Om børn, mad og LCHF

Hvis der er ét spørgsmål, jeg altid får, når jeg er ude og holde foredrag, så er det: Hvad spiser dine børn?

Mad, plejer jeg at svare. De spiser mad. Ligesom resten af familien gør. Når det så er sagt, så forstår jeg godt spørgsmålet. For det er jo lidt svært at spise LCHF og tro på, at kulhydrater fra kornprodukter og sukker måske ikke er det, vi skal spise allermest af og så samtidig lade ungernes kost bestå af cornflakes, brød og pasta. Så klart at vores måde at spise på også smitter af på ungernes kost.

Når mor er sukkerfølsom…

Vi er i den “heldige” situation, at jeg altid har haft det svært med sukker og derfor har forsøgt at begrænse det. Derfor har sodavand, slikskåle og slikskuffer ikke været en del af vores hjem i de sidste mange, mange år. For jeg spiste det jo lige så hurtigt, som det kom ind ad døren, og jeg opdagede hurtigt, at det var meget nemmere at lade være med at spise det, hvis jeg lod være med at købe det. Det her var længe, før vi fik børn.

Da det så oven i købet var svært for mig at blive gravid, blev det endnu vigtigere for mig, hvad jeg hældte indenbords. Og selvom min opfattelse af sund mad dengang var fedtfattig og kulhydratrig, så var ting som sodavand, slik, junkfood udryddet.

Det fortsatte op igennem graviditeten, og på den måde havde jeg fået indarbejdet nogle gode vaner. Troede jeg. For da jeg så pludselig stod med koliktvillinger og søvnunderskud, bestod min barselskost af franskbrødsmadder med pålægschokolade. Hvem sagde sammenhæng? Nå…

Børn og sukker

Men nu var det jo ikke min kost, der blev spurgt til men ungernes.

Fra de blev født, har vi haft en holdning til, at vi ikke ville give dem slik, saft, sodavand og sukker i større mængder. Så det har vi aldrig rigtig gjort. Vi har spist is om sommeren og på ferier og sådan, men familierutiner omkring sukker har vi aldrig haft. Så vi har heller aldrig haft oplevelsen af, at vi skulle tage fredagsslikket eller weekendsodavanden fra ungerne. For det var der jo ikke i første omgang.

Men det har også betydet, at de aldrig har bedt om det. For man beder jo ikke om noget, man ikke ved, hvad er!

De spiste deres første flødebolle i børnehaven og fik deres første sodavand i skolen, og ligesom vi har diskuteret utallige gange her på bloggen, er det et kors for min forstand, at det er offentlige pasningsinstitutioner, der skal introducere mine børn for den slags.

Jeg ved godt, at ingen, heller ikke mine børn, dør af at spise en enkelt flødebolle eller få serveret en sodavand, og værre er det jo så heller ikke. Det stopper nok bare aldrig med at irritere mig, at man ikke kan vælge det fra.

Mine børn spiser ikke LCHF

Vi plejer at sige, at de spiser Lower Carb Higher Fat. Men egentlig betyder det bare, at vi har udelukket eller minimeret sukker, junkfood, lightprodukter og hvidt brød og pasta i deres kost. Til gengæld spiser de pænt meget fedt og virkelig mange grøntsager.

Rent praktisk foregår det ved, at vi spiser det samme om morgenen sådan mere eller mindre, til frokost har de som regel helt almindelige rugbrødsmadder med i madpakken (med tykt lag smør og godt med pålæg, ost. nødder og grøntsager), til eftermiddag spiser de enten ingenting eller det, de får til café på Fritten, og til aften spiser de det, jeg serverer til aftensmad + måske lidt ekstra kartoffel, sød kartoffel, rodfrugt etc. Ind imellem laver jeg en lille portion ris, quinoa, perlebyg/spelt/rug til dem, men det er altid som tilbehør (og vendt i smør) og ikke det, der fylder mest på tallerkenen. De får sjældent pasta. Det er som sådan ikke et bevidst valg, det er bare gledet langsomt ud, og i stedet får de (vi) gulerodsspiraler og squashspiraler.

Udover deres normale kost får de frugtdesserter med flødeskum, smoothies, andre hjemmelavede lækkerier og godter. Ikke hver dag men når det skal være.

Men det er jo herhjemme. Når de er på besøg hos andre, spiser de det, der bliver serveret der, ligesom andre spiser vores mad, når de er på besøg hos os.

