Mandagstanker om mad-eliten og frygten for forandring

Med jævne mellemrum dukker debatten om “mad-eliten” op.

Mad-eliten, du kender godt typerne! Det er dem, der bager surdejsboller, dyrker grøntsager i baghaven, har glas med syrnede ting stående på køkkenbordet og som køber økologisk nede i Irma.

Og som ind imellem råber lidt op om, at vi altså skal have genindført noget kvalitet på spisebordene rundt omkring, hvis vi vil nogle af de mange livsstilssygdomme til livs. Eller at vi er nødt til at tage stilling til, hvilket liv en kylling, der koster 34,95, har haft.

Og det gør mange mennesker vrede.

“Mad-eliten skal ikke komme her og diktere, hvad jeg skal spise!”

For her i Danmark hersker det frie valg, og der er kraftedeme ingen, der skal komme og fortælle mig, hvad jeg skal spise eller ikke spise, og alle de oplysningskampagner og sundhedskampagner påfører almindelige mennesker social skam og mindreværd, og derfor skal vi helst lade være med at tale om det.

Tænk nu, hvis vi kom til at indikere, at nogen er gode til noget, som andre ikke er så gode til, fordi de måske er gode til noget andet. Det må vi ikke her i Danmark. Ingen er nemlig bedre end andre. Det siger Jante.

Mad-eliten – det er jo mig!

Men udover at jeg godt kan blive lidt træt, føler jeg mig også en smule ramt.

For mad-eliten, det er jo mig!  Det kan jeg da godt se.

Jeg laver stort set alt vores mad fra bunden, jeg vælger økologi, hver gang muligheden er der, jeg interesserer mig for madlavning og for sundhed, og jeg har evnerne, tiden og midlerne til det.

Og det kommer jeg altså aldrig til at sige undskyld for.

Det er bestemt ikke, fordi jeg har et romantisk forhold til det at lave maden selv. Jeg ville hellere end gerne kunne gå i supermarkedet og købe pesto, mayonnaise, salatdressinger og færdigretter lavet af ordentlige råvarer og uden alt muligt skrammel tilsat. Til priser der er til at betale, selvfølgelig. Hellere end gerne!

Forskellige virkeligheder

Vi har et kæmpe gab imellem de, som interesserer sig for mad og sundhed og de, som ikke gør.

Der kan være tale om to helt forskellige virkeligheder både hvad angår tid, lyst, kundskaber, økonomi etc. Og det synes jeg godt, vi må anerkende.

Det er ikke alle, der har hverken lyst eller mulighed til at sende deres børn i skole med madpakken fyldt med langtidshævede boller bagt på hjemmedyrket surdej, smurt med hjemmelavet pesto og fyldt med friske hjemmedyrkede tomater og bøffelmozzarella.

Og det er ok.

Men betyder det, at de, som gør, skal skamme sig, eller som minimum gå lidt stille med dørene, så dem, der spiser jubilæumsboller ikke skal føle sig talt ned til?

Det er da skørt.

Er det skidt at ville hæve niveauet?

Det er den del, jeg ikke forstår.

Tænk nu, hvis vi kunne hæve niveauet en lille smule. Opgradere fra jubilæumsboller til rugbrødsmadder fx. Ville det ikke være en god ting?

Der er jo ingen, der siger, at vi behøver ud i marginalerne, hvor madkultur kun er noget med at bruge søndag eftermiddag i skoven på at plukke skovsyre og ramsløg og herefter tage hjem og nænsomt nusse om den boblende surdej på køkkenbordet. Jeg synes nogle gange, vi glemmer, at lidt også har ret.

Jeg synes aldrig, det er en god idé at diktere. Men at det skal være forkert at inspirere, kan jeg ikke se.

Hvad med i stedet at lære af dem, der er begavet med interessen, lysten, mulighederne og midlerne?

Hvad med have-eliten? Du ved, de typer, der går i haven om søndagen!

Jeg er virkelig dårlig til sådan noget med at dyrke ting og holde planter i live. Virkelig ikke min spidskompetence!

Det interesserer mig heller ikke synderligt, må jeg indrømme, men det skyldes måske, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte.

