Mandagstanker om at være alene i byernes by

Så hvordan er det så at være alene i Paris?

De første dage er gået lynende hurtigt hernede. Jeg er ved at have fundet mig til rette i lejligheden, jeg har fundet ud af, hvordan alting virker og jeg er ved at have vænnet mig til de nye lyde.

Og på mange måder har det været forbavsende let.

Det hjælper selvfølgelig, at jeg kender byen, og at alting udenfor min hoveddør er velkendt.

Hvis byen var ny og fremmed også, ville det nok have været noget andet.

STORBYENS ANONYMITET

Jeg bor et spytkast fra Hôtel de Ville og synes, at jeg har alt inden for rækkevidde.

Mit elskede Marais i “baghaven”, Les Halles, Pompidoucentret og Rue Montorgueil til den anden side, Notre Dame, Ile de la Cité og Ile St. Louis, hvis jeg går til en side og Louvre og Tuileries, hvis jeg går til den anden side.

Jeg elsker at bo midt i byen. Jeg elsker at sidde i vinduet og lytte til lydene fra de andre lejligheder, høre mumlen fra deres samtaler, knive og gafler mod tallerknerne, musikken, den svage bysummen i baggrunden og kirkeklokkerne.

Og det står i skarp kontrast til, at jeg derhjemme er ekstremt lydfølsom og synes, at nabolyde er mere irriterende end hyggelige.

Jeg har altid været tiltrukket af det her med at forsvinde ind i en stor by. Anonymiteten, som storbyen tilbyder. Jeg kan være hvem som helst.

Det var bl.a. anonymiteten, der fik mig til at flytte til København, efter jeg havde boet i Paris i to år i stedet for at flytte “hjem til Aarhus”.

Siden hen er noget af anonymiteten forsvundet for mit vedkommende, og det har taget mig mange år at vænne mig til.

Men man vokser med opgaven, tænker jeg.

Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris.

USIKKER OG UDSAT

Samtidig kan jeg mærke, at jeg føler mig mere usikker og udsat, end jeg gør derhjemme. Hele mit back-up system er væk.

Som fx når min nøgle sætter sig fast i døren og ikke er til at rokke hverken ind eller ud. Hvem ringer man så til?

Derhjemme er Søren min Mr. Fix it! Der er ikke det, han ikke kan fikse! Og det giver mig en kæmpe tryghed, kan jeg mærke, nu hvor den er væk.

Samtidig er der også en snert af angst.

Hvad hvis der sker mig noget?

Byen er fuld af stærkt bevæbnet militær og politi, og de er mere synlige i gadebilledet, end jeg nogensinde har oplevet det før. Mænd med store maskingevær står udenfor store butikker og seværdigheder.

Det er… ubehageligt men selvfølgelig bedre end hvis de ikke var der.

Men det giver lidt… tanker.

Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris.

VÆK MED TURISTPLANERNE

Det har jo været weekend og jeg har holdt mest fri.

Jeg kan mærke, at jeg har mange turisttanker om “alt det, jeg skal nå at se/opleve”.

Men ønsket med dette ophold var jo faktisk bare at være her. Have min daglige gang i byen, mine daglige rutiner og ellers passe mit liv, som det ellers er. Så ambitionerne er skruet lidt ned. Og jeg HAR jo set alle de ting. Jeg har jo boet her for pokker og har besøgt byen et utal af gange siden.

Jeg behøver ikke stå under Eiffeltårnet for at “være i Paris”.

I dag har jeg fx en arbejdsdag som mange andre. Når arbejdsdagen er slut, eller når jeg trænger til en pause, kan jeg gå en tur i byen. Ligesom jeg ville gå en tur derhjemme, når jeg trængte til luft. Bare i Paris.

Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris. Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris.

SAVNET

Men det sværeste lige nu er savnet.

Ikke så meget mit savn, selvom jeg selvfølgelig savner både Søren og ungerne, men ungernes savn.

De savner mig meget.

De udtrykker det forskelligt, men det er svært at se dem være kede af det. De kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg behøver være væk SÅ længe.

Jeg håber, at hverdagen kommer til at tilbyde dem tilpas med distraktion til at de glemmer det lidt.

Det pudsige er, at de er jo så store, og de er jo hele tiden sammen med deres venner, så det er jo ikke, fordi vi plejer at sidde lårene af hinanden. Men som de siger, er det “tanken om, at jeg er der, hvis der er noget”. Ja tak. Så vi FaceTimer og snapper og sms’er en hel del.

Sidst men ikke mindst er der også en nyfunden forståelse for alle jer, der bor alene. Ift. at simplificere måltider fx. Men det er et indlæg helt for sig!

Her til sidst kan du få lidt pariserstemning hjem i stuen :)

Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris. Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris. Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris. Mandagstanker om at være alene i byernes by. Postkort fra Paris.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

7 kommentarer til “Mandagstanker om at være alene i byernes by”

Skriv en kommentar

  1. Det at være alene kender jeg alt for godt, Jeg flyttede selv til München direkte fra mors “LCHF-kødgryder” for snart 2 år siden. Det var virkelig svært lige pludselig at skulle stå der alene, og selv skulle stå for alting i min hverdag, samtidig med jeg skulle passe en 40 timers arbejdsuge. Det har været virkelig krævende at skulle holde mig til de “rigtige ting” når man kom hjem fra arbejde klokken 18-19 stykker om aftenen og mest af alt bare havde lyst til at spise et par stykker rugbrød, istedet for at skulle igang med at lave en salat eller noget andet “bedre” mad.
    Det har specielt været svært at holde stilen på de dage hvor jeg har været “ekstra ensom”, og savnet til min familie i Danmark har været ekstra stort.

