Nemmeste (og måske bedste) æblekage

Verdens nemmeste og måske bedste æblekage har jeg her.

Forleden bagte jeg æblekage, da vi skulle have spontane gæster til eftermiddagskaffe. Jeg tog aldrig billede, for det var jo bare lige en hurtig æblekage, og jeg har jo masser af andre æblekageopskrifter her på bloggen, men så smagte den simpelthen så godt, at jeg ærgrede mig gul og grøn over, at jeg ikke lige havde knipset et billede.

Men så måtte jeg jo bare lave den igen. Det virkede som et lille offer ;-)

Bedste æblekage med få kulhydrater

Normalt rynker folk på næsen, når jeg bruger frugt i mine kager eller desserter, fordi caaaaarbs. Jeg har aldrig helt forstået det. Denne æblekage er fx ret så kulhydratfattig, æblerne til trods.

Jeg fik 12 stykker ud af den, og den landede på 3 g kulhydrat pr. stykke (og ca. 200 kcal). Det er ok for et stykke kage, synes jeg…

Bedste æblekage - og måske den nemmeste opskrift. Glutenfri og sukkerfri.

Nemmeste (og måske bedste) æblekage

5 fra 1 stemme
Udskriv Pin
12 stk
|
1 t

Ingredienser

  • 3 æbler 220 g færdige æbletern
  • 1 spsk kanel
  • 4 æg
  • 100 g sødning fx Sukrin Gold (reklamelink)*
  • 100 g smør
  • 200 g mandelmel reklamelink
  • 15 g fiberhusk reklamelink
  • 1 skal fra øko-citron
  • 1 tsk vaniljepulver reklamelink
  • 2 tsk bagepulver

Sådan gør du

  • Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  • Skær æblerne i små tern og vend dem med kanel i en skål.
  • Pisk æg med sødning, til æggene er luftige. Hæld det smeltede smør i og pisk igen.
  • Vend eller rør mandelmel, fiberhusk, citronskal, vaniljepulver og bagepulver i dejen og vend til sidst æbleternene i.
  • Hæld dejen  i en smurt springform (24 cm) med bagepapir i bunden og glat overfladen med en dejskraber. Drys lidt kanel over.
  • Bag kagen i ovnen i ca. 20-25 minutter. Tag ud og lad afkøle en times tid inden servering.
  • Server evt. med fed cremefraiche eller flødeskum pisket med vaniljepulver (eller de to blandet sammen :))

Æblekage til eftermiddagskaffen

Er du så heldig at have et æbletræ i haven, er du nok ved at drukne i æbler. Vores æbletræ måtte desværre lade livet for Sørens nye carport, så nu har vi kun et med paradisæbler, tror jeg, de hedder, og de er mere pyntelige end spiselige. Heldigvis er mine naboer her i villakvarteret søde til at dele ud af deres overskudsæbler.

At lave æblekage til eftermiddagskaffen er hyggeligt og det, jeg godt kan lide med denne opskrift er, at man kan spise et stykke kage uden at kulhydrat/kalorieindtaget stikker helt af. Stadig ikke hverdagskost men rart engang imellem.

Og så er den bare pivnem – det tæller jo også.

Bedste æblekage - og måske den nemmeste opskrift. Glutenfri og sukkerfri.
Bedste æblekage - og måske den nemmeste opskrift. Glutenfri og sukkerfri.
Bedste æblekage - og måske den nemmeste opskrift. Glutenfri og sukkerfri.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

36 kommentarer til “Nemmeste (og måske bedste) æblekage”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. 5 stars
    Virkelig lækker kage. Og nem! Tak for fantastisk opskrift. Gæster (og børn) der ikke normalt spiser glutenfrit kan også godt lide den:-) Jeg er lige lidt ekstra rundhåndet med ceylon kanelen. Uhh det er godt!

    Svar
  2. Hvor lyder den lækker! Den vil jeg prøve at bage.
    Ved du om den kan fryses ned?
    Tænker at jeg gerne vil servere den til min søns barnedåb, så alt der kan laves på forhånd og fryses ned er klart at foretrække.

    Kh. Didde?

    Svar
    • Jeg har ikke prøvet at fryse den men det ville jeg godt turde. Bare tø den op og lun den i ovn inden servering.

      Og i den lidt tungere ende kulhydratmæssigt, er Gateau Marcel. Den er nærmest bedre efter at have været frosset. Og skal ikke lunes/tilberedes på ny.

      Svar
      • Bare lige mit input. Jeg har frosset den mange gange og det er gået så fint. Også uden at lune den inden spisning. Det er i øvrigt en super kage. Klart min yndlings. Den minder så meget om en “rigtig” kage. Alle jeg har anbefalet den til er også meget glade for den.

