Steaksalat med urtedressing og syltede rødløg

Steaksalat er en genial måde at trylle aftensmadsrester om til en dejlig frokost. Og hvis du kiggede med på min Instagram i går, ved du, at vi havde en mundvandsfremkaldende côte de boeuf på grillen.

Der var to grunde til, at vi spiste så fin en søndagsmiddag.

1. Manus afleveret!

Den ene var, at vi skulle have spist den om lørdagen for at fejre, at jeg havde afleveret manus til min nye bog. Yes, endelig!

Mand, hvor havde jeg glemt, hvor stort et arbejde det er at skrive en bog. Lidt som jeg forestiller mig, at man glemmer, hvor hårdt arbejde det er at føde og have baby i det øjeblik, man beslutter, at man gerne vil have et barn til.

I princippet startede jeg med at skrive den, da jeg var i Paris sidste år. Eller det var i hvert fald meningen med min tur, men sandheden er, at jeg vist kun fik oprettet selve dokumentet.

Men nu er bogen sendt videre til en tur gennem fru redaktørs skrappe blik. Det føles virkelig rart. Og jeg håber, I glæder jer!

Men fordi jeg havde knoklet sådan med det manus, glemte vi côte de boeuf’en. Ja, altså ikke glemte-glemte, men så lækkert et stykke kød fortjener ordentlig tilberedning. Her mener jeg langsom og nænsom tilberedning i ovn ved lav temperatur og herefter en tur på grillen.

Og klokken var 18, før vi opdagede, at vi havde glemt at putte den i ovnen. I stedet røg der derfor kylling og hakkebøffer på grillen.

2. Projekt: lejlighedssalg

I går knoklede vi med at gøre vores lejlighed fin hele dagen. Vi skal have taget billeder til salgsopstillingen i denne uge, så vi har ryddet ud og ryddet op og ordnet have og gjort ved. Vi synes derfor, det var velfortjent at slutte sådan en arbejdsweekend af med en virkelig god middag.

Og resterne af det lækre kød kan jeg få lov at bruge i en steaksalat til frokost, og det er bestemt ikke noget, jeg klager over. Faktisk er steaksalat måske en af de bedste ting, du kan servere for mig, og især her i det varme halvår, kan vi spise det til aften ligeså vel som til frokost.

Steaksalat - lækker LCHF/keto salat med genial brug af rester  

Steaksalat - lækker LCHF/keto salat med genial brug af rester

Steaksalat med urtedressing og syltede rødløg

Udskriv Pin
1
|
15 min

Ingredienser

  • 1 kødrest jeg bruger 100-150 g alt efter appetit
  • en god håndfuld ruccola eller anden salat
  • 1 avocado skåret i skiver
  • 100 g cherrytomater i halve
  • syltede rødløg eller almindelige

Dressing

  • en stor håndfuld koriander
  • en stor håndfuld persille
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 dl olivenolie
  • 2 spsk rødvinseddike
  • 1 spsk limesaft
  • ½ tsk salt

Sådan gør du

  • Lun evt. kødet i ovn eller ved at lynstege det på panden. Du kan også godt bruge det koldt.
  • Skær kødet i tynde skiver.
  • Blend alle ingredienser til dressingen til en homogen masse i blender.
  • Anret salaten på en tallerken med salat, kød, avocado, cherrytomater og syltede rødløg og server med dressingen.

De bedste fra Madbanditten – kan forudbestilles nu ♥

Min nye bog, De bedste fra Madbanditten, indeholder opskriften på at få langvarig succes med en Low Carb-livsstil, hvad enten du ønsker et vægttab med Keto eller bare en sundere livsstil uden sukker og kornprodukter.

Læs mere her og forudbestil dit eksemplar: De bedste fra Madbanditten

0 kommentarer til “Steaksalat med urtedressing og syltede rødløg”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?