Hvis vi skal til et arrangement, hvor der sukker overalt, som fx sommer- eller julefester, hvor der er kagebord, småkager, sodavand, slushice, flødebollemaskine og slikposer, aftaler vi ind imellem med dem forinden, at de kan vælge fx to ting. Og så tager de fx et stykke kage og slikposen og synes, det er en fest. De kommer ikke og plager om mere, men render rundt og leger med vennerne. Hvis de føler sig snydt, er det ikke noget, de siger til mig.

Børn, mad og LCHF

Hvad siger ungerne selv?

De siger egentlig ikke så meget. De interesserer sig ikke for mad på den måde, men spiser bare maden med glæde. De kommer ind imellem hjem og fortæller, at de nu har lært i skolen, at hjernen skal have sukker for at fungere, og at fedt er usundt, og så tager vi en snak om det. De vil rigtig gerne tale om sundt og usundt (hvad er sundest, mor, en gulerod eller fiskeolie?… Øh.. bumbum….?!), men vi plejer at dreje snakken over mod naturlig/unaturlig mad.

Vega elsker alle slags sunde lækkerier og smoothies og pandekager og chiagrød og mad, der kan pyntes og alt, der sådan er lidt sødt og hyggeligt. Hun elsker også smør og ost og oliven og spiser i det hele taget det meste mad med stor appetit og nysgerrighed.

Silas derimod er lidt kræsen med lækkerierne og vil bare have rigtig mad! Da de begge for noget tid siden begyndte at blive lidt trætte af æg til morgenmad, bad jeg dem om at skrive en liste over, hvad de så gerne ville have i stedet. Her er Silas’:

silas' morgenmad

For dem, der ikke er trænet i at læse børnestavning, foreslår han denne menu:

Mandag: Jordbæryoghurt (dvs. frosne jordbær blendet med Extra Creamy kokosmælk)

Tirsdag: Tapas (dvs. ost og pølse)

Onsdag: Hakkebøf

Torsdag: Laks og knækbrød

Fredag: Yoghurt (græsk yoghurt er en fredagstradition)

Lørdag: Kylling

Søndag: Laks og banansmoothie

Der er kommet betydeligt mere kød på morgenbordet herhjemme, siden han lavede den liste, men det er faktisk også helt fint. Det kan man godt vænne sig til. Til morgen tager vi alle desuden fiskeolie (Cod Liver Oil). Silas tager den rent, vi andre i en lille sjat æblejuice. Ungerne får ca. 1 tsk og de voksne 2. Men på øjemål så jeg ved ikke rigtigt.

Jamen hvad med bedsteforældrene?

Vi er heldigvis begavet med bedsteforældre, som måske nok oprindeligt havde en opfattelse af, at børnebørn var nogen, der skulle forkæles med masser af søde sager, men som nu i stedet køber en bakke jordbær og hygger med det. Er det bedsteforældre, vi ikke ser så tit, er der også fint plads til, at de får en is den dag. Altså, det er jo ikke noget, vi har sat i system og gør regnskab med.

Jamen børn, som ikke får sukker derhjemme går jo fuldstændig amok i det, når de får det til fødselsdage!!

Det hører jeg tit. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Eller, jeg har i hvert fald også set børn, der spiser sukker derhjemme, gå amok til børnefødselsdage. Jeg tror, det handler mere om det enkelte barns sukkerfølsomhed.

Jamen børn, der ikke får sukker derhjemme går amok senere, når de er blevet større!

Det kan godt være, men mon ikke de fleste skal igennem en periode, hvor kosten består af kanelgifler, junkfood og slik i rå mængder? Well, jeg har i hvert fald taget min ration, da jeg var yngre. Men det synes jeg da alligevel ikke er grund nok til, at jeg skulle vælge at fylde på dem herhjemme.

Læs også: Hvad spiser mine børn (nu: 11 år)

Er du så ikke bange for, at de får både mange kulhydrater og meget fedt?

Nej, det er jeg ikke rigtigt. Endnu. Dels er de i den magre ende, og dels er de (især Silas) jo i konstant bevægelse.

Vi får det tit til at lyde, som om det er enten-eller med kroppen, og den kun kan forbrænde enten fedt eller kulhydrater, men i virkeligheden veksler den jo hele tiden imellem de to. Og når man har taget sukker, store mængder pasta/hvidt brød og fastfood ud af ligningen, har vi at gøre med en mængde kulhydrater, som jeg tror sagtens kan fungere side om side med godt med fedt.

