Er kød usundt?

Er kød usundt eller sundt? Det spørgsmål er blevet et ømtåleligt emne at tale om, og det er samtidig et område præget af bunker af misinformation.

Ikke sjældent mødes jeg med udsagn sagt i ramme alvor, at det er kød, der er årsag til fedme, diabetes, cancer etc. og det er samtidig åbenbart helt i orden at lave kampagner målrettet unge mennesker, der fortæller, at det at spise kød er lige så farligt som rygning.

At noget bliver sagt mange gange, gør det ikke automatisk rigtigt.

Men at noget bliver sagt mange gange, kan få dig til at tro, at det er rigtigt.

Vi kaldte det en ‘etableret sandhed’, da jeg læste retorik. Det er udsagn, vi kan sige uden at behøve argumentere for dem, fordi ‘alle ved, at de er sande’. Mættet fedt er farligt, rødt kød giver cancer, kolesterol er farligt, salt er farligt er alle eksempler på dette.

Hvis du er ung eller uvidende, er det meget nemt at sluge disse råt.

Det er svært at have en faktabaseret samtale om kød, da vi har veganere på den ene side og kødspisere på den anden side og begge sider er ret følelsesmæssigt investeret i deres valg.

Og bare lige for at indskyde det, så er jeg ligeglad med, om du spiser kød eller ej. Men jeg ønsker, at vi skal tale ud fra fakta og ikke følelser.

Hvad siger den videnskabelige litteratur om kød?

Jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af, at vi skal finde endegyldige svar på alting i videnskaben.

Dertil synes jeg, at især ernæringsvidenskab er for upræcis en disciplin. Men nogle gange er vi nødt til at stille os tilfredse med det, vi har.

Og jeg ved godt, at almindelige mennesker ikke læser videnskabelig litteratur eller formår at skelne mellem, hvornår et studie er veludført og hvornår det ikke er, eller forstår hvad vi egentlig kan bruge epidemiologiske studier til. Og det er også fair. Men det er bare vigtigt.

Og det er der jo heldigvis andre, der gør.

For dem, der har lyst til at se eller lytte til en fire (4!) timer lang debat om kød og helbred med udgangpunkt i den videnskabelige litteratur, kan jeg varmt anbefale Joe Rogans youtubevideo/podcast, hvor han har inviteret to debattører i studiet til en snak om dette.

Chris Kresser, som taler for omnivor-siden (omnivor= en kost der både indeholder kød og planter) og Dr. Joel Kahn, en vegansk hjertelæge, som taler for den veganske kost.

Debatten er ikke perfekt, og den er tåkrummende til tider (på begge sider), men det er det bedste eksempel, jeg har set på en sober debat mellem de to lejre, hvis jeg må kalde det sådan, med udgangspunkt i den videnskabelige litteratur om hvorvidt kød er usundt eller sundt.

Og der er i øvrigt bred enighed om, at vi har mere til fælles, end vi lige tror, og det synspunkt kan jeg rigtig godt lide.

Debatten kan ses på youtube, eller den kan hentes som podcast. Jeg kan anbefale at lytte til den som podcast, imens du går verdens længste tur i det dejlige efterårsvejr.

Orker du ikke fire timers debat, kan du se highlights fra Chris Kressers argumentation her: Why eating meat is good for you

Men hvad med dyrevelfærd, etik og klima?

Nogle gange er det også nemt at blande ting sammen. Og det gælder især i kød-debatten, hvor ting som dyrevelfærd, etik og klima nemt blandes sammen med snakken om, hvad der er bedst for menneskekroppen.

Og alle aspekter er vigtige, men det er også vigtigt at skille tingene ad.

Og i debatten her handler det om, hvad litteraturen siger om kød ift. helbred og sygdomme. De etiske dilemmaer er et emne helt for sig og fortjener at blive behandlet for sig.

Hvis du vil deltage i debatten, er du meget velkommen. Jeg vil dog gerne bede dig holde dig til emnet og være respektfuld i dine udtalelser. Tak.

Husk også at læse om forskellen på relativ risiko og absolut risiko, og hvorfor du i langt de fleste tilfælde ikke behøver bekymre dig, næste gang du ser på avisernes spiseseddel at et eller andet øger din risiko for at få en given sygdom.

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

7 kommentarer til “Er kød usundt?”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane,
    Jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker om kød og klima? Tænker du over hvilket slags kød du spiser i forhold til klimabelastningen? (fx oksekød). Jeg ved godt det måske ikke lige er det dit indlæg lægger op til, men jeg har faktisk tit tænkt på det idet dine opskrifter jo indeholder meget kød, og der i snart alle debatter bliver refereret på den ene eller anden måde til klimaet. Jeg spørger kun af nysgerrighed, og det er også helt i orden hvis du ikke vil tage det op i denne diskussion.

    Kh Louise

    ps. jeg elsker din blog og dine opskrifter – jeg er kæmpe fan!

    Svar
    • Ja, godt spørgsmål. Men også virkelig stort spørgsmål.

      Når jeg går lidt stille med dørene, er det, fordi jeg prøver kun at udtale mig om ting, jeg har forstand på. Og selvom jeg er rimelig kvik, synes jeg, at klimadebatten er svær at forstå, og det er svært at skille fakta fra misinformation og diverse agendaer.

