Skaber fødevareproducenterne med vilje vanedannende madvarer?

Tanken om, at fødevareproducenter med vilje fremstiller madvarer, som er afhængighedsskabende er i sig selv ubehagelig. Og på mange måde er det sådan en debat, hvor man helst bare vil lukke øjne og ører og gå væk fra samtalen. Samtidig får man nogle gange tanken om, hvorfor det egentlig er, at så mange ikke kan lade være med at spise sukker, selvom vi godt ved, at det gør så mange dårlige ting for os. Eller man hører historier om folk, som drikker flere liter cola om dagen. Altså, det er der vel vitterligt ingen, der gør, mens de samtidig tror, de gør deres sundhed en tjeneste! Lad os være lidt realistiske her.

I Hungry for Change var der en sætning, som bed sig fast hos mig. Det var denne:

Why are highly intelligent people not stopping their unhealthy practices? – Because they don’t know the nature of the TRAP!” 

Tobaksindustrien er jo med jævne mellemrum i vælten med beskyldninger om, at de tilsætter stoffer til cigaretter, som gør folk mere afhængige. Hvad nu, hvis det samme gælder fødevareproducenterne?

Salt, Sugar, Fat: How the Food Giants Hooked us
Jeg tror, det er et emne, vi kommer til at høre meget, meget mere om. Især hvis vi også orienterer os i nyheder uden for Danmark. I slutningen af denne måned udkommer der nemlig en bog, der hedder Salt, Sugar, Fat: How the Food Giants Hooked us. Bogen er skrevet af en amerikansk journalist og tidligere Pulitzer Price vinder, der hedder Michael Moss, som har arbejdspladser som Times og Wall Street Journal på sit CV. Det er altså ikke en hvem som helst, der tager ordet her.

NY Times har allerede bragt en 14 sider lang sammenfatning af hans bog, og den kan du læse HER. Jeg ved godt, at 14 sider er meget, men sæt dig til rette med en god kop kaffe og gå i gang.

Money talks…
Fortællingen starter tilbage i april 1999, hvor 11 topledere fra Amerikas største fødevarevirksomheder mødtes. Her var repræsentanter fra Kraft, General Mills, Nestlé, Coca-Cola, Procter & Gamble, Mars, etc. De skulle diskutere den stigende fedmeepidemi. I blandt dem var en idealist, nemlig Vice Presidenten fra Kraft, som fremlagde en plan for, hvordan de som branche kunne vedkende sig deres ansvar og arbejde henimod at få sat en stopper for den uheldige udvikling. Planen indebar at bruge forskere til at finde svaret på, hvad der fik amerikanerne til at overspise, sænke indholdet af salt, sukker og fedt i maden og samtidig indholdt planen et oplæg til nye branchestandarder indenfor fx markedsføring rettet mod børn.

Men planen blev aldrig realiseret. I stedet blev den forkastet på stedet. Der var simpelthen for mange penge at tabe. Money talks. Surprise, surprise!

At konstruere den perfekte smag
Læser man videre i artiklen støder man på utallige uhyggelige beretninger.  Der er fx historien om, hvordan Dr. Pepper (sodavanden)  tabte markedsandele til Coca-cola, og derfor kontaktede en gut, som drev en virksomhed med speciale i at ”optimere smagen” på færdigprodukter som pizza og salatdressinger, og som forskede i, hvordan tilsætningsstoffer og farvestoffer i maden krydsreagerer med hinanden. Ved at dosere sukker, salt og fedt i de rette mængder kombineret med den rette kombination af tilsætningsstoffer og farvestoffer kunne han skabe den mest pleasende smagsoplevelse. 

Der er også historien om, hvordan amerikanske soldater blev syge, fordi de ikke gad spise deres feltrationer, indtil man begyndte at pille ved indholdet i dem. Man fandt ud af, at visse smagssammensætninger overrulede hjernens mæthedscenter, og derfor fik soldaterne til at spise endnu større mængder. Og gæt selv, hvad man overførte den viden til?

