Bare én bid…

Jeg skal lige smage denne her kage, bare en bid, og så lader jeg resten stå.

Kan du det? Det kan nogle mennesker. Jeg er ikke nødvendigvis et af dem.

Damebladene råder os ofte til, at vi ikke skal forbyde os selv noget, og det er jeg sådan set enig i, for det fungerer virkelig dårligt hjernemæssigt, når mad bliver forbudt.

Det er derfor, at sætningen “Jeg må gerne spise alt det kage, jeg vil – bare ikke i dag” er et så kraftfuldt værktøj.

Men udover at der er nogle hjernemæssige udfordringer i at holde sig på den sunde vej, så er der – for nogle af os – i den grad også nogle stærke biokemiske kræfter. Og det er dem, der gør, at “bare én bid” er et virkelig dårligt valg.

Forleden faldt jeg over denne fantastiske blogpost, som så fint beskriver, hvordan denne ene bid kage fører en kaskade af dårlige valg med sig.

Læs den, hvis du bare tilnærmelsesvis kender problematikken med den “ene bid”.

Men er det ikke bare en dårlig undskyldning for at vælte sig rundt i sukker, og handler det i virkeligheden ikke bare om manglende viljestyrke, og skal vi ikke bare tage os lidt sammen? Måske. Måske ikke. Jeg har tilladt at klippe lidt fra blogposten:

For those of us who have sugar or gluten sensitivities, “just a bite” really may not be possible.

One bite leads to another to another and then the bargaining begins: “It’s ok; I’m on vacation.” “This is a celebration. I’ll be better tomorrow.”

But physiologically, each bite of sugar or white flour (or a combo) triggers a powerful morphine-like reaction in the brain. When gluten breaks down in the body, the proteins plug up feel-good receptors in the brain and give you a pleasurable high, not unlike what a heroin addict may feel.

Add sugar to the mix and you’re really off and running. Sugar (and gluten too) causes you to crave more sugar and gives you an endorphin rush. It’s wickedly addicting. The gluteomorphins in gluten increase appetite and addictive behavior (Dr William Davis talks all about this in his book Wheat Belly).

It’s almost like something else takes over and all logic goes out the window: you just want that bread or that piece of cake and once you start that train rolling, you can’t stop.

No amount of willpower can overcome the high. It’s like a drug addict or an alcoholic relapsing. Same chemical triggers, in fact. One sip leads to 10 drinks, just like one bite can lead to a binge. Then, the tendency to throw your hands up and give up seems easier because you’ve already failed, right?

Alt med måde – nemmere i teori end i praksis

Så alt med måde og 80/20 og alle de der – på papiret –  virkelig gode tanker, er bare ikke altid så smarte ude i virkeligheden. Eller i hvert fald kan man gøre sig selv en tjeneste ved at vælge sine “ene bidder” med omhu.

Hvis du er som jeg, bliver du måske også forvirret over, hvorfor det nogle gange faktisk godt kan lade sig gøre at tage det ene stykke chokolade og så vende tilbage til resten af din dag, som om intet var hændt, mens det andre gange starter et reelt festfyrværkeri af nydelse i din hjerne, der herefter skriger på mere, mere, mere, indtil du endelig giver efter og spiser resten af pladen. For mig handler det meget om stress.

Hvis jeg er stresset er min tolerancetærskel langt mindre. Hvis jeg er rolig og velafbalanceret (jo, det forekommer også!), så kan jeg tåle mere.

Men hvad gør jeg så, hvis uheldet er ude, og jeg er havnet i den onde spiral? Jeg starter med at følge denne guide, som fokuserer på at stabilisere blodsukkeret, og efter et par dage bliver det hele nemmere, og man kan tage fat i de bagvedliggende ting.

Kan du nøjes med bare én bid?

 

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

22 kommentarer til “Bare én bid…”

Skriv en kommentar

  1. Super godt indlæg! Er først lige begyndt at læse din blog her i ferien, og har levet 6 dage på LCHF, og har mærket en forbedring, især med oppustethed og man er meget mere mæt, og har ingen trang til søde sager! Jeg er kun 15, så jeg må lige se om jeg kan få min mor med på vognen, og fortælle hende om min oplevelser. Nå, men det jeg ville sige var, at fuldstændigt forbud virker for mig, bedre end at sige, at jeg må spise alt – bare ikke i dag! For jeg er også sådan en, der bliver til et sukkermonster hvis jeg først starter, men jeg arbejder på at blive mere “normal”, altså at et stykke er fint når man er til fødselsdag o.l. Det skal lige siges, at jeg er normalvægtig, men jeg synes, at det kost er et enormt spændende emne.

