Papayasalat og feriesnak

Papayasalat er en af mine storfavoritter i Thailand, og eftersom jeg ikke kan tage jer allesammen med i kufferten, syntes jeg, at det var fair i det mindste at give jer muligheden for at spise denne lækre salat selv herhjemme.

Yes, i aften sætter vi os nemlig godt til rette i flyet med soveklapper på øjnene og sover derefter forhåbentligt (men ikke sandsynligt) hele vejen til Thailand.

FERIE – MED ELLER UDEN ARBEJDE?

Jeg trænger virkelig til ferie. Jeg elsker mit arbejde så højt, at jeg tit glemmer at holde ferie. Jeg har ikke rigtigt brug for det i samme grad som tidligere, for mit arbejde ikke udmatter mig slet ikke på samme måde. Så når vi rejser, har jeg tit arbejdet med mig. Og jeg oplever det som et kæmpe privilegium at kunne arbejde alle steder i verden på den måde.

Men… jeg har ikke holdt rigtig ferie siden i sommer. Og der holdt vi kun én uge nede hos min far og så besluttede vi at gemme de andre uger til en anden god gang.

Så tog vi til Kreta i september for at vandre i Samariakløften, og det var bestemt dejligt, men jeg havde lige lanceret min online guide til striks LCHF og en af de ting, der følger med at producere og sælge egne produkter (i modsætning til en bog, som boghandleren sælger for en) er, at man pludselig er forpligtet til at yde kundeservice. Yes du!

Og når nogen køber et online produkt med lovning om at få det leveret to minutter senere i indbakken, så er det faktisk ikke rimeligt, at de skal vente 7 dage, til jeg kommer hjem fra ferie. Heller ikke selvom det er dem selv, der har skrevet deres emailadresse forkert, da de gennemførte købet. Men det betød, at jeg var en smule på arbejde på den ferie også.

Så blev det jul og der fik vi heller ikke helt holdt ferie. Altså julen var jo ganske kort i år, og vi brugte den på at fejre juleaften og nytårsaften med en masse gode mennesker. Og arbejde lidt.

TID TIL RECHARGE

Men tro ikke, at jeg klager, for det gør jeg overhovedet ikke. Men jeg trænger til ferie nu. Sådan helt ægte næsten-offline-ferie, hvor jeg skal sidde og pille navle og kigge ud over et hav. Og så skal jeg også lige fylde 40. Den slags gør man bedst med sand mellem tæerne.

Og så skal jeg tanke helt vildt op på sol. De sidste par måneder har jeg kigget mig i spejlet og tænkt, at det er utroligt så gammel man ser ud i februar/marts, sammenlignet med august/september. Så det skal jeg lige rette lidt op på. Hvis det da ikke regner hele tiden, sådan som vejrudsigten lige nu foreslår.

Det er sikkert bare nogle hårde tropebyger og så sol resten af tiden, ikke?

Da vi rejste rundt i sydøstasien en sommer for nogle år siden, havde vi ti dage i streg med heldagsregn. Ti dage. Med heldagstroperegn.

Det så sådan her ud:

Koh Tao Chalok Baan Kao, Koh Tao Nååårh, de var nuller dengang!

Se mere: Postkort fra Ko Tao

Men så uheldig er man næppe to gange. Vel?

Well imens det regner, skal jeg læse. Og så skal jeg sove – meget – og spise – meget. Og være sammen med de der tre, jeg deler familie med. Så jeg er såmænd ikke så bekymret for at få tiden til at gå. At hvile øverste etage bliver også en prioritet. Den er jo pt. mit vigtigste arbejdsredskab.

FERIE OG CANCER SCARE!

Nogle gange er det dog lidt svært, det med at lade hjernen hvile.

Hver gang jeg holder ferie, kan jeg nemlig næsten altid regne med, at der udkommer en skræmmehistorie à la LCHF giver cancer eller en beslægtet som fx rødt kød giver cancer, fedt giver cancer, et-eller-andet-vi-spiser-på-LCHF giver cancer eller noget-vi-ikke-spiser-på-LCHF beskytter mod cancer. Og straks flyder min mailboks, blog og Facebook over med henvendelser à la denne:

Hej Jane. Jeg har spist LCHF i mange måneder og har det vildt godt. Jeg har tabt mig, mit fasteblodsukker er perfekt, mit kolesteroltal perfekt, mit blodtryk perfekt etc. Men nu kan jeg læse i BT, at Unilever siger, at jeg får kræft, hvis jeg ikke spiser margarine, og det har gjort mig rigtig usikker Så skal jeg mon bytte smør ud med margarine igen?

