Om at spise slik – eller lade være…

I lørdags tjekkede jeg ind på Scandic for at få fred og ro til at arbejde med fru redaktørs rettelser til min bog. Søren arbejder jo for Scandic, og derfor er de altid lidt obs, når de har en reservation i hans navn. Denne gang fulgte der en lille opmærksomhed med i form af, at den søde pige fra receptionen kom op og bankede på døren til mit værelse og gav mig en skål med slik og et kort med ønske om en hyggelig weekend. Virkelig sød tanke! Jeg postede et billede af slikskålen på Instagram og fik nogle ret interessante kommentarer på det.

Fx virkede det til, at der var en opfattelse af, at jeg er fuldstændig immun over for den slags fristelser. Uha. Så er det vist for længe siden, jeg har skrevet om mine kvaler med sukker. For jeg er sørme langt fra immun. Jeg er sukkerafvænnet, ligesom en alkoholiker kan være afvænnet alkoholen. Men jeg får stadig festfyrværkeri i hjernen, når jeg spiser sukker, og glæden ved det sus har lagret sig ganske solidt i kroppen. Gid den havde lagret mavepinen, den indre uro, de depressive tanker, hjertebankenen og dødsangsten lige så stærkt.

Men at sidde der og arbejde koncentreret i mange timer med en slikskål stirrende på mig, krævede sørme da næsten overmenneskelig viljestyrke fra min side. Men jeg rørte den faktisk ikke. Havde det været chokolade og god lakrids var det sikkert blevet anderledes. Og det fortæller mig, at der måske er ved at snige sig en lillesmule kvalitetsbevidsthed ind i mine guilty pleasures også. 

Kvalitetsgodter eller rigtigt slik?
Herhjemme er det nemlig et punkt, hvor vi er forskellige. Søren er ekstremt kvalitetsbevidst og nægter at fylde sådan noget skrammel i sig. Måske er det derfor han er så lækker! (Hej Skat!). Hvis han skal spise sukker, foretrækker han at gøre det i form af en flødebolle fra Summerbird eller lakrids fra Johan Bülow. Du ved, noget, hvor der er kræset for detaljen. Jeg, derimod, vil have børneslik fra bland-selv-slik-butikken med E-numre, kunstige farver og klamme fyldstoffer. Kvalitetsbevidst er jeg da så rigeligt til dagligt, så når jeg vælger at gå i modsatte grøft, vil jeg da gå hele vejen. Eller sådan har det i hvert fald været. Oplevelsen i går tyder på, at Søren måske har smittet mig med sin kvalitetsbevidsthed. Måske… Jeg ved ikke… Det kan være, det er for tidligt at drage den konklusion.

Så spiser jeg nogensinde slik eller sukker? Ja det gør jeg! Men faktisk ikke så tit længere. Nu spiser jeg mest sukker i form af mørk chokolade. Men det kan jeg til gengæld heller ikke have i huset. Så jeg køber det og spiser det eller bruger det i madlavning. Samme dag. Det der med at have et lager i skabet og så tage et tern eller to til aftenteen, well, det kommer ikke til at ske i det her hus. Jeg kan huske ganske få perioder i mit liv, hvor jeg er lykkes med at have chokolade på lager.

Hvis jeg ikke fik det så skidt, og hvis det ikke medførte en kaskade af dårligdomme i min krop og i mit sind, ville jeg leve af slik og chokolade. Herfra og til verdens ende. Skråt op med al det sunde mad. Bare hit med noget sukker! Men sådan hænger min verden desværre ikke sammen. Mig på sukker er et hæsligt bekendtskab, og jeg kan ikke finde én eneste grund til at gå den vej igen.

Det er irriterende at være sukkerfølsom, men det er på en måde dejligt at vide det. For det gør det meget nemmere at vælge al den gode mad til, og så virker det pludselig  ikke som noget afsavn at undvære alt det andet. Jeg kan nemlig spise alt det sukker, jeg vil! Jeg vælger bare ikke at gøre det!

Den eneste Low Carb/Keto-kogebog, du behøver!

Få fornyet inspiration og opskrifter til dit Low Carb/Keto-liv.

