Cheeseburgersalat

Cheeseburgersalat – en salat, der smager af cheeseburger? Ja den er god med dig! Men det er faktisk det, der er på menuen her.

Mine tyske low carb-venner kalder denne for Big Mac-salat, men det tror jeg ikke, man må. Jeg formoder, at Big Mac er et registreret varemærke, og det er ikke sikkert, at McDonald’s lige synes, det er super festligt at få brugt sit navn i andre sammenhænge.

Vidste du egentlig, at Madbanditten også er et registreret varemærke? Det er det, og det har det været i flere år faktisk. Det betyder, at hvis du sidder og tænker, at det kunne være fedt at lancere, lad os sige en ketchup-serie, som du gerne vil kalde Madbandittens ketchup i håb om at lukrere på mit gode navn og rygte, ja, så er det faktisk forbudt. Nu ved du det!

Cheeseburgersalat eller BigMac salat

Så jeg har kaldt denne salat for en cheeseburgersalat. Det giver også bedre mening, for det er over 10 år siden jeg sidst spiste en Big Mac, og jeg ville ikke længere vide, om denne lignede i smagen. I øvrigt var jeg dengang McFeast-pige, hvis vi skal drøfte den slags.

Men salaten, som jeg har lavet her, smager altså ret meget af cheeseburger, da den består af de fleste samme ingredienser som en god cheeseburger, bare med undtagelse af brødet: Salat, kød, bacon, ost, snasket dressing og amerikansk sennep. Ohøj, det er godt.

Forslag til tilbehør: Knoldselleri-røsti med bacon og parmesan eller de lækre bønnefritter

Cheeseburgersalat - alle de gode og snaskede elementer fra en cheeseburger (minus brødet) blandet sammen til en overlækker og mættende LCHF-salat. Prøv den! --> Madbanditten.dk

Cheeseburgersalat

Udskriv Pin
4 personer
|
20 min

Ingredienser

  • 500 g hakket oksekød
  • 100 g bacon skåret i små stykker
  • 1 løg hakket
  • 1 iceberg
  • 0,5 agurk
  • 10-15 cherrytomater
  • 150 g revet ost jeg brugte en lagret cheddar
  • lidt drueagurker evt. uden sukker i lagen
  • salt og friskkværnet peber

Snasket Burgerdressing

  • 150 g cremefraiche 38%
  • 50 g mayonnaise
  • 2 spsk koncentreret tomatpuré
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk amerikansk sennep den, der hedder French’s sennep
  • 1-2 tsk SukrinMelis reklamelink
  • 0,5 tsk sød paprika
  • 1 tsk rød balsamico

Sådan gør du

  • Start med at røre dressingen sammen. Smag den til. Især med henblik på sødmen.
  • Snit og klargør alt salat, dvs. snit icebergsalaten, skær agurk i små tern og tomat i både. Skær drueagukerne i små stykker. Riv også osten.
  • Steg bacon og hakkede løg på panden, til de bliver brunlige i kanten. Brun kødet ned oveni, så kødet steges i baconfedtet. Steg, til kødet er gennemstegt og smag til med salt og peber.
  • Anret icebergsalaten i et stort fad. Fordel kødet ovenpå og bland straks den revede ost ned i kødet, så osten smelter en lille smule. Fordel agurk, tomat og drueagurk over. Hæld venlige mængder dressing over salaten og sprøjt til sidst en stribe amerikansk sennep over.
  • Server i fadet.
Cheeseburgersalat - alle de gode og snaskede elementer fra en cheeseburger (minus brødet) blandet sammen til en overlækker og mættende LCHF-salat. Prøv den! --/> Madbanditten.dk

Sammenblandet eller bland-selv-salat

Du kan selvfølgelig også vælge at servere delene hver for sig og lave bland-selv-burger-salat. Mange børn holder mest af, hvis de selv kan vælge til og fra. Flere gange når jeg har fortalt folk, at jeg arbejder på en bog med mad til børn, har responsen været: Nå, så er det sådan noget med en masse mad i forskellige skåle, så maden ikke rører ved hinanden? Øh… nej!

Det kan sagtens være en udmærket idé at lade børn lære madvarerne at kende hver for sig. Selv er jeg dog mere fortaler for, at man ikke altid giver børn valgmuligheden. Jo flere valgmuligheder, jo flere muligheder for fravalg. Det er i mine øjne vigtigt også at lære at spise ting, der er blandet sammen. Fordi det ér mad.

Især, synes jeg, det er vigtigt, fordi madvarer i kombination med hinanden, ofte har en helt anden smag, end de har, hvis man spiser dem alene. Drueagurker fx. Ikke lige min favorit. Men i salaten her og sammen med alle de andre ingredienser passer den perfekt ind.