    Jeg tror, at mit sukkermonster eller overspisningsmonster er blevet dannet, pga. at dengang jeg var lille var mine forældre meget strenge med, at man skulle spise, hvad der var på tallerkenen, hvilket iøvrigt stadig sider så dybt i mig, at jeg så langt tilbage jeg kan huske ikke har levnet noget mad ved middagsbordet. Jeg har så også lært, at det er bedre at tage to gange end én stor, hvilket er en god ting ved leksionen. Men det har også resulteret i, at jeg tit spiser uden at være sulten, men bare fordi, at maden smager godt. Så derfor kan jeg også spise sweets til jeg er ved at revne, og derfor kan jeg meget bedre undgå det ved at sige, at nu er slik “bandlyst”.

    Jeg håber ikke, at kommentaren blev for forvirrende. Fortsat god aften!:-)

    Svar
  2. Hej,

    Tak for endnu et super godt og fangende indlæg :)
    Jeg er desværre også super sukkersensitiv. Der hvor min største udfordring er blandt andre mennesker, de forstår eller acceptere ikke mit “nej tak” og forklaring om at jeg ikke kan tåle og styre sukker :(
    Har du/I nogle gode råd?

    Svar
    • Hej Hanne,
      Det er dødsvært – også fordi man ikke altid bryder sig om at skille sig ud.

      Men dine omgivelser SKAL respektere dit nej tak. Du behøver ikke engang forklare dig. “Nej tak” er svar nok. Hvis du lader dem overrule dig, skaber det endnu mere sukkertrang. Det er i hvert fald min oplevelse: At sukkertrang også kommer, når jeg overskrider mine egne grænser. Så det er endnu mere grund til bare at stå fast.

      Pøj pøj med det – ved godt, at det er nemmere sagt end gjort :-)

      Svar
  3. Ahmen, jeg dur da heller ikke til det der med bare lidt. Jeg skal også holde mig helt fra det, før jeg kan styre det, og det kan jeg altså ikke lige nu!! Det stinker helt vildt!! Jeg bliver vist nød til at gå afholdhedens vej snart, hvis jeg skal komme lidt ovenvande i sukkerhelvedet igen.
    Desværre kan jeg se, at min datter har arvet mine kedelige tendenser. Det er knap så slemt med sønnen heldigvis, men hun får en hård kamp i fremtiden, og det er mit job at vise hende vejen. Jeg er bare ikke et ret troværdigt forbillede lige nu. Jeg har i de her dage efter 10 dage i Bulgarien en oppustet mave så jeg ligner en højgravid, og jeg er sur og tvær med kort lunte. Lærer jeg det mon nogensinde….

    Svar
    • Ja æv, Rikke. Den oppustede mave og væskeophobningerne kommer også til mig med det samme, og det er bare surt. Som om det ikke er nok, at man har det elendigt. Behøver man også skulle se elendigt ud? Et par dage med striks LCHF plejer at gøre det af med væsken for mit vedkommende.

      Min datter havde også tidligere tendens til at være et sukkercravende monster. Det ændrede sig, da jeg begyndte at loade hende op med protein, fedt og fiskeolie fra morgenstunden. Så hvis der er korn på morgenbordet, kan det anbefales at sætte ind der. Min datter elsker stadig sødt men slet ikke på den der hungrende måde, hvor hun fik det der tomme blik i øjnene, som jeg kendte alt for godt…. fra mig selv.. ;-)

      Svar
      • Dit svar her får mig til at tænke på, om du nogensinde har skrevet om syre/base balance…? Ellers må du gerne! :-D
        Jeg kender alt for godt dét med væsken i kroppen; synes bare det er svært at slippe af med igen…

        Svar
        • Det har jeg faktisk ikke. Jeg har heller aldrig helt sat mig ind i hvad det går ud på, andet end det er sådan noget kombinationskost à la Lene Hanson. Og det navn får mig til at kigge den anden vej i protest. Altså sådan er der bare nogle mennesker, der skaber en reaktion i en, og det skylder man nok i virkeligheden sig selv at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg prøver at finde lidt læsestof… :-)

          Svar
          • Ej, det kan jeg godt følge dig i… Og da jeg en dag så hendes navn på diverse fødevareprodukter, blev jeg sådan lidt: “-Årh, nå der er profit i det..” -agtig.
            Men tak fordi du gider det! Ved ikke om basiske fødevarer kan dræne væske ud eller hvad det går ud på.. :-)

  4. Jeg vil også sige tak for et vigtigt indlæg, og håber at den viden bliver endnu mere udbredt.
    Det er også min erfaring at jeg en enkelt gang imellem (sjældent) godt kan klare at nyde lidt sukker/hvedemel, uden problemer. Men heldigvis synes jeg mine smagsløg er på sundhedens side, det er efterhånden sjældent der er noget der smager så godt, at det er værd at løbe risikoen for tilbagefald for.
    Det svære for mig har været at acceptere at jeg ikke KAN tåle det samme som alle andre, (men hvor mange kan egentligt tåle moderne kost, jeg tænker på alle de overvægtige), jeg har brugt meget tid på at forsøge med “den gyldne middelvej” det går bare ikke godt ret længe ad gangen.