Mere fedt i kosten minimerer i sig selv mængden af kulhydrater (især hos børn med intakt appetitregulering).

Tidligere havde vi fx oplevelsen af, at det var enormt svært for os at mætte Silas. Altså det barn var umætteligt og allerede som helt lille, kunne han konsumere enorme mængder pasta. Enorme! Da jeg begyndte at servere den samme pasta for ham med en fed sovs til, blev han mæt af en portion. Så på den måde tror jeg, det udligner sig.

Spiser man derimod LCHF op til kl. 17 og herefter matadormix og mariekiks resten af aftenen, jamen så får man et problem. Og det er uanset, om man er barn eller voksen.

Er du aldrig i tvivl?

Jo for pokker! Ikke så meget ift. den mad, mine børn får, men jeg kan godt spekulere over, hvad det betyder for dem, at de vokser op i en familie, hvor både mors og fars arbejdsliv består af mad og sundhed. Det kan gå begge veje, tænker jeg.

Og det med småt…

Det her indlæg har været længe undervejs. Dels har jeg tøvet med at publicere det, for indlæg, hvor vi diskuterer børns kost vækker altid mange følelser. Både positive og negative. For det er jo vores børn, vi taler om, og vi gør allesammen det, vi mener, er bedst for dem.

Desuden har det været lidt svært at sætte ord på, hvad de spiser, for det er jo ikke sådan, at vi har lavet en nedskrevet kostpolitik herhjemme. Det er, som det er. Der er ikke noget herhjemme, der er sort/hvidt, hverken ift. børnene eller de voksne.

Vi er ikke overmennesker, men vi gør os umage. For det meste i hvert fald.

Indlægget her skal derfor heller ikke forstås som en guide til et godt eller sundt børneliv, det er bare en lille gennemgang af nogle af de valg, vi har taget på vores families vegne herhjemme.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

90 kommentarer til “Om børn, mad og LCHF”

Skriv en kommentar

  1. Nu nævner du blandt andet skolen i dit indlæg, hvilket jeg som snart kommende skolelærer kender lidt til, da har jeg fået set og lugtet til utrolig mange madpakker gennem tiden og som kan varierer ud i det uendelige. Men det mest “ekstreme” jeg har set var en madpakke bestående af en chokoladecrossaint, en pakke tictac og chokolade (I kid you not). Vi er nok ikke uenige i at det nok ikke er en kost som er særlig gavnlig for barnet, men spørgsmålet er så: “Er det mit ansvar som lærer at gøre noget ved det?” og i så fald hvordan gør man det uden at gøre sig til dommer over dem og deres “ret” til at bestemme over deres eget barn. For i den anden boldgade kan man have forældre som ringer lærere op sent om aften for at hører om de er okay at deres barn får en Danonino med i madpakken (endnu et eksempel for det virkelige liv) og i principper lægger noget af ansvaret for deres barns kost over på læreren. Bare et lille indspark til debatten :)

    Svar
    • Jeg beklager de mange stavefejl i indlægget, det gik lidt stærkt og magtede ikke at læse det igennem. Jeg er i virkeligheden en ret god dansklærer ;)

      Svar
    • Det er også et interessant indspark. Jeg synes ikke, det er lærernes job eller ansvar at sikre sunde madpakker, hverken den ene eller den anden vej, og jeg ville selv blive tosset og trodsig, hvis jeg som forælder oplevede det. Men jeg forstår sagtens, at det kan være svært at se til. I den værste ende af madpakkeskalaen i mine børns klasse, er minutnudlerne – spist rå. Jeg kan slet ikke finde et eneste sted indeni mig, hvor jeg mener, at det kan være ok mad for et barn men altså hvert sit valg.

      Jeg læste om et spændende forsøg, man havde lavet med en urolig klasse (i udlandet). Man havde givet ungerne tilskud af fiskeolie hver dag i en periode og havde ikke ændret på deres øvrige kost eller livsstil. Men det lille indskud, minimerede uro markant, øgede koncentrationen, nogle børn, som skrev eller læste fuldstændig ubehjælpsomt kunne pludselig læse og skrive langt bedre, deres glæde ved skolen og læring steg og der var nærmest ikke det punkt, der ikke blev forbedret. Dét er interessant, synes jeg!

