Fem ugers rejse i Østen – hvad med maden?

Flere har spurgt, “hvad jeg gør med maden”, når jeg rejser. “Spiser den” er jeg altid lige ved at svare, før jeg fanger, at det jo selvfølgelig handler om, hvordan jeg klarer at spise LCHF. Jeg skrev faktisk om det forrige år, da vi kom hjem fra Thailand, og det kan du læse om HER.

Først vil jeg dog sige, at jeg generelt har det sådan, at jeg ikke tilpasser mit liv efter min kost.

Jeg lever først og spiser bagefter. Jeg er heller ikke religiøs omkring, at min kost skal passe ind i et kostkoncept.

Min basiskost består af rigtig mad, den er fattigere på kulhydrater end en traditionel kost og indeholder altid mere fedt. En slags liberal LCHF, kan vi kalde den. Det er en kost, som jeg trives på, og som jeg synes er nem at tilpasse alle de ting, jeg skal ude i livet.

Den mad, jeg spiser, når jeg holder ferie, plejer ikke at afvige så pokkers meget fra den kost, jeg spiser herhjemme. Men i år var lidt anderledes. Nu skal du høre.

Få kulhydrater og nok fedt

At styre udenom de store kulhydratkilder på rejser har jeg aldrig (tidligere) oplevet som et problem. Det er snarere et problem at få fedt nok.

Men altså, problem og problem… for hvor store er ens problemer reelt set, når man holder ferie? Ret små, som regel.

Vi plejer at gøre det, at vi bestiller en portion stegte grøntsager i stedet for ris, og herudover spiser jeg fra hele menukortet men med en forkærlighed for retterne med kokosmælk. Hvem sagde panang curry? Eller rød karrysuppe? Oh love!

Øde ø med helpension i Malaysia

I år startede vi med fire dage i Singapore, som jeg skal fortælle jer om ved lejlighed, og i storbyerne har man jo alle valg i verden, men herefter tog vi ud på den næsten-øde-ø Redang. 10 små hytter var der på den strand, vi boede på, ingen veje, ingen butikker, ingen restauranter.

I stedet var der helpension. Dvs. at man tre gange om dagen mødte op i hovedhuset sammen med de andre, der boede der, og spiste det, der blev serveret.

Maden var virkelig god, velsmagende og veltilberedt malaysisk home cooking. Baseret på ris og nudler, en lillesmule kød eller fisk, lidt grøntsager i sovs suppleret med noget vestligt i form af spaghetti eller pomfritter.

Madmængderne var små, og man delte jo med de andre, så man gik jo ikke lige op og ryddede fadet med kød, vel? I stedet spiste man det, der var.

Jeg gik udenom spaghetti, nudler og pomfritter og fyldte i stedet en smule kød/fisk, godt med grønt og sovs og ris på min tallerken. Hvide ris, endda! Det har jeg ikke spist i mange år, men det smagte udmærket.

Men det blev en lille tallerken mad sammenlignet med, hvad jeg normalt hælder indenbords til et måltid.

Kokosolie to the rescue!

Heldigvis havde både Søren og jeg et glas kokosolie med i rygsækken (don’t ask!), og det satte jeg stor pris på derude på øen.

Morgenmaden var ofte en smule snæver og nogle dage helt brød- eller stivelsesbaseret (toast and jam), og gluten holder jeg mig fra, så jeg havde et par morgenmåltider, hvor kokosolien var min redning.

I det hele taget var det lidt småt med maden på Redang.

Og når man har spist en lille portion semi-fedtfattig frokost kl. 12, så er der altså pænt lang tid til kl. 19, hvor aftensmaden står på bordet.

Eller når man efter lille portion aftensmad og 12 timers nattefaste møder op til morgenmaden og ser, at den består af… brød! Hello kokosolie!

Så der røg en hel del kokosolie indenbords, og først da vi skulle væk fra øen, opdagede vi, at vi begge næsten var løbet tør for kokosolie.

Et glas kokosolie på fem dage er vel også en slags præstation!

På Koh Samui købte vi så en 1000 ml flaske kokosolie, og den havde vi med os på resten af rejsen. Kokosolie er i sandhed en god rejsemakker i varme lande!

Skulle jeg til Redang igen, ville jeg dog nok lige tage et par poser nødder i tasken også. Så kommer man trods alt langt.

Resten af rejsen befandt vi os i civilisationen med uendelige muligheder for god mad.

Kuala Lumpur og gadekøkkener

I Kuala Lumpur og Bangkok spiste vi os igennem gadekøkkenerne, hvor der var masser af kød og grønt at få. Ind imellem supplerede vi med lidt ris der hvor det gav mening.

