Sikke en voldsom, sindsoprivende og skrækkelig dag i går. Branden i Notre Dame rystede mig helt vildt, og jeg er så trist. Så uendelig trist på Paris’ vegne.
Jeg var på vej hjem fra min aftengåtur langs Seinen i går aftes, da jeg så en røgsøjle stige op bagved La Conciergerie. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte men det faldt mig ikke ind endnu, at det var alvorligt.
Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at røgen kom fra Notre Dame, fra bagenden af kirken, den del, der vender ud mod Ile Saint Louis. Og der var nu virkelig meget røg og flammerne stod nu op af spiret.
Folk var lammede og stimlede sammen og stod og tog billeder og filmede, og det samme gjorde jeg.
Røgen blev kraftigere og kraftigere og jeg blev utryg og turde ikke blive der længere.
Jeg var bange for, at vinden ville vende og al den røg pludselig ville bevæge sig over mod Hôtel de Ville, hvor jeg nu befandt mig.
Panik og menneskemængder gør mig nervøs og jeg har lovet Søren, at jeg straks bevæger mig væk, hvis jeg oplever uro af nogen art.
Jeg småløb hjem til min lejlighed i Marais.
Resten af aftenen så jeg nyheder og var så rystet og ked af det. Og følte mig så alene. Og kunne ikke sove.
Det er utroligt, at man kan have så følelsesmæssigt et forhold til en bygning, men den står jo der og troner midt i byen. Jeg boede mine første 8 mdr. hernede på naboøen Ile Saint Louis, lige ved siden af. Jeg er gået forbi den katedral hver dag.
Tidligere på dagen i går gik jeg forbi bagenden, og selvom jeg har set den en million gange, stoppede jeg op og tog et par billeder. Det er jeg så glad for nu.
Forleden da jeg var forbi, tog jeg også et par stykker.
Dagen derpå
Jeg vågnede tidligt i morges og tjekkede nyheder og kunne læse, at det var lykkes dem at redde de to klokketårne. Jeg måtte ned og se med mine egne øjne, så jeg tog tøj på og tog afsted.
Det er gråt i Paris i dag og det småregner og det er egentlig meget passende for byens humør.
Hele området ved Ile de la Cité er afspærret, men jeg kunne fotografere lidt på afstand.
Fra pladsen ved Hôtel de Ville så det næsten helt almindeligt ud.
Og set fra Ile Saint Louis.
Macron har lovet at de vil genopbygge kirken. Det synes jeg egentlig er lidt en trøst.
Forestil dig Paris uden Notre Dame! Det er umuligt!
En uge alene i Paris – status
Jane alene i Paris – tanker efter den første uge
Bedste kaffebarer i Paris
Guide: Gode madbutikker i Paris
Jeg tudede i går, da jeg så nyhederne og brugte aftenen på at følge udviklingen via de franske live streams. Jeg har været der af flere omgange og har altid været overvældet af skønheden og det guddommelige i katedralen. Kan slet ikke forestille mig et Paris uden den.
Nej netop. Paris uden Notre Dame virker helt umuligt!
Umådeligt trist, og jeg følte sådan med dig og alle dem i Paris i nat – forfærdeligt. Tror nu det er godt du får Søren og børnene ned til dig lige om snart…
Enig. Savnede dem godt nok i går 🙂
Sender dig et trøsteknus og vil ønske dig en god dag trods alt. Knus og kram fra Anne
🤗🌹❤️
Tak søde Anne 🙂
Det er virkelig, virkelig trist. Vi diskuterede netop det med, at man kunne blive chokeret over noget med en bygning. Det handler vel om, at det symboliserer en konstant – noget der i kraft af, at det “altid” har været der, opfattes som noget, der altid VIL være der og dermed giver en tryghedsfølelse. Denne konstant er ikke mere, og derfor reagerer man stærkt.
Det må have været meget specielt at være der og se det ved selvsyn. Det var i hvert fald surrealistisk at sidde i Danmark og se det på tv (kan det forøvrigt ikke passe, du blev interviewet til nyhederne?).
Nu håber jeg, at der er blevet reddet mange af skatterne, at den skadede brandmand kommer sig, og at restaureringen bliver i kirkens ånd.
Ak ja. Jeg ønsker dig et fortsat godt ophold 🙂
Ja netop. At forestille sig at gå over Ile de la Cité uden Notre Dame er utænkeligt.
Og jo, jeg var på News i går helt rystet og usammenhængende og lidt mere fattet her til morgen. Danskervinklen, du ved 🙂
Det er bare så skrækkeligt😢 så det slet ikke igår, da jeg lå syg. Jeg er dybt rystet, for selv om det “bare” er en bygning så er der noget særligt over den, som den der står og troner i al dens mægtighed. Jeg erkender ærligt, at jeg græd, det rørte mig dybt.
Jeg har også svært ved at beskrive hvorfor det påvirkede mig så meget. Jeg tror, det var noget med magtesløshed faktisk. Og så en ENORM kærlighed til Paris.
Det er så trist. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, da jeg så det, og jeg måtte virkelig styre mig for ikke at tjekke nyheder på mobilen, da jeg vågnede i nat. Det må have været helt surrealistisk at være der? Men som det så ud, da jeg gik i seng, troede jeg faktisk, at alt ville gå tabt, så det var en glædelig overraskelse, at bl.a. klokketårnene står endnu. Og nej, man kan slet ikke forestille sig Paris uden Notre Dame.
Nøjagtig sådan var min nat også. Jeg vågnede ved 4-tiden og var lige ved at tjekke men tænkte at jeg ikke ville få sovet mere, hvis jeg først begyndte på det.
Det var virkelig en voldsom oplevelse og en endnu mere trist begivenhed. Men dejligt at den ikke brændte helt ned. Det ville være ubærligt.