      Svar
  2. Jeg elsker, når min datter (Jane) gør det så godt for mine børnebørn (Vega og Silas). Og til andre bedsteforældre: så synes jeg altså, at det er vores pligt at respektere vores børns valg i forhold til deres børn (vores børnebørn) og støtte op om sunde vaner.

    Svar
    • Sådan en forstående og samarbejdsvillig mor ville jeg gerne have haft. Nu er jeg selv mormor, og respekterer de valg forældrene tager. Heldigvis er vi også ret enige om valg af kost.

      Svar
  3. TAK for brugbare indspark, Jane. Jeg har en søn, der virkelig bare elsker sunde ting og altid træffer gode valg. Min datter elsker såkaldt white foods, og de LFCH-ting jeg præsenterer hende for er hun vild med én eller to gange, for så igen at takke nej (og tage en rugbrød med leverposteg). Jeg vil tage den store tur nu, og få fyldt skabe og køleskab op med de rigtige ting.

    Svar
    • Min søn elsker også rugbrød med leverpostej. Jeg smører et godt lag smør eller kokosolie under og så et tykt lag leverpostej. Så mætter det lidt bedre :)

      Svar
  4. Fantastisk indlæg, jeg er vild med din blog og dine bøger.
    Min mand og jeg spise LCHF men kan ikke rigtigt få børnene med. ( 2 drenge på 5 og 9 år ) specielt den store vil ikke have grøntsager, han kan kun lide broccoli, han spiser enorme mængder af ris, pasta og brød ( godt nok fuldkorn men ikke rugbrød, det kan han heller ikke lide ) jeg tror ikke han selv kan mærke når han er mæt, vi stopper han når vi mener han har fået rigeligt, da han efterhånden er blevet lidt buttet. Har efterhånden prøvet mange LCHF brød men det vil han ikke spise, synes det smager for meget af marcipan og kerner som han heller ikke kan lide. Hov, det blev en ordentlig smører. Har du nogle gode råd til hvordan jeg får noget sundere kost i mine unger ?
    Endnu en gang tak for en super blog, du er et fantastisk forbillede for os andre.

    Svar
    • Min søn spiser heller ikke LCHF-brød. En pizzabund i ny og næ går an men LCHF-brød og -boller gider han ikke. Men på fedtsiden er der masser af fede sovse, han kan lide. Karry er det største hit og laver jeg fed karrysovs (fx den fra boller i karry fra Mæt&slank) så ryger blomkålsrisene også ned. Karrydip til grøntsager er også en hit. Mine får en ordentlig ladning når de kommer sultne hjem fra fritter om eftermiddagen (gulerødder, peberfrugt, fennikel, agurk, selleri etc). På den måde ryger der en masse grøntsager ind, men de er stadig sultne til aftensmaden til at kunne spise der. Sult er det bedste krydderi, siger man vist ;-)

      Svar
  5. Det har altid undret og irriteret mig, at nogle bedsteforældre ser det som deres ret, ja næsten pligt, at give deres børnebørn slik kage og is. Og at de bliver vrede og trodsige, når børnenes forældre siger, at de ikke vil have det – ja, at bedsteforældrene ligefrem lister sig til at snige slik i børnene når forældrene ikke ser det. But why?! Findes der virkelig ikke bedre måder at vise sin kærlighed på?
    Så et det, at jeg er glad for, at vi ikke har børn, for det ville jeg ikke håndtere særligt yndefuldt ;-)

    Svar
  6. Skønt indlæg.
    Kunne jeg, ville jeg have nøjedes med et ‘like’ for at fortælle dig det :$
    Er sikker på at naturlig mad er vejen frem…. og er sikker på at dine børn ikke mangler noget med alle de lækkerier du laver. Her tænker jeg også på at servering er en del af opdragelsen, som mange nok mangler.

    Svar
  7. Synes det er vigtigt, at have for øje, når vi taler om pædagogik/ opdragelse, at for to børn er der to forskellige vilkår, der er de bedste.
    Det, jeg mener, er at hvis børn skal have lige gode betingelser, skal de ikke behandles ens.
    Børn og andre mennesker har ikke brug for det samme, for at trives.
    Så samme indgang til kost med to forskellige børn, kan sagtens være godt for en, men noget skidt for en anden….
    Jeg tror det allervigtigste er, at vi er troværdige voksne/ forbilleder og gør vores bedste…

    Svar
    • Det forstår jeg godt i almindelig pædagogik men i forhold til kosten er jeg ikke sikker på, jeg helt er med? Altså udover jo, at børn kan trives på forskellig kost ;)

      Svar
  8. Tak for endnu et dejligt indlæg med din sædvanlige skønne uhøjtidlige tilgang til tingene. Takket være dig har jeg smidt min badevægt langt væk – efter mange års afhængighed.Du er til stor inspiration for undertegnede – og rigtig mange andre, er jeg sikker på.
    Keep up the good work – og rigtig god weekend.

