LCHF, ketose og ‘cheat days’

Cheat days er noget af det, jeg får allerflest spørgsmål om. Hvordan kan jeg få alle goderne ved LCHF og stadig få lov at spise alle mine yndlings-carbs engang imellem. Well…

I dag skal det handle om ketose og om, hvad der sker, hvis man en dag spiser en masse kulhydrater eller drikker en masse alkohol og derved ryger ud af ketose. Det var nemlig et af de spørgsmål, der gik igen, da vi holdt spørgerunde sidst.

For at besvare spørgsmålet rigtigt, kom jeg lidt vidt omkring.

Spørgsmål, der besvares i dette indlæg:

HVAD ER KETOSE?

Det kan du høre mig fortælle om lige her:

Vil du hellere læse svaret, kan du læse det her nedenfor:

Mange opfatter ketose som en slags turbotilstand til vægttab, og det er også (ofte) meget effektivt til vægttab. Men at være i ketose er ikke lig med vægttab, og jeg oplever, at en del går galt i byen der.

Ketose har faktisk slet ikke noget med vægttab at gøre. Ketose er en metabolisk tilstand, hvor kroppen bruger ketonstoffer til at forsyne kroppen med energi i stedet for glukose. De fleste af kroppens celler fungerer lige fint på glukose som på ketonstoffer. Ketonstofferne udvindes af fedt – kroppens primære energikilde bliver altså fedt.

Hjernens glukosebehov

Hjernen har normalt et dagligt glukosebehov på ca. 120 g. Men kun i det tilfælde, at den mængde glukose er tilgængeligt (hvilket den jo er på en kost med mange kulhydrater).

I fraværet af kulhydrater nedsættes hjernens glukosebehov til 20 g. Dvs. at størstedelen af hjernens energiforsyning nu foregår ved hjælp af ketonstoffer. De 20 g glukose skal hjernen da enten have tilført gennem kosten, men skulle vi vælge at spise NO CARB  i stedet for en LOW CARB (hvilket jeg ikke anbefaler), vil kroppen selv danne denne mængde glukose af protein og fedt via en proces, der hedder glukoneogenese (et langt ord, der betyder “nydannelse af glukose”).

Hvorfor ketose er effektivt til vægttab?

Grunden til at ketose ofte kobles sammen med vægttab er dels, at ketose er en fedtforbrændende tilstand, hvilket selvfølgelig er smart, hvis man ønsker at gå ned i (fedt-)vægt.

Men en anden smart ting ved ketose er, at ketonstofferne har en appetitdæmpende effekt. Ret så appetitdæmpende, faktisk.

Det betyder, at man kan spise færre kalorier og derved gå ned i vægt uden at sulte, og det er i virkeligheden en af de største årsager til, at LCHF er så effektivt til vægtnedgang.

Så hvordan kommer man i ketose?

Jamen, det gør man ved at spise en relativt striks LCHF-kost, fx med max 50 g kulhydrater om dagen.

Læs mere om det:

HVAD ER STRIKS LCHF EGENTLIG?

OPTIMAL KETOSE – MINE ERFARINGER

HVOR BLIVER FEDTET AF?

Mange er stadig farvede af årtiers information om fedt, der lagrer sig i årene og fører til åreforkalkninger, blodpropper og hjertekarproblemer, men for at forstå LCHF, er det nødvendigt at se det med lidt andre briller.

Som beskrevet ovenfor, sker der altså det, at fedtet omdannes til energi i form af ketonstoffer.

Så svaret på, hvor fedtet bliver af, er ganske enkelt: Det bliver brugt som energi!

I det tilfælde, at vi spiser mindre energi (=færre kalorier), end vi forbrænder, vil kroppen i stedet forbrænde fedt fra kroppens fedtlagre. Det er her, vi tærer på kroppens fedtdepoter og går ned i (fedt-)vægt. Spiser vi derimod et overskud af kalorier, vil kroppen lagre den overskydende energi som fedt.

KETOSE – KETOACIDOSE

Forbavsende mange (også fagfolk) forveklser ketose med ketoacidose. Hvor ketose er en metabolisk tilstand, hvor kroppen bruger ketonstoffer som energi, er ketoacidose en syreforgiftning i blodet, som opstår hos type 1-diabetikere, der har tårnhøje ketonniveauer og højt blodsukker på samme tid. En tilstand det ikke er muligt for raske mennesker at nå.