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Læs mere her: De bedste fra Madbanditten

77 kommentarer til “Om at spise slik – eller lade være…”

Skriv en kommentar

  1. En lidt ældre artikel kan jeg se – men SÅ aktuel. Og hvor er det “SKØNT” at læse du har stået samme sted som jeg gør nu… at du OGSÅ valgte det ulækre, syntetiske bland selv slik fremfor kvalitet. Jeg er den type som bare hælder slikposen ned i svælget – det glider helt af sig selv. Først alt det jeg rigtig godt kan li – og til sidst det jeg ikke kan li’ (SAY WHAT??).. det er slik – det glider ned. Og når posen så er tom (efter ca. 10 min) – så kan jeg få det SÅ dårligt over jeg har fyldt kroppen med sådan noget l…. og dårlig over at jeg ikke har mere rygrad. Suk!!!

    Hvor har jeg stor respekt for at du er kommet igennem din sukkerafhængighed (og kunne modstå kurven fra den søde receptionist) – jeg har prøvet til et par gange.. og efter et par måneder eller tre, faldet i sukkerbøtten igen. ARGHHHHHH. MEN….. NU prøver jeg igen. Jeg VIL…JEG VIL…. for jeg er SÅ klar over hvor skidt det sukker er!!! NU!!!
    OG Jane, TAK for STOR inspiration, lækre opskrifter – og for at indvie os andre lidt i dit liv…

    Svar
    • Åh ja, det var faktisk lidt sjovt at læse det indlæg. Det er jo fra 2013, og det er nogle år siden. Flere ting har ændret sig i de år. Fx har Søren fået smittet mig med sin kvalitetsbevidsthed! Det har betydet, at jeg ikke har spist bland-selv slik i årevis. Nogle gange har jeg tænkt at NU ville jeg blande selv slik, men når jeg har stået foran butikken, har jeg simpelthen mistet lysten. I stedet har jeg jo så spist sukker i andre former, fx mørk chokolade og ind imellem Bülow-lakrids, hvis det skulle være.

      Har du mon læst sidste nye opdatering på min sukkerhistorie? jeg er nemlig stoppet 100% med sukker. Den historie kan du læse her: https://www.madbanditten.dk/sukkerfri/100-sukkerfri-en-personlig-historie/

      Svar
      • Tak – nu har jeg. Det er lige præcis der jeg skal hen. OG samtidig lige tabe nogle kilo. Men så vidt jeg kan se, så går det hånd i hånd. Det er bare med at komme igang ;)

        Svar
  2. Jeg er så “heldig” at jeg får migræne hvis jeg spiser for meget sukker. Det er mere effektivt end hjertebanken ;-) Det kræver nemlig planlægning at tage en hel dag ud af kalenderen bare fordi jeg skal æde en hel kasse Pyramider fra Karen Wolf :-D

    Svar
  3. Det lyder til at der er flere, som har det ligesom mig. Vildt! Jeg ville sådan ønske, at jeg snart kunne komme dertil, hvor jeg kunne lade sådan en kurv der stå. Puha da. Er lige nu inde i den forfærdeligt onde cirkel hvor jeg stort set ryger i hver dag. Arbejder i et bageri, med fri adgang til kager og brød. Og nej, jeg får aldrig nok af de søde sager. Suk. Stopper ikke før jeg får kvalme, og kan så starte igen senere. Har været ude af misbruget før, og vil virkelige gerne igen. Vil prøve at benytte mig af olieshots. Har hørt meget godt om hørfrøolie. Hvilken olie har du bedst erfaringer med? Trænger til at føle mug sund igen.. Tak for Danmarks bedste blog!

    Svar
  4. Hejsa…
    Har nu været på LCHF i snart 4 uger.. Min krop har det super, og stille og roligt er der røget 8 kilo.. Wuhuuu… Har da aldrig troet at en “kur” kunne være så lækker.. Men lad os nu bare kalde det hvad det er.. En livsstilsomlæggning.. Jeg har været meget standhaftig, syns jeg selv.. Jeg elsker sukker, cola, slik, pasta, ris og kartofler.. Men har fundet ud af at blomkålsris, squasgetti og grøntsager i al almindelighed er lækkert.. Specielt bønnefritter er guf..
    Men selv den mest standhaftige kan falde i.. Igår kom jeg til at spise en del slik, men hold nu op, jeg fik det skidt.. Kvalme, sukkerrush, mavesyre og lignede en der var gravid i 8 måned… Puhaaaa…. Jeg kan sagtens skrive aaaaldrig mere, men det er nok mere end jeg kan holde.. Men håber bare at jeg kan huske hvordan jeg havde det igår, næste gang jeg har lyst til slik..
    Tak for en super “bibel” du har skrevet Jane.. Den bliver brugt i køkkenet.. Og som aftenlæsning… Og som eftermiddagslæsning.. Har sågar været med i Netto som indkøbsliste..

