Paris – Guide til gode restauranter og vintageshopping

Hvor skal man spise i Paris? Godt spørgsmål. Jeg har boet i byen i to år og jeg tager troligt tilbage år efter år. Sagen er også at jeg tit besøger restauranter i Paris af sentimentale årsager. Måske kom jeg der tit, da jeg boede her. Måske har jeg et særligt minde eller et særligt forhold. Det er jo ikke altid det samme, som at det er det mest sublime spisested.

Mine favorit-restauranter i Paris

Jeg har længe villet lave en lille guide over mine yndlingsspisesteder i Paris, men hvordan anbefaler man restauranter i en by, der stolt har over 14.000 restauranter i alt? Sagen er, at der er SÅ meget at vælge imellem, og for hver restaurant, jeg spiser på, er der en naborestaurant, jeg skynder mig at notere mig til næste gang.

Så derfor er dette heller ikke den ultimative guide til de bedste restauranter i Paris. Det er bare forslag til nogle gode spisesteder. Inden jeg går i gang,  er det måske værd at præcisere, at jeg foretrækker nede-på-jorden-spisesteder. Jeg går målrettet udenom fine restauranter med hvide duge og strittende lillefingre. Jeg vil bare gerne have god mad i hyggelige omgivelser.

Her er en række forslag:

Robert & Louise

Mit forhold til Robert & Louise er lidt specielt, idet de var min nabo, da jeg boede i Paris fra 1997-99. Dengang blev restauranten kørt af et gammelt ægtepar, hvor fatter var i køkkenet (=grillede kød ved ildstedet nede i bunden af restauranten), mens “Anita” gik rundt og serverede og vrissede af kunderne, som alle var indfødte. Siden har der været generationsskifte, og stedet er blevet lidt af en turistattraktion, så tjenerne er yngre og kunderne amerikanske, men der grilles stadig bøffer på åben ild, og stedet ligner noget fra et andet århundrede. Prøv deres Côte de boeuf (skal deles af to).

Robert & Louise, 64 rue Vieille du Temple – 75003 Paris

En foodies guide til gode restauranter i Paris -->Robert & Louise, Marais, Paris

Jaja – “Jardin Urbain”

JaJa gemmer sig inde i en baggård i Marais, og de kalder den derfor en “have i byen”. Frisk og lækker og veltilberedt mad. Mange grønne retter og lækker fisk.

3 rue Sainte-Croix de la Bretonnerie, 75004 Paris

JaJa restaurant Paris

Season – Instagram-venlig mad (glutenfri)

Season er på top 10 over de mest instagrammede restauranter i Paris, så hvis du vil imponere dine Instagramfølgere, skal du besøge dette sted. De har alt det, du ser på Instagram. Acai-bowl og Matcha bowl med snorlige topping, avokado-toast med pocheret æg, toast med mandelsmør og banan og et væld af lækre brunch- og frokostting. Og selvfølgelig “eau infusé” – vand med frugt/grønt i. Stort set alle retter er mulige at bestille glutenfrie.

Season, 1 rue Dupuis, 75003 Paris

Season - på top 10 over de mest instagrammede restauranter i Paris og når man ser menuen, forstår man hvorfor!

Au Vieux Paris d’Arcole – Paris’ smukkeste restaurantfacade

Denne restaurant skal du forbi, om ikke andet så for at tage et billede af den smukke facade. Den ligger i en stille sidegade på Ile de la Cité, øen, hvor Notre Dame ligger, og man forventer ikke ligefrem at finde sådan en perle midt i turistmekkaet.

Restauranten er en af de ældste i Paris og bygningen dateres tilbage til 1512, hvor den husede præsten fra Notre Dame. Maden er klassisk fransk og hvis du er vininteresseret, så bed om et besøg i kælderen.

Au Vieux Paris d’Arcole, 24 Rue Chanoinesse, 75004 Paris

Au Vieux Paris d'Arcole - Paris smukkeste restaurantfacade og en af Paris' ældste restauranter.

Clamato – moderne fiskerestaurant

Vi prøvede forgæves i ugevis at få bord på Septime og da det ikke lykkes, spiste vi i stedet på Septimes søsterrestaurant, Clamato.

På Clamato serverer de kun fiskeretter i sådan et share-food-koncept med en masse små retter. Vi magtede ikke at tage stilling til menuen og bad dem bare lave noget til os. Maden var helt utroligt lækker, og stedet og serveringen helt i top. På Clamato kan man ikke bestille bord, så kom tidligt, hvis du vil være sikker på at få plads!