    Mange hilsner Kathe

    Svar
  9. Søde Jane, det er en fantastisk indlæg! Jeg er så enig med dét, de andre skriver; virkelig velskrevet og velovervejet! I har en rigtig god tilgang til jeres børns kost. Lillemanden herhjemme er virkelig kræsen, men jeg håber det ændrer sig med tiden. For pigerne har kosten ændret sig i små ryk siden de var små, og det har virkelig været nemt! De er ikke sukkerfrie, men de får heller ikke enorme mængder. De kan sagtens takke nej til kage og sodavand. Ja faktisk vil de hellere have en danskvand end en sodavand. Som jeg vidst har skrevet før, så har de begge en rigtig god og veludviklet stop-klods, når det gælder sukkerindtag, og har absolut ikke noget behov for at tømme deres lille skål slik med 10 små stykker i. Det er ihvertfald ikke noget de har arvet fra mig :-/
    De spiser gladeligt sunde alternativer til kage, de elsker at de må få is hver dag (som indeholder broccoli, grønne bønner, spinat, bær og banan, de tømmer snildt et stort fad med gnavegrønt og spiser rimeligt med fedt. Her er det nemmerst at få diverse saucer og dips i den mindste af tøserne. Vi snakker om hvad der er godt for kroppen og hvad kroppen ikke kan bruge til noget, og de er stolte af, at de har en mor, som tager sunde valg for dem, siger de – så må vi se hvor længe det varer ;-)

    Svar
  10. Hmm, altså, ..
    For det første: SUPER godt indlæg. Meget relevant, tror jeg.
    Jeg har ikke selv børn, vil jeg lige skynde mig at sige – jeg er “blot” 19 år, så der går vist lige et par år eller fem (;
    Men jeg er på vej ud af anoreksi, så jeg vil bare lige indskyde at sunde madvaner hjemmefra/mangel på samme altså sjældent har noget med spiseforstyrrelser at gøre. Jeps, mad kan stabilisere psyken så det er lettere at håndtere sine tanker (som LCHF gør det for mig). Jeg kan ikke sige, at ingen spiseforstyrrelser kan opstå af fanatisme omkring mad – men der er altså (som Mille Eigard Andersen har skrevet om i sine bøger) en forskel på at være SPISEFORSTYRRET og FORSTYRRE SIN SPISNING. Sidstnævnte kommer af f.eks. fanatisme omkring mad, og vil forsvinde når man får genoprettet en balance i kroppen. Den første bunder i lavt selvværd, mindreværd, indeklemte følelser og had til sig selv (som så ender med at udmønte sig i at man vil forsvinde = sulter/opkaster/spiser følelser væk).
    Så hvis du ikke vil have spiseforstyrrede børn (og selvfølgelig vil du ikke det! Jeg glemmer ALDRIG de tårer i min mors øjne da vi sad ved lægen og hun sendte henvisning til OUH om akut indlæggelse) så er det bedste du kan give KÆRLIGHED, KRAM og TILLID. Personligt har mad ALDRIG været et issue i min opvækst – min mor er lidt rund, bevares, men har aldrig været på slankekur og vi har fået helt normal mad gennem hele opvæksten (selvom hun var alene med 2 små børn) og kun sjældent fastfood og sådanne. Slik har der været til fødselsdage og ellers for max 10 kr om fredagen.
    Lille indskud, absolut intet surt opstød (;

    Maria.

    Svar
    • – og det vil jeg lige tilføje lidt til..