    Svar
    • Uha, din stakkel. Men heldigvis ved du nu, hvad der skal til for at komme tilbage på sporet :) Og dejligt at du er glad for bogen! :-)

      Svar
  5. Åhhh slik – det er også et af de steder jeg har det sværest. Og jeg kan bare ikke stoppe – jeg kan simpelthen ikke nøjes med 1-2-3 stykker. Jeg bliver ved indtil jeg får kvalme og ubehag. Jamen det er jo sygeligt tænker jeg, og spiser lystigt videre. Har faktisk lige haft et par af disse slikdage og kæmper nu for at få sukkeret til at slippe sit tag i mig….men det er hårdt :-(
    Tillykke med at du “valgte at lade være”. Det er flot synes jeg :-)

    Svar
  6. Lidt mere – sorry ;-) Inger Andreasen jeg har ikke læst “Sukkerbomben”, men jeg har læst “Hvor sukker er farligt”, skræmmende læsning, men for mig gør det bare ingen forskel at læse om faren. Det er helt klart en fysisk afhængighed som skal behandles fysisk. Jeg har stor hjælp af kaffe (decaff efter den første kop rigtig kaffe), med kokosolie med smag og lidt piskefløde. Jeg pisker det i koppen med en lille elektrisk mælkeskummer, så det ikke flyder ovenpå. Og også ved at sørge for rigeligt med fedt i maden. Begge dele holder sukkermonsteret nede. Når det er sagt, vil jeg alligevel gerne anbefale et godt indlæg fra “sukkersensitiv.dk” http://sukkersensitiv.dk/2013/06/om-at-slippe-sin-afhaengighed/#comment-1505.
    Til Morten – jeg får også dødsangst af sukker. Lidt sukker, også kokossukker som jeg havde i dine skønne brunchpnadekager Jane, giver mig slemt ubehag. Næste gang laver jeg dem bare helt uden nogen form for noget sødt, bortset fra lidt bær i flødeskummet :-) Jeg har det på samme måde som dig Jane mht chokolade, selv 100% chokolade ville jeg køre ned – bare synet og duften er nok til at få mig på vildspor…

    Svar
    • Jeg mener bestemt også at sukkerafhængighed skal behandles fysisk og ikke psykologiseres. På den anden side hænger det fysiske og psykiske også sammen og der synes jeg Bitten Jonsson er mere grundig.

      Svar
  7. Jeg har været sukker junkie så længe jeg kan huske (55 år nu), og har stort set levet af kulhydrater. Nogen af dem troede jeg var sunde som groft brød, masser af grove havregryn med tørrede frugter, nødder og kerner, rismælk, soyamælk. Masser af smoothies og anden frugt. Da jeg var yngre kunne jeg “tåle” det – troede jeg. Efter at jeg gik i overgangsalder for ti år siden, har jeg taget 20 kg på og har været plaget af massiv angst – og sukkerindtaget har været helt ude af kontrol. Jeg har selvmedicineret mig med sukker, fordi det dæmpede angsten når den var værst – men det var som at tisse i bukserne for at holde varmen, for næste var angsten værre. En ond cirkel. Sjovt nok foretrak jeg også det værste af det værste “bland selv slik” – jo stærkere farver jo bedre – til trods for at jeg har en Peter Beyer chokoladebutik lige om hjørnet. Jeg har smagt hans super lækre chokolade, alligevel var det aldrig der jeg gik hen når min hjerne, på autopilot, gik ud efter junk.

    Jeg har lavet din vidunderlige chokolademousse og lakridskuglerne, men får abstinenser af begge dele. Det synes jeg er vildt, efter at jeg har levet på 95 % carbo diæt det meste af mit liv – og nu kører jeg 95 % LCHF ! Begge gange spiste jeg lidt, og valgte at smide resten ud, fordi jeg kunne mærke at jeg ikke kunne styre sukkertrangen.