HVAD NU HVIS JEG “FALDER I” ELLER HAR EN “CHEAT DAY”?

Skader det mere, end det gavner at spise LCHF og være i ketose og så én gang om ugen gå i byen og drikke alkohol eller spise en pose slik i biografen og derved ryge ud af ketose?

Det er svært at svare helt entydigt på dette spørgsmål, men her er i hvert fald mine tanker om det.

Eller læs det uddybende svar her:

Er kroppen i ketose, og afbrydes ketosen ved indtag af alkohol eller sukker, er der ikke umiddelbart nogen skade sket, som jeg ser det. På en ketogen LCHF-kost har kroppen tømt sine glykogenlagre (populært kaldet kulhydratdepoter, altså kulhydrater lagret i hhv. lever og muskler). I første omgang vil disse lagre altså blive fyldt op. De nu fyldte glykogenlagre binder noget væske til sig, og derfor vil du kunne se en vægtopgang, hvis du skulle finde på at veje dig dagen efter dine eskapader. Det er bare væske, og der er ingen grund til panik (om end det kan være irriterende med en vægtopgang på 2-3 kg).

Går du fluks tilbage til din LCHF-kost, vil kroppen som regel være tilbage i ketose inden for 1-3 dage. No harm done.

Men… det betyder, at du ud af ugens 7 dage har 1-3 dage, hvor kroppen ikke kører på effektiv fedtforbrænding, og det kan måske have betydning for din evne til at blive helt fedtdrevet, og det kan påvirke din vægtnedgang (hvis du er interesseret i en sådan).

Generelt vil jeg anbefale at bruge den tid, det tager for kroppen at blive helt fedtdrevet, før du begynder at eksperimentere med den slags. Jo bedre kroppen er tilvænnet LCHF, jo hurtigere kommer den tilbage til ketose efter et sidespring, er min erfaring.

HVORNÅR ER CHEAT DAYS EN GOD IDÉ?

Mange oplever muligheden for en ugentlig cheat day som befriende, og det kan være med til, at man lykkes med at fastholde livsstilen på den lange bane. Alene udsigten til en gang om ugen at kunne spise ting, man måske savner, kan fjerne lysten de øvrige dage. Og det er jo bare super.

En pudsig observation er, at mænd ofte slipper nemmere afsted med ‘cheat days’, end kvinder gør. Livet er uretfærdigt nogle gange…

Der findes også mange teorier og planer, som netop går ud på at have en ugentlig cheat day. De går under navne som Carb Nite, carb back loading, carb cycling og lign. Jeg kender dem ikke til bunds men google dem, og du finder tonsvis af information.

SÅ SKADER DET MERE, END DET GAVNER?

Nej, det synes jeg helt overordnet ikke.

Det er ikke det, vi gør engang imellem, der påvirker vores sundhed og vægt, det er det, vi gør til daglig, der tæller, som der også står i mit Mission Statement.

Og at man engang imellem går ombord i alkohol eller sukker ville aldrig blive bedre af, at ens hverdagskost var kulhydratrig. Tværtimod, vil jeg mene. At man går på McDonalds en gang imellem ville fx heller ikke blive bedre af, at man gjorde det hver dag.

HVORNÅR ER CHEAT DAYS EN DÅRLIG IDÉ?

Det er en dårlig idé for dig, der føler dig afhængig af sukker/kulhydrater eller for dig, der oplever, at dine ‘cheat days’ giver dig problemer med at komme tilbage på sporet, og den ene ‘cheat day’ tager den anden i endeløs strøm.

Og jo flere gange du ikke lykkes, jo skrappere midler tager du i brug: færre kulhydrater, færre kalorier, endnu mere træning. Og jo mere du skruer bissen på og strammer buen, jo mindre bliver din chance for at lykkes. Intet – som i INTET – skaber cravings og sukkertrang som et for stort kalorieunderskud. Just don’t go there!

En rigtig skidt kombi vil være den, hvor du hver dag starter din dag med at spise god og fed LCHF-mad, for hver dag at se dig slået tilbage på sukker og brød. At spise fed mad den ene halvdel af dagen og loade op på sukker om eftermiddagen og aftenen, hvor impulskontrollen er lavere, er altså vejen til temmelig hurtig vægtøgning.

