Cascais – ferieby (på den ikke så fede måde) i Portugal

Cascais er en ferieby, der ligger ca. en halv times kørsel nordvest for Lissabon og vi tilbragte en del af vores sommerferie i år der.

Jeg er simpelthen altid i tvivl, om jeg skal skrive om ting og oplevelser, som jeg ikke synes er fede eller anbefalelsesværdige. Jeg synes egentlig ikke, det er mit job eller ærinde, men på den anden side kan en dårlig omtale jo også forhindre andre i at bruge deres dyrebare ferie på steder, der ikke er særligt fede.

Cascais var ikke lige os. Måske havde vi bare ikke gjort forarbejdet godt nok men det var i hvert fald ikke hvad vi forventede. Vi ankom, tjekkede ind i vores lille, men superhyggelige lejlighed, vi havde lejet og gik en tur i byen og langs den anlagte strandsti.

Som turen skred frem, blev Søren og jeg mere og mere stille og ingen af os turde tage hul på snakken om, at det her sgu ikke lige helt var hvad vi havde håbet.

Cascais var nemlig vores feries længste ophold. Vi var seks dage i Sydfrankrig hos min far, fire dage i Lissabon, seks dage i Cascais og til sidst skulle vi så ned til Tróia og tilbringe 3-4 dage der.

Turistby på den lidt ucharmerende måde

Cascais er en turistby på den sådan ikke alt for fede måde. Du ved, sådan en med flydende hoppeborge ude i vandet, dårlige restauranter og masser af butikker, der sælger stråhatte og strandkjoler og kaffekopper med byens navn på.

Intet galt med turistbyer, hvis det er sådan, man gerne vil feriere, men vi gør som regel en indsats for at undgå den slags steder.

Nuvel, der skal mere end en dårlig destination til at ødelægge vores ferie og Cascais havde da også sine lyspunkter, fx oppe bagi byen, hvor vi boede, som faktisk var utrolig hyggelig med sine små, snoede  brostensbelagte veje og små listige og knap-så-turistede-restauranter.

Og vi fandt også en kaffebar, der havde keto-kaffe med kokosolie og smør på menuen. Ikke noget, vi benyttede os af men lidt skægt og overraskende at møde sådan et sted.

Cascais - turistby i Portugal Cascais - turistby i Portugal

30 minutters kørsel fra Lissabon

Heldigvis havde vi bil og vi endte faktisk med at tilbringe to af vores dage i Cascais med at køre tilbage til Lissabon.

En dag kørte vi ind for at tilbringe dagen med nogle af Sørens venner, som bor der, men som var udenbys imens vi var der og en anden dag tog vi bare derind for  at hygge rundt, spise noget ordentlig mad og køre på løbejhul.

Vi var jo virkelig begejstrede for Lissabon.

Og så var vi en dag i Sintra, som også var en fin dagsudflugt.

SINTRA - Palacio da Pena, et eventyrligt slot udenfor Lissabon

På vej hjem fra Sintra stoppede vi ved en strand og kiggede på surferne, der lå ude i vandet og ventede på den perfekte bølge.

Fede strande

En af grundene til at vi havde valgt Portugal i år var, at vi gerne ville ud til Atlanterhavet. Jeg har længe haft lyst til at komme ud til det her voldsomme hav med kilometerlange strande med voldsomme bølger.

Og her blev vi ikke skuffede – da vi først lige fandt frem til strandene.

Men ca. 10 minutters kørsel uden for Cascais lå to fede strande, som vist begge hørte under Guincho-stranden (Praia do Guincho). Det var lidt blandet med skiltningen.

Den ene en lille knap så besøgt strand, hvor vandet blev lidt hurtigt dybt, og den anden var lidt større og mere velbesøgt af bl.a. surfere og kite-surfere.

Begge superfede med høje, voldsomme bølger og iskoldt vand. Selv jeg, der er meget selektiv med min havbadning og meget selektiv med temperaturerne var i vandet og elskede det.

Atlanterhavet kan altså noget…

Cascais - Portugals bedste strande Cascais - Portugals bedste strande Cascais - Portugals bedste strande Cascais - Portugals bedste strande

Efter Cascais gik turen videre til Tróia, hvor vi skulle afslutte vores ferie med et par dages luksusophold på 5-stjernet hotel.

Det havde bestemt sine højdepunkter men mødte heller ikke denne kræsne rejsendes kriterer – haha. Men mere om det en anden dag.

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

8 kommentarer til “Cascais – ferieby (på den ikke så fede måde) i Portugal”

Skriv en kommentar

  1. Jeg var for 1000 år siden (1992 og 1996) – måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men det føles sådan, i en lille by i Portugal, der hedder Beja. Der var hverken strand eller turister :-). Men der var så hyggeligt. Jeg vil rigtigt gerne til Lissabon. Den står helt sikkert på min to-do-liste.
    God sommer til alle.

    Svar
  2. Elsker Cascais, har været der 6 gange. Der er så mange utrolig flotte steder, bare man bevæger sig lidt uden for torvet. Hvis det er gourmet mad, måske ikke, men god portugisisk mad som jeg kommer efter. Vil altid vende tilbage. Men Porto er bestemt også et besøg værd. Skøn by.

    Svar
    • Vi boede oppe bagi i de små gader og der var rigtigt nok virkelig hyggeligt og uden den der hektiske turiststemning, der herskede nede i selve byen. Men altså smag og behag er jo bare forskellig og det er jo også et fint eksempel på, at det er en god idé lige at gøre lidt forarbejde, så man ved hvad man kommer frem til :)

      Svar
  3. Hvis I skal til Portugal igen engang, vil jeg varmt anbefale Porto. Så dejlig en by. Vi må til Lissabon næste gang vi er på de kanter :)

    Svar
    • Det kan du tro, vi skal og Porto står meget højt på listen. Den by vil jeg glæde mig så meget til at opleve :)

      Svar
  4. Hvorfor ikke tage konsekvensen og så rejse videre, når nu stedet/byen ikke var, hvad I havde håbet på?
    Personligt er mit liv for vigtigt til at lade sig nøje. :-)

    Svar
    • Ja, på det punkt var de to voksne i familien desværre ikke helt enige. Jeg var parat til at tage videre. Søren fokuserede på at vi havde betalt for en lejlighed. Heldigvis havde vi jo bil, så vi kørte jo bare ud på ture og sad altså ikke en uge og græd i lejligheden over at byen ikke lige faldt i smag.

      Svar