10 nemme idéer til mere fedt i kosten

For de fleste går det nemt nok at skære ned i kulhydraterne. Det er faktisk ikke så svært. Men at spise mere fedt er straks sværere. Det ligger dybt i os, at fedt feder, og at fedt er både usundt og farligt, og det kan kræve nærmest overmenneskeligt mod at overgive sig til at prøve det. Har man oven i købet en meget fedtforskrækket fortid, kan det virke grænseoverskridende bare at lægge en halv avokado ved siden af sit magre kyllingebryst, men på LCHF skal der altså noget mere til end det. Jeg har derfor samlet en række forslag til, hvordan vi får mere fedt ind i kosten.

1. Vælg kød med højere fedtprocent
Kød med fedtmarmorering og kylling med skind smager jo milevidt bedre end det tørre kyllingebryst eller den noget glædesløse magre roastbeef, og det er en nem måde at få mere fedt ind i kosten. Foretrækker du det magre kød, er det også helt fint. Så må du bare lægge ekstra meget fedt til ved siden af. Hvis økonomien tillader det, kan du med fordel vælge økologiske produkter. Kød fra dyr, der har spist græs en del af deres liv, har en bedre fedtsyresammensætning (bedre omega 3- omega 6 ratio). Kan du finde kød fra dyr, der udelukkende har spist græs, er du heldig. Og tip mig lige så!

2. Vælg fede mejeriprodukter
Dvs. smør, piskefløde, cremefraiche 38%, fede oste og græsk yoghurt 10 %. Igen gerne økologisk, hvis det er en mulighed for dig. Hvis du mangler en tommelfingerregel for, hvornår et mejeriprodukt er fedt nok, kan du vælge produkter, hvor fedtindholdet er højere end proteinindholdet, og allerhelst højere end protein- og kulhydratindholdet tilsammen.

3. Brug kokosolie
Her tænker jeg på den nyttige Ekstra Jomfru kokosolie og ikke på den billige blok Palmin i køledisken. Kokosolie har en række helbredsfordele. Udover sine antibakterielle egenskaber, kan kokosolie give din forbrænding et skub op ad. Læs mere om det her: Syv gode grunde til at bruge kokosolie.

4. Brug også fuldfed kokosmælk
Uanset om du gerne vil minimere mejeriprodukter i din kost, eller om du bare vil have variation, er der god fidus i at invitere kokosprodukter ind i dit liv. Fuldfed kokosmælk (og altså ikke den vandefortyndede light-version) kan du bruge til fx en god fed karrysovs eller til en lækker, mættende smoothie eller en lækker shake med koldskålsmag.

5. Frem med olivenolien!
Hæld gerne venlige mængder Ekstra Jomfru olivenolie ud over din salat eller dine grøntsager. Bryder du dig ikke om smagen af den rene olivenolie, kan du røre en hurtig vinaigrette ved at blande den med en god eddike eller du kan lave en dejlig pesto, fx hjemmelavet persillepesto eller basilikumspesto.

6. Tag fløde og/eller kokosolie i din kaffe eller te
En kop kafffe med en sjat fløde og/eller en skefuld kokosolie er et dejligt punktum for en god middag. Samtidig hjælper den fedtholdige kaffe også med at give ekstra mæthed, hvis dit måltid blev i den magre ende. Når jeg går på café bestiller jeg altid kaffe med fløde. Mange steder har de det ikke. Jo kaffefløde (adder), men jeg vil have piskefløde! Jo flere, der beder om det, jo større er chancen for, at de tager det ind. Just sayin’!