Clamato, 80 Rue de Charonne, 75011 Paris

Clamato - lækker, moderne fiskerestaurant i Paris

Les Petites Carreaux – klassisk fransk bistro

Denne type bistro ligger overalt i Paris, og jeg tror såmænd ikke, denne er bedre end nogle af de mange andre. Vi har spist her masser af gange og søger tit tilbage dertil for at spise frokost.

Det er et travlt lille sted, bordene er små, og man sidder albue mod albue med franskmændene, der er kommet ind for en “frokost formule” og en pichet af husets vin. Jeg ville dog aldrig vælge nogen af delene. I stedet spiser jeg gerne deres Confit de Canard og drikker et godt glas vin. Bistroen her ligger i forlængelse af Rue Montorgueil, som er et rent foodie-paradis (se længere nede), så chancen for, at du før eller siden befinder dig i området, er ret stor.

Les Petites Carreaux, 17 rue des Petites Carreaux, 75002 Paris

En foodies guide til gode restauranter i Paris --> Klassisk fransk bistro - Les Petites Carreaux - Rue Montorgueil --> Madbanditten.dk

Café Blanc

Fuldstændig klassisk fransk brasserie med en blandet menu. Netop den blandede menu er grunden til at vi ofte har spist der, for så kan alle få det, de gerne vil have. Og maden er utroligt anstændig. Jeg har spist der flere gange nu og synes, den fortjener en plads på listen.

Café Blanc, 10 Rue Croix des Petits Champs, 75001 Paris

Tun tataki med gomadressing og grøntsager – nam!
Virgin Strawberry Mojito – et hit blandt de unge :)

La Grille – Montorgueil

Lille fransk restaurant på Rue Montorgueil, hvor kvaliteten af restauranterne ellers godt kan lide lidt. Det er ikke haute cuisine men jeg synes, de gør det godt. Jeg spiste et dejligt måltid af virkelig veltilbredt oksemørbrad med stegte grøntsager og bearnaise. Endda totally Keto.

La Grille, 50 Rue Montorgueil, 75002 Paris

Hyggeligt at spise udenfor under varmelamperne i oktober

Le Cornichon

Vi havde en forrygende aften på Le Cornichon, som jeg har skrevet lidt om HER.

Le Cornichon har en anbefaling i Michelinguiden og serverer “eksperimenterende fransk mad”. Selve stedet er dog helt nede på jorden. Menukortet virker lidt fremmed, men vi kastede os ud i det og maden var virkelig god og betjeningen var sød og opmærksom og god til at anbefale os spændende retter. Restauranten ligger dog helt ude i det 14. arr. (Montparnasse), så vi fik nogle kilometer i benene den dag.

Le Cornichon, 34 Rue Gassendi, 75014 Paris

Le Cornichon - moderne fransk mad i Paris. Anbefalet i Michelinguiden

Aux Vieux Comptoir

Dette er også et af de steder, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Midt i det hektiske – og ikke specielt sympatiske – Rue de Rivoli, skal man bare ned af en enkelt sidegade, før man møder ro og traditionel fransk mad og stemning.

Vi spiser her ofte til frokost, og det har været de samme mennesker, der har serveret for os de sidste 3-4 år. Stedet er lille og travlt, så kom tidligt, hvis du vil have bord. De åbner dog først til frokost kl. 12.30, hvilket vi lærte på den bitre måde denne gang.

Au Vieux Comptoir, 17 rue des Lavandières-Sainte-Opportune, 75001 Paris

Au vieux comptoir, Paris

Vinbar – Septime la Cave

Da vi spiste på Clamato, startede vi på deres vinbar, som lå i en gade overfor. Det var en superhyggelig lille – temmelig rustik – vinbar. Er det varmt, står folk ude på fortovet med deres glas. Så hyggeligt altså!

Septime La Cave, 3 Rue Basfroi, 75011 Paris

La Cave de Septime - hyggelig og meget rustik vinbar i Paris

Grazie – spis din pizza her!

Vil du spise pizza i Paris, så gør det her! Sprøde stenovnsbagte bunde sygt højt belagt med frisk rucola, parmesan og frisk mozzarella. Sjældent har jeg savlet så meget over en pizza. Men de har også andre lækre sager uden brød, som fx Vitello Tonnato (kalv med tunsovs) og lækre salater.

Og hvis du forestiller dig rødternede duge og italiensk mama, der serverer, er du helt gal på den. Vi er i et ungt og trendy hipstermiljø med smarte møbler, musik og højt tempo.