Men jeg begynder jo ikke at kalde dem “have-eliten”, som tilbringer søndag eftermiddag i plantecentret, eller som sætter stiklinger i vindueskarmen, som de nusser om for senere at plante dem ud i haven og se dem gro.

Tværtimod ville jeg da ønske, at der var nogen, der gad komme og lære mig, hvad jeg kan gøre i min have, så den bliver mindre kaosagtig og lidt mere nyttig.

Er forandring virkelig så farligt?

Jeg anfægter ikke dem, som har andre interesser, sundhedsopfattelse, kundskaber eller midler, end jeg har. Jeg anfægter den måde, vi ser på forandring på.

Hvis vi ikke er villige til i det mindste at se på eller høre om, hvordan andre gør ting anderledes, og hvordan vi selv kunne gøre ting anderledes, rykker vi os jo aldrig nogen steder.

Og det gælder alle områder, og hvor end vi er. Det gælder privat, karrieremæssigt, kreativt, kærlighedsmæssigt, familiemæssigt, helbredsmæssigt, etc.

Stilstand og at leve i status quo fra nu af og til evig tid er det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

23 kommentarer til “Mandagstanker om mad-eliten og frygten for forandring”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane

    Følger din blog med stor interesse og har lige købt din guide til striks LCHF. Tænkte bare lige at spørge om du nogensinde har set den TV – udsendelse der hedder :
    “Dem der gør os fede ” hvis ikke du har set den kan jeg varmt anbefale dig, at se den. Tror måske den ligger på nettet et sted. Anyway det var den der ændrede mit syn på sukker og fedt og gav forståelse for hvor meget manipulation vi som forbrugere er udsat for – fro endnu engang handler det bare om penge og markedsandele og ikke spor om hvad der er bedst for forbrugeren/befolkningen.
    Den er ret interessant.

    Tak for en rigtig god blog.

    Med venlig hilsen
    Dorthe

    Svar
    • Ja, jeg har i hvert fald set nogle afsnit, da de kørte på DR2 for nogle år siden. De er virkelig tankevækkende…

      Men tak for tippet alligevel <3

      Svar
  2. jeg er stolt af at høre til mad eliten og blæser højt og flot på hvad andre mener, spiser udelukkende økologisk og absolut uden e-numre, det er mit valg.
    Jeg bliver 70år næste gang og det værste for mig er at mange af mine venner er syge eller døde pga dårlig kost

    Svar
  3. Det er jo derfor vi er så glade for at have dig, Jane. Så kan vi få lov til at være dejligt ekstreme (i andres øjne) med alle dine gode input. Jeg orker selv ikke længere diskussionerne, som ofte ender med at jeg skal videnskabeligt stå til ansvar for at droppe sukker og mælk – og spise virkeligt meget bacon. Så glædes jeg i det stille over dem omkring sig, som mine gode vaner alligevel smitter af på. For det smitter i det stille:)

    Og så det med at gro ting selv – det er bare med at kaste sig ud i det. Og det rigtig nemme vej kan du finde ved at google plantui. Det er køkkenhave for dummies – og børnene er vilde med det. Hvis det er for reklameagtigt at have på din blog så lad være med at poste mit indlæg og så bare brug det til dig selv:)

    Tak for inspirationen.

    Svar
  4. Hvor er det bare inspirerende at læse, alle de vidunderlige, sjove, oplysende og skønne indlæg denne blog afstedkommer. Jeg har læst hver en linje om mandagstanker og det er så fantastske fordi det sætter tanker i gang, især de gode tanker fordi der bliver skrevet på en både sober og humoristisk måde.
    Meget meget inspirerende.
    Tænk hvis bare os der læser/skriver her stod ved vores valg og med oprejst hoved og rank ryg kunne fortælle om vores valg og så lytte opmærksomt til de valg der ikke var vores men som kunne være interessante. Jeg tror jeg vil prøve. Denne tanke er klart en afstedkommer af inspiration herfra, for hvor kommer vi vidt omkring som mennesker når vi deler tanker og holdninger på den måde som her.

    Svar
    • Lige præcis, Heidi! Tænk så meget vi kan lære af andre mennesker med andre interesser og prioriteter end os selv!