        Svar
  3. Hej Jane og andre.
    Er der nogen, der har en ide om, hvorvidt den er værd at bage (og spise), hvis man helt udelader sødestof?
    (Jeg er helt afvænnet sukker i 1,5 år via keto – så jeg “behøver” det ikke. Men hvis smagen bliver kedelig, er der jo lidt ærgerligt. Dog er smagen bare af kanel og æbler vilde for mig, så måske er forsøg værd…)?
    Gode hilsener,
    Mette

    Svar
  4. Nu er jeg simpelthen nødt til at spørge, hvorfor du bruger Sukrin? Er det virkelig naturligt? Det er vel også på en eller anden måde kunstigt fremstillet?

    Jeg spørger selvfølgelig, fordi jeg sådan set også gerne vil kunne lave lækre kager og snacks uden for meget sukker – og dine opskrifter ser bare så lækre ud? Men som du nok kan fornemme, er jeg lidt skeptisk over for brugen af Sukrin og har derfor indtil videre holdt mig til lidt kokossukker eller honning (hvilket jo heller ikke er optimalt)…

    Svar
    • Hej Helene

      Jeg er helt på linje med dig. Personligt har jeg det sådan, at konteksten jo må bestemme. Er man overvægtig/diabetisk er sukrin et af de bedre valg og af respekt for Low Carb/Keto-folket vil det være mit forslag i opskrifter her. Det er ikke altid det afspejler mine egne valg. Jeg søder meget sjældent og tager gerne ekstra kulhydrater med, når det er.

      Sådan teknisk set er sukrin et naturligt sødemiddel. Man deler det op i dem, der har udspring i noget naturligt, hvilket sukrin har (noget fermenteret frugt eller lign) og så kunstige sødemidler, som intet naturligt i sig (aspartam, osv). Personligt synes jeg, det kan komme lidt ud på et, må jeg indrømme..

      Svar
      • Okay, så forstår jeg bedre?. Men ja, hvis man skal tabe sig, kan det jo nok give god mening alligevel. Det skal jeg ikke, så bliver nok bare ved med at søde – i det små – med de helt naturlige former for sukker… heldigvis har jeg ikke en helt så sød tand længere, som jeg plejede at have, så der skal ikke så meget til?

        Svar
  5. Kære Jane
    Mange tak for det fantastiske arbejde du gør.
    Jeg vil bage æblekagen her i weekenden.
    Jeg har et spørgsmål til sødning generelt: jeg synes ofte at større mængder af sukrin og sukrin gold giver en lidt bitter smag i kager.
    Vil du mene, at man kan søde med stevia pulver eller måske easis sød(dråber) i stedet?
    På forhånd tak

    Svar
    • Jeg ved ikke hvad steviapulver er og hvad det består af men stevia plejer ikke være velegnet til bagning. Jeg fravælger alle Easis-produkter, så det har jeg desværre ingen erfaring med.

      Helt enig med bismagen i Sukrin. Jeg holder altid mængden så lav, jeg kan eller kombinerer den med Birkesød, når jeg bager. Det giver mindre dårlig smag. Og eftersom jeg bager så uhyrligt sjældent, vælger jeg ofte at bruge kokossukker eller uraffineret rørsukker, men det er selvfølgelig et personligt valg, der intet har med low carbing at gøre :)

      Svar
  6. Hej Jane
    Jeg har en rest ren råmarcipan liggende i fryseren (100g) Kunne du finde på at tilføje det til din opskrift eller ville det ikke gøre noget godt for kagen?
    Mange tak for dine mange gode og inspirerende opskrifter.
    Mvh Kirsten

    Svar
  7. MEGA lækker kage! Både smag og konsistens er så meget lig “almindelige” kager. Mums. Tak for den opskrift.

    Svar
  8. Jeg har lige lavet denne kage, og hold nu op, hvor er den god!!
    Og så næsten uden kulhydrater. Fantastisk.

    Svar
  9. Ja , jeg brugte så også det fedtreducerede , tør og velsmagende kage , det positive er at der kom lidt mere æble end opskriften lød, så det har givet fugt, så nu må den nydes med masser af creme fraiche :-)

    Svar
  10. Hej Jane – Jeg har lige lavet den her æblekage som muffins, og den er super lækker!
    Jeg tænkte på om du ved noget om at give den her slags bagværk til en baby på 8 måneder? Tror du det er en dårlig ide med fiberhusk til så lille en størrelse, selvom mængden er lille?

    Svar
    • Orv, det ved jeg faktisk ikke. Umiddelbart tror jeg ikke, jeg ville bekymre mig om så små mængder. Men jeg havde også et ret loose forhold til alle de regler, da mine unger var små :)

      Svar
  11. Hej Jane, jeg har lige købt noget guar gummi som jeg ikke kan vente med at forsøge mig med. Kunne jeg bruge en teskefuld i denne kage mon? Hvad bruger du det mest til?

