Grøn hotdog med spicy ketchup og hjemmerørt remoulade

Det er egentlig ikke, fordi jeg er den store pølsespiser. Pølser indeholder tit en masse skrammel, kulhydratindholdet er højt, kødindholdet lavt og kvaliteten er tvivlsom. Men nogle gange skal man bare have en hotdog, og så må man jo bøje nogle af sine fine idealer. Medmindre man er så heldig at støde på en pølse med hele 96% kød! Så er det faktisk rimelig meget i orden at sætte tænderne i sådan en sag her, når man kommer træt og mør hjem fra festival.

Her har vi intet mindre end en grøn hotdog holdt i et salatblad med spicy ketchup, hjemmerørt remoulade, rå løg og ristede hvidløg. Og pølsen? Jamen, den indeholder 96% kød! Resten af indholdet består af purløg og porre, hvilket giver et kulhydratindhold på sølle 0,4%. En LCHF-pølse, faktisk! De skulle egentlig have haft en tur på grillen, men det begyndte pludselig at regne, og så måtte vi stege dem på panden. Men lækkert var det alligevel. Og så fik vi de überlækre bønnefritter til.

Hotdog LCHF-styleHotdog LCHF-style

Jeg lavede en spicy ketchup til. Det er egentlig bare en udvidelse af ketchup-opskriften fra min bog. Men den gav et godt bid til hotdoggen, og du får derfor opskriften her.

Den hjemmerørte remoulade er fast inventar her i huset. Den er vist også i bogen, men ellers er der en variant HER.

Og hvordan gik det så egentlig på festivalen, spørger I?
Som de fleste af jer ved, er jeg rimelig introvert af natur, og da Søren for nogle måneder siden kom hjem og fortalte, at han havde fået sponsorbilletter til Skanderborg Festival, var min første reaktion, at jeg hellere ville have en rodbehandling end at skulle derover. Og jeg ved godt, at det er mig og ikke festivalkonceptet, der er noget galt med her, men tanken om mange (fulde) mennesker, konstant høje lyde og en nat i telt gav mig koldsved og tunnelsyn. Men jeg sagde OK og tænkte, at jeg altid kunne springe fra i sidste øjeblik, hvis nu jeg gik helt i baglås. Jeg vil rigtig gerne udfordre mig selv mere, for jeg bryder mig ikke om, når jeg sætter begrænsninger for mig selv, og det her var, om noget, en udfordring. Så vi var knap landet fra Sydfrankrig, før vi satte os i bilen og kørte til Skanderborg. Og jeg endte faktisk med at have en rigtig god oplevelse. Og jeg hørte god musik og spiste fin mad, og jeg sov – som i faktisk sov – i et telt (ok, et hustelt med strøm og lys og alt muligt), men stadig. Kæmpe overvindelse, faktisk.

Skanderborg Festival - smukfest13

Jeg hørte Outlandish, Tina Dickow og halvdelen af LOC. De første to var virkelig gode, men LOC skuffede. Det var jeg så godt nok den eneste ud af de mange tusinde, der var mødt op foran Bøgescenen, der mente, for alle andre syntes tilsyneladende, at han var the shit! Men jeg forstår bare ikke, hvorfor en voksen mand – oven i købet en, som faktisk kan være både saglig og velargumenterende (det har vi jo set i fjernsynet) – skal stå foran sit beundrende publikum og sige fucking for hvert andet ord og kalde kvinder for kælling, so og det, der er værre. Det kan godt være, at det er en del af kulturen, men her er jeg så så gammeldags, at jeg synes, han har et ansvar. Bandeord og kvindenedgørelse er ikke sejt, LOC! Det er det ikke! Men altså, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man jo gå et andet sted hen. Så jeg gik i seng. Ovre i mit telt. Næste morgen havde jeg fået nok festival, og vi tog hjem igen.

Men tak for en smuk fest, Skanderborg. Det kan faktisk godt være, at jeg kommer igen. Og nu tror jeg lige, jeg tager et par rolige dage.

Grøn LCHF hotdog

Grøn hotdog med spicy ketchup og hjemmerørt remoulade

Udskriv Pin
|

Ingredienser

1 stort sylteglas

  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • 3 spsk olivenolie
  • 800 g passata/mosede tomater/dåsetomater
  • 70 g koncentreret tomatpuré
  • 1 æble i tern
  • 3 spsk rosiner
  • 3 spsk hvidvinseddike
  • 2 spsk sukrin gold eller kokossukker
  • 2 tsk røget paprika
  • 2 tsk chipotle chili
  • salt, peber

Sådan gør du

  • Hak løg og hvidløg og sauter dem ved middelvarme i olie. Hæld resten af ingredienserne i og lad simre i ca. 30 minutter. Smag til med salt, peber og evt. ekstra sødning og hvidvinseddike, til du har din favorit ketchupsmag. Blend med stavblender eller behold den chunky. Jeg blender min – for så kan jeg nemlig få ungerne til at spise den også! Afkøl og hæld på glas.
  • Den hjemmerørte remoulade er fast inventar her i huset. Den er vist også i bogen, men ellers er der en variant HER.