Jeg har aldrig opereret med koordinerede cheat days. Det skaber alt for mange cravings i mig, og det er ikke besværet værd. Jeg afviger dog stadig i forbindelse med festligheder, restaurantbesøg osv. og tager så den eventuelle ballade bagefter, men det er ikke noget, jeg gør på ugentlig basis.

I øvrigt hader jeg ordet ‘cheat day’ omtrent lige så højt, som jeg hader brugen af ordet ‘synde* i forbindelse med mad. Jeg kunne simpelthen bare ikke finde på et bedre udtryk her…

Det var alt for denne gang. Håber, det kunne bruges. Næste emne bliver vægt og vægttab og min egen historie om, hvordan det hele startede, og hvad det betød for mig (og min vægt).

Hvad er ketose og hvordan kan det bruges til vægttab? Og er cheat days en god eller dårlig idé?

LCHF, ketose og 'cheat days'

Udskriv Pin
|

Ingredienser

  • Hvad er ketose?
  • Hvorfor er ketose effektivt til vægtnedgang?
  • Hvor bliver fedtet af når man spiser LCHF?
  • Hvis man er i ketose og afviger med sukker eller alkohol hvad sker der så?
  • Skader det så mere end det gavner at hverdagskosten er LCHF-inspireret?
  • Hvornår er Cheat Days en god idé?
  • Hvornår er Cheat Days en dårlig idé?

Sådan gør du

  • Jeg har svaret i en kombination af tekst og tale. Se og læs begge dele, så får du det hele med!
  • Det blev et rigtig langt indlæg, så lav lige en kop kaffe og sæt dig godt til rette, inden du går i gang. Og husk at scrolle helt ned i bunden for at sikre dig, at du får det hele med!

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

33 kommentarer til “LCHF, ketose og ‘cheat days’”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Hej ?
    Jeg er allerede godt kørende i min ketose og har det godt. Jeg er inviteret til en fest om en måned og ved, at det ikke bliver muligt at holde min keto-plan den aften – hvilket også er okay. Jeg har dog hørt, at man godt kan opleve at blive dårlig, hvis man en dag får for mange kulhydrater, når man er vant til keto-mad. Jeg synes dog ikke, at jeg kan finde noget omkring det, ligesom jeg ikke kan umiddelbart kan finde ud af om jeg skal igennem ketoflu-symptomer igen efter en dag i “kulhydratoverflod”.
    Kan du hjælpe mig med, hvordan jeg bedst griber det an, hvad jeg kan forvente både på dagen og måske dagen efter? ?

    Svar
  2. Tak for en virkelig god og informativ blog. Jeg har fulgt dig med mellemrum igennem årene og finder altid god inspiration og grundig information.

    Jeg har igennem flere år sådan on-off brugt LCHF og det har altid fungeret supergodt. Jeg har heller ikke behov for vægttab og er så heldigt stillet at min krop er god til at signalere til mig og at den fungere godt på de fleste diæter, så længe jeg spiser overvejende mange grønne grøntsager.

    Jeg faldt over dette indlæg, fordi jeg den seneste tid har haft lyst til at eksperimentere lidt med ketose i forbindelse med min pollenallergi der med de sidste års varmere somre er blevet lidt værre. (Ja, regnfulde somre er en Lise for os med meget polenallergi). Så nu giver jeg det et skud i en periode, for mine allergisymptomer bliver altid bedre, når størstedelen af mit energiindtag kommer fra gode fedtkilder.

    Jeg er også stødt på termen “Cheatdays” eller “Snydedage” mange gange og jeg HADER de ord fordi der følger så meget skam og skyld med. Jeg kalder dem i stedet for NYDEDAGE. Jeg bedre, sjovere og langt mere lovligt. Og når man nyder noget kan man ikke skamme sig, for så nyder man jo ikke ;-)

    Nå, det var bare en masse ros til dig og en lille tanke om at nyde i stedet for at snyde.

