Rejesalat med asparges og dild

Rejesalat er jo en af favoritterne blandt frokostsalaterne og den gør sig perfekt på det kommende påskebord. Her har jeg lavet den i en næsten klassisk version med asparges og dild, men den smager altså bare stadig hundrede gange bedre end købeversionen.

Påsken er både en god og en skidt tid for os, der gerne vil spise sukkerfrit, Low Carb eller hvad vi nu skal kalde det.

På den ene side er påsken fyldt med dejlig mad, vi nemt kan spise: æg, rejer og laks er klassikere på påskebordet og hvis selskabet synes, at det er for mærkeligt uden brød og vi selv bliver lidt selvbevidste i situationen, er det en oplagt mulighed til at byde ind med et kernebrød eller en portion chiaknækbrød.

Det er der ingen,  der føler sig stødt af. Faktisk sker der ofte det, at de andre bliver så nysgerrige at disse brød ryger først :)

Påsken – en sukkersød højtid

Desværre er påsken også den højtid efter julen, hvor der spises allermest slik og søde sager. Og det er vitterligt svimlende mængder, der sættes til livs.

Det betyder også, at det bliver til mange ‘nej takker’ i løbet af sådan en påskeferie og beslutningsmusklen ender nemt med at komme på prøve.

Bare en bid, kom nu, tag bare et stykke, det er jo kun påske en gang om året.

Er det ikke vores nærmeste, der nøder os, er det ofte os selv med en gammel indgroet dialog.

Om du vælger at spise slik og søde sager i påsken, gør jeg mig i øvrigt ikke til dommer over. Nogle trives med at vide at der sagtens kan være plads til lidt godt mens andre oplever det som en glidebane tilbage til alt det søde.

Jeg ved bare, at denne blog har ekstra mange besøgende i tiden efter påske. Næsten et opsving som i januar. Og det fortæller mig, at der er mange, der spiser mere end de havde lyst til, i sådan en påske.

Spis dig mæt i rigtig mad

Det bedste værn mod at blive fristet af alle de søde sager er at spise sig mæt i rigtig mad.

Og denne rejesalat mætter dejligt og den smager dejligt på en tynd skive kernebrød eller på en bund af grøn salat.

Rejesalat med asparges og dild. Dejlig klassisk opskrift til påskebordet.

Rejesalat med asparges og dild

Udskriv Pin
4
|
10 min

Ingredienser

  • 200 g rejer
  • 70 g hvide asparges fra glas hakkede i små stykker
  • 1 dl mayonnaise
  • 1 dl cremefraiche 38% 38% eller 18%
  • 0,5 citron saften herfra
  • 0,5 tsk paprika
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk friskhakket dild
  • 0,5 citron i både til servering

Sådan gør du

  • Rør mayo og cremefraiche sammen med krydderier og citronsaft og smag til.
  • Vend rejer og asparges i.
  • Hak dilden og rør den i rejesalaten.
  • Lad den gerne trække lidt inden servering.
  • Server med en skive kernebrød eller en god grøn salat.
Rejesalat med asparges og dild. Dejlig klassisk opskrift til påskebordet.
Rejesalat med asparges og dild. Dejlig klassisk opskrift til påskebordet.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

7 kommentarer til “Rejesalat med asparges og dild”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




    • Uj det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Jeg tror ikke jeg ville gemme den mere end en dags tid eller lign. Jeg tror jeg ville foretrække at lave den frisk til spisning. Jeg har det altid lidt iffy med skaldyr på den måde..

      Svar
  1. Ja, ikke? ALLE børn slikker smør og pålæg af brødet. Hvis det ikke siger noget om, hvad vi er egnede til at spise, så ved jeg snart ikke :)

    Svar
  2. Har lige bagt kernebrød i dag. Smager fantastisk. Hvor meget må jeg spise af brødet og hvor meget tæller det som kulhydrat og fedt.

    Svar