Jeg kan da ikke leve af salat og omelet!

Forleden fik jeg en kommentar, som jeg først sad og smilede lidt over, men som jeg bagefter tænkte måske var mere almindelig, end jeg først lige havde tænkt.

Kommentaren kom fra en læser, som var på ferie i udlandet. “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg gerne vil spise LCHF på ferien”, spurgte hun mig. “Jeg har loppefrøskaller og mandelmel –  jeg kan jo ikke leve af salat og omelet hele ugen. Hvad gør du? Hvad tager du med hjemmefra?”

Jeg kan jo ikke leve af salat og omelet

Måske grøn salat og omelet tre gange om dagen bliver lige vel ensidigt i længden, men mon ikke der også findes kød og smør på feriedestinationen. Eller olivenolie. Det gør der trods alt de fleste steder i verden. Og det er jo faktisk det, som LCHF er. Grøntsager, kød og fedt. Brød bagt på nøddemel og low carb brownies er en afvigelse. En afvigelse, som kan være helt fin, men som stadig er en afvigelse.

Lyder det for kedeligt, synes du? For besværligt eller for svært? Jeg synes det omvendte. Jeg synes, det er nemt. De fleste steder i verden, jeg har været, har de serveret grøntsager, kød og fedt i et eller andet omfang. Det er ikke altid, at smørret har været økologisk og fra græsfodret kvæg, men derfra og så til at give slip på det hele og leve af brød og is, indtil man igen er hjemme og kan bage low carb brød, synes jeg, der er et stykke.

I de sidste par år har jeg undret mig over, hvorfor nogen har kæmpestor succes med LCHF, mens andre kæmper meget og ikke får lige så hurtige eller gode resultater. Det kan der findes lige så mange årsager til, som der findes mennesker, tænker jeg, men en af dem tror jeg godt kan ligge i vores forskellige fortolkning af, hvad LCHF egentlig er.

Læs om LCHF her: Hvad er LCHF?

TILVALG ELLER FRAVALG
Der er også stor psykologisk forskel på, om man lægger fokus på alt det brød og alle de søde sager, man ikke længere skal spise, eller om man i stedet vælger at glæde sig over den fede, lækre brie, og de lækre smørstegte æg, man spiser med bacon til morgen. Det er to helt forskellige mindset. Det ene handler om fravalg og afsavn og “det er lidt synd for mig”. Det andet handler om tilvalg. Hvilket mindset tror du er nemmest at få succes med?

Jeg har altid opereret med positive tilvalg. Jeg vælger de gode ting til og mest af alt vælger jeg mit velbefindende til. At jeg ikke spiser brød fx, fylder ærligt talt forsvindende lidt.

FERIE VS. HVERDAG
Men tilbage til, hvad jeg “gør”, når jeg holder ferie.

Jamen, jeg gør ikke rigtigt noget anderledes. Eller jo, det gør jeg. Jeg drikker fx mere alkohol – haha! Og når jeg er i de varme lande, spiser jeg også lidt anderledes. Jeg spiser lidt lettere og spiser mere paleo-agtigt, hvis jeg skal sætte sådan en etiket på. Mindre flødesovs og mere frugt. Det er det, jeg har mest lyst til, når det er meget varmt.

Det eneste, jeg tager med mig (hvis noget) er et glas kokosolie. At kunne få fedt nok (af ordentlig kvalitet) er noget, jeg vægter højt, uanset hvor jeg er i verden. Fedt gør mig mæt og glad.

Nu er ferien jo slut for de fleste, men trænger du en anden gang til lidt inspiration, kan du her læse om, hvad jeg tager af forholdsregler, når jeg rejser. Indlægget er godt nok fra 2012, men det meste holder stadig!

Fem tips til sund mad på ferien

linje.png

Vil du have mere af samme skuffe, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev. Tilmeld dig lige her:

Ja tak, tilmeld mig nyhedsbrev!

Få 7 dage gratis af MadbandittenPLUS

Få energiberegninger på alle opskrifter og egen favoritside og slip samtidig for forstyrrende annoncer.

Start gratis prøveperiode nu

 

8 kommentarer til “Jeg kan da ikke leve af salat og omelet!”

Skriv en kommentar

  1. Hmm…må nok læse lidt (mere igen) om kokosolien…..OG LCHF når jeg kommer hjem fra 6 ugers ferie med ikke sååå sund mad hele tiden …spiser alm.vis Sense…men vil nok dykke ned i din koststil igen….min datter lever ret Striks og har tabt sig ret meget…lige før det er for meget ?? men det varer nok længe inden jeg kommer dertil ?? med du er virkelig meget inspirerende…og øøhh..jeg har da en af dine bøger..den må støves af ? måske på genskriv om et par mdr. ?

