver dag :-) En total win win situation.

    Svar
  4. Hei..
    Jeg bruker å ha i to eggeplommer i kaffen, og bruker ikke kaffen til han der fyren. Det finnes mange gode type kaffe. Derfor jeg bruker fettkaffe med egg er for at jeg vil ikke sette meg ned å spise mat tidelig på morgningen før jobb.
    Denne fettkaffen holder meg i form til kl 12:-))

    Svar
    • Ok. Jeg håber ikke min artikel har givet indtryk af at Dave Aspreys kaffe skulle have nogen som helst særlige egenskaber (andet end markedsføringsgas).

      Svar
  5. Hej Jane,

    Sidste år kørte min mand og jeg LCHF og vi tabte os begge to – vi drak hver morgen en bullletproof, af følgende, 2 espresso kapsler, 10 gram smør og 1 æg – den holdte os begge mæt indtil frokost. Nu er vi så i gang igen:) Efter dit indlæg her bliver jeg lidt i tvivl om vi skal holde fast i den eller droppe den, men kan det passe med 10 gram smør og 1 æg at det er 500kcal? Synes det virker af meget.

    De bedste hilsner
    Yvonne

    Svar
    • Hej Yvonne

      Nej et æg og 10 g smør kan jo aldrig blive 500 kcal. Det er konceptet med den store fedtmængde og idéen om at fedt er noget, man skal spise meget af og helst i stedet for rigtig mad, som jeg synes er lidt usmart.

      Svar
  6. Kaffe med kokosolie smager god, men jeg hader at drikke det, netop fordi det tager plads fra andet. Jeg kan spise 1/2 til 1 kg spinat på 500

    Svar
    • Ja det giver lidt perspektiv. Jeg skelner dog mellem at drikke kaffe med lidt kokosolie og at drikke en bulletproof kaffe med 500 kcal fedt. Det sidste er sjældent bedste valg, er min erfaring.

      Svar
  7. hej jeg er 67 ung :-) og er stoppet med at ryge for 18 måneder siden .. de gav de første ekstra kilo og så kom krisen … synd for mig og så kører jeg bare kage ind i munden (har nu altid haft en sød tand og elsker kage) men nu er det nok … så fik jeg anbefalet dette. og hvordan kommer jeg i gang ?
    BH Rikke

    Svar
    • Hej Rikke

      Jeg synes, du skal starte med at låne eller købe en af mine Keto-bøger, læse dem grundigt og følge dem så tæt, du kan i 4 uger. Så springer du begynderfejlene over og kommer godt fra start. Keto er meget anderledes end andre kostomlægninger og det er vigtigt at vide hvad du går ind til. Find bøgerne her: https://www.madbanditten.dk/keto-boeger/

      Svar