Grillet svinemørbrad med tzatziki og tomatsalat er indbegrebet af sommermad. Og hey, man kan grille i alt slags vejr jo! Spørg bare Søren – haha!
Egentlig synes jeg, at svinemørbrad er en anelse til den kedelige side, sikkert fordi det er så magert, men alting bliver bedre af at blive grillet og alting bliver stensikkert bedre af at blive serveret med tzatziki.
Vanemenneske eller variation?
Hvis vi to kender hinanden godt, ved du, at jeg er vanemenneske, når det kommer til mad. Det betyder, at jeg spiser mere eller mindre det samme i en lang periode, og så skifter jeg.
Det gælder fx med tzatziki. I en periode laver jeg den ene spand tzatziki efter den anden og spiser det sammen med mit kød og grønt. Repeat, repeat, repeat.
Og så en dag stopper jeg og laver noget andet. Pesto fx. Og så kører jeg pesto. pesto, pesto. Siden hen kommer måske en doven periode, hvor jeg kører smør, smør, smør.
I ‘gamle dage’ ville jeg efterstræbe variation som noget af det vigtigste. Det gør jeg overhovedet ikke i dag. I dag efterstræber jeg realisme som det vigtigste.
Min pointe er, at simpliciteten gør alting så meget nemmere. I hvert fald nemmere end at skulle stå og lave tzatziki en dag, pesto den næste, bearnaise den tredje osv.
Får variation dig til at spise mere?
Variation er måske godt (jeg er ikke helt overbevist men det må vi tale om en anden dag), men stort udvalg gør også, at man spiser mere. Tænk på, hvor meget mere du ender med at spise ved en stor buffet end ved et måltid bestående af enkle komponenter.
Det kan du lige så godt bruge til din fordel.
I hvert fald kan man sige, at enkeltheden gør, at man nemmere kommer i kontakt med selvreguleringsmekanismerne.
‘Jamen det er kedeligt at spise det samme’.
NETOP! Nu bruger du mad som mad, dvs, til påfyldning af energi og næringsstoffer. Mad skal ikke være underholdning eller noget, du bruger til at skabe indhold i dit liv, til adspredelse, følelseshåndtering eller andet. Og det er jo sådan, det skal være.
(Jeg ved godt at vi allesammen bruger mad til andet end mad ind imellem, men en god øvelse er simpelthen at blive opmærksom på, når man gør det, så man kan lære sig at gøre det mindre. Og enkle måltider i rotation bidrager til dette.)
21 måltider om ugen
Budskabet med, at man skal holde sin mad helt enkel er svært at sælge, for de fleste tror, at de har brug for kæmpe variation og tusindevis af spændende opskrifter for at lykkes.
Men i praksis fungerer det bedre, jo enklere du holder det. Det er også hele konklusionen i KETO-bogen.
Og selvfølgelig er det heller ikke så firkantet.
Lad os antage, at du spiser tre måltider om dagen. Det giver dig 21 måltider om ugen. Så kan du spise, skal vi sige, 18 enkle måltider og stadig have tre måltider, hvor du gør mere ud af det.
Enkelt behøver dog bestemt ikke betyde, at maden ikke smager godt. Faktisk er det sådan, at næsten alt mad med fedt smager godt. Og det er ofte det første, de, som er nye til KETO/LCHF, bemærker.
Fedtfattig mad smager ikke af meget, så der har du brug for at smagsforstærke på anden vis. Er der et naturligt fedtindhold i maden, er smagen næsten automatisk god.
Her hvor kødet er fedtfattigt og ikke har sådan vildt meget smag i sig selv, hjælper vi det på vej med den gode tzatziki. Nemt.
GRILLET SVINEMØRBRAD MED TZATZIKI OG TOMATSALAT
4 PERSONER
- 1-2 svinemørbrad (beregn ca. 150 g kød pr. person)
- salt og peber
- evt. lidt grillkrydderi (du kommer langt med et drys tørret oregano, timian eller lign.)
TZATZIKI
- lav tzatziki efter denne guddommelige opskrift (kan med fordel laves dagen før)
TOMATSALAT MED CHILI OG PERSILLE
- 5-600 g tomater skåret i tern
- 1 rød chili, udstenet og skåret i små tern
- 0,5 agurk, skåret i små tern
- lidt hakket rødløg
- 2 spsk friskhakket persille
- 2-3 spsk olivenolie
- salt og peber
SÅDAN
2. Grill den på alle sider på en forvarmet grill, til den er lige under 70 grader. Tag den af og lad den hvile, til centertemperaturen kommer op på 70.
3. Bland ingredienserne til tomatsalaten i en skål.
4. Server med tzatziki og diverse. Hos os blev ‘diverse’ lige lidt avokado og peberfrugt’.
Der er dog stadig en fordel at variere (grøntsager) for at blive dækket ind på vitaminer
Det er ikke noget, der bekymrer mig nævneværdigt, må jeg indrømme. Jeg er rigeligt dækket ind ved at alle de næringsrige madvarer, jeg spiser, som tilmed er fyldt med nemtoptagelige næringsstoffer (kød, fisk, æg osv.)