Grazie, 91 bld. Beaumarchais, 75003 Paris 

Auberge chez Rosito

God gammeldags hjemmelavet fransk mad. Korsikansk faktisk. Bittesmå borde med rødternede duge og mad lavet ud fra hvilke råvarer, der var tilgængeligt på markedet den dag. Jeg elsker at finde den slags tidslommer midt i storbyen.

Auberge chez Rosito, 4 rue du Pas de la Mule, 75004 Paris

L’As du Fallafel – byens bedste falafel

Jeg ved ikke, om dette vitterligt er Paris’ bedste falafel, men stedet har lykkes med at brande sig som sådan, og du finder ikke mange øjeblikke på dagen, hvor der ikke er kø udenfor for enten at få et bord eller for at købe en falafelpita to go, på trods af at gaden byder på adskillige andre falafelsteder.

Stedet ligger i Paris’ jødiske kvarter, som du bør besøge uanset hvad. Og så kan man jo lige så godt spise en falafel, når man er der. Indenfor er det som at spise på en grillbar, men det er en del af charmen.

TIP: Falafel udtales på fransk [fa la ‘fel] – altså med tryk på sidste stavelse.

L’As du Fallafel, 32-34 rue des Rosiers, 75004 Paris

En foodies guide til gode restauranter i Paris --> Paris' bedste falafler --> Madbanditten.dk

Andre Foodie-steder

Rue Montorgueil

Markedsgade med masser af caféer og specialbutikker. Gaden bugner af frugt og grønt, friske fisk, ostehandlere, slagtere og diverse delikatesser.

75001 + 75002 Paris
En foodies guide til gode restauranter i Paris -- data-lazy-srcset= Rue Montorgueil –> Madbanditten.dk”>

La Grande Epicerie

Verdens bedste supermarked, er dette engang blevet kaldt, og det er vitterligt som at komme i foodie-himlen. Det er lidt som Magasins Mad & Vin.

Man må ikke tage billeder derinde, men det gjorde jeg i al hemmelighed, sidst jeg var der. Tag et kig her: La Grande Epicerie

38 rue de Sèvres, 75007 Paris

Chez Causses

Skøn lille købmandskæde med franske specialiteter. Masser af friske varer og økoting på hylderne. Ligger både ved Les Halles og i det 9.

Chez Causses, 55 rue Notre-Dame de la Lorette, 75009 Paris

Chez Causses

Naturalia

En kæde af små øko-supermarkeder. De ligger overalt i Paris. Her er der både dagligvarer men også helsekost-specialprodukter, hudplejeserier og kosttilskud.

Bio c’Bon

Også en kæde af små øko-købmænd, som ligger på hvert andet gadehjørne. Paris gør det nemt at være sund på farten, for der er altid masser af sunde alternativer at vælge fra de mange convenience-stores.

Le Marché des Enfants Rouges

Fint lille marked med frugt og grønt, øko-varer, blomster, små spisesteder etc. Markedet har fået navn fra et børnehjem, som lå her tidligere, og hvor børnene gik i rødt tøj.

Markedet har flere indgange, fx fra rue Charlot, rue de Bretagne og rue de Beauce – 75003 Paris

Vintage shopping

Vintagebutikkerne har skudt op i Paris i de sidste år, og der er virkelig mange at vælge imellem. Har du kun tid til at gå ét sted hen, så tag til Rue de la Verrerie i Marais. Min favoritbutik var helt sikkert Kiloshop, hvor man køber vintagetøj på vægt. LOVE. IT.! Området omkring Les Halles har også mange genbrugsbutikker, og der er også flere gode imellem, men der er også en del, som er i den tarvelige ende.

Et par adresser at gå efter:

Kiloshop, 67-71 rue de la Verrerie + 125 bld. Saint Germain, 75006 Paris

Free ‘P’ Star, 52 + 61 rue de la Verrerie + 20 rue de Rivoli

Vintage Désirs, 32 rue des Rosiers, 75004 Paris

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

26 kommentarer til “Paris – Guide til gode restauranter og vintageshopping”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane, ved du om det er muligt at reservere bord på Robert & Louise? Skal til Paris denne uge og det virker som et sted man bliver nødt til at komme forbi.

    Svar
    • Det sted er fantastisk! Jeg besøger dem hver gang jeg er i Paris. Og det er bedst at booke bord. Det skal gøres på telefon (de taler fint engelsk) og en enkelt gang har vi vist booket via deres FB-side men det virker som om de tjekker kommentarer der ret sjældent.
      Rigtig god fornøjelse!