    Svar
  2. Hey Jane. Dejligt at have dig tilbage fra ferie igen. Jeg har savnet dine indlæg på Banditten. Jeg er ikke Facebbok, Twitter eller Instagram bruger så du har været savnet. Kokosolien er en life saver. Jeg var til min datters efterskole afslutning. Det store sønderjydske kagebord 230 forældre havde bagt. Imponerende men nej tak med min lille plastbeholder med kokosolie i tasken lige til at putte i kaffen behøvede jeg ikke kage følte mig godt mæt og tilpas med kaffe og olie. Jeg er også blevet så glad for Cod Liver Oil. De to olier giver mig den mest fantastiske hud. Jeg plejer at være tør i huden som saharas ørken det er slut. Forleden skulle det gå lidt stærkt ind i butikken købe olien ud igen. I en uge tænkte jeg nu har jeg godt nok vænnet mig til den for der var slet ikke fiske fornemmelse hmm indtil jeg fik set at det var den forkerte olie Omega 3. Jeg måtte afsted igen for jeg syntes slet ikke Omega 3var nær så god som Cod Liver. Så du har givet mig nogle skønne vaner på den dejligste måde. Det er forøvrigt også den bedste måde at spise på når man rejser. Jeg syntes altid der er nem tilgang til maden ost oliven nødder kylling og grønt især det grønne smager ofte meget mere solmodent sydpå. Nå sikke en “smør”e. Ha en rigtig dejlig weekend ?

    Svar
    • Hvor er det bare en sød kommentar! Tusind tak Heidi! Det er dejligt at være tilbage ved bloggen igen med sådan en modtagelse :)

      Svar
  3. Jeg var i London i sommerferien og var på forhånd forberedt på at skulle leve af hotellets morgenæg…. Jeg er vegetar og derfor ingen pølser og bacon til mig. Jeg havde et helt skævt billede af hvad der var af muligheder og forestillede mig bare en masse friturestegt mad og intet grønt, men jeg må sige at jeg blev SÅ positivt overrasket. jeg opdagede at en salat i London var langt mere end iceberg og tomater. Jeg fik de lækreste grøntsager blandet i spidskål, spinat eller grønkål toppet med alt fra avocado – blomkål – broccoli – aubergine – artiskok YOU NAME IT! Det var krydret, stegt og kogt ordentligt og så lærte jeg at jeg kunne få hvad som helst hvis jeg bare spurgte.. Kan jeg få ekstra feta, humus, mandler, æg eller hvad jeg nu lige havde lyst til… Lækker mad, ingen sult, glad mave og SKØØN FERIE.
    Lonnie

    Svar
    • Ej hvor dejligt! min oplevelse af New York var den samme, nemlig at man kunne få næsten hvad som helst, hvis bare man bad om det. Herhjemme skal jeg stadig tit forklare igen og igen, at det altså er rigtigt, at jeg gerne vil have burgeren uden brød eller piskefløde i min kaffe.

      Jeg tænker, det bliver nemmere med tiden. Danmark hænger jo bagefter, hvad sådan noget angår :)

      Svar
  4. Jeg skal snart til Grækenland, og vil tage et glas kokosolie med mig. Vi har købt ferien med morgenmad, så jeg håber at der er nogle gode valgmuligheder dér, og de andre måltider er vel bare noget med kød, salat og feta – mon ikke jeg så burde kunne klare mig nogenlunde?
    Men med hensyn til det der kokosolie … Sådan helt lavpraktisk, kan du så ikke lige forklare mig fremgangsmåden?
    Tager du glasset med ned til morgenmad, og putter olie i din kaffe? Og hvad med restaurantbesøg, hiver du også glasset frem dér? Eller hvad gør du, for jeg har åbenbart ikke meget fantasi lige på det punkt ?
    På forhånd tak for svar, og god dag ?

    Mvh Mette

    Svar
    • Grækenland bliver nemt, tror jeg. Masser af grøntsager, kød og olie :) Vi skal afsted til september og jeg glæder mig helt vildt.

      Jeg plejer at have kokosolien med i glasset, som jeg har på værelset. Med ned til morgenmad eller andre steder har jeg en lille beholder og en teske i min taske. Jeg bruger disse https://www.naturebaby.dk/shop/3-runde-snackbokse-9229p.html men andre kan være lige så velegnede :)

      Rigtig god ferie.

      Svar
  5. Det er helt rigtigt, det du skriver – netop om man opfatter det som et til eller fravalg. For mig, rent personligt, betyder det et kæmpe fravalg (brød etc.), det har jeg selv været længe om at indse, men nu er det bare blevet nemmere af at have accepteret, at det sådan er for mig. Og derfor tager jeg for mig af alt det hele – godt med fedt, godt med grønt og en anelse mindre brød. Men hey, det virker super fint for mig :)

    Svar