Jeg citerer her fra artiklen:

This contradiction is known as “sensory-specific satiety.” In lay terms, it is the tendency for big, distinct flavors to overwhelm the brain, which responds by depressing your desire to have more. Sensory-specific satiety also became a guiding principle for the processed-food industry. The biggest hits — be they Coca-Cola or Doritos — owe their success to complex formulas that pique the taste buds enough to be alluring but don’t have a distinct, overriding single flavor that tells the brain to stop eating.

Eller kortere sagt: When in doubt, add sugar. 

If you addict a customer – you have a customer for life!
Det er uhyggelig læsning. Det betyder, at når du spiser en marsbar eller drikker en cola, så får du – udover en overdosis af sukker, salt og fedt – en manipuleret sammensat smag, som giver dig lyst til at vænne tilbage gang på gang. Og for at slutte af kommer her endnu et citat fra Hungry for Change: If you addict a customer, you have a customer for life.

Det er i hvert fald en bog, jeg skal læse. Er du skræmt? Også mig. Men jeg glæder mig over, at færdigprodukter spiller en minimal rolle i min kost. Og jeg tror ikke, de er gået i gang med at manipulere blomkål endnu. Jeg mener, hvis de var, havde de så ikke fjernet lugten?

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

27 kommentarer til “Skaber fødevareproducenterne med vilje vanedannende madvarer?”

Skriv en kommentar

  1. Som sagt money rulles… Det kunne også tænkes at det netop er derfor stevia først fik sit e-nr. Sidste år… For mange penge at miste i medicinalvirksomhederne (hvis man f.eks kan spise sig ud af et medicinforbrug som diabetiker) OG en stor en sukkerlobby i DK…

    Svar
  2. Det her er så f… skræmmende. Jeg sad så sent som i går aftes og diskuterede netop denne problematik…Money rules the world… Pyt med sundhed, bare der er penge i l…. så får vi nogle eksperter til at udtale sig,så går det nok. Uff Jeg bliver gal helt ind i knoglerne

    Svar
  3. Hej Jane
    Hold da op en relevant debat. Jeg har ikke tidligere tænkt det lige på den måde, men dog meget længe været optaget af, at halv og helfabrikata ikke er godt!!
    Mine 4 børn er heldigvis ikke kræsne og det er jeg lykkerlig for! De fortæller mig også, at i forhold til deres kammerater, så spiser vi MEGET sundt. Det er jeg da glad for og jeg håber, at det sætter et præg på deres liv, at vi ikke lever af variationer af fabriksfremstillet (og nærmest “fortygget”) hvidt brød.
    Der hvor jeg synes, at det begynder at blive svært, er når vi taler sund mad og økonomi.
    Vi har som sagt 4 børn, der er mellem 8 og 18 år. Jeg er sygeplejerske, men er desværre blevet førtidspnsionist. (Skal lige huske at skrive, at jeg heldivis er gift med en dejlig mand, der tjener en almindelig løn).Vi har et madbudget på ca 4000 kr om måneden, jeg handler stort set efter tilbud.
    Jeg bager stort et alt vores brød selv.
    Man hører tit,at vi bare kan nøjes med ex 2 frikadeller i stedet for 4, for så kan man uden problemer handle økologisk. Men ja,- vi får i forvejen kun 2 frikadeller. Jeg synes, det er dyrt at skifte ris, pasta og kartofler ud med kød og grønt. Ligeledes omkring melvarianter, der skal skiftes ud med kerner, mandelmel og andre rigtig gode ting.
    Hmm langt indlæg…. Vi forsøger at tage et skridt af gangen. Heldigvis er de forskellige kålvarianter billige her i vinter! Hvordan får i pengene til at slå til?
    Kærlig hilsen
    Gurli

    Svar
    • Ja, det med økonomi er ikke nemt. Særligt ikke efter vores fødevarepriser er steget så meget, som de er de seneste par år. Jeg ved ikke hvad vi gør. Dels accepterer at det koster penge at leve sundt. Dels køber vi stort ind, når der er tilbud. Fylder fryseren med økokød, når vi finder det billigt, fylder lagrene, etc. Vi køber ikke så meget “udenomsmad” som slik, saft, sodavand, juice, etc. Vi køber kød, grøntsager, smør, olier og nødder. Sådan primært, ikke?