    Svar
  3. Hvis jeg vil have en “hygge aften” /gæster el. lign. Er jeg så bedre stillet med at vælge ketose “hygge/kcal/kulhydrater” end alm. kage/slik/brød? Også selvom jeg så kommer op over max i kulhydrater.
    Der fineds jo mange opskrifter på både kager og brød – men ryger jeg ud af ketose alligevel? Lige nu køre jeg striks/underskud kcal. pga. ønske om vægttab, men med tiden skal jeg jo gerne finde et realistisk leje. I “gamle dage” ville jeg med ønske om vedligeholdelse af vægt, ofte “samle” kcal underskud” i løbet af ugen og så brande dem af til en fest el. lign. Kan jeg gøre det på keto? Jeg ved godt at appetitten/cravings falder, men der vil jo både komme fødselsdage osv.
    Mvh Vicky Lund

    Svar
    • Ja det synes jeg måske nok egentlig overvejende, du er. I hvert fald vil det gøre det langt nemmere næste dag bare at fortsætte som om intet var hændt. Om man ryger ud af ketose synes jeg egentlig i den sammenhæng er uden betydning.

      Der er heller ikke noget i vejen for en gang imellem at spise flere kulhydrater men det er individuelt hvor godt det fungerer og det skal gribes lidt strategisk an.

      ift. kalorier og vægttab er det det samme om du spiser keto eller anden kost. Det er det samlede kalorieindtag, der afgør om du går ned i vægt eller ej.

      Hvis du tilfældigvis bruger Lifesum, bør du lige læse her: https://www.madbanditten.dk/2019/01/28/begynderfejl-9/

      Svar
  4. Hej Jane

    Jeg har netop købt din keto plan, og kan se at hver dag indeholder 15-1600 kalorier. Diætister mm har altid fortalt mig, at hvis jeg skal tabe mig, så skal jeg ligge på 1200 kalorier.
    Skal jeg stadig indtage som planen fra dig eller skære ned?
    Istedet for morgenmads kaffen, kan der da indtages en form for smoothie? Greenie?

    Og må fisk byttes ud med kylling?
    Og til sidst, må jeg bytte retter ud med andre keto retter fx fra din side så ca samme kalorie antal?
    Vh Berit

    Svar
    • Hej Berit

      Jeg synes, du skal følge planen som den er mht. kalorieindtag. I starten er det vigtigst at du er mæt og efter en uge eller to, når din krop er ved at have fået fedtforbrændingen op i gear, vil du opleve en nedsættelse i appetit, som vil regulere det hele for dig. Din prioritet i starten er at holde kulhydratindtaget lavt. Pyt med resten.

      Du kan fint bytte fisk med kylling men du skal hverken drikke smoothies, greenies eller andet. Du skal spise kød, grøntsager og fedt.

      Og husk at følge saltanbefalingerne.

      God fornøjelse.

      Svar
  5. Måske kunne man kalde det en “fridag”? En kost-fridag, eller en LCHF-fridag, lyder måske mere af, at man har “taget fri” fra at tænke over, hvad man spiser.. selvom det stadig godt kan have en lidt negativ klang. Men måske er det lidt mindre negativt end “snyd” :)

    (Jeg har ikke læst alle kommentarerne, så måske er det allerede blevet foreslået – i så fald beklager jeg, haha).

    Sikke en god blog!

    Mvh Sidsel

    Svar
  6. Hej Jane!

    Jeg har en god ven som jeg mødes med hver weekend. Vi plejede at være meget på slik, cola og fast-food og jeg har ikke lyst til at ændre rutinen alt for meget. Til gengæld vil jeg heller ikke “falde af vognen” og spise slik.

    Så indtil videre har jeg fundet på dette system: Jeg laver mad som jeg ved, at han også kan spise, som f.eks. cheeseburgere (hvor han spiser det med brød og jeg med salat) og kyllingeretter (han laver ris til sig selv og jeg tager noget sundt til).

    Han drikker cola og jeg drikker vand. Ærligt talt har jeg virkelig ikke lyst til andet lige nu, hvilket er en lettelse :)

    Og endelig til slikket: Jeg er begyndt at eksperimentere med LCHF slik opskrifter, dvs. nogle af dem der er lavet på avokado og æg og det dækker meget godt mit slik-behov og han har sit eget. Jeg har endda set ham række ud efter også at prøve mit :)

    Så systemet går på at jeg vil holde mig stramt til reglerne i løbet af ugen og i weekenden giver jeg så mig selv lov til at spise så meget jeg vil – hvis bare det er hjemmelavet og LCHF.