      Vi er desværre mange der kæmper imod en spiseforstyrrelse. Mennesker er forskellige, derfor er spiseforstyrrelser også forskellige.
      Jeg er vokset op i et sundhedsbevist hjem, hvor min mor og far har lagt et stort fokus på motion og tilvalg af den sunde, aktive livsstil. Det har betydet at vi ikke har haft begreber som ‘fredagsslik’ og ‘snolder’ hjemme hos os, og mine forældre har været beviste om at min søster og jeg har fået ‘rigtig mad’ lavet fra bunden (alt fra pestoen til fuldkorns pizzabunden med gulerod og kerner) fyldt med mæthed, vitaminer og god smag. Men til gengæld bagte min mor kage, når der var en speciel anledning, eller vi blot skulle hygge os engang i mellem. Derfor har jeg igennem hele mit liv, set på sukker, slik og søde sager som noget hyggeligt og ekstra, når der skulle hygges.
      Min spiseforstyrrelse bunder i noget psykisk, ja. Men da jeg altid har levet sundhedsbevist (uden egentligt været klar over det), kunne jeg i længere tid ‘skjule’ min spiseforstyrrelse og fanatisme, da mine forældre blot bakkede op om de nye tiltag jeg kom med (eller rettere: min sygdom kom med). Det gjorde mig blot endnu mere syg, hvilke mine forældre ikke lagde mærke til. Heller ikke mine veninder, da jeg jo altid har været ‘hende den sunde’. Det var faktisk min lærer, som kontaktede mine forældre, fordi han var bekymret for mig. Og mine forældre stolede på mig, så det tog lang tid for dem at indse at jeg var syg.

      Ja, det jeg blot ville sige, er at fokus på sundlivsstil er ikke det som spiseforstyrrelsen vil udspringe af. Men til gengæld kan det skubbe til sygdommen. I mit tilfælde var det, det der gjorde at jeg udviklede en så voldsom spiseforstyrrelse. Hvis mine forældre havde valgt en anden livsstil med søde sager og fastfood, ville mine pludselige tiltag om at skulle løbe halvmaraton, udelukke diverse fødevaregrupper til det fanatiske, have kontrol osv. blive langt mere synlig, selvom det jo foregår i hemmelighed.

      Jeg vil lige tilføje at mine forældre altid har krammet, kysset og har haft tillid til mig.

      Jane, du skal ikke være bekymret for dine børn. Men når de når en vis alder, synes jeg du skal tage en snak med dem. Fortæl dem om bagsiden af medaljen, så de bliver bevidste om det. Forebyg det. Og husk at være opmærksom, hvis de i teenageårene pludselig ændre adfærd. Ikke kun ved spisevaner/motionsvaner, men sådan generelt og socialt. Og uanset hvor meget tillid du har, og hvor selvstændige dine børn bliver, så udvis dem bekymring, hvis de prøver at gemme på noget. Så er jeg sikker på, at de kommer til at stortrives!

      Jeg er snart tilbage på sporet. Mine forældre har været så støttende igennem det her. Vi lever en sundere livsstil nu, end vi gjorde før. Jeg tror min spiseforstyrrelse er et ‘weak up call’, for os alle. Men uanset hvad, så takker jeg mine forældre for, at de har været/er sundhedsbeviste. For det et grunden til at jeg stadig er i live i dag.

      Svar
  11. Hej Jane

    Sikke et godt indlæg, og en god måde at tackle det på. Jeg må indrømme at jeg har nogle udfordringer med at forklare mine store unger (16 – 22) hvad det er jeg er begyndt på. Og min datter på 10 er da også noget sketisk og syntes ind imellem at det er rigelig mærkelig mad vi får nu. Hun spiser nu som regel det, vi laver og er ikke kræsen.
    Jeg har gennem tiden diskuteret børns mad mange gange -bla forsøgt at forklare forældre at rugbrød med vingummi ikke er god mad :-) Og jeg tror det bedste er at kende sine børn og i øvrigt gøre som det passer bedst til ens familie og hverdagsliv. Og så gøre det å sundt om muligt.

    Svar
  12. super godt indlæg Jane.. jeg har så meget respekt for jeres livsstil, og at i inddrager jeres børn i den :-)
    Dog sidder jeg inde med en bekymring. For som du skriver til sidst, vokser dine børn jo op i en hverdag fyldt med sundhed, kost og livsstil. Og det kan jo gå den ene eller den anden vej. Enten bidrager det blot med en masse sunde og fornuftige vaner hos dine børn (hvilket vi krydser fingre for), ellers kan man risikere at ende ud i ekstremerne, enten som fanatisme (i værste tilfælde spiseforstyrrelser) eller som du jo nævner flere gange, at de vil tage ‘revanche’, og fråde løs i sukker, når de bliver ældre.. Er du/i ikke bekymret for dette ? Men på den anden side, skal man måske bare leve i nuet, og se hvor det fører hen?