      Svar
  5. Kære Jane,

    Jeg er tilbøjelig til at være enig med dig. Det samme er de øvrige læsere, som kommenterer. Men alene det at følge en madblog – og så endda en madblog som din og ikke bloggen om friturestegt mad på tusind måder – gør os jo til en del af mad-eliten. For så er præmisset for interessen jo skabt, og ønsket om hjemmelavet mad ligeså. Og så er det let at være enig. Det er noget med nogle ulve og at hyle sammen… ;-)

    Og det er også let at være de overlegne. Dem der er ovenpå. Og nogle dele er livet er bare mere touchy end andre. Mad og børn som de to absolut værste. Hvad sker der så, når du kombinerer dem? Fy for pokker en katastrofe man kan forudse komme bragende.

    Tøj, havearbejde og ferievalg er markant mindre sprængfarlige. For jeg defineres jo ikke som menneske af, om jeg er til sol- eller skiferie, selv om min svigerfamilie håner mig for ikke at være til deres model. Men jeg defineres som menneske ud fra mit valg af mad og hvordan jeg opdrager mine børn. For det er anderledes synligt om jeg er overvægtig, hvad der er i min madpakke eller om mine børn løber på væggene.

    Og jeg turde aldrig anfægte, at måske ville dit barn ikke behøve (så meget) adhd-medicin, hvis du gav ham rigtig mad i stedet for efter princippet at alt gyldent er godt. Men måske er det at gøre dig en bjørnetjeneste? Jeg ved det ikke.

    Jeg er i tvivl om, hvis ansvar det er at højne niveauet. Jeg har vel for pokker ansvar for mit eget liv?

    Jeg har også kolleger, som jeg driller, når de siger, de vælger salat til frokost og den mest af alt består af kogt pasta, iceberg, brødcroutoner og fetaost og som spiser rugbrød med makrelsalat fire aftener om ugen. Men hvad er min ret til det? Jeg er i tvivl – for selv om jeg helt sikkert er en del af madeliten, er jeg jo ikke hævet over andre mennesker. Selv om jeg gerne ville…

    Og i øvrigt har du så grønne fingre. Dyrker du ikke chia-karse, måske? :)

    /Louise

    Svar
    • Hvor er du god :) Jeg kan sagtens se og forstå hvad du mener, men det, der egentlig afstedkom min lyst til at skrive det her indlæg er, at jeg godt ved, at jeg er ovenpå her. Vi er totalt meget på min hjemmebane. Og det kommer jeg aldrig til at undskylde for. Eller dukke mig. Ligesom jeg ikke forventer, at hverken have-eliten eller strikke-eliten dukker sig eller går stille med deres talent bare for at jeg kan få det bedre med mig selv og mine manglende evner/muligheder/interesser i de områder – chia-karse undtaget ;-)
      Som Louise også så fint skrev i kommentarerne her, har mad en ret høj prioritet i mit liv. Men det betyder jo samtidig, at der er noget andet, jeg giver mindre plads. Måske de, som ikke interesserer sig for madlavning, som jeg gør, er mere nærværende med deres børn. Det er jo en god ting. Så min pointe var egentlig lige så meget at vi ikke er ens og det er ok. Og at vi altid kan lære noget af andre med andre prioriteter, interesser og muligheder.

      Og i bund og grund: kæmpestort JO. Vi har alle ansvar for vores eget liv og for at få det bedste ud af det.

      Svar
  6. Hvis man gerne vil have noget i sin have der bare gror, er det squash. Dem går man ikke fejl af. Jeg elsker grønkål, men det gør larverne også. Løsningen på grønkål, er at købe seks syv stokke med rod på i efteråret og så plante dem i haven. Du skal ikke røre en finger, og de f…. larver er forlængst blevet til smukke kålsommerfugle. Win win. ?

