Nuværende kostråd til diabetikere er forkerte

Hvis de nuværende kostråd til diabetikere er forkerte, hvad skal man så spise, hvis man får konstateret diabetes 2?

Læser du regelmæssigt med på denne blog, ved du, at svaret herfra er klart:

Du skal spise en kost med fokus på færre kulhydrater og mere protein og fedt.

Det er den kost, der er mest videnskabeligt belæg for hjælper denne patientgruppe.

Jamen, hvis det er sandt, hvorfor er de officielle kostråd fra myndigheder og den danske diabetesforening så baseret på at diabetikeren skal spise ‘normal kost’? Dvs. masser af kulhydrater og spare på fedtet og få op mod 60% af energien fra kulhydrater? Kulhydrater som jo netop bidrager til blodsukkerstigning, som diabetikeren har svært ved at håndtere.

Det vil jeg undlade at give et bud på.

Men i dag bringer Politiken.dk en utroligt vigtig artikel og den vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse:

Politiken: Fire årtiers kostråd til diabetikere er forkerte

Nyt dansk studie viste klar fordel til Low Carb kost

Et nyt studie fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital afprøvede en Low carb diæt med masser af fedt og protein over for en normal diabetesdiæt og udkom i juni i år med deres resultater.

Og resultaterne var klare.

Diæten med færre kulhydrater sænkede testpersonernes langtidsblodsukker markant på blot seks uger i forhold til en almindelige kost.

Desuden havde diæten også gode effekter på det farlige fedt i leveren, på kolesteroltallene og på fedttypen triglycerider.

Dermed ser Low carb-kosten ud til også at være god for hjertet, i modsætning til hvad man kunne tro om en så fedtrig kost.

Men det danske studie kommer i kølvandet på bunkevis af studier, der igennem de sidste 10 år har vist det samme.

Low Carb ER faktisk godkendt som kost til diabetikere

Siden efteråret har Low Carb kost da også været godkendt som anbefalet kost til type 2-diabetikere af både den amerikanske og den europæiske diabetesforening på lige fod med 4-5 andre kostformer.

Det er selvsagt et virkelig stort skridt og utroligt glædeligt endelig at få Low carb skrevet ind som officielt anbefalede kostråd til diabetikere.

I maj i år udgav den amerikanske diabetesforening og en række amerikanske universiteter endda rapport, hvoraf det fremgår, at “lavkulhydratdiæter er den diæt med »mest evidens« for at være gavnlig til at sænke diabetikeres blodsukker og reducere brugen af medicin”.

Læs evt. lige det igen:

“lavkulhydratdiæter er den diæt med »mest evidens« for at være gavnlig til at sænke diabetikeres blodsukker og reducere brugen af medicin”.

Ifølge de nye anbefalinger skal diabetikere vælge ikke-stivelsesholdige grøntsager, dvs. grøntsager, der vokser over jorden, minimere sukker og raffineret korn (hvidt mel og pasta m.m.) og vælge hele råvarer frem for industrivarer.

Læs også: Fremtidens kostråd til diabetikere er Low Carb

Diabetesforeningen sakker bagud

I mellemtiden laver Diabetesforeningen herhjemme pjecer, opskrifter og opdaterer (katastrofale) indkøbsguides, der fokuserer på kulhydrater, kulhydrater, kulhydrater og lidt flere kulhydrater.

De er på vej med nye retningslinjer, siger de, men det tager tid at få opdateret materiale og hjemmeside til de nye kostformer.

Det er der tusindevis af diabetikere, der ikke kan vente på og de er trætte af at blive fastholdt i et system, der vedligeholder deres sygdom og mange har meldt sig ud af foreningen, skriver de i artiklen fra Politiken.

Diabetes i tal

Men for god ordens skyld kan vi lige tage et hurtigt kig på diabetes, her med tal fra diabetes.dk

  • Mindst 260.750 danskere har diabetes (heraf 235.175 med type 2-diabetes)
  • 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes
  • 300.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes)

Hvis kurven fortsætter som nu, har 430.000 danskere diabetes i 2030.

Diabetes koster det danske samfund 86 millioner kr. om dagen. Ja, det var om dagen. Det er mere end 31 milliarder kroner om året.