Så jeg serverede min burgersalat blandet sammen, og ungerne spiste den med fornøjelse. Og de synes ellers, salat er noget kedeligt noget. Lige når vi har med iceberg at gøre er jeg meget enig med dem. Og det er i øvrigt fuldt ud lovligt at udskifte den vandede iceberg med en mere interessant salat!

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

38 kommentarer til “Cheeseburgersalat”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Vil gerne vide om der står hvor mange kalorier retterne indeholder. Har været på mange forskellige kure men fået udregnet at 1200 kcal passer til mig med min alder. 69 år.Det virker men jeg finder mange af dine opskrifter der ser spændende ud. Er der en bestemt bog du kan anbefale udfra mine oplysninger.

    Svar
    • Hej Britta

      Mine opskrifter til vægttab indeholder som regel i omegnen af 500 kcal og er baseret på at man spiser tre måltider om dagen. Men Keto er jo en kost, som virker ret regulerende ift. sult og appetit, så på den måde er det kun et startoplæg. Efter noget tid går mange ned og spiser kun to måltider om dagen, men det gøres i respekt for kroppens signaler. Keto er lidt anderledes end andre metoder på det punkt.

      Jeg tilbyder desværre ikke at udregne opskrifterne her på bloggen, da de jo er gratis, men min bog Keto på 4 uger har 80 energiberegnede opskrifter,.

      Svar
  2. Hej Jane. Prøver lige at spørge på dette gamle indlæg. Vi er vilde med cheeseburgersalaten! Nu er vi hoppet på dine nye bog og følger Keto til punkt og prikke, og er rigtig glad for det. Tak for en super bog ! Kan denne salat mon spises med god samvittighed og hvad med tomatpuré ? Mon du har en beregning af kh og kacl. på opskriften ? Mh. Pernille

    Svar
    • Hej Pernille

      Nej, jeg har ingen ernæringsberegning på denne. Jeg laver det helst kun, når det er strengt nødvendigt, som fx til KETO-bogen, hvor jeg synes, det gav mening, at de var der. Hvis du bruger et program som madlog, kan du taste ingredienserne ind der og se hvor den lander.

      Svar
    • Nej faktisk ikke. Jeg mener det præcis som det står. Godt – fordi det giver mig mere tid til andre ting. Og skidt – fordi jeg kommer til at savne foredragene :)

      Svar
  3. Nøj, hvor smager den salat godt. Den yngste var også vildt begejstret. Jeg lavede en dobbelt-portion af kødet i går, og der blev lagt pres på mig for, at vi skal have det allerede i aften :-)

    Svar
  4. Hej Jane
    Elsker dine opskrifter men synes det er ærgerligt man ikke kan trykke på en “printer venlig” knap, så man kun får et lille foto og selve opskriften med.

    Svar
  5. En virkelig lækker opskrift – min mand var helt vildt og som han sagde: “næste gang vi skal have en salat med nogen steder så bruger vi altså den”! Tak for super inspiration og skønne opskrifter. Håber du har læst bogen af Gary Taubes “Why we get fat” – den er New York bestseller og helt fantastisk til at forklare baggrunden for hvorfor din mad virker. Tak

    Svar
    • Tusind tak, hvor er det fedt at høre! Og selvfølgelig har jeg læst Gary Taubes – også den tungere model Good Calories – Bad Calories :)

      Svar
  6. Hej Jane.
    Sikke en spændende opskrift :) Mange tak for den :)
    Hvor køber man den der amerikanske sennep henne?
    Mange hilsner
    Susanne

    Svar
    • Selvfølgelig! Genialt tænkt! det er jo lige det, der mangler! Nu er jeg nødt til at lave den igen snart! :)

      Svar
  7. Jeg er ked af, at du ikke vil vælte Danmarks supermarkedshylder med Madbanditten-produkter. Har ellers sådan glædet mig til “Glutenfri æbleskiver med et tvist af quinoa” fra Madbanditten. Det ville da blive en klar storsælger! :-D

    Jeg må prøve din cheeseburgersalet inden længe. Den ser altså ret lækker ud :-)

    Svar
    • Du ved jo bedst af alle, Merete, hvor meget man skal stå på mål for, hvis man foreslår glutenfrie æbleskiver. Det har jeg da slet ikke psyke til! ;-)

      Svar
  8. Lige en kommentar. Enig i din juridiske fortolkning om brug af varemærker. Bemærk at det samme gør sig iøvrigt gældende med fx Bounty. ;)