    Nu er jeg min krop ydmyg og taknemmelig for at den har holdt mit overgreb ud i SÅ mange år ! Jeg faldt tilfældigt over din bog hos boghandleren. Egentlig skulle jeg have haft en Low Carb bog – jeg købte din ved en fejl – tak Gud for det ;-)

    Svar
    • Det er heller ikke alle LCHF-godter jeg kan spise uden at det tager overhånd. Min oplevelse er, at det hænger sammen hvordan jeg i øvrigt har det. Hvis jeg er stresset, ked af det eller lign. skal der langt mindre til. Og det er jo netop en slags selvmedicinering. Det er skræmmende det her med, at kvalitetsgodter ikke kan dæmpe uroen på samme måde som farvestofferne og e-numrene. Det fortæller lidt om at det næppe kun er sukkeret, der udgør et problem. :-/

      Svar
      • Hej, jeg vil bare fortælle at jeg netop har lavet dine skønne brunchpandenkager helt uden sukker ! Jeg kom en smule vanilliepulver i dejen i stedet for kokossukker, og pandekagerne smagte skønt ! Er så glad for at jeg kan spise dem uden sukkersuset ! Jeg stegte dem i smør, næste gang vil jeg stege dem i kokosolie med kokos smag :-) Til cremen blander jeg bare det hele sammen og pisker det sammen. Fungerer fint :-)
        Du har sikkert ret mht til tolerance overfor sukker, men jeg er pt i konstant stress (sygemeldt), så jeg skal nok bare holde mig helt væk fra det.

        Svar
        • Hvor dejligt at høre! Og ja, som stresset er der nok ballade i kroppen til at man behøver udfordre den yderligere :-)

          Svar
  8. Kære Jane
    Slik af den helt fantastisk farvestrålende børneagtige slags er helt klart en af mine største laster! Jeg har nu været på LCHF diæt i 5 uger og har mærket min krop tage rigtig godt imod det – takket være både din skønne blog og din flotte og appetitlige bog er det både sjovt og nemt at omlægge kosten:)
    MEN jeg har altid problemer når jeg kaster mig ud i at bage; forleden gik jeg med drømmende tanker om en ostemad og kastede mig så ud i at bage dine fiberrige gulerodsboller – men de smattede helt ud på bradepanden – og det er desværre sket hver gang jeg har forsøgt at bage noget som helst. Synes ellers at jeg har fuldt din opskrift til punkt og prikke. Jeg bruger en mandelmel fra min lokale ren kost købmand fordi den er lidt billigere men kan der virkelig være så stor forskel på den sammenlignet med den fra funktionel mad? Ellers bruger jeg husk som loppefrøskaller og en ganske almindelig bagepulver…hmm. Jeg forstår det ikke.

    Mvh forhindrede (havde egentlig tænkt mig at skive forundrede – men nogle gange har autocorrect måske ret?) Maria

    Svar
  9. Hej Jane!
    Jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle poste det her, så det blev lige her, beklager!
    Først en stor tak for alt det du gør – og ikke mindst dine opskrifter. Jeg har nu begivet mig ud i at bage både oopsies og den syndige brownie-kage fra din bog. Men det er som om, at (mest kagen) er meget luftig og æggehvide-agtig efter bagning, svært at forklare hvordan den er, en blanding af meget luftigt og ekstremt svampet, hvor jeg troede den ville ligne en ‘rigtig’ brownie-kage mere.. – er det sådan en lchf-kager er, eller har jeg gjort noget forkert?
    Det er det samme med oopsiesne, men det var også lidt forventet, eftersom du har skrevet de minder meget om vandbakkelse, og de trods alt ikke indeholder andet end ost, æg og loppefrøskaller. ;-) Men kagen? Det skal dog siges, at den smager kanon godt! – Det er bare konsistensen der driller mig lidt :-(

    Svar
    • Tjah, brownien indeholder jo ikke mel overhovedet, så der skal tilsættes lidt struktur, hvis den skal være helt som brownie. Ellers synes jeg, den er bedst kold. Her bliver den næsten konfektagtig, synes jeg. Oopsies er som vandbakkelser, så den er god nok :-)

      Svar