Tænk, hvis vi ved at give viden og støtte og opdaterede kostråd til diabetikere kunne hjælpe til at nedbringe disse tal. Ikke bare kroner/ører men så sørme også den uhyggelige statistik for hvor mange, der har i udsigt at få denne modbydelige sygdom.

Hjælp til at følge de nye retningslinjer

Tidligere på året lancerede Anette Sams og jeg et online forløb, som har til formål at hjælpe diabetikere med følge de nye Low Carb-retningslinjer. Det er en ny kostform for mange og det kan være rart at have noget praktisk at støtte sig op imod i starten.

Læs mere og se om det er noget for dig: Ud af diabetes 2 – Online

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

20 kommentarer til “Nuværende kostråd til diabetikere er forkerte”

Skriv en kommentar

  1. Hejsa! Som mor til en type1 diabetiker, synes jeg, det er super vigtigt at huske at skelne hårdt mellem type 1 og 2 diabetes. Faktisk burde det ikke hedde det samme…?… Men derfor er det bare så vigtigt, at du i dine indlæg, er omhyggelig i ordvalg – og ikke skærer alle “diabetikere” over én kam – særligt i dine overskrifter…. Jeg er meget optaget af dine kostråd, og stor fan??, og når du skriver om “diabetikere” så er jeg helt fremme på stolen af nysgerrighed. Men dine råd er mest for type2 diabetikere, som jeg læser det….og det er godt nok vigtigt for alle os type 1’ere, at det er tydeligt. Vi kæmper en kamp hver dag for at nedkæmpe myter om type 1 og få folk til at forstå, at man ikke får type1 af dårlige kostvaner og at man ikke kan ” spise det væk…” desværre….
    Derved mener jeg ikke, at mange af dine kostråd ikke er for 1’ere. Vi bruger konstant dine opskrifter og det hjælper os til et mere stabilt blodsukker. Der er bare så meget mere på spil her, end blot at skære ned på kulhydrater??…

    Svar
    • Jeg tror ikke, jeg endnu har skrevet noget om diabetes, uden at jeg har fået henvendelser som din. Og jeg forstår og anerkender jeres sag 100% og jeg er uhyrligt opmærksom på det, når jeg skriver. Jeg ønsker, at ingen skal få opfattelsen af, at jeg kører T1 og T2 over en kam eller på nogen måde indikerer, at T1 kan undgås eller behandles med kost og livsstil.

      Så jeg ville faktisk ØNSKE, at I (over en kam) kunne forstå en gang for alle, at jeg er på jeres side her og prøver at gøre det så tydeligt, jeg kan (uden dog at det sproglige ryger).

      Og ellers kan vi overveje at sidde side om side og føle os krænket. For jeg føler mig faktisk lidt krænket og ked af det over, at min store indsats for at sørge for, at der skelnes mellem disse to ikke anderkendes af jer (igen over en kam).

      Svar
  2. Hej

    Jeg har type 1 diabetes har haft det i 35 år og prøvet mange forskellige kostplaner. Dog ikke nogen med rigtig gode resultater.
    Jeg har altid haft svært ved at styre mit blodsukker.
    Jeg er meget aktiv – løber, går til spinning og crossfit samt styrketræner meget. Hart tit både lavt og højt blodsukker
    Min kan i perioder svige +/- 3-4 kg selv om jeg lever sundt med mange grønsager og fedtfattigt.
    Vil pt. gerne tabe 3-4 kg. Vil LCHF/Keto kunne hjælpe mig?
    Kan man deltage i et online forløb uden træningsprogram ?

    Svar
    • Ja det vil det måske nok men jeg kan desværre ikke rådgive ved sygdom. Jeg er ikke læge. LCHF/KETO og type 1 diabetes er stadig kontroversielt og de studier, der er, er få og små sammenlignet med fx TD2.

      En af de store bekymringer, mange har ved Type 1 diabetes og keto er både risikoen for at få for lavt blodsukker og for ketoacidose. Begge dele er selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på men virker til at være en mindre bekymring i praksis. I hvert fald er det det, som Type 1’erne beretter.

      Uanset så bør du have din læge med på sidelinjen ved så stor en kostomlægning, synes jeg.

