Om naturlig faste og om at holde fri, når man arbejder hjemme hos sig selv

Godmorgen Aarhus! Der er live-blogging fra Scandic City i dag, hvor jeg lige har indtaget et bjerg af morgenmad. Jeg får sjældent aftensmad de dage, jeg holder foredrag. Før foredraget er jeg for worked up til at spise, og efter foredraget er det for sent, og som regel er jeg mere træt end sulten, og så dratter jeg om og sover til næste morgen, hvor jeg så til gengæld vågner og er kampsulten. Og så er det altså i orden at kunne vralte ned til buffeten og forsyne sig.

scandic morgenmad LCHF

Naturlig faste
Jeg kalder det “naturlig faste”. Længere spisepauser ind imellem uden rigide regler for spisevinduer eller kalorieindtag. Vi har godt af ind imellem at give kroppen en pause fra mad, tror jeg. Hvordan og hvor længe tror jeg betyder mindre. Det er mere et spørgsmål om, hvad der passer ind i DIT liv. Er du ikke sulten om morgenen? Jamen så vent med at spise, til du bliver det. Det samme gælder sådan set også frokost og aftensmad. Det hjælper os til at lære ikke at frygte sulten, og til at blive bedre til at mærke, hvordan ægte sult føles, så vi bedre kan skelne mellem ægte sult og bare lysten til at spise. Hvis nogen for år tilbage havde fortalt mig, at jeg en dag ville kunne springe et måltid over uden enten at falde død om, eller uden at det betød, at jeg røvede en 7Eleven for blandselv-slik senere, ville jeg have grinet højt og længe. Mange ting har ændret sig siden da. Heldigvis, da!

Om at holde fri
I dag holder jeg fri. Sådan da. Jeg tager lige et par timers arbejde her til formiddag, løber en tur, spiser frokost med min mor, shopper, mødes med en veninde, browser rundt i byen og slutter af med middag. Det lyder som en dejlig dag, ikke? Jeg er ikke god til at holde fri. Det er, som om jeg har glemt, hvordan man gør. I hvert fald derhjemme. Og det hænger jo selvfølgelig sammen med, at mit hjem er blevet min arbejdsplads, og at grænserne mellem mit arbejdsliv og mit privatliv generelt er flydende. Det kan også godt være, jeg bare har for meget arbejde. I hvert fald går jeg i øjeblikket og overvejer, om der er noget, jeg kan skære fra. For det er jeg nok desværre nødt til. Det er ikke meningen, at man skal arbejde hele tiden. Heller ikke selvom man holder meget af sit arbejde!

Hvad laver du, når du holder fri?
For noget tid siden var jeg sammen med denne kloge dame, som spurgte mig, hvad jeg lavede, når jeg holdt fri. Jeg begyndte straks at opremse alle de ting, jeg i hvert fald ikke lavede, når jeg holdt fri. Jeg var ikke ved computeren, jeg brugte ikke min iPhone, jeg skrev ikke bøger, jeg holdt ikke foredrag, jeg stæsede ikke rundt for at gøre orden på hus i kaos etc. Jeg spurgte ikke om, hvad du IKKE lavede. Jeg spurgte dig, hvad du LAVER, når du holder fri, sagde hun så. Og så blev jeg lidt tavs. For jeg kunne ikke lige komme på, hvad pokker jeg egentlig lavede, som jeg klassificerede som at holde fri. Det har jeg så siden hen prøvet at sætte nogle ord på, og jeg har da også fundet et par punkter, men det er klart en liste, jeg godt kunne tænke mig at udvide. Måske du kan hjælpe med at sætte ord på! Hvad laver du, når du holder fri?

Madbandittens Juleopskrifter

Tag alle mine bedste juleopskrifter med i køkkenet med denne lille jule-ebog.

Low Carb juleopskrifter uden gluten og uden sukker.

Madbandittens Juleopskrifter: 59,-

45 kommentarer til “Om naturlig faste og om at holde fri, når man arbejder hjemme hos sig selv”

Skriv en kommentar

  1. Når jeg har fri, så laver jeg ofte meget lidt. Det er alt fra at sidde foran dumme-kassen til at mødes med venner og bekendte til hygge. Jeg bruger også nogle gange tiden på de nedprioriterede hobbyer og små-/hygge-projekter samt at gå ud og opleve de mindre kendte dele af København. For mig er det at have fri lig med afslapning, hvilket betyder at tiden fordrives på en afslappende måde med en lejlighedsvis løbe-/cykeltur.