    Langt hen ad vejen kan jeg – selv hvis jeg anstrenger mig – ikke spise mere end et par stykker før jeg mister lysten, så slemt bliver det ikke. Og det værste der kan ske er at jeg får en smule for meget protein :)

    Er det ok at fortsætte på denne måde, selvom jeg er på Striks LCHF, eller burde jeg holde mig lidt i nakken i stedet?

    Svar
    • Det synes jeg da lyder superfint! Det gælder jo lige netop om at finde strategier til at håndtere de ting, vi hver især møder i vores liv, og det lyder det til, at du er kommet godt omkring her :)

      Svar
  7. Hej Jane,

    jeg ville meget gerne i gang med LCHF af flere årsager, men den vigtigste er vægttab uden sult og cravings og ingen oppustede maver! Men. Hvor skadeligt er det for kroppen, hvis man spiser efter LCHF til dagligt, men alligevel spiser sin sædvanlige pose slik i weekenden? Jeg tænker både på fx kolstorol (kroppens sundhed) men også, om vægttab er helt umuligt (jeg har ikke travlt). Min kæreste spiser slik/kage mindst to gange ugentlig.

    Svar
    • Jeg tænker, at du ikke vil få det resultat, du leder efter med LCHF på den måde. Den ugentlige pose slik vil trække dig ud af den fedtforbrændende tilstand (ketose), og det er den, der tillader at du går ned i vægt uden at sulte. Efter slikposen vil der gå 1-4 dage før du er i ketose igen.
      Desuden vil sukkeret formentlig give dig oppustethed (sukker er en af de værste syndere ift. oppustethed hos mig).
      Hvis posen med slik er vigtig, ville jeg vælge en anden tilgange end LCHF. Hvis du kan gemme den enkelte slikpose til fx en gang om måneden, kunne det måske gå men svært at spå om selvfølgelig :)

      Svar
  8. Hej Jane! Det var meget interessant! Jeg vil ved hvor kan man få sådan en ketose måler?
    Jeg træner samtidig med at jeg prøver ( for første uge ) at komme i ketose. Er det ok at drikke en protein portion( med laktose fri mælk, isoprotein dvs udenkulhydrater) efter min træning? Er det ikke for meget for min lever?
    Kan du en anden gang snakke lidt om stoftskifter gennem leveren og hvordan denne påvirkes af lkhf og ketose?
    Mange tak
    Mvh
    Francis

    Svar
  9. Hej Jane,

    Jeg så din vlog for et par dage siden, og jeg vil høre dig, om du har eller kender til noget videnskabeligt belæg for ketose? Jeg formoder der er relativt sparsom research indenfor området med udgangspunkt i hverdagskost, og altså dermed LCHF, men måske tager jeg fejl? Tanken bag er interessant, men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvordan det biologisk set hænger sammen :-)

    Svar
    • Jeg formoder, at du ikke mener videnskabelig belæg for at ketose findes ;-)

      Der findes faktisk forbavsende meget research om ketose/ketogene diæter som LCHF. Udfordringen kan være at finde undersøgelser, der har kigget på lige nøjagtig det, man specifikt spørger til. Mange kigger jo isoleret på fx vægt, sygdomme og lign. Derfor er det et arbejde at stykke sammen.

      Kender du PubMed-databasen? Der kan du frit søge i videnskabelige artikler.

      Jeg har trukket et par stykker frem til dig her:
      http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20679559
      http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25178568

      Svar
  10. Min mand og jeg er begyndt at indføre et par carb-load dage. Det blev vi anbefalet efter at have haft en periode, hvor vi slet ikke følte os mætte, på trods af at spise striks LCHF for 4 voksne. Et carb-load måltid senere var vi dejlig mætte i og blev ved med at være det fremover. Det er vidst noget med hormonbalancen, men jeg har ikke styr på det. Det virker bare, hvis vi kommer ind i en periode, hvor vi ikke kan spise os ordentligt mætte.

    Svar
    • Hej Julie Herold Skriver :)
      De der carb-load dage du taler om, er det så hele dagen I spiser sådan eller som mellem måltid?