      Og ja, man kan fint følge mit forløb uden at følge træningsprogrammet men jeg kan som sagt kun rådgive generelt om keto og ikke specifikt ift. sygdomme.

      Svar
  3. Simpelthen fedeste nyhed, ikke at det var nyt, men mere at man nu forsker i det, jeg føler mig mindre *alene* når jeg fortæller om min kost. Mit ønske er nu fremover at det ikke kun blev anbefalet til diabetikere men feks også hjerte patienter, kroniske smerter osv men jeg ville ønske mest at fødevarer ikke skulle tilsættes sukker og usunde olier !! Lad venligst være med at tilsætte sukker i alle vores produkter!!! Veganere fik deres mad i supermarkedet, kan vi ikke få vores keto på hylderne også tak

    Svar
    • Ja det var en virkelig glædelig nyhed. Og ja, jeg ville også ønske at vi havde bedre udvalg af gode madvarer.

      Men keto er og bliver bare ikke den samme kommercielle succes som fx veganisme, for vi spiser jo rigtig mad og ingen bliver rigtigt rige af at sælge kød og blomkål. Kølediskene bugner jo med veganske køderstatninger, som jo indholdsmæssigt er at sidestille med junkfood men som de stakkels mennesker køber i den misforståede tro, at de gør noget godt.

      Faktisk vil jeg sige, at så snart jeg ser et produkt med en ‘diæt-anmærkning’, går jeg langt uden om. I 98% af tilfældene er det junk.

      Kød og grøntsager derimod er jo i de helt almindelige sektioner i supermarkederne. Det er en skør verden, tænker jeg nogle gange :)

      Svar
  4. Har haft diabetes siden 2001, blev tilbudt projekt “ReDuCtion” på OUH. Har deltaget og fået et godt resultat ud af det. Det har varet et 1/2år med Lchf kost, blandt andet med en del opskrifter fra dig. Er lige afsluttet men vælger at forsætte. Har også lige købt bogen Keto.
    Håber også diabetesforeningens laver om på deres kostråd.

    Svar
  5. Hej Jane
    Jeg meldte mig ind i diabetesforeningen for nogle måneder siden og modtog i velkomstgave et hæfte med opskrifter og råd. Hæftet hedder Fuldkorn- der frister! I den udgør kulhydraterne halvdelen i tallerkemodellen for normalvægtige og i slankemodellen er det en fjerdedel. Det undrede jeg mig også meget over . Hæftet er skrevet i 2011, men revideret i 2018.

    Jeg fornyr ikke mit medlemskab af foreningen, når den tid kommer:-)

    Svar
    • Jeg ved præcis hvad du mener. Jeg fik den som en kæmpe pop-up ved at søge rundt på deres hjemmeside. WOW, det var meget korn, nåede jeg lige at tænke, før jeg så titlen på hæftet. Suk… Hvis du er stødt på deres reviderede indkøbsguide, så gør dig selv den tjeneste at krølle den sammen og smide den i skraldespanden. Det er vitterligt der, den gør mindst skade.

      Svar
  6. Kære Jane.

    Ved vi noget om, om lchf kan hjælpe på graviditetssukkersyge også?

    Inden jeg blev gravid spiste jeg LCHF, men pga. kvalme kunne jeg simpelthen ikke få kål, kød og fede ting ned i den første tid. Nu er kvalme over og jeg har ca. 11 uger igen af min graviditet og i denne uge har jeg endnu engang fået konstateret graviditetssukkersyge. Jeg spekulere derfor på, om det giver mening af gå tilbage til lchf nu.

    Mvh Naja

    Svar
    • Det ved jeg faktisk ikke så meget om.

      Jeg synes altid det er svært at skulle anbefale så drastisk en kostomlægning midt i en graviditet, men hvis vi nu fjernede LCHF-etiketten og bare kaldte det ‘rigtig mad’, så ja, så synes jeg personligt, det ville være en god vej at gå.

