Madbanditten har (sørme haft) fødselsdag!

Ja, i går faktisk. Og det blev fejret med LCHF-lagkage, imens jeg lykkeligt havde glemt alt om det. Goddamnit! Havde endda skrevet remindere her, der og allevegne. Tsk tsk… Jeg må erkende, at min opmærksomhed er rettet et andet sted hen. Som fx i at få den bog færdig, som allerede er sat til salg.

Madbanditten fylder to år. Jeg kan slet ikke begribe, at min lille madbandit kun er to år gammel. Det føles, som om den har været her altid.

Jeg startede bloggen, da vi kom hjem fra Thailand forrige vinter, og mit første indlæg handlede også om Thailand. Det mærkelige ved at starte en blog er, at man i starten skriver til et ikke-eksisterende publikum. Det kan såmænd også være både terapeutisk og helende, men når man vælger blogmediet og ikke dagbogen hjemme under hovedpuden, er det jo også, fordi man godt kan lide at få respons. Og fordi man gerne vil interagere med andre derude. Og jeg skal love for, at der er blevet interageret. I bloggens levetid har jeg skrevet 930 indlæg, og der er blevet lagt ikke mindre end 9190 kommentarer. En stor del af dem er dog naturligvis mine egne svar på jeres kommentarer. Jeg synes, at hvis der er nogen, der ulejliger sig med at skrive noget, er det mindste, man kan gøre at svare. Dog må jeg erkende, at jeg ikke længere får svaret på hver enkelt. Men jeg læser hver og en, og jeg prøver at nå at svare så mange som muligt.

Det allerbedste ved at blogge på Madbanditten er at følge den udvikling, der er sket på LCHF-fronten i de to år. I starten gik jeg bevidst udenom at bruge termen LCHF for Low Carb var både udskældt og associeret med slankekure. Et fokus, som jeg rigtig gerne ville navigere udenom. Jeg skal love for, at det har ændret sig, og det er jo jer derude, der får det til at ske. Og det, synes jeg, er kæmpestort! Og det afspejler sig jo også direkte i besøgstallene her på bloggen.

Det populæreste indlæg til dato var Danmarkspremieren på LCHF-Forum. Den dag havde bloggen 3.334 unikke besøgende. På andenpladsen kom LCHF-lagkagen fra i går med 3000 unikke besøgende. Folket ville have lagkage tilsyneladende!

LCHF-Forum er som en fræk lillebror til Madbanditten, som lever sit eget liv. Jeg besøger siden dagligt og har gavn og glæde af både at spørge og få svar og læse om alle jeres oplevelser med LCHF. Siden er blevet lige netop det, jeg havde håbet. Et mødested, hvor vi kan dele erfaringer på godt og ondt.

Madbanditten har også kastet en masse nye bekendtskaber af sig. Og jeg har lovet mig selv, at jeg i år vil tage det ud på den anden side af skærmen. Noget, som altid er vildt grænseoverskridende, men som jeg i dette tilfælde glæder mig meget til.

Madbanditten er stadig så godt som reklamefri. Du finder lidt affiliatelinks her på siden, men jeg takker nej til langt de fleste “tilbud”, jeg får fra virksomheder. Jeg har indgået et samarbejde med Viivaa om LCHF-shoppen, jeg øko-blogger for Urtekram, og jeg har også lavet et samarbejde med Kähler. Sidstnævnte tror jeg lige, jeg skal have trukket op af hatten igen, for den ligger vist og venter på mit bord. Reklamer og samarbejder på blogs er jo en diskussion, der kan dele vandene. Og det er såmænd ikke, fordi jeg ligefrem føler modstand mod at tjene penge på alle de timer, jeg lægger i arbejdet her, det er mere sådan en slags idealisme, som er så pokkers svær at ryste af sig. Måske har tilbuddene bare ikke været attraktive nok.

Når man har fødselsdag, kunne man fx godt give noget væk. Udlove en lækker gave til jer, som trofast læser det, jeg skriver. Men jeg ejer ikke noget, der er værd at give væk, og jeg har ikke fået planlagt noget. Og det er lidt for tidligt at udlove en bog, der først udkommer om 2½ måned, ikke? Og her ville det jo have været smart, hvis man havde været lidt forudseende og havde arrangeret noget med sine samarbejdspartnere. Men så tjekket har jeg ikke været. Men skal vi ikke aftale, at der snart skal nogle gaver på højkant? Det er alligevel længe siden.

Tillykke til Madbanditten, og tak fordi I læser med og liker og deler. Det gør det helt afsindigt sjovt at sidde på denne her side af skærmen!

Madbandittens Juleopskrifter

Tag alle mine bedste juleopskrifter med i køkkenet med denne lille jule-ebog.

Low Carb juleopskrifter uden gluten og uden sukker.

Madbandittens Juleopskrifter: 59,-

36 kommentarer til “Madbanditten har (sørme haft) fødselsdag!”

Skriv en kommentar

  1. Hej.
    Jeg er ny herinde. Vil bage/lave lagkagen fra din bog i morgen.
    Spørgsmål: kan man bytte SukrinMelius ud med SukrinGold i vaniljecremen?

    Og TILLYKKE

    Svar
    • Ja det kan du måske godt. Jeg har ikke prøvet. Når jeg bruger melis, er det fordi den ikke knaser og opfører sig bedre i den type opskrifter…

      Svar
  2. Tak fordi du har været med til at inspirere mig og så mange andre til at ligge deres kost om, for sundhedens skyld :)

    Svar
  3. Kære Jane og Madbandit
    Stort tillykke og et kæmpe tak!

    Jeg er ganske ny – både på denne blog, blogs generelt og i LCHF-“kulturen”. Faktisk har jeg aldrig kunne udstå de smarte kurer, som altid kalder sig selv for livsstilsændringer – de er så hellige, har set lyset og ved 100% bedre end alle andre, hvad der er op og ned, rigtig og forkert.

    Men du Jane! Du er fantastisk! Fyldt med humor og så dejlig dejlig jordbunden! Der er absolut ingen hellighed over dig og dine indlæg. Og tak for det!

    Jeg er sikker på, at din stil, skønne opskrifter, dejlige kommentarer, smukke billeder, fede humor og ikke mindst solide jordforbindelse gør, at jeg for første gang gider at følge en blog og ikke mindst har fundet en “ernærings-vej” hvor jeg føler mig hjemme og ikke på kur!

    Tak, tak, tak – og tillykke :-)

    Kh Maj-Brit

    Svar
  4. Tillykke med mindste-barnet, søde Jane! Jeg håber, at du ALDRIG stopper med at blogge. Jeg elsker din måde at skrive på, din ærlighed og din inspiration. Men jeg elsker virkelig også dine opskrifter, som indeholder chokolade, fordi opskriften så oftest starter med, at man skal spise et stykke af chokoladen :-) Du er for skøn! TILLYKKE til dig og banditten :-)

    Svar
    • Det er det vigtigste med chokoladeopskrifterne!! :-) Og tak, søde Jonna. Jeg stopper aldrig med at skrive men det kan være jeg skifter emne en gang. Og så vil jeg overveje Rikkeprikkes gode forslag. ;-)

      Svar