7. Fyld køleskabet med dip og dressinger
Hjemme hos mig har vi altid en række forskellige dip og dressinger i køleskabet. De er lavet på mayonnaise, fed cremefraiche, olivenolie, avokadoolie eller hørfrøolie. På den måde er det nemt lige at smide en klat på tallerkenen, når det skal gå stærkt. Gode forslag er fx: Bearnaisedip eller dippen med røget paprika. Hvis du køber mayonnaise eller andre færdige produkter, så sørg for, at de ikke er lavet på solsikkeolie, soyaolie eller lign. Rapsolie får i min verden et “måske”. I hvert fald kan vi nok være sikre på, at den rapsolie, der er brugt i færdigprodukter næppe er verdensklasseskvalitet. Læs mere om min skepsis overfor rapsolie i dette indlæg.

8. Lav din egen kryddersmør
Smørsovs af smeltet smør er en god, billig og hurtig sovs. Selv foretrækker jeg dog at smide en skive kryddersmør på mit kød eller mine grøntsager. Jeg laver kryddersmør med hvidløg, urter eller hvad jeg lige har ved hånden. Se fx kryddersmør med ramsløg og persille.

9. Lær at lave fede sovse
Jeg er ingen sovsemester, men jeg lærer. Fx har jeg haft held med den lækre blomkålsbearnaise og den gode cremede hollandaisesovs. I min bog Mæt & Slank med LCHF har jeg også et lille afsnit med forskellige sovseopskrifter, så find mere inspiration til nemme sovse i den, hvis du ejer bogen.

10. Tag tilskud af fiskeolie
Det gælder faktisk, uanset hvilken kost du spiser. Selv tager jeg 1-2 tsk Cod Liver Oil hver morgen i en sjat æblejuice. Det gør hele familien faktisk, selvom vi også spiser fisk en eller to gange om ugen. Det er en af de ting, jeg aldrig sparer væk. Jeg køber hellere en flaske fiskeolie end et par nye sko. Jamen, sådan er vi så forskellige! LCHF - Madbanditten.dk

Jamen hvor meget fedt?
Hvor meget fedt, du skal lægge til din kost, handler meget om, hvad din øvrige kost består af. Jo færre kulhydrater, du spiser, jo mere fedt bør du lægge til. På LCHF er en god tommelfingerregel, at du sammensætter dine måltider af en god mængde grøntsager, et “normalt” stykke kød og så fedt, til du er mæt. Når vi taler fedt i sin rene form, er det utroligt svært at spise for meget. Normalt vil kvalmegrænsen ramme os langt før. Taler vi derimod om lækre LCHF-desserter eller godter, er risikoen for overspisning større. Så hav den forskel med dig i tankerne.

Og hvilken slags?
For god ordens skyld vil jeg nævne, at gode fedtkilder ikke er: margarine, smørbare blandingsprodukter, stegeolier/flydende margarineprodukter, solsikkeolie, majsolie, soyaolie, vindruekerneolie, tidselolie, fritureolie, unavngiven vegetabilsk olie eller “helt eller delvist hærdet vegetabilsk olie”. Disse gør du klogt i at styre fuldstændigt udenom. Læs mere her:  Fedt og gode fedtkilder på LCHF.

linje.png

Indlægget indeholder affiliatelinks. Læs mere her: Madbandittens reklamepolitik. 

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

39 kommentarer til “10 nemme idéer til mere fedt i kosten”

Skriv en kommentar

  1. Hej?.
    Min mor venter på plejehjemsplads, så derfor skal jeg hjælpe hende med nogle mellemmåltider til småtspisende, det skal ikke være dessert da hun får leveret mad og med biretter.
    Håber i kan hjælpe?.
    Med venlig hilsen
    Anita

    Svar
  2. Hej Jane,
    Jeg har lagt kosten om til LCHF for en 3 ugers tid siden og er voldsom glad for den beslutning :)
    Dog har jeg lidt udfordringer med frokosten i hverdagene. Jeg har egentlig en udemærket frokostordning på arbejdet, hvor jeg sagtens kan finde noget, jeg kan spise i form af kød og grøntsager, men der mangler altid fedt.
    Har du et forslag til noget fedtholdigt jeg kan spise umiddelbart før eller efter frokost eller vil det være nok at tage en fedtholdig dressing med hjemmefra?

