Svømme fra Jylland til Sverige – LCHF & ekstremsport

I dag skal I høre en vild historie. I skal nemlig møde Christina Hedegård. Christina er en 43-årig ekstremsvømmer, som har sat sig et mål om at svømme fra Nordjylland til Sverige til august. Ja.. det var fra Nordjylland til Sverige!

Det er en tur på 100 km, som Christina forventer at tilbagelægge på ca. 48 timer.

Christina svømmer for at skabe åbenhed og opmærksomhed om psykisk sygdom, som hun selv har haft tæt inde på livet.

Christinas projekt er jo interessant nok i sig selv, men en ting, som gør det endnu mere interessant for mig og for jer, er, at Christina har valgt at lægge sin kost om til LCHF for at få gavn af den gode fedtforbrænding på turen.

Jeg har rådgivet hende i de sidste par måneder, og Christina mærker allerede nu fordelene ved at svømme med en fedtforbrændende krop.

Herunder kan du læse Christinas og min snak, og nederst kan du finde links til, hvor du kan følge Christinas mission og også hvordan du kan støtte hendes indsamling til Psykiatrifonden.

Christina Hedegård, ekstremsvømmer på LCHF, skal svømme fra Nordjylland til Sverige Christina Hedegård, ekstremsvømmer på LCHF, skal svømme fra Nordjylland til Sverige Christina Hedegård, ekstremsvømmer på LCHF, skal svømme fra Nordjylland til Sverige

Vil du kort præsentere dig selv og din baggrund?

Ja hvor skal jeg næsten starte?

Jeg er født og opvokset på Lolland, flyttede til Jylland i 1999, hvor jeg startede i Forsvaret som menig soldat, og blev i 2002 udsendt til Bosnien i 8 måneder. 

Årene gik og efter at have fået børn,  entrerede jeg igen i Forsvaret som civil idrætsleder og er fortsat ansat men nu som træningvejleder – lidt samme opgaver men nu udelukkende med fokus på vores operative soldater.

Jeg har spillet håndbold som barn og været på ungdomslandsholdet i volleyball og spillet i eliterækken i beachvolley.

Efter min udsendelse til Bosnien kom jeg på landsholdet i militær 5-kamp, som består af flg. discipliner: Skydning, løb på den militære forhindringsbane, 50m svømmeforhindringsbane, håndgranatkast samt 4 km terrænløb.

Jeg blev udtaget, fordi jeg var god til at skyde og kaste – discipliner som mange kvinde har svært ved, hvis de ikke forud for har været i berøring med en kastedisciplin.

Løb blev jeg aldrig rigtig god til, men svømningen vandt til gengæld min helt store kærlighed!

Og nu vil du altså svømme fra Asaa i Nordjylland til Hönö i Sverige, en tur på godt 100 km. Fortæl lige, hvorfor i alverden du vil det?

Ja Jane, hvorfor vil jeg det? For det første er det jo min egen lille Hasan – forstået på den måde, at det er mit eget lille eventyr.

Jeg har altid været dybt fascineret af de mennesker der har kunne presse sig selv til det yderste, acceptere de vilkår, der følger med dette og turde være i det. Mærke efter og mærke sig selv. Det bliver for mig lige så meget en mental rejse som en fysisk præstation.

Man siger, at når man fysisk rejser til verdens yderkanter, mærker man livet, men når jeg laver den mentale rejse, er det for mig at rejse ud et sted, hvor jeg ikke har været mentalt før. Og ved at begive mig derud bliver min mentale verden det større.

Det handler for mig om at turde se sine grænser i øjenene, turde træde skridtet videre og bevæge sig ud i ukendt land. Og når man så er på den anden side af de grænser,  hvor er de nye grænser så?

Og så ligger der for mig også en enorm drivkraft i at gøre noget, som ingen andre har gjort før!

Du regner med, at turen kommer til at tage 48 timer. Hvad tror du, bliver sværest undervejs?

Helt klart den mentale kamp!

Jeg ved, det bliver fysisk hårdt, jeg ved, det kommer til at gøre ondt, og det kan jeg forholde mig til.

På den mentale front ved jeg, at djævlen på venstre skulder vil vokse og råde mig til at stoppe med undskyldninger om, at det er koldt, det gør ondt og en masse andre undskyldninger.

Jeg ved, det bliver monotomt – 48 timer, hvor man glor ned i vandet, og når det bliver mørkt, bliver det med garanti endnu mere monotomt.

Men det er præcis også det ved udfordringen, jeg glæder mig allermest til at arbejde med – acceptere det som et vilkår og igen turde være i det.

Du har valgt at lægge din kost om til LCHF inden din tur. Hvorfor faldt dit valg på det?

Jeg var på La Santa Sport, hvor jeg mødte en ekstremløber, som talte meget rosende om sine erfaringer med LCHF.

Jeg kunne relatere mine egne præstationer til hans løb – en dieselmotor der skal være igang i mange timer, og som derfor har brug for bedre adgang til brændstof.