Og sådan gjorde vi faktisk på resten af turen. Ikke ved hvert måltid, men tit spiste vi bare det mad, der lige var der, hvor vi befandt os på det tidspunkt, vi blev sultne, og det var så det.

Malaysisk streetfood Kuala LumpurMalaysisk streetfood Kuala LumpurBangkok

Vi havde også den udsøgte fornøjelse at besøge Jamie’s Italian i Singapore, hvor vi spiste middag med Jamie’s Creative Chef, som tilfældigvis var i Singapore, og som Søren kender og samarbejder med.

Scandic har jo erhvervet sig rettighederne til at åbne Jamie’s Italian restauranter i norden, og det kan vi godt glæde os til!

Maden og restauranten var uhørt lækker, og jeg labbede selvfølgelig i mig af hans historier om at være behind the scenes på Jamies kogebøger og restaurantkoncepter. Drømmejob, siger jeg bare!

jamie's Italian Singaporejamie's Italian Singapore

Frugt – tropisk frugt

En anden ting, jeg spiste en masse af på rejsen, som jeg ikke plejer at spise så meget af herhjemme, er frugt.

Jeg elsker simpelthen det frugt, man kan få derude. De søde ananas, de cremede papaya (min favorit), dragonfruits, modne mangoer og mangosteen og alle mulige andre frugter, som jeg ikke engang kender navnene på.

Frugtshakes drak jeg også et par stykker af. De er dejligt svalende i den stegende varme.

Ananas og papayashakeMango, banan og yoghurt

Og lækre is

Og så spiste jeg også is. Gode is lavet af gode råvarer men stadig is. Dog mest i Bangkok, hvor vi fandt det mest guddommelige italienske is-koncept. Stickhouse hed det, og de findes også i Europa. I Italien, sjovt nok, men også i Barcelona og i Aix en Provence, som ikke er så pokkers langt fra, hvor min far bor.

Nærmest værd en udflugt næste gang vi er på de kanter!

Stickhouse - BangkokStickhouse - Bangkok

Så jeg var definitivt tilbage på kulhydratdrift, og selvom jeg husker et par dage i varme Kuala Lumpur, hvor jeg stampede i jorden, som en vred 3-årig, fordi jeg var gået sukkerkold på åben gade og mest havde lyst til at sætte mig ned og tude, så gik det faktisk uden problemer.

Nogle dage var jeg sulten lidt oftere end jeg plejer, men for det meste var appetitten rigeligt nedsat pga. varmen. Jeg havde ingen maveproblemer, i hvert fald ikke mere end jeg har herhjemme, og jeg var ikke ved at dø af sukkertrang.

Sidstnævnte er temaet i mit næste nyhedsbrev (når jeg engang får tid til at lave det færdigt), så hvis du ikke allerede er tilmeldt, så skynd dig at gøre det.

På trods af afvigelser fra min normale kost, synes jeg faktisk, at vi spiste fint og sundt i de fem uger, rejsen varede.

Sundhed har mange former jo, og her ramte vi en fin balance, hvor der var plads til både rigtig mad og lidt sjov og spas. Slutteligt får du lige lidt food spam fra rejsen.

Thai food - Koh PhanganMorgenmad Kuala LumpurKoh SamuiRaw food, Chalok Baan Kao, Koh TaoRaw chocolate cheesecake

 

Madbandittens Juleopskrifter

Tag alle mine bedste juleopskrifter med i køkkenet med denne lille jule-ebog.

Low Carb juleopskrifter uden gluten og uden sukker.

Madbandittens Juleopskrifter: 59,-

19 kommentarer til “Fem ugers rejse i Østen – hvad med maden?”

Skriv en kommentar

  1. Tusind tak for gode informationer. Særdeles nyttige. Jeg skal 2 uger til Thailand til februar. Jeg er jo principielt 100% enig med dig i at leve først, selv om man så ind i mellem må give køb på principperne. Men nu har jeg sukkersyge, så jeg er faktisk nødt til at være lidt mere principiel. Men derfor eksperimenterer jeg da alligevel med, hvad der kan lade sig gøre.
    Lidt af den dejlige frugt må jeg da have, men det går nok ikke at svælge i det. Jeg er ny med LCHF, men har allerede oplevet fordelen ved ikke at gå sukkerkold, selv om et måltid bliver udskudt nogle timer. Det er da faktisk en utrolig frihed ikke at være så bundet til, hvornår man skal spise, som jeg ellers har været i mange år.

