Til foredrag med Kostdoktorn og Jonas Bergqvist

I går var jeg i Malmø til foredrag med Kostdoktorn og Jonas Bergqvist. Eller forelæsning rettere, for det varede 4½ time. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg forventede mig af det, men jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket. Det var underholdende og medrivende og inspirerende – selv for mig, som har spist LCHF i snart tre år. Det var ikke, fordi der var så meget nyt i det, men det var to oplagte foredragsholdere, og deres foredrag var veltilrettelagte og leveret med masser af humor. Tiden fløj afsted. Det gjorde den faktisk.

Her kommer lidt  billeder fra både foredraget og vores dage i Malmø.

 Åh nej, alle billederne i dette indlæg er forsvundet, da jeg flyttede webhotel :-(

Her taler Kostdoktorn om den ekstreme modediæt LCHF og al den ekstreme mad, man skal spise.

Og dette er mit yndlingsslide. Her viser Kostdoktorn, hvordan fedmekurven går stik modsat kurven for smørsalget. En ting er, at fedmekurven er steget, siden vi begyndte at få de fedtfattige kostråd, men læg mærke til, hvordan den er knækket de seneste år. Hvor smørsalget er steget. Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det er da sjåååw.

Jonas Bergqvist holdt et meget interessant oplæg om LCHF og træning. Jeg har læst hans bog af samme navn, men jeg må erkende, at jeg ikke interesserer mig tilstrækkeligt for træning til, at den kunne holde mig fanget. Derfor var det særligt spændende at høre ham fremlægge de væsentligste pointer derfra. Jonas Bergqvist mener, at kosten betyder langt mere for vores sundhed end træning, og at man ikke bør spekulere på træning, førend man har styr på tre områder: Kost, søvn og stressniveau. Til gengæld taler han varmt for, hvordan du kan få din træning og din kost til at gå op i en højere enhed ved at lade dem indgå i et nøje planlagt samspil, når du er klar til det. Det var meget interessant. Det fortjener et separat blogindlæg.

Imens jeg lyttede til Jonas Bergqvist tog jeg dog nogle lidt andre noter.

Hør nu. Jeg er nødt til at opsige det. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst var der. Det har næppe været i år. Det er jo meningsløst at betale for det hver måned. Så det er planen. Inden marts er gået, skal jeg forbi og opsige mit abonnement (hvilket jeg tydeligvist ikke kan stave til, når jeg tager noter). Jeeeez….

Men Malmø var meget andet end foredrag. Vi tog derover fredag eftermiddag og havde en hyggelig eftermiddag og aften.

Her er velkomsten til os på hotelværelset. Vi boede selvfølgelig på Scandic.

Vi var rundt og shoppe. Bl.a. i Ricco’s Organic Market, som er sådan en slags helsekost. Jeg ved ikke lige, hvor imponeret jeg var. Der er bare noget naturstridigt i at have en sundhedsbutik, som mest består af mærkelige pulvere fra planter og ting, der gror i regnskove i fjerne verdensdele. Er det virkelig der, vi skal finde vores sundhed? Herudover havde shoppen de der totalt mærkelige No Calorie produkter, som jeg godt har læst om. Her er fx en nutellalignende sag.

Det indeholder 0 kalorier, 0 kulhydrater, 0 gram fedt og 0 gram protein. Hvad er det,  et glas luft? Jeg ser snarere sådan på det, at det indeholder noget, som ikke kan deklareres som mad. Og skal vi så spise det? Nej, for pokker!

Jeg købte nogle raw macadamia, raw paranødder og noget pivbilligt kokosolie. Ja tak! Og lækker chokolade.

Vi storshoppede også i ICA Maxi. Jamen, gid man kunne flytte ind og bo der!

Jeg købte en helt masse men det eneste, jeg fik taget billede af, var den lange væg med svensk lösgodis. De spiser ikke allesammen LCHF, tilsyneladende.

Til gengæld har sukkerproducenterne humor. Her er fx et rør sukker, jeg fik med min kaffe på café.

