Chicken Korma eller kylling korma, selvom det lyder lidt skørt på dansk, er en krydret indisk gryderet med en dejlig cremet konsistens.
Jeg brugte selvfølgelig mit hjemmelavede Garam Masala krydderi. Helt tilfældigt var det jo ikke, at jeg lavede det!
Mine unger elsker alle slags gryderetter. Så snart de er bare en smule krydrede, udbryder Vega, at hun da sørme synes, det er for stærkt, hvorfor hun er nødt til at drukne retten i fed cremefraiche. Jamen æblet falder ikke langt fra stammen her…
Lad dig ikke skræmme af den lange ingrediensliste. Det er krydderier det meste. Krydderier, som med al sandsynlighed står på din krydderihylde i forvejen!
CHICKEN KORMA – 4 PERSONER
MARINADE
- 500 g kylling i tern
- 2 spsk olivenolie
- 2 tsk Garam masala
- 2 tsk karry
- 1 tsk salt og friskkværnet peber
SAUCE
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 1 rød chili
- 2 cm frisk ingefær, revet
- 1 lille spsk Garam masala
- 1 dåse kokosmælk + den tykke del fra en ekstra dåse
- 2 store spsk koncentreret tomatpure
- salt og friskkværnet peber
- 2 spsk kokosolie til stegning
- 1 håndfuld hakkede mandler til drys
RAITA-DRESSING
- 2 dl creme fraiche 38%
- ½ agurk
- 1 spsk friskhakket mynte
- ½ tsk spidskommen
- evt. lidt limesaft
TILBEHØR
- Blomkålsris
SÅDAN
2. Kom kyllingen og marinaden i en frysepose og lad det gerne marinere i en del timer i køleskab.
3. Steg kyllingen i rigeligt kokosolie, til den er næsten gennemstegt. Læg den til side, til saucen er klar
4. Blend løg, hvidløg, chili og ingefær med 1 dl vand til en fin puré
5. Varm 2 spsk kokosolie op i en gryde og svits løgblandingen i et par minutter. Tilsæt krydderierne og lad dem svitse med.
6. Hæld kokosmælk + kokoscreme og tomatpuré i og lad det koge op
7. Tilsæt kyllingen og lad retten simre i 10 minutter.
8. Smag til og drys med hakkede mandler inden servering.
RAITA-DRESSING
Riv agurken groft og pres væsken ud
Bland creme fraiche sammen med agurk, hakket mynte, spidskommen og evt lidt limesaft. Lad det gerne trække lidt inden servering.
Server hele herligheden med blomkålsris.
Hej Jane
Har prøvet flere af dine opskrifter og en succes hver gang. Tak for det.
Er det kylllingefilet der skal bruges til denne ret eller en “hel” kylling?
Ja det er kyllingebryst fx som jeg skærer i tern 🙂
Tak for svar 🤗
Det skal prøves i morgen.
Er vild med alle dine opskrifter og har stor glæde af din bog som jeg også har købt.
Kære Jane
Jeg har været omkring Chicken Korma MANGE steder – og din er uovertruffen! Selv ganget på til 80 personer går den lige hjem! Mange tak for en skøn blog
Ha ha ha ha.. jeg er vild med din datter 🙂
Vi kom hjem fra Oman for et par måneder siden, og her havde vi begået et mindre raid af krydderier, bl.a. karry og st. spidskommen, som jeg har et kærlighedsforhold til… men det er krydderier, der sparker r..! Så nu har jeg også creme fraiche på køl til de gange, hvor jeg har været for rundhåndet 😀
Ej hvor godt! Og jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der kan finde på at købe krydderier med hjem. Det føles jo næsten som at tage ferien med hjem, ikke?
Kan anbefale at drysse med et krydderi der heder kasoori methi, jeg bruger det når jeg laver butter chicken. Dufter skønt og så bruger de det også ofte i Indien på disse retter.
Fandt lige lidt left overs af krydderiet og mundvandet begyndte straks at løbe.
Måske er det ikke en sommerret som sådan men lige hvad jeg har lyst til i dag.
Jane fadet du servere det i hvor er det fra. Jeg har googlet og googlet uden held. Syntes kombinationen af porcelæn og træ er så frækt.
Åh det er et par år gammelt. Jeg tror nok, det er fra House Doctor 🙂
Mmmm, det lyder som en lækker ret. Den vil jeg lave til vi skal have ‘fantastisk tirsdag’ næste gang.
Koncepten er: vi skiftes til at stå for værtsskabet. vennepar og deres to børn dukker op kl. 17.30 vi spiser sammen, drikker en kop kaffe. Og de damper af igen kl.20 😄
Glæder mig til at prøve denne ret.
God søndag 😊
Det koncept er genialt! Vi havde noget lignende med vores underbo (vi bor i villalejlighed) dengang vores børn var små. Det lettede helt vildt og når man selv skal lave mad, gør det jo ikke en kæmpe forskel om man skal lave til 4 eller 8.
Lavede den i går da jeg havde det der skulle bruges. Hold nu fast hvor var det lækkert. Glædede mig til frokost i dag men min anden halvdel havde haft nøjagtig samme tanke og væk var det.
Jeg må straks i gang igen for jeg kan slet ikke få den ud af hoved og nok. Tænk at noget så nemt kan smage så vidunderligt. Mums siger jeg bare
Ja, det er det fantastiske ved denne! Elsker når noget er nemt OG smager megagodt!