    Svar
    • Ja det er dejligt, ikke? Jeg har været i Thailand fire gange tidligere uden at spise ris og den slags, og det kan sagtens lade sig gøre. Det svære er fedtet og så det at maden også kan indeholde en del sukker, men jeg har ikke oplevet det som et problem. Rigtig god tur. Hvor er du heldig :)

      Svar
  2. Stof til eftertanke!
    Jeg har PCOS, så jeg spiser så strikt jeg kan -dog kiss-kost og ikke LCHF. Min store frygt er det kulhydraterne gør ved min krop, men også manglen på mad gør mig utryg. Med dette indlæg i baggagen, vil jeg prøve mig frem næste gang mine fødder rammer Mexicos varme land. Balance er vel kodeordet i utroligt mange sammenhæng. Det er lækkert at læse en LCHF blog der ikke er religiøs – tak for det!

    Svar
    • Dejlig kommentar, tak Kathrine. Jeg kan sagtens genkende det du siger med angsten for at blive sulten. Sådan har jeg også altid haft det. Oplevelsen af at man på LCHF ikke går sukkerkold og at man derfor kan udskyde måltider i 1-2-3 timer, hvis det er nødvendigt, har været en stor hjælp for mig til at forstå, at sult ikke er noget, man dør af.

      Og ja, balance er en god ting. Jeg oplevede det som dejligt at spise fx ris og frugt uden at appetitten og humøret løb af med mig.

      Svar
  3. TAK for dette indlæg, det var lige hvad jeg havde brug for, efter tre ugers ferie med masser af is og oven i købet en pizza en dag – fordi det var det, der lige var der, klokken var mange, børnene hysse osv. Nu prøver jeg at komme mig over det og komme tilbage til de gode hverdagsrutiner – og nu tror jeg måske også jeg kan parkere den dårlige samvittighed over at have budt mig selv og min krop en masse som den trives dårligt med! Tak!

    Svar
  4. Når vi taler om lækker is på pind, bliver jeg simpelthen nødt til at dele denne åbenbaring af en is-butik med alle: http://olufs.dk/ Jeg har ingen ord. Virkelig ikke. (så langtfra LCHF, men hvis man skal synde, kan man lige så godt synde på den gode måde..)

    Hvad mener I fx om: Hvid chokolade-gelato med blendede jordbær dyppet i mørk chokolade og drysset med røde marengs og jordbærsukker, Valnødde-gelato dyppet i lys chokolade og drysset med sukkerristede peanuts og mandler eller Cremet citron-/mynte-sorbet dyppet i hvid chokolade og drysset med friskrevet økologisk citronskal.

    Det fortjener virkelig et Oh My God :-D

    Svar
  5. Sikke nogle fantastiske billeder. Og elsker at du skriver at du ikke tilpasser livet efter din kost, men at du lever livet først.

    Svar
  6. Kære Jane,

    Tusind tak for dine postkort og dine tanker omkring livet :-)
    Jeg er simpelthen for nysgerrig – jeg er nødt til at spørge, på hvilken måde I fortærede de glas kokosolie … Var det gennem spandevis af kaffe eller ??!

    Mange hilsner en glad læser – Anne

    Svar
  7. Hov, jeg ved ikke hvorfor mit spørgsmål forsvandt, prøver lige igen.
    Hvordan kan det være du vælger ris, fremfor pasta og kartofler?

    Svar
    • Ja den klipper altså kommentarerne nogle gange. Meget irriterende :(
      Kartofler serverer de ikke så tit derude, og jeg spiser ikke gluten. Og så er der ris tilbage, hvilket jo også er det mest oplagte tilbehør til maden derude :)

      Svar
  8. Det var da nogle fantastiske, trekantede is, du har billeder af. Tænker, det må være de italienske is, du skriver om? Hvor ER de bare flotte og indbydende.
    Gad vide, om man kan købe sådan nogle forme nogen steder? Jeg har købt silikone-isforme hos Panduro Hobby (kostede en krig!) og har også nogle børneisforme, som er knap så charmerende. Du skulle vel ikke være stødt på noget, der ligner den trekantede model ovenfor?

    Svar
  9. Hej Jane.
    Jeg savner en masse forslag til gode lækre og nemme forslag til børnenes madpakker, har du nogle sider hvor jeg kan finde det? ;0) Bedste hilsner Lonni

    Svar
    • Nej desværre. Jeg er virkelig uopfindsom, når det kommer til madpakker. Mine to 8-årige får rugbrødsmadder med godt med smør og pålæg, ost, nødder og en masse grøntsager med. Næsten hver dag… :-)

      Svar