      Men det er ikke nemt, det vil jeg give dig ret i.:-/

      Svar
  4. Kanon spændende debat du lægger op til her, Jane. Jeg sidder egentlig og føler mest vrede, lige nu. Tænk, at vi bliver manipuleret så meget med – for vores egne surt tjente penge, ovenikøbet. Hvad bilder de sig egentlig ind? At sætte folks sundhed over styr for profit? Jeg har dårligt ord. Som du skriver, har man vidst det længe med tobakken. Men i maden, som i bund og grund er en basal nødvendighed? Ih, jeg harmes, sgu’. Undskyld jeg bander på din blog.. ;(

    Svar
    • Ja, det er skræmmende udsigter, hvis det er sandt. Money talks, sådan er det nok bare. Med fødevareindustrien og prøv lidt at tænke medicinalindustrien ind…

      Svar
  5. Tak for dit indlæg, Jane. Det er fantastisk med denne type ”øjenåbnere”. Jeg tror der sker meget mere bag producenternes døre end vi overhovedet tør forestille os.
    Det handler i bund og grund om tillid. Se nu bare hele historien om hestekød i færdigretter. Jeg kan ikke blive så forarget over hestekød som sådan…men det er dét faktum, at vi ikke kan stole på producenternes indholdsfortegnelser, der er det bærende punkt for mig.
    Og som du er jeg glad for, at jeg (i det store hele) ved hvad der er i min mad og hvor den kommer fra!

    Men uanset hvilke former for mad, vi som forbrugere vælger at fylde i os, så har vi krav på at kunne stole på varedeklarationerne.

    It’s scary business!

    Svar
    • Ja, det er også et bærende punkt for mig. Alligevel har jeg syntes, at hele debatten med hestekød har været latterlig. Selvfølgelig skal vi kunne regne med mærkningen, men hold nu op med at købe en færdigpizza i Aldi til en 10’er og tro, at det overhovedet er mad. Der bliver jeg bare sådan lidt… grrrr…!

      Men det er skræmmende, hvis det er sandt, hvad bogen fortæller. Virkelig skræmmende :-/

      Svar
  6. tak for inspiration til lige lovlig spændende læsning. Vi er på rette vej tror jeg, om ikke så længe holder plastikmaden op fordi der ikke er nogen, der køber den..

    Svar
  7. Jeg kan helt klart anbefale at læse bogen Hovedløse spisevaner af Brian Wansink. Den giver virkelig stof til eftertanke. Her får du alle producenternes tips og tricks til mersalg serveres på et sølvfad. -og det er ikke småting de finder på for at få os til at spise mere :)
    Hans hjemmeside er her: http://brianwansink.com :)

    Svar
  8. Kære Jane!
    Jeg har tidligere lagt en enkelt kommentar hos dig om en spiseforstyrrelse, jeg har kæmpet med.. og jeg vil bare sige, at jeg er kommet ud af det mørke jeg var i takket være din blog!! Jeg har læst med i noget tid, mærket overbevisningen mere og mere: At du har fat i den lange ende her!
    Fra den ene dag til den anden er jeg gået over til at spise efter LCHF, og nu er min mand også gået med:) ligesom vores pige så vidt muligt får LCHF-mad. Det har ganske enkelt forandret mit liv og min hverdag. Før handlede alt om hvornår jeg kunne få min næste sukkerdosis, og jeg var afhængig af det (og jeg tænker – når jeg læser dit skræmmende indlæg her – at en del mennesker udvikler spiseforstyrrelser “takket være” fødevareindustriens skræmmende metoder!).
    Nu kan jeg ikke døje smagen af sukker! Før puttede jeg SØDEMIDDEL i te/kaffe, drak light sodavand (AD!), spiste slik HVER dag. Nu kan jeg slet ikke holde smagen ud, og jeg fatter ikke, hvorfor jeg kunne ende så langt ude og fuldstændig sukkerafhængig.
    Min spiseforstyrrelse har egentlig nok primært været ‘fysisk’ – altså kroppen er blevet afhængig af sukker – frem for psykisk, og jeg tror altså på, at nogle mennesker er langt mere sukkerfølsomme end andre.. Jeg er helt klart med i den kategori.
    Nå, jeg skriver jo voldsomt meget, men jeg ville egentlig bare sige tusind tusind tak for din blog, som har inspireret mig, udfordret mig og mest af alt opmuntret mig til at passe på mig selv og min krop. Det sjove er, at jeg altid har kæmpet med at veje FOR LIDT og været oprigtigt ked af ikke at have 5 kg mere på sidebenene. Dem har jeg fået nu, og efter de er kommet på er vægten stabiliseret igen, og jeg er så glad:-) TAK – du gør en forskel! Det har du i hvert fald gjort for mig:-)