      Svar
  11. Hej Jane.
    Jeg er vild med din blog og har brugt rigtig mange af dine opskrifter de sidste par år. Men jeg synes, jeg har meget svært ved at finde ud af, hvor meget man kan/må spise for stadig at tabe sig. Du skriver selv i starten af dette indlæg, at hvis man indtager færre kalorier end man forbrænder, så taber man sig. Netop dette lever jeg stramt efter og bruger Mad-Log til at holde styr på det. Men så synes jeg det er meget svært at bruge dine opskrifter med smør og fløde, nødder og olier, for det vælter jo fuldstændig regnskabet i løbet af en dag. Hvordan styrer man det?
    Mange hilsener Tina

    Svar
    • Hej Tine
      Det er den del, der ofte giver sig selv på LCHF. Den fede mad er med til at mætte mere og derved spiser du mindre. Skærer du fedtet fra af hensyn til kalorierne, vil du blive hurtigere sulten og derved spise mere.
      Det er også derfor jeg ikke er specielt vild med kalorietælling som redskab til andet end stikprøver.
      I øvrigt vælter kulhydratkilderne også nemt regnskabet. Der skal ikke meget brød, pasta etc. til. Og for disse kalorier får du (ofte) ikke samme mæthed for pengene.
      Så det er lidt et catch 22. Så længe du sparer på fedtet, vil du blive hurtigere sulten. Og omvendt :)

      Svar
  12. Altså hvor der skønt med disse indlæg. Jeg får bekræftet, at alt jeg har læst er forstået. Har 3 bøger som bliver læst og slået op i flittigt. Jeg bruger heller ikke ordet cheat days, hvis jeg bliver lækkersulten bruger jeg bøgernes opskrifter. De er jo fyldt med lækkerier. ?

    Svar
  13. Hej Jane! Fedt indlæg!
    Jeg har lige en kommentar/uddybelse.
    Mht. til “cheat-days”, så er vi mange, der bruger mere end 1–3 dage på at komme (tilbage) i ketose. Som jeg kan læse mig til, kan det for nogle tage op til fjorten dage eller mere, at komme i stabil ketose. De fleste vil dog på maks. 4–7 dage komme tilbage, men det kræver muligvis at du lever meget striks de dage. For mig er det forskelligt, hvor lang tid det tager. Jeg er også en af dem, som helst skal under 15 gram om dagen, for at komme i ketose.
    Husk, at blodprøven kan snyde, hvis du spiser meget kokosolie, da det omdannes til ketoner i leveren!
    PS: Når det er sagt, er alkohol ikke det værste på den måde. Det er muligvis ekstra usundt når du er i ketose, men det kan ikke lagres som glukogen i kroppen, og derfor vil det være hurtigere at komme tilbage i ketose.

    (Når jeg skriver, at det kan være ekstra usundt, er det fordi, at du i ketose er afhængig af at omdanne fedt til ketoner i leveren, men hvis der er alkohol i blodet, er leveren optaget af at nedbryde alkohol, og kan derfor ikke (i samme grad) producere ketoner. Det kan i værste fald betyde, at nogle af dine celler (herunder hjerneceller), får for lidt næring.

    Svar
    • Du har ret. Selvfølgelig er det individuelt. Jeg taler dog ud fra en krop, som er fedtdrevet (min egen bl.a.) I starten kan det tage længere tid og kræve mere drastiske metoder. Det er derfor jeg anbefaler, at man ikke begynder at eksperimentere med dette, før man har vænnet kroppen helt til LCHF.
      Og jeg er opmærksom på kokosoliens ketonsproducerende effekt og måler altid kun blodketoner om morgenen.
      Super info med alkohol. Af samme grund (sikkert) oplever jeg at blive beruset af ganske små mængder alkohol. Det er faktisk lidt irriterende ;-)

      Svar
  14. Hej Jane
    Jeg bruger aldrig selv cheat day eller synde dag, mere :-)
    Nu er det en belønning for at jeg har været god. Så smager det også bedre samt slukker lysten til det søde.
    Blot min egenmåde at styre det.
    Godt inlæg :-)
    Vh
    Niels

    Svar
  15. Godt oplæg, som sædvanligt. Men det gjorde mig lidt nysgerrig. Mht ketose skriver du her at 50 gr kulhydrat er grænsen, men er det ikke også meget afhængigt af personen eller hvordan? Jeg plejer at ligge under 30 gram dagligt nemlig.