      Fokus kunne være på at spise hele og uforarbejdede madvarer med fokus på at undgå store udsving i blodsukkeret, men jeg tror ikke, jeg ville gå helt keto (20-30 g kh/dag) midt i en graviditet. Men fokus på kød, grøntsager, sundt fedt og tillagt nødder, kerner, bær, måske en anelse frugt, rodfrugter og bælgfrugter, hvis man tåler dem, ville være et fint sted at starte, ville jeg synes.

      Svar
  7. Var ret glad da jeg høre om ovennævnte studie – og tænkte straks på dig! Har fulgt dig i 5 år nu, og fandt dig i forbindelse med at jeg selv gik med tankerne om at omlægge min kost. Har haft diabetes 1 i 45 år og har altid bøvlet med at få reguleret blodsukkeret – på trods at at jeg altid har kørt stramt styret mad, motion og medicin. Først da jeg på eget initiativ besluttede at tage sagen i egen hånd og droppe kulhydraterne kom der godt styr på blodsukkeret.
    Blev virkelig glad over at høre, at der nu endelig er indtrådt andre tilstande i forhold til mulighederne for at hjælpe blodsukker-stabiliteten på vej med kost – godt kæmpet af dig – tænker at du har måttet tage mange kedelige kommentarer hen ad vejen for din tilgang til kost og diabetes…

    Svar
    • Hvor godt for dig, Helle.

      Og ja, jeg har måtte høre lidt af hvert igennem årene, men det glæder mig sådan, hvis det betyder, at diabetikere i fremtiden kan få den nødvendige viden og støtte til at tage et kvalificeret valg om det er en vej for dem at gå :)

      Svar
  8. Jeg har type 2 og arbejder hver dag. Jeg tager Novomix hver dag men slås med sukker alligevel. Jeg har haft det i fem år og har det skidt når jeg lever af salat, kylling og grøntsager selvom jeg godt kan lide det.

    Svar
    • Hvis din forståelse af Low Carb er kylling og salat forstår jeg godt, du får det skidt. Du skal rigtigt nok spise kød og grøntsager men du skal spise en pæn mængde fedt også for at få nok energi, bliver mæt, have det rart i kroppen osv.

      (men det er normalt at føle sig ekstra træt i overgangsfasen. Kroppen skal lige vænne sig til det).

      Læs evt. mere her: https://www.madbanditten.dk/keto/begynderguide-til-keto/

      Svar
  9. Jeg har fået graviditetssukkersyge og vil gerne gøre det “rigtige” i forhold til min kommende baby og at jeg ikke udvikler permanent sukkersyge. Men aldrig har oplevet så forvirrende vejledning i forhold til kost. Både når jeg snakker med fagpersoner og læser på nettet. Jeg spiser næsten efter LCHF, dog med lidt fuldkorn knækbrød og rugbrød. Pt er mit blodsukker perfekt, men efter min graviditet vil jeg forsætte med LCHF, i håb om jeg kan mindske risikoen for få permanent sukkersyge. Men det er min egen konkludering, for når jeg spørg læger/jordmødre/ Diabetesforeningen er deres råd bare man kommer ned eller har et almindelig BMI og spiser varige kost. Ikke noget om hvordan jeg skal forholde mig til min kost, selvom jeg er i stor risko for at få permanent sukkersyge.

    Svar
    • Det er jo det perfekte eksempel på hvorfor det her er så vigtigt! Hvis læger og sundhedspersonale og patientforening ikke kan hjælpe folk til en videnskabeligt dokumenteret, sikker og effektiv kostform, så lægger vi hele ansvaret over på patienten og det er simpelthen ikke rimeligt.

      Enhver diabetiker skal modtage den nødvendige viden og rådgivning og herefter gøre op med sig selv, om det er attraktivt at gå den vej. Er svaret ja, skal der ydes tilsvarende støtte og rådgivning. Er svaret nej, skal der rådgives i andre mulige veje til samme mål.

      Kun sådan får vi knækket den diabetes-kurve??

      Svar
    • For et stykke tid siden var der en der spurgte mig omkring graviditet og low carb og jeg fandt forskellige links og artikler. Der findes ikke ret meget på dansk men en del på engelsk. Jeg kan prøve at samle henvisningerne sammen hvis du er interesseret? Jeg mener det er vigtigt at prøve at holde et lavt og stabilt blodsukker både for dig og for baby.

      Svar