      Kød er klimabelastende, hører vi hele tiden. Men er det sandt, eller har vi bare hørt det så mange gange, at vi automatisk tror på det?

      Det minder mig en smule om ‘mættet fedt er farligt’, som var et herskende argument for 40-50 år siden, som fik politik og fødevareindustrien til at ændre markant på tingene med tungtvejende konsekvenser på det sted, vi befinder os i dag. En sådan fejl må vi simpelthen ikke begå igen.

      Jeg er meget forsigtig med at sluge ‘kød er klimabelastende’-udsagnet – i hvert fald 100%. Og det skal man også være forsigtig med at sige højt, for pludselig er man klimafornægter, videnskabsbenægter eller det, der er værre. Og jeg er ingen af delene. Men jeg er skeptiker. Af natur. Ikke bare her.

      Det mest ærgrerlige synes jeg er, når vi reducerer klimadebatten til et spørgsmål om kød vs. ikke-kød. Det er en alt for reduktionistisk tilgang og er slet ikke der, slaget skal stå, tror jeg.

      Jeg tror, at de udregninger, vi ser på kødproduktion er enten forkerte eller stærkt overdrevede. Og sammenligningnen med fx transporsektoren, som jo er et klassisk argument, holder ikke. FN har trukket dele af den rapport tilbage, der påstod det, men tallene lever i bedste velgående. Andre rapporter opgiver, at kvægproduktion står for 4% af co2 udslip, transport for 27% og energi for 31%. Det er svært at se, at en mindskning i kødindtag kan gøre en forskel, så længe store nationer som Kina og USA anvender fossile brændstoffer.

      Løsningen på klimaproblematikken er nødt til at komme fra politisk side. Og med tilstanden i dansk politik er det jo lidt trist.

      Traditionelt landbrug er på mange måder et usympatisk foretagende, og det synspunkt er jeg helt enig i. Dyrevelfærd ligger mig også meget på sinde.

      Der er spændende litteratur om, hvordan fritgræssende kvæg kan spille en stor rolle i at nedbringe drivhusgasser, da græsarealer absorberer mere co2 fra atmosfæren, hvilket neutraliserer kvægenes metanudslip. Er det trukket fra, tror du, når vi taler om, at kød er klimabelastende? Næppe.

      Ikke alle arealer egner sig til afgrøder men kan bære græs og græssende kvæg, og det kan potentielt spille en rolle i at stoppe ørkendannelsen (som jo er et KÆMPE problem set med klimabriller). Hele idéen i regenerativ landbrug afspejler også dette. Sund jord absorberer co2 fra atmosfæren, og det er mindst lige så vigtigt som at mindske udslippet.
      At tro at vi vinder ved at skifte til mere plantebaseret kost er i bedste fald naivt, synes jeg.

      It’s not the cow – it’s the how.

      Men altså igen, jeg ved ikke særligt meget om det, og min forståelse og mit indblik er begrænset.

      I øvrigt synes jeg ikke, jeg spiser meget kød. Men jeg synes, vores opfattelse af, hvad der er meget kød er lav. Jeg spiser tilstrækkeligt med protein for at bevare min muskelmasse, da muskelmasse er stærkt associeret med langt liv og mindre sygdom, og jeg er trods alt ikke helt ung længere. Jeg får dog protein fra masser af andre kilder end oksekød, og jeg er meget kræsen med alle mine animalske produkter og deres herkomst og sigter efter at få så stor en del af dem som muligt fra dyr, der har levet i naturlige omgivelser. Men det er et personligt valg.

      Hvis du vil læse andre betragtninger på klimadebatten end den unuancerede kød-er-klimabelastende-diskurs, har jeg samlet nogle spændende og læseværdige artikler her: https://www.pinterest.dk/janefaerber/klima/

      Svar
      • Tak for det gode svar. Tak for at prøve at bringe faglighed ind i debatten. Vi har det som levevej at producere kød, hvorfor vi er meget ærgerlige over den seneste kampagne fra Feast. Der er p.t. dansk forskning på vej om bære dygtig kød, og jeg vil glæde mig til at læse alle de kilder du refererede til?

        Svar
        • Dejligt at du kunne lide det. Jeg bliver simpelthen bare så træt af de hurtige mediesandheder, som pludselig forhøjes til evigtgældende statements. Det er for unuanceret i så vigtig en debat.

          Og spændende med dansk forskning. Det vil jeg glæde mig til at læse også.

          Svar
    • Ja netop. Ofte har vi mere tilfælles end vi tror.
      Det, jeg synes var vildt spændende i denne her debat var at intet udsagn fik lov at stå uanfægtet. Så når Joel Kahn fx sagde, at man i de her Blue Zones havde folk, der spiste ekstremt lidt kød eller vegetarisk og havde den længste levetid, så fulgte Chris det op med studier, der pegede på at det ikke var kødet, der gjorde forskellen. Ofte hører du kun de udsagn hver for sig, og det var en fornøjelse at høre udsagnene på begge sider blive udfordret uden at det endte i personangreb :)

      God gåtur :)

      Svar