    Svar
  7. Jeg læser ofte med på din blog, fordi jeg synes, du skriver godt, er inspirerende og tager interessante problemstillinger op. Jeg afprøver ind imellem en opskrift – men spiser ikke LCHF som sådan.
    Jeg vil meget nødigt ha’, at nogen skal bestemme, hvad jeg skal spise. Det bestemmer jeg gerne selv. Til gengæld er jeg meget åben over for inspiration/debat og vil vældig gerne oplyses.
    Her er dog en hurdle for mig. For hvem skal oplyse mig? End ikke de mest belæste eksperter kan blive enige om at give et entydigt svar på, hvad sund/god/fornuftig kost er.
    På LCHF spiser man bl.a. gerne kød. Andre mener, at vores forbrug af kød er med til – klimamæssigt – at tvinge jorden i knæ. Nogle priser avocadoen som en fantastisk kilde til ”det gode fedt” og vitaminer. Andre gør opmærksom på, at områder i Chile er i katastrofal vandmangel, fordi (det rige) vesten i den grad efterspørger avocadoer (det kræver flere hundrede liter vand at producere 1 avocado). For år tilbage var fedt den store synder. Nu er det sukker. Hvad mon det er om 20 år? Nogle eksperter fremhæver rugbrød som en virkelig sund spise med en forebyggende effekt mod kræft – andre anbefaler, at man ikke spiser brød. Og hvad er bedst – et ikke-økologisk-dansk æble eller et økologisk æble fløjet til Danmark fra Sydafrika – både i det store og det lille ”regnskab”?
    Så… det er virkelig en jungle at finde rundt i, hvis man gerne vil oplyses om sund og lødig kost på et sagligt grundlag.
    Skal der rykkes på vore kostvaner – fordi flere og flere får livsstils-sygdomme – kræver det nogle politikere, der tør gå til stålet! Ikke at de skal bestemme, bestemme. Men de bør via deres beslutninger gøre det nemmere og billigere for os at gøre de sunde valg, når vi lægger varer i indkøbskurven. I modsætning til i dag, hvor det underlødige produkt (f.eks. hurtigt producerede kyllinger, masser af smagsforstærkere, tilsætningsstoffer, svinekød fra svin, der har stået bundet hele deres liv, m.v.) ofte også er det billigste. Der ER familier i Danmark, som skal vende hver en øre, når de køber mad.
    Løsningen er for mig i hvert fald ikke, at nogen kun har hån til overs for ”mad-elitens” måde at gøre tingene på – men heller ikke at “mad-eliten” har hån til overs for andres jubilæums-boller, eller købe-kanelgifler.
    Oplysning – inspiration – og politikere med hjerte, fornuft og mod til at sætte ”god mad” til debat samt gøre det nemmere & billigere for os at vælge de sunde madvarer, må være vejen frem.
    (Og så har jeg end ikke berørt madindustriens/landbrugets rolle – på godt og ondt – i vores danske madkultur….)

    Svar
    • Ja åh ja, også en virkelig, virkelig svær debat. Hvem fanden kan man lytte til? Alle er jo eksperter nu til dags samtidig med at dem, som burde være eksperter nogle gange får sagt noget værre sludder. Men det gælder lige sundhedsdelen.

      Hvad nu hvis vi talte strikning. Skulle strikkefolket så stoppe med at strikke eller med at gå i deres hjemmestrikkede tøj, fordi det får mig, der køber tøj i H&M til at få det skidt med at jeg ikke kan finde ud af at strikke?

      Det ville jeg helt ærligt aldrig bede dem om…

      Svar
  8. Ja kære Jane
    Når man står frem med noget ekstraordinært så risikerer man at stå meget alene. Som vi talte om i Malmø er det rart at være i Sverige med sine ” freaky” madvaner. Der er man i højere grad accepteret for at være gluten, sukker og måske også mælkefri. Og selvom jeg synes vi er langt her i lille DK er vi det alligevel ofte ikke. Os der vælger fra og vælger alt besværet til ( madlavning, indkøb, dyre varer og specielle hensyn) bliver et stort spejl til andre på hvad de ( måske ) ønsker men ikke kan/ vil prioritere… og spejlbilleder af det skjulte er det lettere at blive vrede på og tage afstand fra. Jeg hader folk der hader ? Og det er synd, med ærgerligt på ! Jeg har mad højt på min prioriterings liste og det betyder at jeg nok har noget andet vigtigt længere nede på ranglisten. Jeg vil helst ikke dømme andre for deres valg og vil helst slippe for deres dom af mine. Jeg står klippefast ved mine valg og vil som dig meget gerne inspirere og inspireres med åbent sind.
    Og så lige et slag for forandringer som for de flestes vedkommende er temmeligt skræmmende, for nu så verden jo lige ud på en bestemt måde og tænk nu hvis….Tror det for mange handler om angst, angsten for at det hele smuldrer hvis de skal lave om på deres opfattelse af livet, maden,følelserne osv…. for hvad så med alt det de har gjort indtil nu??? Har det så været forkert ??? Og janten hvad med den, hvem ved i virkeligheden bedre end mig.
    Væk med fordømmelser og frem med åbenhed og lydhørhed overfor andre modeller at være i verden på end den vi selv lever efter.
    Dine mandagstanker FTW – vild med de indlæg ♥️