Okay, måske sat lidt på spidsen, men du forstår sikkert godt, hvad jeg mener.

Og så er der altid journalister, der vil tale med mig. Der kan gå måneder imellem jeg taler med journalister efterhånden, men når  jeg holder ferie, vil de altid have en kommentar til alverdens ting. Som fx den sidste nye cancer scare.

Men her hedder det altså: Ferie først. Og så tager jeg mig af det andet, når jeg kommer hjem.

PAPAYASALAT OG ANDRE TROPEFRUGTER

Nå men på min ferie skal jeg med garanti spise papayasalat. Papayasalat laves jo af grøn, umoden papaya, så den er mere frisk, syrlig og stærk, end den er sød. Den søde modne papaya spiser jeg til gengæld også derude, for den elsker jeg.

Jamen hvad så med LCHF? Og frugt? Det spekulerer jeg såmænd ikke så meget i. Jeg spekulerer i at spise rigtig mad. Og når jeg rejser i de varme lande, er det inkl. tropefrugt, som jeg elsker.

Det betyder ikke, at jeg vælter mig rundt i sukker, når jeg rejser, om end sukkerindholdet i maden derude er pænt høj sammenlignet med min kost herhjemme. Men det er en præmis, man er nødt til at acceptere, hvis man vil derud.

Læs mere om mad og rejser til de varme lande her: 5 ugers rundrejse i Asien – hvad med maden?

Grøn papaya finder du hos de små thai-købmænd rundt omkring. Fx den inde overfor hovedbanegården, hedder det Reventlowsgade? Det tror jeg måske, det gør.

Papayasalat - sukkerfri opskrift på den stærke og lækre grønne papayasalat Papayasalat - sukkerfri opskrift på den stærke og lækre grønne papayasalat

Server fx med lækre marinerede oksespyd.

Kan du have det så rigtigt godt. Jeg er tilbage, før du når at opdage, at jeg har været væk!

Papayasalat - sukkerfri opskrift på den stærke og lækre grønne papayasalat

Papayasalat

Udskriv Pin
3
|
25 min

Ingredienser

  • 50 g cherrytomater
  • 1-2 røde chili brug de små tykkke Birds Eye chili, hvis du kan finde dem
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g grønne bønner
  • 2 spsk fiskesovs
  • 2 spsk limesaft
  • 2 tsk sukrin
  • 1 lille grøn papaya
  • 3-4 spsk peanuts
  • valgfri koriander til drys
  • valgfri: 2 spsk tørrede rejer bruger du dem, kan du skrue lidt ned for fiskesovsen

Sådan gør du

  • Mos cherrytomater i en skål.
  • Hak chili og hvidløg i en minihakker. Kom massen ned til tomaterne.
  • Nip ender af bønnerne, skær dem i mindre stykker og overhæld dem kort med kogende vand. Dræn vandet fra og skyl dem med koldt vand. Kom dem ned i skålen til resten.
  • Tilsæt fiskesovs, limesaft og sukrin og rør godt rundt.
  • Skræl papayaen og skær tynde strimler med et juliennejern.
  • Tilsæt papayastrimlerne og vend salaten i skålen sammen med tørrede rejer, hvis du bruger dem. Smag til og juster med ekstra lime eller sødning.
  • Drys med peanuts inden servering.

Madbandittens Juleopskrifter

Tag alle mine bedste juleopskrifter med i køkkenet med denne lille jule-ebog.

Low Carb juleopskrifter uden gluten og uden sukker.

Madbandittens Juleopskrifter: 59,-

3 kommentarer til “Papayasalat og feriesnak”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Du fortjener så meget at slappe. Håber solen vil være med jer.
    Når det er sagt glæder jeg mig så meget til du er tilbage igen og få mit daglige skud Madbanditten. Kan nu altid finde inspiration i ældre indlæg så det går nok.
    Nyd din ?? 40’erne er fandeme fantastisk

    Svar