    Svar
    • Susan jeg tror helt klart, du har en pointe. jeg tror også, at sukker og meget kylhydratholdig kost (hurtige kulhydrater) spiller en væsentlig rolle i mange spiseforstyrrelser, som formentlig slet ikke ville have eksisteret, hvis vi havde lært at spise ægte mad. Jeg er ikke i tvivl om, at mange spisefortyrrelser har en psykisk baggrund, men jeg tror meget skyldes ustabilt blodsukker.

      Svar
    • Kære Susan
      Jeg bliver helt rørt af din historie. Tak fordi du deler den. Jeg har efterhånden hørt fra flere, som har oplevet at deres spiseforstyrrelse forsvandt eller blev mindre dominerende efter overgang til LCHF. Jeg ser det ikke som en løsning på alles problemer, men for dem som får stærke afhængighedsagtige symptomer på sukker og hurtige kulhydrater, tror jeg, der er meget at hente ved at spise en kost, som regulerer kropskemien som LCHF gør. :-)

      Svar
  9. Hej Jane,
    Det er så fedt du finder alt denne spændende læsning til os! Og lige koger det ned, så vi hurtigt får et overblik! Da jeg var teenager, drak jeg gerne op mod 2 liter cola om dagen!! I dag kan jeg (uden at lyve!!) sige, jeg vitterligt ikke bryder mig om smagen af cola mere. Det er altså muligt at komme ud af så dårlige vaner som at drikke cola – uden at lide resten af livet :) Kh Denice

    Svar
    • Jeg er glad for at du kan lide denne type indlæg. De tager unægteligt lidt længere tid at skrive end en opskrift ;-)

      Og ja, det er uhyggeligt! Sejt, at du er sluppet ud af colaens fængsel!

      Svar
  10. Det er simpelthen så uhyggeligt og man tror, det er løgn.
    I sommerferien læste jeg “Fast food Nation – what the All-Ameriucan Meal is Doing to the World” af ERic Schlosser. Den handler også om bagsiden af den amerikanske kost – som jo er vores alle sammens kost i dag. Der erbl.a et kapitel om, hvordan man på forskningscentre arbejder med de kemiske sammensætninger, så du alene af en duft bliver gjort sulten!

    Jeg tror, jeg skal læse Michael Moss’ bog.. Jo bedre oplyste vi er, jo bedre kan vi agere i en verden, hvor vi forsøger at undgå disse produkter. Men vi er som du skriver selv, oppe imod pengestærke modstandere i både fødevare og medicinalindustrien. Hvad skulle Novo f.eks. leve af, hvis de ikke producerede medicin?

    Svar
    • Efter jeg havde læst Fast Food Nation besluttede jeg, at jeg aldrig ville gå på McDonald’s igen. Det har jeg holdt. Jeg tror, det er 10 år siden nu… Skræmmende læsning!

      Svar
      • Jeg blev også efterladt med en meget fad smag i munden, og jeg sætter heller ikke mine ben på Mc Donalds mere. Det første skridt blev taget, da jeg så supersize me for en del år siden. Efter da gik jeg måske på mcD en gang om året – men nu er det helt slut.

        Svar