      Svar
      • Tak for hurtigt svar – jeg har siddet og kigget billeder og det ser jo fantastisk ud og har kigget kortet igennem et par gange ;-) Ved du om de serverer bearnaise?

        Kan du anbefale nogle steder i 1. arr. at spise aftensmad?

        Svar
        • Desværre ingen bearnaise på Robert&Louise. Men en côte de boeuf grillet over åben ild. To die for siger jeg bare.

          Desværre ikke lige umiddelbart nogle anbefalinger til det 1. arr. Det er jo et af de “fine” kvarterer med fancy steder, og jeg spiser hellere på mere hyggelige, tilbagelænede steder. Rigtig god tur – jeg er kun lidt misundelig :)

          Svar
  2. hvad er prisniveauet på mad i paris? Hvor meget skal man regne med at bruge på at spise ude pr dag? :) og er det dyrt at opleve ting i paris? :) skal afsted med kæresten til sommer nemlig :)

    Svar
    • Det er umuligt at sige. Paris kan tilbyde alle prisniveauer, så det er 100% jer selv, der afgør det. Som i alle storbyer gælder det, at jo tættere du er på de store attraktioner, jo mere betaler du for et ringe produkt, så drop kaffen med udsigt til eiffeltårnet eller triumfbuen fx og tag den et andet sted. :)

      Svar
    • Denne gang sprang vi falaflerne helt over, men hey, vi sad også ned, men prangende bliver det aldrig :)

      Svar
  3. Hej Jane
    Jeg har lige været i Budapest og har der fundet flere forskellige fantastiske spisesteder, som jeg egentlig gerne bare ville dele med andre – men har du en tråd et eller andet sted, hvor man kunne dele gode steder i forskellige byer. Jeg har bl.a. fundet et konditori, der – udover de traditionelle konditor-kager også har en palæo-kage, lowcarb syltetøj, lowcarb varm cacao. Og en italiensk restaurant der havde MANGE retter, som var fuldstændig lige i øjet – ikke et gram kulhydrat – og tilmed noget af det bedste mad, jeg har fået længe – det samme mente den mere carb-spisende del af familien:)

    Svar
    • Ej hvor fedt at høre. Jeg har desværre ikke noget med Budapest, men det lyder da som et sted, jeg skal besøge! :)

      Svar
    • Hej Charlotte

      Hvis du stadig har oplysninger om gode steder i Budapest, så vil jeg meget gerne høre om det – jeg skal afsted på fredag :-)

      mvh
      Dorthe

      Svar
  4. Sikke en dejlig guide. Min mand og jeg skal faktisk til Paris til december, til vores bryllupsdag. Det føles meget underligt lige nu, men det kan være det føles mere rigtigt når datoen kommer… Kh Denice

    Svar
  5. Tak for denne fortælling Jane! Der er mere end muligt at jeg følger dine sporene i Paris meget snart :-)

    Svar
  6. Skoent du deler dine gode steder. Selvom vi bor kun 120 km. fra Paris, har jeg nu masser af ny inspiration, naeste gang vi smutter en tur der til.

    Svar
  7. Tak for turen til “min” by …. har du noget lignende på Barcelona, måske….. ? (-: Hilsen glad bruger af din blog !

    Svar
  8. Jeg var selv i Paris med kæresten for 2 måneder siden, og kunne godt have brugt din guide der! Så må vi jo bare afsted igen ?

    Svar
  9. FEDT! Jeg tager afsted d. 29., så din guide kunne ikke passe mere perfekt end nu :D

    Jeg har dog lige en forespørgsel. Kan du evt. skrive navne på 2nd hand butikker/vintagebutikker, hvor man (læs: jeg) kunne finde nogle lækre kjoler?
    Gerne tæt på, hvor I boede, da jeg kan se, at jeg skal bo lige om hjørnet.

    Svar
  10. Fantastisk indslag Jane!! Det vil jeg lige huske til næste gang vi skal til Paris.
    Vi er netop hjemkommet fra Berlin, hvor jeg forinden var inde at tjekke om du havde nogle steder du kunne anbefale at spise bl.a. Og var inde i LPG Biomarkt – wauw en stor øko “købmand”. ? Og spiste på Berkis, hvilket absolut kan anbefales her fra også. Så tak for dine tips!!!

    Svar
    • Hvor fedt at høre, du havde glæde af Berlin-tipsene! Jeg kunne godt tænke mig at komme til Berlin igen (og denne gang helst uden børn) :)

      Svar
  11. Tak for dejligt gensyn med Paris, Jane. Det er skægt at læse din begejstring for nogle af “mine” steder:-)

    Svar