    Svar
    • Det er lige netop den bekymring, jeg udtrykker til sidst i indlægget. Men jeg tror desværre ikke, der findes nogle garantier. Under alle omstændigheder giver den tvivl mig ikke hverken grund eller lyst til at inddrage sukker i mine børns kost (herhjemme).

      Svar
  13. Kære Jane
    Super dejligt indlæg-på den gode balanceret måde-og ja vi har jo talt om det så tit :)- det vækker store følelser hvis man fravælger fødevarer eller bare begrænser dem.
    Siden 2008 har vi spist LCHF/Primal inspireret og jeg har fået så mange kommentarer på det fordi jeg allerede før 2008 havde en ret skrap holding til børnemad-og JA min datter har da afprøvet store mængder Oreos -sodavand etc sidenhen
    – men det sjove er at nu som 19 årig er hun ret bevidst om at det ikke er det hun gider at hygge sig med i længden – hun søger den rigtige mad også når det gælder lækkerier ( god chokolade. en god hjemmelavet is etc etc-men ingen af os har skyldfølelse hvis vi spiser normal Danmarks kager mv- det er en del af roen af at ha det godt med det kostvalg man har valgt for OS
    Kh

    Svar
  14. Hvor godt at høre, at der er andre med den holdning, at man ikke behøver fodre børn med noget, de ikke har efterspurgt. Jeg mærker en negativ holdning (især fra nogle i min familie), når jeg siger, at de ikke behøver at placere sodavand og slik foran dem, bare fordi “sådan hygger vi os” eller “Vi skal jo køre langt”. Jeg er ikke fanatisk og mine børn får da også fredagsguf, men jeg prøver at blande tørret frugt, kokosstykker eller hjemmelavet frugtgummi sammen med økologisk slik og så får vi aldrig sodavand hjemme. Og jeg respektere, at andre har anden holdning end mig, men synes det er svært at acceptere, når de nærmest bliver sure på mig, fordi de ikke må give dem slik (bedsteforældre). Nu har jeg fået min far til at forstå, at han så kan ‘nøjes’ med at give min snart 3 årige datter chokolade…. Puha – men det trak også tænder ud og han blev faktisk lidt ‘fornærmet’. Også dengang jeg forbød ham, at give min nu 12 årige dreng slik førend han var 3 år gammel. Det er svært at have en tilbageholden slik-politik synes jeg – når der er folk omkring en, der mener at “det dør man da ikke af”….

    Tak for god blok og for at give mig en god fornemmelse i maven, når nu andre giver mig en dårlig fornemmelse i maven over det jeg gør for mine børn.

    :-) Lene

    Svar
  15. Tak!
    Så kan vi andre slappe lidt mere af i forhold til hvordan vores børn spiser…
    Jeg syntes udgangspunktet – De spiser mad – er rigtig fin.
    Vores spiser cirka det samme som jeres, de store drenge tager lidt mere fra på kødet men ellers er der altså ikke den store slinger i valsen.

    Svar
  16. Kære Jane.
    Har overvejet dette indlæg i noget tid, og blev så glad da jeg læste at du nu har skrevet noget om LCHF og børn.

    Jeg har et spørgsmål vedr. min datter på 13 måneder. Jeg synes det er svært at lave mad til hende efter LCHF principperne. Dels fordi jeg er alene med hende og har svært ved at finde tiden, men også fordi hun har svært ved at tygge meget af maden endnu, da hun kun har to tænder, og derfor kløjes i maden, selvom hun egentlig gerne vil spise det.
    Hun spiser pt. mest grød, øllebrød, mosede kartofler eller andre grøntsager, helst sovs, og ikke specielt meget kød, med mindre det er frikadeller eller lignende.
    Frokosterne er også svære, for hun gider heller ikke rugbrød og pålæg.
    Jeg er ikke fanatisk, hun må gerne få kulhydrater, men ville gerne at vi kunne spise lidt mere af det samme, så derfor ville det være super dejligt hvis du kunne komme med nogle nemme forslag til, hvad jeg kan lave, som hun kan være med på, og som opfylder hendes næringsbehov…?