    Svar
    • Jo, det er individuelt. Og det afhænger også meget af, hvad kulhydraterne bruges til. Bruges de fx til salatgrønt og kål kan man gå længere op end hvis man bruger dem på mejeriprodukter og mørk chokolade. Det afgørende er ikke antallet af kulhydraterne, men mængden af insulin, der udskilles. Insulinindexet peger fx på at ost giver lige så høj udskillelse af insulin som brød – på trods af at det er kulhydratfrit. Så i virkeligheden er det jo bare mere kompleks end bare et antal kulhydrater.
      Nogle har brug for at gå ned til 20-30 g kulhydrater om dagen for at nå i (optimal) ketose. Når først man er der, kan mange (bl.a. mig) sagtens gå op til 50 g uden at ryge ud. Så det er også to forskellige tilstande at tage højde for.

      Svar
      • Interessant! De mejeriprodukter jeg indtager er primært ost, fløde og creme fraiche (38%) og resten af mine kulhydrater stammer så fra de grøntsager jeg får i løbet af dagen. Jeg skulle måske støve mit glykæmiske indeks af og undersøge lidt mere.

        Svar
        • Ikke glykæmisk index. Insulin-index. To meget forskellige ting! Insulinindexet kan forklare hvorfor nogen oplever bedre at kunne komme i dyb ketose uden mejeriprodukter – her synes fløde og smør dog ikke at være de store syndere men især ost, som jo ellers “går fri” pga. at de ikke indeholder kulhydrater. Det er mælkeproteinet, der giver insulinudsondringen.
          Jeg vil dog nævne, at jeg sagtens kan være i ketose og spise mælkeprodukter – uden problemer. Så igen, stadig individuelt og ovenstående er mest tænkt som troubleshooting, hvis man ikke kan få det til at fungere :)

          Svar
  16. Tak for nogle fede vlogs :) Du har en skøn udogmatisk indstilling til tingene som altid tager højde for at vi blot er mennesker (og hvis man går om bord i forskellige andre LCHF/keto-blogs, videoer etc, vil man opdage at det langt fra altid er tilfældet).
    Jeg er selv på dag elleve af mit en måneds “forbliv i ketose konstant”-eksperiment. Jeg startede med LCHF i oktober efter at have dyrket intermitterende faste i et par måneder (gør jeg stadig – LCHF og IF er en skøn kombi). Jeg havde som princip at min kost ikke skulle afholde mig fra at spise hos andre og i den dur. Selvfølgelig prøvede jeg at begrænse kulhydratindtag, men det er ikke altid så nemt når man spiser ude. Og så elsker jeg øl. Derfor havde jeg en livstil hvor jeg gled ind og ud af keto (har dog aldrig betegnet det som “cheat days” – måske fordi jeg er så glad for ketokosten at jeg ikke glædede mig specielt ved udsigten til kulhydrat). Men jeg kunne mærke at kulhydratindtag vækkede den afsindige sukkerjunkie der bor i mig. Derfor var det ofte en kamp at vende tilbage til LCHF (gjorde det på viljestyrke) og synes at overgang fra glyko til keto er lidt træls (selvom det går hurtigere og nemmere for hver gang). Derfor besluttede jeg at undergå mit en-måneds-eksperiment. Simpelthen at lade min krop blive rigtig vant til at være i keto uafbrudt. Det værste er/var at undvære øl! Men da jeg var til quiz sidste torsdag, drak jeg Skinny Bitches i stedet (vodka med danskvand). Drak fem (de var ret tynde), og det slog mig ikke ud af keto :) Så hvis man vælger klar spiritus, kan man godt drikke og være i keto (med forbehold – jeg ved jo ikke hvad der ville være sket hvis jeg dram 10-20 stk :) )

    Svar
    • Hvor interessant! Jeg kan klare “et par glas rødvin” uden at ryge ud af ketose men stadig med massiv sukkercraving og “tømmermænd” til følge… :-/ Må prøve vodka næste gang – hahah!

      Svar
  17. Hvor fint med vlogs, Jane! ?? Dem nyder jeg – også som “gammel” LCHF’er.

    Men hold da op, det må være et stort arbejde for dig – både at lave vlogs og skrive så udførligt på bloggen!

    Kh Lene

    Svar