    Jeg vil dog aldrig være foruden det, det har givet mig en meget bedre struktur i min hverdag at skulle klare alting selv. Det har gjort mig mere “voksen” og jeg vil aldrig være foruden den her oplevelse for den har givet mig så sindssygt meget personlighed og selvanerkendelse.

    Jeg syntes det er fantastisk du har valgt at bruge noget tid alene i Paris. Uanset hvilken storby man er i, har man stadig savnet af ens familie, man kan stadig føle sig som en fremmed iblandt 1000 og man kan stadig lære sig selv at kende på en helt anderledes måde, end hvis man var i “trygge, vante Danmark”.
    Hvis der er nogle andre der tænker på at gøre det samme, Kan jeg kun opfordre til det. Det er skræmmende og virkelig hårdt, men det er en fantastisk oplevelse at kunne kigge tilbage på!

    Svar
    • Ej hvor en fed kommentar! Tak Simon og seje dig! Jeg gjorde det samme, da jeg var 19-20 år. Flyttede hjemmefra min mor og til Paris. Uden penge, job og lejlighed. Det ordner sig nok, tænkte jeg. Og det gjorde det jo. De to år, jeg boede der, har betydet alverden for den, jeg er i dag, og jeg ville aldrig have været det foruden.
      Jeg vil også til enhver tid anbefale alle, der har mod på det, at springe ud i det!

      Svar
  2. Dejligt at hører nyt fra Paris, rigtigt dejligt du deler.
    Kan godt forstå det er svært for dine unger, men tror altså også det er meget lærerigt hele vejen rundt. Tænker lige som Rikke at de sætter endnu mere pris på dig hjemme og du måske også får en anden indgangsvinkel. Før I ved af det er du hjemme igen og hov hvor blev tiden lige af. Mine unger er nu 24 og 17. I mange af deres tidelige leveår tog jeg en tur til Wales en uge en gang om året, lidt ligesom dig, tilbage til en anden og til tider savnet tid. Jeg nød naturen og tiden til mig. Vil gerne her indskyde at der var hverken Skype eller Facetime. På fredag tager jeg en uge til Bath i England og min skønne 17´årige glæder sig til at have huset helt for sig selv. Jeg behøver vel ikke at sige at jeg syntes det er meget underligt, men bliver vel også nød til at give slip. Helt vildt bliver det når hun i juli tager med en veninde til Barcelona. En del kameler er slugt, men tror hvis jeg skal bruge hovedet og ikke hjertet, at det er sundt.
    Så Jane nu er du der, nyd det og glæd dig over at du rent faktisk er savnet.

    Svar
    • Tak Heidi :) I går var en virkelig drøj dag på savnekontoen, så det er rart at læse din kommentar.
      Og heldige dig at have oplevet aleneheden uden skype etc. Jeg glæder mig over at jeg nåede at få den oplevelse med, da jeg boede i Paris som ung. Lige nu kan jeg jo “spise aftensmad med familien” via facetime og det er i sandhed en anderledes måde at være væk på.

      Rigtig god tur til Bath! Håber, huset står når du kommer hjem ;-)

      Svar
  3. Tak for dette indlæg. Og TAK for det med os singler, Jane! Jeg er superglad for din inspiration, men hvor har jeg mange gange været ked af og trist over, at det virker som om “alle andre” “Madbandit-regi” åbenbart er familier i 30-45 års alderen med børn og partnere o.s.v. Det griber dels følelsesmæssigt ned i et voldsomt savn efter alt det hos mig, dels er det vanskeligt at følge LCHF til punkt og prikke, når man er alene. (Af mange grunde). Og jeg må indrømme, at jeg ind imellem ligeledes gribes af en snert af irritation over, at “jer, der står midt i alt dette” ikke også kan se ud over jeres egen livssituation/horisont en gang imellem: At der findes andre måder at leve på end lige børnefamilier. (I vil formentlig selv havne dér en dag.) Jeg forsøger derfor nu at stable en LCHF-madklub på benene (i Kbh.) og kan kun opfordre andre (enlige) til at gøre det samme.

    Svar
    • Jeg tror ikke, det så meget handler om ikke at kunne se udover sin egen situation. Det handler mere om, at jeg tager udgangspunkt i min situation, som nu engang er familie med to voksne og to børn.
      Fedt med madklubben. Håber det lykkes!

      Svar
  4. Åh Jane – jeg er vild med det og dybt misundelig! Har selv læst fransk, været på udveksling i Montpellier og været i Paris flere gange. Hvor gad jeg godt gøre dig kunsten efter :)

    Jeg håber, du får fuldt udbytte af turen på alle fronter. Og med hensyn til ungerne – prøv lige at overveje, hvor meget de kommer til at sætte pris på at have dig hjemme igen bagefter ;)

    Svar