    Og så lige et PS: Opskrifterne i dine bøger er virkelig lækre, og der er favoritter jeg laver igen og igen til mig selv! Især osteomeletten med sprød skorpe og blomkålsrisottoen! :)

    Svar
    • Mos af grøntsager og kartoffel med en god smørklat og en smule frikadelle synes jeg da er gode ting. Fisk er tit nemmere end kødbidder, så laks eller fiskefrikadeller kan I sikkert begge spise også. Min datter blev ekstremt selektiv lige i den alder og ville kun spise pasta med ostesovs og rugbrød med Philadelfiaost. Det er hun heldigvis kommet over ;-)

      Svar
      • Tak for dit svar. God idé med fisk :). Prøver også boller i karry i aften, det satser jeg på bliver et hit :)
        Og så håber jeg at hun snart får et par tænder mere, så hun også kan være med på det meste ;).
        Ps. Jeg bagte børnekiks i går, og havde frygtet at jeg ville kaste mig frådende over dem selv, men tænk, der er ingen sukkertrang… en helt ny oplevelse for mig, efter at have spist LCHF i to uger! :D hurra!!! Tak for at åbne mine øjne. :)

        Svar
    • Min datter på 11 måneder er vild med blomkålspizza! Den er en lille smule porøs i det og perfekt at tygge med to tænder :) Og pandekager lavet af æg og banan, stegt i kokosolie :)

      Svar
  17. Jeg synes slet ikke at du skal være i tvivl om, om du gør det rigtige med dine børns kost. Børn tager ikke skade af at spise rigtig mad. Tænk dig 100 år tilbage i tiden – hvor meget af alt det sukkerstads børn (og voksne) stopper i hovedet i dag, spiste man den gang? Intet (i stort set). Den gang spiste man rigtig mad – og ungerne tog ingen skade af det! Det er først efter sukkerets indtog at vi begyndte at få problemer med alle bogstavsdiagnoser, børnefedme, diabetes osv.

    Ellers tror jeg ikke, at kulhydrater i sig er et problem (i mådelige mængder), som du også giver udtryk for. Vi er skabt til at spise kulhydrater (jeg tror ikke på evolutionen – en blind tilfældighed kan ikke have frembragt vores avancerede kroppe). Og masser af den føde, som så er skabt til os, indeholder kulhydrater. Grøntsager og frugt vælter ikke læsset, er min helt klare overbevisning. Det er alle de andre (unaturlige) kulhydrater som er problemet. Slik, kager, søde sager og ikke mindst alt det skjulte sukker i halv- og helfabrikat som findes. Kroppen klarer en vis mængde kulhydrater uden problemer (diabetikere må selvfølgelig være lidt mere opmærksomme end det store flertal, og vi er alle forskellige, så grænserne for kulhydratindtaget er naturligvis også forskellige).

    Problemet er, at det meste af den mad som findes i dag (hvis vi lige bortser fra grønsager, rent kød osv, er så forædlet og “gennem-ødelagt”. Vi gør os selv en tjeneste hvis vi spiser ordentlig mad, lavet fra grunden, af rene (gerne økologiske) råvarer. Og vi gør vores børn en tjeneste ved at give dem samme gode mad.

    Ja, det er jo altså bare min mening.

    Svar
    • Jeg er heller ikke i tvivl om kosten. Men jeg kan blive i tvivl om, hvad det betyder at både mor og far arbejder med mad/sundhed og det derfor er en del af vores liv. Men det er jo bare vores vilkår og så håber jeg, de to kommer hele ud på den anden side ;-)

      Svar
  18. Kære Jane

    Jeg har egentlig læst med længe, men har ladet det være op til andre at rose og kommentere dig (og jeg elsker, at så mange gør det!).
    Men det her indlæg gjorde simpelthen bare at jeg MÅTTE skrive. For hvor er det fantastisk, fornuftigt og velovervejet! Og hvor er dine børn heldige, at de har en mor som passer så godt på dem, og hvad de propper i hovedet. Som du selv siger, kan det godt være, de ligesom os andre skal igennem en periode hvor de fylder sig med mærkelig mad. Men til gengæld tror jeg at de, på grund af den mad de er vant til hjemmefra, hurtigt vil kunne mærke en forskel, og vide hvilken mad der er bedst for dem.
    Bortset fra det, og den sædvanlige ros du er vant til at høre, vil jeg bare sige: tak for mad! Har aldrig haft det så godt, som jeg har fået det efter jeg er gået over til LCHF :)

    – Mille

    Svar