    Svar
    • Vi to er jo helt enige ;-)

      Der var en, der skrev på FB: Det er nu engang nemmere at koncentrere sig om hvad andre gør og ikke gør end at se på, hvad man egentlig selv gør. Og det er bare så rigtigt.

      Og jeg synes også forandringer er skræmmende. Det tror jeg er et menneskeligt grundvilkår. Men jeg synes, at en verden uden forandringer er endnu mere skræmmende. Tænk hvis intet nogensinde kunne blive anderledes?

      Og fedt at du kan lide mandagstankerne. Jeg har SÅ mange kladder liggende og er også blevet helt glad for dem :)

      Svar
  9. Godt skrevet..Nu følger jeg din blog ikke fordi jeg spiser LCHF, men fordi du har masser af gode og inspirende opskrifter og tydeligvis elsker god mad :-)
    Jeg er selv ret konsekvent med kød, spiser primært vegetarisk for at have råd til at spise ordentligt kød når vi skal have kød ( Har også to døtre der er vegetarer) ( og jeg er allergisk over for fisk ) Hvad man dog ikke skal høre af kommentarer fra folk hvis man ikke spiser kød hele tiden.. Jeg vil kunne se min mad i øjnene, og har en holdning til hvordan min mad er produceret. Trist når folk bruger penge på lækre køkkener og så spiser skodmad. Så ja, jeg er også en del af mad eliten, en øko/spelt mor :-) Men har også både interessen og evnerne til at lave, og købe god mad, og kan heldigvis se det smitter af på mine børn.
    Jeg ved godt at nogen mennesker har begrænset midler, men er sikker på at man også kan prioriterer sine indkøb og stadig få ordentligt mad. Man kan jo f.eks skære ned på sukker, kød og halv og hel fabrikata.

    Svar
    • Åh gud ja. Køddiskussionen. Den er drøj men i disse veganertider går den begge veje. Uanset hvilken vej er det underligt at koncentrere sig så meget om hvad andre gør.
      Andre svære diskussioner: sukker – og alkohol! oh my…!

      Svar
  10. Jeg er langt hen af vejen enig i alt, hvad du skriver. Din blog er til stor inspiration, og jeg har heldigvis også midlerne og i øjeblikket tiden(går på barsel) til at vælge gode rådvarer og lave meget selv. Evnerne er en anden sag, hvorfor dine opskrifter er en stor hjælp?. I min normale hverdag med arbejdsliv, bliver det oftest til nemmere løsninger – økologiske nuvel men nemmere. Simpelthen fordi mine børn ikke rigtig gider og hjælpe i køkkenet, og jeg vil gerne bruge den sparsomme tid, jeg har med dem, på noget vi alle nyder.

    Der er dog et men i det, jeg skriver, og det er, jeg tror man i sin retorik virkelig skal passe på. Jeg forstår faktisk godt, hvorfor nogle bliver såret, når man indikerer(indirekte eller direkte) at deres madpakke til deres børn er uden kvalitet og tilsat skrammel. Specielt når man snakker madpakker og børn, tror jeg, man skal træde varsomt. Folk bliver hurtig såret, når de føler sig mindreværdig, også er den menneskelige natur, at man reagere med angreb som “speltmor”, “økohippie” m.m og ikke lytter. Der er altså bare ikke de samme følelser involveret, når man snakker haver eller lign.