    Venlig hilsen Annemette

    Svar
    • Åh, frokosten har også altid været mit sværeste måltid. Både da jeg gik på “almindeligt” arbejde og nu, hvor jeg er min egen chef. Jeg havde tit en dressing/mayodip/flaske olivenolie stående inde på arbejde, ligesom en bette fløde eller et glas kokosolie til at bruge i kaffen/teen også kan redde meget.

      Svar
  3. Hej Jane!
    Min kostvejleder taler godt om hørfrøolien – men jeg synes det smager rædselsfuldt og kan liiiige døje den i en smoothie. Hvordan og hvad bruger du den til?
    Hilsen Maria

    Svar
    • Jeg bruger ikke hørfrøolien så meget. Ind imellem bruger jeg den i salatdressinger. Ellers er jeg gladere for olivenolie, kokosolie, smør og avokadoolie. Kokosolie er desuden lækkert i smoothies også :)

      Svar
  4. Hej Jane

    Jeg vil lige anbefale dig at prøve moskus okse og rensdyr fra Grønland, De jo i hvert fald 100% øko, da de lever vildt. Det gør selvfølgelig at der ikke er så meget fedt på dem, men de smager fantastisk :)
    Jeg selv er så heldig at bo her i Grønland, så har altid adgang til frisk fanget torsk, laks i fryseren og moskus og rensdyr (og har lige sendt min mand på rensdyrjagt så vi kan få fyldt fryseren op ;) ) Men så vidt jeg ved sælger det grønlandske hus i kbh nogengange moskus og rensdyr, så har du mulighed for det kunne det være sjovt at se hvad du kan finde på af lækre sager til det – om ikke andet så for dine egne smagsløgs skyld ;)
    Hilsen
    Christine

    Svar
  5. Kan man spise for mange flæskesvær ? Så det begynder at sætte sig på sidebenene… Er virkelig glad for flæskesvær om aften :)
    Vh Maria

    Svar
    • Ja det kan man. Der er ikke noget, man kan spise ubegrænset af. Flæskesvær er jo utroligt kalorierigt så hvis man lige kører 600 kcal ind om aftenen på sofaen ovenpå sin dagskost, så vil bukserne på et tidspunkt begynde at stramme… :-/

      Svar
  6. Hej Jane. Har fulgt lidt med i din begejstring for kokosolie, i kaffe/the m.v. For at holde fedtmængden oppe. Jeg har en ualmindelig stor svaghed for alle nødder som mellemmåltid/snack. Tænkte på om jeg kan erstatte nødderne med frisk kokosnød, har den samme positive egenskaber som kokosolie, eller er der en hage ved den friske kokosnød som snack?

    Mvh Rasmus

    Svar
    • Jeg er ikke helt sikker, må jeg indrømme. Jeg tror, at du skal sidestille kokosnødden med nødderne og se kokosolien for sig. Kokosnød smager jo pragtfuldt og er helt sikkert også sundt og dejligt og mættende, men her får du også en del kulhydrater, ligesom du gør ved nødderne. Men det betyder jo selvfølgelig kun noget, hvis du gerne vil bringe kulhydraterne lidt ned.

      Svar
  7. Juhu, gode tips! Jeg går og har lidt sult-krise efter vi er begyndt at få Aarstidernes low-carb-kasse, som jo er spækket med grøntsager, men nul fedt, og så kan jeg altså godt gå sådan lidt småsulten i seng, desværre :/ Jeg synes dog vi er gode til at sjaske salaterne til med olie og en sjælden gang har vi lavet sovs til retten. Det kan være vi skal til at have noget dip på lager, vi kan hælde over :)

    Svar
  8. Tak for al din inspiration her på din blog, jeg er lidt startet på LCHF, naturligvis og investeret i dine fantastiske bøger…:) de er gode og nemme at forstå.