    Jeg er dog ret interesseret i at se den liste, du har :-)

    Svar
  2. Jeg laver en spand kaffe og sætter mig og læser i solstrålen i sofaen.
    Eller jeg løber en tur.
    Eller jeg går laaang en tur, måske med en veninde.
    Eller jeg sætter mig i min have og læser eller fjerner ukrudt og nusser lidt rundt.
    Eller jeg holder/tager til fest/i byen og sørger for at der ikke er planer dagen efter til at sove længe :-)

    Svar
  3. Du rammer virkelig noget der Jane! Mit arbejde er også min hobby og ved siden af meget varierende arbejdstider er jeg ved at starte op som selvstændig så tit fletter det hele sig sammen. Jeg holder af og til “fridage”, hvor jeg intet som helst planlægger og tager det som det kommer, men tit ender det med at jeg kan tage mig selv i at arbejde, jeg elsker det jo! Men jeg er blevet rigtig god til at give mig selv pauser til ex at spise uden også at arbejde – lidt har også ret:) men du har helt sikkert sat noget igang i tankerne – pauser skal der flere af! Håber du nød Århus og din pause:)

    Svar
  4. Jeg læser en god bog, nusser med katten, laver yoga, mediterer, går en tur, løber, ser en god film, sover -:)

    Svar
  5. Åh ja, Jane, hvad laver man når man holder fri? Jeg er inden for de sidste år blevet førtidspensionist og her fandt jeg ud af, at det er utroligt svært at finde ud af, hvad der er jeg gerne vil og nyder. har gennem det meste af livet, gjort “hvad der blev sagt”, forstået på den måde, at der altid ar været noget der skulle gøres eller ordens eller sørges for eller….

    Jeg er stadig ikke verdensmester, men jeg nyder at gå en lan tur, sidde med numsen i vejret og luge i min have, strikke eller sommetider endda tillade mig selv at sætte mig med en god bog. En bog bliver bedst af at blive læst i så store bidder som muligt, men det kan være svært at finde tid til.

    Hvis jeg lige skal samle op på min smøre, så tror jeg at mit bedste råd til dig er at mærke, hvad du lige nu har lyst til, og så gøre det.

    hav en rigtig dejlig weekend her i min by, og kom snart tilbage, gerne i embeds medfør, da jeg rigtig godt kunne tænke mig at deltage i et af dine foredrag.
    Knus og tak for dig og din inspirerende blog, for ikke at tale om ditto bøger. Knus

    Svar
  6. Dejligt indlæg!

    Nu har jeg ikke børn og tror altså det hænger sammen med hvor god man er til at holde fri! Jeg er nemlig virkelig god til det, ofte går der meget tid på Pinterest med at blive inspireret til kreative projekter, indretningsprojekter – og så derefter virkeliggøre nogle af disse projekter! Ellers står den næsten altid på træning, men det er vist også fordi jeg elsker træning, slapper af med det og får så meget energi af det. En god bog bliver det også til i ny og næ. Oh, jeg elsker fridage og jeg tror man skal huske at det er kroppens opladningsplads og det er super vigtigt at man nyder det og ikke stresser over alt det man “burde” gøre.

    Nyd din fridag i Smilet By :)

    Svar
  7. Hej Jane. Er lige faldet over din fantastiske blog for nu skal jeg altså til at gøre noget ved den begyndende overvægt… Og her er der jo masser af inspiration ;-) Som med så mange andre kure/ kostomlægningsplaner mm, er der i lowcrab opskrifter en del nødder, og jeg har nøddeallergi! Hvad foreslår du at man erstatter nødder med udover græskar-kerne, hørfrø osv ?

    Svar
    • Jeg foreslår at man bare lader være med at spise nødder og i stedet fokuserer på alle de andre lækre ting som grøntsagerne, kød, de fede mejeriprodukter og det naturlige fedt. Jeg spiser sjældent nødder, da jeg oplever at få ondt i maven af dem.

      Svar
  8. Jeg mediterer og laver Mindfulness ( fjollet formulering ‘at lave mindfulness’, men i mangel af bedre!).
    Efter er motorvejsulykke sidste år, PTSD symptomer og deraf følgende sygemelding over 2 gange, sagde jeg mit daværende job op og knokler nu for at blive selvstændig. Og det har faktisk hjulpet! At sige op, som den ultimative streg i sandet☺️.
    Men jeg er nødt til at meditere og lave Mindfulness – helst hver dag og 1/2 time, ellers begynder det at krible de steder i hoved, kæbe og nakke, hvor jeg blevet skadet ved ulykken. Så jeg får det gjort – det er noget med at have været sat til tælling på en måde, så jeg ikke længere kan ignorere min krops signaler.
    OG så har jeg et vidunderligt drivhus! Fyldt med forskellige løgvækster og et lille bord til kaffe☺️.
    Kh Karin

    Svar
  9. Jeg har været på præcis samme måde som dig- inden jeg fik børn droppede jeg alle fridage/ ferier medmindre jeg skulle noget…

    Med børn er jeg blevetvbedre til at nyde at lave ingenting og bare være, men svært i starten husker jeg…