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

24 kommentarer til “Grøn hotdog med spicy ketchup og hjemmerørt remoulade”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Jeg fandt pølser med 93% kød i dag i Rema 1000. Så skal der grilles!!! Vil lave tilbehør til dem med inspiration herfra! Tak!

    Svar
  2. Uh Jane, jeg må jagte en SuperBest med de pølser til september. Jeg kan godt lide en god pølse af og til – Hanegals produkter er favoritten pt.
    KH
    – frk. sveske

    Svar
  3. Syntes ikke lige jeg kan finde nogle pølser på kokkensfavorit.com som kan prale af 96% kød og 0,4% kulhydrat, men måske de ikke er kommet på hjemmesiden endnu….? Hvad hedder den variant du har fået?

    Svar
  4. Min kæreste kommer til at elske mig noget så grusomt, når jeg serverer disse pølser for ham! NAM hvor ser det hele bare fantastisk ud!

    Svar
  5. Hanegal har også nogle økopølser, som jeg synes er rimeligt ok. Mener kun der er ærtemel i….
    Og unge dame – næste gang du får billetter til Skanderborg, så sender du den bare videre til mig. Bum!

    Svar
  6. Om 3 år vil jeg på Skanderborg. Basta. Og så skal jeg se om det er muligt at støve en superbest op i nærheden, den vi havde her i byen er desværre lukket – eller den er blevet til en netto….

    Svar
  7. Hej Jane

    Herhjemme får vi faktisk hotdogs cirkus hveranden uge fordi ungerne elsker det. Vi får dem med lammepølser eller økogris eller økookse fra vores lokale gårdbutik og de er med 95 procent kød, glutenfri og bare rigtig lækre. Vi laver dem med grøntsagsbrøddet til samt hjemmerørt remo, sennep, ketchup, hjemmelavet ristede løg og rå løg uuuhhhhm

    Svar
  8. Jeg kan anbefale kålpølser som indeholder 100 % (vistnok) kød – og nej der er ikke kål i, men man spiser dem åbenbart til sønderjysk kål :) Men det er vist konventionelt opdrættede svin… Man kan få dem i rema.

    Svar
  9. Man kan også få nogle pølser fra et svensk firma, kaldet ødegårdens slagtermester, som forhandles i en del super best og superbrugsen på i nord sjælland, samt salling. De er med 98 % kød, ikke tilsat mel, kun hvidløg og peber. det er en grov pølse, men med kød fra hele grisen (mørbrad, steg, skinke m.m.

    Svar
  10. Øj, det ser godt ud.

    Ved du hvad det er for nogle grise pølserne kommer fra? Jeg kan ikke finde så meget på deres hjemmeside bortset fra det er danske/svenske grise. Det ville være dejligt, hvis de var fritgående :)

    Svar
    • Det ved jeg ikke. Det var et af mine kompromiser i denne omgang. Jeg spiser normalt ikke konventionelt opdrættet svinekød, men man kan ikke vinde hver gang ;-)

      Svar
      • Tak.

        I dag fik jeg lavet bønnefritterne rigtigt.. jeg glemte dem nemlig og tænkte oooh shiiiiit, da jeg kom ud og så bagepladen, men hold så lige op hvor var de go’e. Det syntes selv manden!

        Svar
  11. Tak for tippet om pølserne – nu ved jeg, hvad vi skal have i aften!

    Åh – jeg fik da også lige uro i maven, da jeg læste om dit ok til Skanderborg Festival, men det er godt at høre, at det – alt overvejende – var en god oplevelse.

    Jeg forstår heller ikke det sprog, du beskriver. Hvorfor er det nødvendigt at tale så grimt og nedgørende til og om kvinder?

    Svar
  12. Ja helt ærlig, hvad sker der for det der LOC? Jeg har simpelthen ikke forstået det. Jeg er nok lige så gammeldags som dig så. Kom nu videre med det sprog der! Og så bliver jeg bare vildt snobbet og kloge Åge agtigt og dømmer folk der er vilde med det, det er jeg god til den slags. Men han ville vel ikke lave sådan noget bras, hvis ikke der var et publikum, der plaskede lige i?! (Smutter igen inden jeg bliver en total nederen bitch at høre på ;) )

    Svar