    I min datters børnehave var jeg som en del af forældrebestyrelsen med til at indføre, at fødselsdage skulle fejres med frugt fremfor kage. Et super tiltag synes vi alle os ressourcestærke forældre, ja vi diskuterede endda at opfordre til at frugten blev økologisk. Efter noget tid blev vi kontaktet af pædagogerne som informeret om, at der faktisk var børn som ikke længere havde noget med til deres fødselsdag, og årsagen fra deres forældre var, deres madbudget på kontanthjælp simpelthen ikke dækket økologisk frugt til 20 børn. Puha tænkte jeg bare, jeg kan måske godt forstå, hvorfor de har bandet os væk, da vores ellers rigtige tiltag kom på bordet. Prøv at tænk hvis vi havde krydret det med ” fordi vores børn skal ikke have skrammel”.

    Jeg har ikke ordet i min magt som dig, men håber alligevel, du forstår, hvor jeg vil hen. Jeg er så enig i, at inspiration m.m. er vejen frem. Det er bare meget svært, når kvalitet, som du selv er inde på, koster mere end hvad den mange har råd til. Tidsmæssigt er der ligeledes rigtig mange, som simpelthen ikke kan lave alt fra bunden uden at det går udover andre vigtige ting. Jeg tror personligt, at det handler om at angribe præmissen fremfor de personer som vælger anderledes. Hvorfor skal økologi være så dyrt? kunne nogle af os med store udyrket haver måske give et hjørne til nogle som har tid og lyst til at dyrke grønsager og dermed få flere billlige løsninger? Ja jeg ved det ikke, men som del af madeliten, synes jeg bare, vi skal træde voldsomt varsomt og ikke få andre til at føle sig utilstrækkelig. Og det kræver virkelig en retorik som ikke kan misforståes som “angreb”, evnen til at børste meget af sig uden selv at gå til angreb og ikke mindst forståelse for andres præmisser. Måske netop der kan vi begynde at finde fælles løsninger.

    Svar
  11. Rigtig godt indlæg. Jeg oplever af og til, at der bliver gjort lidt nar af folk, der som jeg, tilstræber at leve økologisk. Så er man en øko-hippie. Vi har jo også hørt om speltmødre osv. Jeg er ligeglad – jeg spiser og lever, som jeg vil, og lader andre gøre det samme – men som du nævner – gør det vel ikke noget, hvis vi forsøger at inspirere hinanden til at hæve barren en anelse.

    Svar
  12. Den grimme misundelse over andre menneskers valg ses i mange sammenhænge. Personligt oplever jeg det, du beskriver, på min arbejdsplads, hvor min madpakke står til måls for mange spydige kommentarer. Den er tydeligvis hjemmelavet, yderst farvestrålende og stjæler således hurtigt opmærksomheden fra bordets øvrige madpakker. Jeg prioriterer gode råvarer og laver gerne alt fra bunden. Jeg kan, efter at have læst dit indlæg, se, at jeg klart hører til min arbejdsplads’ mad-elite, men det er ikke en kasse, som jeg tilstræber at være i. Det er mine kollegaers kommentarer, der sætter mig i denne kasse. Og når de gør det, så placerer de automatisk dem selv i “den anden” kasse. Hold nu op, hvor bruger jeg mange ressourcer på at forhindre, at kasserne støder sammen. Jeg skal klart blive bedre til ikke at undskylde min livsstil. En livsstil, som iøvrigt er kraftigt inspireret af hende fra Madbanditten ;) Det siger jeg dog ikke højt, for så ville jeg bare finde mig selv i endnu en kasse, nemlig LCHF-kassen. Jeg kan godt se, at jeg primært spiser LCHF, men det er nok mest af alt bare en tilfældig konsekvens af mine madvaner. Hvis noget kan ødelægge en tiltrængt frokostpause, så er det helt sikkert alle de kasser og folks travlhed med at proppe kollegaerne ned i dem.

    Tak for gode indlæg, Jane!

    Svar
    • Jeg undskylder også. Og så hader jeg mig selv for det bagefter. Som når jeg fx er til middagsselskab og min bordherre høfligt spørger: nå, og hvad laver du så? Og jeg er skidestolt af det, jeg laver men jeg ender alt for tit med at tale det ned, fordi jeg ikke magter de diskussioner, der følger med.
      Ikke helt det samme som din madpakkesituation men helt klart en situation, hvor jeg tager ansvar for at kasserne ikke støder sammen. Men helt ærligt: det er jo ikke mit ansvar!

      Svar