    Svar
    • Ja, det tror jeg godt. Jeg har også lidt svært ved at greje hvad guargummiet gør og glemmer det nogle gange, men jeg synes, at det gør melfrit bagværk nemmere at arbejde med (fx tærtedeje, boller etc.) og så synes jeg, det giver en lidt bedre ‘krumme’ i det færdige produkt.

      Svar
  12. Så lækker en æble kage, brugte halv sukrin gold og halv banan.( Ikke så vild sukrin, men syndes også den er lidt svær at undvære helt)og 10 min mere bagetid, måske på grund af bananen. ??held og lykke med flytning, det er jo først når man flytter,man finder ud af hvor mange ting man har ??? v.h Lene

    Svar
    • Dejligt at kagen lykkedes :)

      Og tak. Vi købte huset tilbage i april, så vi har brugt de mange måneders ventetid på at skille os af med alverdens gamle ting og sager. Men der er jo stadig meget tilbage. Er lidt spændt på hvor meget det fylder i flyttekasser :)

      Svar
  13. Bagte æblekagen i går, og den er virkelig dejlig. Dog skal jeg lige høre om konsistensen på dejen….min dej blev fuldstændig fast, altså sådan “den kan man ikke røre, men kun skære i”-agtig. Det var som om der enten var for meget i de 200 g mandelmel, eller at der manglede noget væske. For overhovedet at kunne røre æbletern i, måtte jeg tilsætte omkring 1 dl fløde, og selv her var den ikke røre-venlig..er der noget jeg har misset?

    Svar
    • Så er det mit gæt, at du har brugt fedtreduceret mandelmel, som jo er ekstremt fiberrigt. Med almindeligt mandelmel bliver dejen tyk men sådan ret almindelig dej-konsistens. Kan det være det?

      Svar
      • orv ja – det er selvfølgelig forklaringen…2 spøgsmål i den anledning..1) har tidligere forsøgt at smutte mandler, tørre dem og så i bamix blenderen, men kan ikke få det fint nok..er der andre måder man kan lave det på? og 2) hvis jeg vil bruge det fedtreducerede mandelmel, er det mon så ca den halve mængde der skal bruges?

        Svar
        • Jeg har tidligere bare blendet mandler i enten Magimix foodprocessor eller Thermomix. Begge synes jeg er blevet fint nok. Jeg har faktisk aldrig testet bamixen til det. Det sidste års tid er jeg dog blevet så doven, at jeg bare køber mandelmel færdigmalet i supermarkedet.

          Jeg ved ikke lige med det fedtreducerede. Jeg bruger det ikke rigtigt længere, må jeg indrømme. Jeg synes, hurtigt det bliver meget tørt og kompakt, hvor man med almindeligt mandelmel kan få noget, der bare minder lidt om en luftig kage…

          Svar
      • Så fik jeg da lige svar – bruget fedtreduceret mandelmel og den blev vildt tør – jeg må prøve selv at male mandler…

        Svar
        • Æv! Jeg noterer altid i opskriften hvis jeg har brugt fedtreduceret mel, og du kan også altid klikke på linket og se hvilket produkt, jeg har brugt. Det er jo lidt for dyre råvarer, der går til spild, og ikke mindst en dejlig kage :)

          Svar
    • Jeg vil sige samme mængde. Jeg mener at de sødemidler jeg har brugt her, søder ca. 1:1 af sukker. Mine kager er dog ofte ikke så søde så smag gerne lige til og tilføj ekstra, hvis du vil have en sødere kage??

      Svar
  14. De håndværkere i jeres nye hus har det bare godt. Men det er helt fint for det er skønt med lækre opskrifter. Det lille twist med at du lige skriver hvor mange Cér der er I hjælper rigtig meget til forståelsen af opskriften og gør det så meget nemmere at vælge til/fra.
    Jeg er sikker på at huset er klar til indflytning snart. Glæder mig til håndværkernes afsluttende kage wohoooo

    Svar
    • Ja, vi prøver virkelig at være gode ved dem. De gør det ret godt også :)

      Og jeg forstår godt, at det er en hjælp angivelserne af kulhydrat men det er kun sjældent, jeg laver udregningerne (altså medmindre jeg laver produkter, hvor de indgår). Men til mig selv gør jeg det aldrig. Jeg ved at frugt tit får visse folk til at gå helt bagover pga. kulhydraterne, så jeg var egentlig bare nysgerrig på om det var så slemt. Og det var bestemt mindre slemt end jeg havde forestillet mig. Så flere kager coming up, haha!

      Svar