    For 11 mdr siden blev jeg ramt af en infektionssygdom som holdt mig på sygehuset i 5 uger og jeg var derefter lænket til sengen/sofa, og kunne ikke ret meget. DET har lært mig, at nyde at trippe rundt i nattøj og ugg’s min dreng på 4 spørger ofte om jeg aldrig har rigtig tøj på…. Det skal siges at jeg kun har genoptaget mit arbejde gradvist pga. Gener, så jeg bruger meget tid på- ingenting…. Jeg er begyndt til yoga, og det har gjort mig endnu mere bevidst om, vigtigheden af at slappe af, være i nuet, lade mobil ect. Ligge urørt og måske bare sidde og kigge ud af vinduet eller gå en tur…

    Jeg tror at de “vaner” jeg blev tunget til, er noget der hænger ved og at jeg fortsat vil nyde tiden der ikke er defineret, men hvor det er umiddelbare indfald der er bestemmende for hvad timerne går med..

    Fik ikke billet til foredraget i går i Horsens, håber snart at se dig på disse kanter igen :)
    Mange hilsner :)

    Svar
  10. Hej Jane. Hvis du har en have, er det et godt sted at koble af og komme ned i tempo. Og ellers kan jeg se at mange foreslår at bruge hænder og hoved til noget andet. Puslespil (1000 brikker) er også godt – her er man nødt til at koncentrere sig og kan ikke samtidig tænke meget på arbejde. Håber du har nydt dagen i det jyske – jeg har selv haft en slappe af dag med frisør og langsom indkøbstur. God weekend

    Svar
  11. Hej Jane Det er vigtige reflektioner du gør dig om arbejde kontra fritid. Jeg har været selvstændig skrædder og oversætter i 14 år, og har netop lukket mit skrædderi bl.a fordi jeg aldrig havde fri og savnede min hobby, som var blevet mit erhverv. Når man brænder for sit arbejde og har det hjemme, er det nemt at æde af fritiden, indtil man helt har glemt, hvad det er., og der ikke er mere tid at tage af. Jeg er ved at lære det igen, men følelsen af, at jeg burde lave de arbejdsmæssige ting, som bliver udskudt, når der er travlt, dukker hele tiden op.

    Svar
  12. Jeg laver rigtig meget af det der er blevet dit arbejde, leger i køkken, nye opskrifter, lægger dem på siden og læser blogs. Men det er jo ikke fri for dig mere.
    Derudover har jeg pga. sygdom, brug for meget hvile. Når det er vejr til det sætter jeg mig i solen, pakket ind i tæpper og det nyder jeg virkelig. Gå ture alene når der skal ro i hovedet. Ellers med familien i skoven. Har planer om at prøve at meditere lidt.
    Mange der arbejder hjemme får også et stort behov for at holde fri ude. Kender flere der stikker af i campingvogn eller sommerhus for at slappe af. Måske haven kan blive et fristed for dig, måske er det vigtigt ikke at tage arbejdet med derud?

    Håber du finder dit frirum, og husk pauserne. Vi andre snakker jo om andet end arbejde med kollegerne i pauserne…

    Kærlig hilsen
    Anne-Marie

    Svar
  13. Jeg ved ikke noget mere afslappende end at sejle ud i båden når jeg har fri. Elsker at lade batterierne op ved at sejle ind i en vig eller fjord og smide ankeret i vandet.

    Svar
  14. Naturlig faste er en af de bedste nye ting ved lchf for os herhjemme. Især er min bedre halvdel dybt begejstret for, at han ikke skal tvinges til at spise morgenmad, når han ikke et sulten – og kiloene er raslet af ham! Jeg er selv også i chok over, hvor nemt det er at springe et måltid over, og hvor rart det faktisk kan være for kroppen.
    God fridag og god weekend!

    Svar
  15. Jeg har ferie/afspadsering 25 uger om året (navigatør), og jeg forsøger i bund og grund at lave det jeg har lyst til når jeg har fri uanset om det er at mødes med venner, fælde et træ eller slappe af på sofaen.

    Svar
  16. Jeg har med tiden fundet ud af, at dét at bruge mine hænder til noget kreativt, når jeg har fri, er løsningen for mig. Strikke, hækle, lave perleplader med ungerne. Eller komme ud i naturen (det gavner dælme sjælen!) ved at tage en tur i skoven eller på havnen. Bare være. Lytte til naturen lyde og se hvordan den danske natur forandre sig hele tiden – hele året. :-)

    Svar
  17. Jeg er rigtig god til at holde fri. Elsker at drysse rundt i nattøj og tykke uldsokker (den påklædning signalerer fritid for mig) – maler lidt, hører musik, læser, laver en laaang langsom yoga, kigger ud i luften, går en lang tur, tager til byen, spiser en lækker frokost med en veninde eller også spiser jeg slet ikke, med mindre jeg er hundesulten. God week-end <3

    Svar