Årh men der var da også bobler… Ingen luuuurve getaway uden bobler.

Det var Malmø for denne gang. Senere vender jeg tilbage med en fortælling om, hvorfor jeg ikke spiser sukker. Og hvad der sker, når jeg gør det alligevel. Stay tuned!

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

20 kommentarer til “Til foredrag med Kostdoktorn og Jonas Bergqvist”

Skriv en kommentar

  1. Har du lyst til at fortælle lidt mere om hvad du køber ind i Sverige? Vi skal nemlig på forlænget fødselsdagsweekend derover – selvfølgelig på Scandic ;)

    Svar
    • Oh yes, jeg hamstrer Västerbottenost (fordi jeg elsker den), extra creamy kokosmælk fra Santa Maria (på karton), mandelsmør/nøddesmør, kokosolie uden smag til halv pris (fundet i noget, der hedder Riccos Organic Market). Andre ting, der med fordel kan købes derovre er sukrin+lignende produkt (stevia strö, tror jeg det hedder), kokosfibre, mandelmel, laktosefrie mælkeprodukter (hvis man er til det). Sidst købte jeg også nogle færdige “bearnaiseprodukter” – godt nok lavet på rapsolie så de er mere mayoagtige. Men de indeholdt ikke alt muligt skrammel, og særligt chilibearnaisen havde rigtig god smag.

      Alle de her “raw produkter” som raw kakaopulver, kakaonibs og hvedegræspulver og andre mærkelige ting er også tit billigere derovre. Det var lige, hvad jeg kunne komme på. Og thumbs up til det med Scandic fra gemalen ;-) God tur!

      Svar
      • Vær opmærksom på at Stevia Strø nu hedder Sötströ (det er ICAs eget mærke, så fås kun der) De blev vist bedt om at ændre navnet, da mængden af Stevia i ptoduktet er for lille til det måtte indgå i navnet.

        Svar
  2. Hej
    Jeg og min familie var også til foredrag med Andreas og Jonas i Malmø i lørdags. Og ganske rigtigt – det var et underholdende foredrag fra begge de herrer. Jeg er selv hard-core LCHF’er siden 2005 og har fulgt Skaldeman, Litsfeldt og Annika i alle årene og siden
    også Andreas og senest Jonas. Det er helt utroligt, hvor Sverige er langt fremme med LCHF i forhold til Danmark. Her i Danmark er der stadig ganske stor fedtforskrækkelse, eller der tales om det sunde fedt – men fat det nu, det er kun transfedt og hærdet fedt man skal agte sig for og så iøvrigt sørge for at få økologiske eller biodynamiske fødevarer, så lidt forarbejdede som muligt.

    Svar
  3. Den der “nutella”, kan absolut IKKE anbefale den!! Købte den på dialife.. Det er et eller andet produkt fra Amerika, og den smager bare helt vildt sindssygt syntetisk! Jeg var vd at kaste op af den og smed hele glasset ud :( .. Bare lige til Info :p hehe

    Svar
  4. Hej Jane
    Lyder som en skøn tur. Kan du sige lidt om hvad du køber stort ind af/ hvad der er billigt i ICA? Vil nemlig også en tur derover :)
    Kh Bonnie

    Svar
    • Åh jamen, jeg købte nødder, nøddesmør (mandelsmør, hasselnøddesmør) til ca. halv pris. kokosolie (godt nok ikke fra ICA men fra en helsekost), så køber jeg masser af oste, pølser med højt kødindhold, øko-smør, øko-æg, ramlösa med smag af ananas, pære, kiwi etc, kokosmel (det fiberrige), øko-kakaopulver, raw kakaopulver, lakridspulver og chokolade 90 %. Du kan også få Stevia Strö (svarende til sukrin+) til ca. 40 SEK posen. De har også mange laktosefrie mejeriprodukter, men det købte jeg ikke denne gang. Det var sådan noget, der røg i kurven denne gang :-)

      Svar
  5. Jeg træner personlig rigtig meget og efter jeg skiftede over til en low carb kost har jeg fået meget bedre resultater af min træning. På det tidspunkt trænede jeg til et marathon og det en kæmpe bonus at jeg i løbet af ca. 2 måneder tabte omkring 3-4 kilo fedt – jeg kunne løbe både hurtigere og længere fordi der var mindre at “slæbe på”. Hvis jeg idag spiser kulhydrater ødelægger det faktisk min træning dagen efter (og nogle gange også 2-3 dage efter), simpelthen fordi jeg føler mig oppustet.