    Svar
    • Ja I know! Og Snickers! Begge dele som jeg har både her på bloggen og i mine bøger. Og nutella. Jeg gør mig skyldig i mange af dem. For tre år siden spekulerede jeg aldrig over det.
      Hvordan med social media profiler? Ved du det? Jeg har set både en Madbanditten-facebookgruppe og en Madbanditten-Instagramkonto, som ikke er mine. Begge ser dog totalt uskyldige – og ikke udnyttende – ud, så det er mest af nysgerrighed…

      Svar
      • Hej Jane

        Relateret og så måske alligevel ikke…

        Jeg ved ikke, om du har interesse at bruge tid på at gøre noget ved det, bede folk undlade at gøre det, eller andet – eller om du er helt ligeglad med det, for det vedkommer ikke som sådan mig, andet end at det er en mindre ubelejlighed, men der er rigtig mange der bruger #madbanditten på instagram til mad som ikke rigtig har noget som helst med dig eller din stil at gøre. Fx en pastaret med almindelig pasta og nogle ellers rigtig flotte, men helt almindelige, rundstykker for nylig.

        Der er næppe noget juridisk problem med at folk gør det, men det er lidt ærgerligt for os, der følger dit hashtag.

        Venlig hilsen herfra

        Svar
        • Hvor er det sødt af dig. Og ja, jeg ved det godt. Desværre står den slags ikke til at styre. Jeg har desværre ikke nogen god løsning på det… :-/

          Svar
          • Det er ærgerligt. Vi fik din cheeseburgersalat i dag og jeg tillod mig at bruge hashtagget og henvise til opskriften. Det smager dejligt!

  9. Kære Jane

    Jeg har efterhånden fulgt med på din blog i et par år, har alle dine bøger og glæder mig til den næste. På grund af insulinkrævende graviditetssukkersyge og manglende kendskab til lchf fordele i hospitalsvæsenet har jeg ikke fulgt lchf principperne i et års tid, da jeg også pt. ammer. Men jeg vil gerne så småt op på hesten igen og have familien med. Problemet er dog, at mit største barn på snart 4 har en periode med stor – skal vi kalde det – madskepsis! Han spiser primært kulhydratholdige ting til aftensmaden. Hvis vi får sammenkogte retter, rør han det ikke, og alt skal i det hele taget være adskilt så han kan se hvad det er. Ikke så spændende! Jeg laver dog også blandede salater som han bliver tilbudt, men aldrig rører. Har dine børn været igennem denne fase, og har du nogle hurtige tips? Jeg ved det formentligt indgår i din nye bog, men kunne man få en lille teaser? ?

    Svar
    • Jeg har så mange råd til det, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Et godt sted er med sulten, synes jeg. Skær ned på maden imellem måltiderne, så du ved, han er sulten til hovedmåltiderne. Det er også fint nok at ville have maden separat som en start, så længe der ryger mange forskellige smage ind.
      Mine børn havde en kort skeptisk periode omkring 2 år men ellers har de altid været ret gode. Vi har været ret firkantede med dem og tolket afvisning af maden som at man ikke var sulten. Og det var ok ikke at være sulten. Men altså ja, den bog er fyldt med gode, praktiske tip til netop den situation. :)

      Svar
  10. Uhm, en lækker opskrift. Den skal vist prøves hjemme…
    Sjovt, som du skriver med børn. Vi har sidste uge lavet vietnamesiske forårsruller med ærteskud og brøndkarse i stedet for salat. Den yngste er nemlig ikke så glad for salat. Men når det er blandet sammen med noget, så glider det oftest ned. Også almindelige salater. Kh. Birgitte

    Svar
  11. Hej Jane :)

    Hvilke mayonnaise bruger du ?
    Jeg har længe købt Machandel øko mayonnaise ( den med hønen uden på glasset) den er lavet på solsikke olie. er det et godt valg ?

    Svar
    • Nej, solsikkeolie er ikke et godt valg eller i hvert fald ikke noget, jeg ville bruge i store mængder. Solsikkeolie er en af de meget omega 6-rige olier, der kan være fine at undgå eller skære ned på.

      Når jeg køber mayo, går jeg efter en lavet på rapsolie og helst en øko. Rapsolie er i mine øjne heller ikke helt optimalt, men sådan er det nogle gange. Og ellers laver jeg mayo selv (med olivenolie). Det har en lidt speciel smag men den har jeg vænnet mig til. Jeg bruger den idiotsikre opskrift. Den tager mindre end 1 minut: https://www.madbanditten.dk/2015/09/24/hjemmelavet-mayonnaise-paa-1-minut-idiotsikker-opskrift/

      Svar
    • Haha, åh ja, hvem ved, måske en dag. Det er dog ikke noget, jeg lige går og overvejer, må jeg indrømme :)

      Svar
  12. “Steg, til kødet er gennemstegt” – Ha! Jeg nåede lige at læse “til kødet er gennemsigtigt” og fattede ikke en brik…. :-D

    Svar