    jeg er uddannet kok for mange år tilbage, ja lige da man blev fedt forskrækket, det har været en kamp længe at skulle tvinge light produkterne i sig, ikke mindst og opdage at det bare gav større appetit for sødesager osv.
    nu er vi igang med denne kost omlægning, den passer bare lige ind her, vi elsker fløde, smør osv
    det giver mening ikke mindst kommer min gamle uddannelse til sin ret… maden smager bare åh så dejligt, hvor er det nemt at undgå sukker, korn, kartofler osv…
    tak fordi du hjælper os igang med denne blog,
    nå men nu til mit råd flæskesvær som du har opskrift på er at anbefale, jeg købte nemlig ved slagteren og havde ikke lige tænkt at der kunne være for meget fedt på dem, hvilket gjorde at det ikke blev en særlig god rasp, men pyt jeg laver dem selv frem over ,
    panerede kylling i flæskesværrasp er bare guld også til madpakken mums kan anbefales

    Svar
  9. Hej Jane, 1000 tak for en fantastisk blog!! Den er jo en værre tidsrøver men heldigvis i positiv forstand :)
    Men lige et spørgsmål, nogle gange har jeg VIRKELIG lyst til chips men da det er jo kulhydrater tænker jeg så, hvad med flæskesvær?? Må jeg smovse lidt i dem for de bliver jo brugt til panering ;)

    Venlig hilsen Maria

    Svar
    • Ja det gør det desværre. Tidselolie er en af de meget rige omega 6-olier, som i overflod virker inflammatorisk i kroppen.

      Svar
  10. Hej Jane og andre.

    Hvor køber jeg økologisk creme fraiche 38%?
    Det er slet ikke muligt i de supermarkedet der er i nærheden af mig.

    Hilsen Marianne

    Svar
    • Det ER altså også lidt svært at finde. Jeg køber det i Irma eller Kvickly. Jeg tænker, at hvis nu alle husker at spørge en Netto-mand om, hvor “den fede cremefraiche står”, så sætter de det vel i sortiment på et tidspunkt ;-)

      Svar
    • 1/4 piske med en spiseske kærnemælk. Lad det stå ude natten over( eller til det er blevet tykt) lidt lunt f.ex oven på emhætten giver en god creme fraiche

      Vh helene

      Svar
  11. Det der med dip, dressinger og kryddersmør, det kan jo redde enhver kedelig hovsa middag, og alligevel får jeg det alt for sjældent gjort. Men nu er jeg jo begyndt at lave madplaner, så må jeg smide det derind, så jeg får lidt mere variation. For det har en tendens til at blive den samme dip og den samme dressing, bare fordi det er nemt.

    Svar
  12. Hej Jane – elsker din blog, men kvæg, der kun og udelukkende lever af græs er desværre ikke muligt i Danmark. Her bliver man nødt til at spæde op med wrap og korn i vinterhalvåret, ellers kan de stakkels dyr hverken holde varmen eller huldet :)

    Svar
    • Det kan sagtens lade sig gøre. Vi fodre kun med græs og wrap. Vores limousine kvier får ikke andet hele året rundt og kædet smager fantastisk. Husk wrap er jo græs der bare har været pakket ind så det kan holde sig. Vi producerer det hele selv og kvierne wrap er jo ikke tørt som wrap høj.

      Svar
        • Slagter Sørensen i Videbæk sælger øko kød, hvor dyrene har gået på græs hele sommeren / om vinteren får de ensilage , spm jo også er græs. Smager super godt. Bestemt værd at prøve!

          Svar
          • Ah, jeg troede faktisk, at ensilage var korn/majsbaseret, men det kan jeg godt se, at det ikke (kun) er. Flere har anbefalet mig Slagter Sørensen, så det skal vi da bestemt prøve. Her har vi brugt Mineslund og har også være meget tilfredse med det.