    Jeg forstår da slet ikke at du ikke købte den der nutellasag – den ser da yderst indbydende ud og man kan jo tydeligvis spise uanede mængder uden at tage så meget som et gram på (ironi kan forekomme i det foregående ;))

    Hvorhenne i Malmø ligger den ICAmaxi? Jeg skal til Malmø om 3 uger (vi skal bo lige ved stortoget) – og har planer om at fylde køkkenskabene op :)

    Svar
    • Jamen, det er også min oplevelse, at kulhydrater gør mig tung og oppustet. Jonas Bergqvist taler meget varmt for det, han kalder “præstationskulhydrater”. Men mere om det en anden dag :-)

      Vi boede også på Stortorget. Den ICA Maxi, vi handlede i, var kæmpestor og lå ved Turning Torso. Vi var i bil og kørte derud..

      Svar
  6. Ihh, hvor ville jeg gerne have hørt det foredrag, og havde jeg kunnet på dagen, havde jeg været der!!!

    Jeg har også Jonas’ bøger, det er primært min mand, der har læst den om træning ;) til gengæld er jeg glad for den de bruger på uddannelsen.

    ICAMaxi burde klart oprette en afdeling her i DK, nøj, hvor skulle vi handle der altid :)

    Svar
  7. Interessant det med træning. Jeg har har i mange år ikke haft den store energi, fordi jeg sov dårligt og var stresset – og ved mere kritisk eftersyn heller ikke spiste så sundt. Nu spiser jeg hovedsageligt low carb (er nok mere “stenalder” end LCHF), og det er lidt sjovt at opdage, at jeg på den ene side får et mere stabilt blodsukker og mere energi af al den gode mad, men at kroppen ikke rigtigt hopper på den der med at løbetræne længere. Det tror pokker – den trænger til pause, hvile og næring! Og nu kan jeg endelig mærke min krop. Og jeg er oven i købet begyndt at sove bedre, hvilket selvfølgelig har en positiv effekt på stress-niveauet. Ja, jeg var faktisk også begyndt at tænke, at så må det jo komme engang, det med den mere intensive træning. Lige nu bliver det til nogle gåture og øvelser for ryggen.

    Tror, jeg må have fat i bogen. Og til jer, der er lidt bange for det svenske: Jeg synes, det går fint, når man er i gang. Jeg læste “Matrevolutionen” på svensk med lidt hjælp fra google translate, og til sidst tænkte jeg ikke over, at jeg læste på et andet sprog.:-)

    Svar
  8. Uh.. Jeg synes jo det er vældig spændende med denne LCHF kost kombineret med træning. Men er dog ikke sikker på at jeg får nok ud af at læse en svensk bog. Jeg må se mig om efter oplysninger på dansk eller engelsk :o)

    Svar
  9. Sikke meget du har nået hinsidan! Spændende dag – og blog.

    Og jeg må sige, at den der nutellatingest ser klam ud – sikke mange ‘flavours’ den indeholder, og sikkert ligeså meget andet klamt kemi.

    Det er tankevækkende, at ‘man’ ikke behøver at tænke på træning før man har styr på de tre vigtige ben -kost, søvn og stres. Men det giver sådan set god mening. Den vil jeg tage til mig. Ikke for at have en undskyldning for ikke at træne – for det gør mig jo godt, men for ikke at føle stress og dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan nå det omfang i hverdagen, som jeg tror, jeg burde.

    Svar