Derudover led jeg altid af mavekramper, oppustethed og generelt dårlig fordøjelse med kulhydratholdig kost, og jeg må blankt erkende, at alle disse udfordringer er elimineret, efter jeg har omlagt til LCHF.

Hvis jeg f.eks. svømmer fra Ringkøbing til Hvide Sande (knapt 13 km), skulle jeg førhen have en gel, druesukker eller andet let optageligt kulhydrat for hver 3. km, og når jeg så nåede frem, var min mave helt ødelagt.

Nu kan jeg svømme de 13 km kun afbrudt af en enkelt pause på 2 minutter, hvor der lige ryger et hjemmelavet marcipanbrød (LCHF selvfølgelig) ned.

Min restitution er også blevet bedre – det vil sige, at jeg bliver hurtigere klar til næste træning.

Skal du så spise bacon ude midt på havet -haha!?

Det kunne da både være fedt og episk, hvis min kost undervejs blev et par striber bacon – det vil jeg ikke afvise :-)

Men jeg skal selvfølgelig have lavet noget, der er nemt at håndtere i vandet, da indtagelse vil være, mens jeg ligger i vandet.

Men udover at det skal være LCHF, skal der også tænkes noget salte og magnesium ind i det, jeg skal indtage – både for væskebalance samt forbyggelse af kramper.

Jeg kommer ikke udenom at få kramper, men de skal minimeres så meget som muligt.

Alle tip og gode idéer til, hvad jeg kan spise undervejs, modtages med kyshånd!

Du svømmer for at sætte fokus på mentale lidelser. Hvorfor er det vigtigt, synes du?

Jeg har, som du indledningsvis beskriver, selv haft sindslidelser tæt inde på livet – både direkte eller inddirekte.

Jeg tror ikke, jeg kan pege på én, jeg kender, der ikke på en eller anden måde kender til sindslidelser som har strejfet deres liv, og alligevel har vi så fandens svær ved at tale om det!

Derfor er det mit håb, at mit vanvittige projekt kan være med til at sætte fokus på sindslidelser i Danmark og i al almindelighed.

I min optik bør vi omfavne det positive, der følger med en diagnose, samtidig med at vi tøjler de dæmoner, der også følger med.

Vi har en tendens til både at italesætte og betragte det som en sygdom, og det er det selvfølgelig også, men hvorfor ikke se det positive der følger med en diagnose?

Ville kunstsmaleren være i stand til at skabe fantastiske værker uden hans eller hendes diagnose, ville film-  eller teaterinstruktøren være i stand til at skabe rørende, skræmmende, bevægende, skøre, sjove fortællinger på det store lærred eller scene hvis der ikke var en mental “skævhed”? 

Ikke dermed sagt at alle kunsterne har en diagnose men bare for at vise, at de kan bidrage med noget spændende og noget anderledes. 

I Sverige har de – i min optik – været sindssygt dygtige og modige til at fortælle disse historier!

De fleste kender den svenske skuespiller og kunstmaler Mikael Persbrandt og alle hans skandaler som har nået helt til Danmark. Solidt kokain- og alkoholmisbrug, væltet sig i kvinder og slagsmål og været tæt på at dø op til flere gange.

For 3 år siden blev han udredet for Bipolar lidelse, og han var så modig, at invitere alle ind i hans udredning på psykiatrisk afdeling igennem hans podcast “ I am Persbrandt”.

Efter udredelsen og en medicinering er han nu et nyt og forandret menneske.  

Jeg vil gerne fremhæve Sverige som et forgangsland i forhold til at italesætte sindslidelser.

Hvis folk vil støtte dit projekt, hvor kan de så gøre det?

Man kan give et bidrag ved at donere penge til projektet på dette link og man skal huske, at det er fradragsberettiget.

Når vi f. eks. samler ind til Danmarks indsamlingen, samler vi over 90 millioner ind, hvor størstedelan af pengene bliver brugt udenfor Danmarks grænser. Mit håb her er, at vi kan komme op på 100.000, som kan bruges på vores egne nødstedte herhjemme.

Det må ikke forstås, som at vi ikke skal støtte andre i nødstedte lande, men mere  at man skal sørge for at tage iltmasken på sig selv først, for at man kan være der for andre.

Følg med i Christinas projekt

Vil du følge med i Christinas vilde mission, kan du finde hende på både Facebook og Instagram på linksene herunder:

Facebook: Svømme fra Flyvesand til Klippegrund

Instagram: Svimmom.dk

Når selve turen skydes i gang til august, bliver  der også mulighed for at følge turen live via en track and trace funktion, som Christina kommer til at have på sig ude på havet. Linket til den blive offentliggjort på Facebook (på Christinas side).

Jeg støtter og hepper herfra og er så spændt på, hvordan det kommer til at gå. Efter turen satser jeg på, at vi laver en lille opdatering her på bloggen også.

Støt Christinas indsamling her: Mere åbenhed for psykisk sårbarhed

Læs også: Kristine forbedrede sin maratontid med LCHF

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

0 kommentarer til “Svømme fra Jylland til Sverige – LCHF & ekstremsport”

Skriv en kommentar