    Svar
  5. Nej, det kan jeg ikke. Hvis jeg bager kage, (hvilket jeg så ikke gør mere..) stopper jeg ikke før den er væk. Jeg kan æde videre, selvom jeg har kvalme. Min kæreste tager et stykke, måske to, og nyder det stille og roligt med sin kaffe. Jeg sluger et stykke mens jeg skærer ud, endnu et på vej ind i stuen, osv. Det bliver dårligt tygget, bare grovædt. Det er da sygt??? Og så går der LANG tid, med oppustet mave, væske i kroppen, sløvhed og MEGA humørsvingninger. Mel+sukker = heroin for mig :-(
    Men hold op hvor får man det til gengæld godt af at undgå det. Håber dén følelse en skønne dag er naglet fast i min bevidsthed, så det der er bedst for min krop, vinder. Men foreløbig ser det sådan ud :-)

    Svar
    • Hej Sheila,
      Jeg kommer helt til at smile af de indlæg – kunne jeg næsten have skrevet. Det er da absurd, at vi skal have sådan en sukker-sensitiv krop. Bliver virkelig tit misundelig på flok, som ligesom din kæreste stille og roligt kan nyde et eller to stykker kage til kaffen.
      Samtidig er jeg lidt ‘lettet’ over at læse, at jeg ikke er alene. Har brugt rigtig mange år på at slå mig selv i hovedet med manglende viljestyrke.
      – frk. sveske

      Svar
      • Frk. Sveske; kan sagtens følge dig i den dér med at man føler man er alene om at have den følelse.. Og den forstærkes bare på den måde, at man føler man er mærkelig eller ligefrem grovæder. Da jeg stadig var ryger, kunne jeg bare æde løs uden vægten flyttede sig. Så jeg tænker egentlig nu, at min vægtøgning har åbnet øjnene for hvad der er godt for min krop eller ej :-)

        Svar
    • Ja, hvem der bare kunne spise et stykke og så vende tilbage til resten af dagen, som om intet var hændt. ;-)

      Jeg er sikker på, at den sunde, gode følelse nok skal få naglet sig fast. Jeg læste engang at man skulle se det som stier, der blev trampet i hjernen og pt er stierne med sukker og “high” bredere og bedre trampet til end de “sunde stier”. Hvorfor det synes nemmere at vælge dem. Den tanke synes jeg er meget god.

      Svar
      • Ja, det var faktisk en rigtig god beskrivelse, Jane! På mange måder forstår jeg tingene bedre, når de fortælles i billedsprog. Det er så meget nemmere at forholde sig til :-)

        Svar
  6. ..ha ha…det er den evige kamp det her! Som sukker-sensitiv og en der reagerer ekstremt hurtigt på hvedemel & kartoffelstivelse er det en hård nød at knække med den balanceakt her. Efter små 2 år med fortrinsvis ren kost kan jeg hurtigt mærke virkningen når jeg falder i og hvilke mademner der er værst. Nogen ting har overrasket, f.eks savner jeg ikke kartofler til den brune sovs juleaften, men kan nyde den med broccolimos eller bønner til. Til gengæld er en skål ny kartofler en værre fristelse…
    Sukker frister udelukkende når de gamle trøste-ting kommer på bordet…(hvorfor er der ikke nogen der laver finsk sød lakrids uden sukker/kemisk sødning???) Man falder i, og så må man videre derefter… En hel masse ting kan man heldigvis leve uden at savne, og andre må man konfrontere henad vejen. Hjemme indfører vi nu en “ønskeliste” hvor manden (og jeg) kan notere noget vi savner og jeg har tilladt mig selv en prøveperiode på 6 mdr hvor en gang om måneden må jeg vælge en ting at hælde i hovedet som jeg ellers ikke tåler. På den måde kan jeg forhåbentlig sige nej resten af tiden…nu må vi se om det bare er vejen lige lukt tilbage til evig oppustet mave, sløvhed og tungsind…

    Svar
  7. 80/20 fungerer virkelig fint for mig – eller rettere er det nok nærmere 85/15 eller sådan noget. Jeg spiser sundt, varieret og tæller kalorier størstedelen af tiden. Jeg træner 6 dage om ugen.
    Men én dag om ugen holder jeg fri og spiser hvad jeg har lyst til. Hvis der er kage, så spiser jeg kage. Hvis jeg skal i biografen spiser jeg blandselvslik. Hvis der er brunch, så spiser jeg croissanter og pandekager.

    Og ja, så bliver jeg oppustet og fjærter som en hest om aftenen og vejer halvandet kg mere morgenen efter. Men det tager jeg altså med glæde med i købet. For hvis det hele skal være så sundt og fornuftigt altid, så bliver det for surt for mig. Især i sociale sammenhænge. Indimellem skal hygge bare have lov at være lig med mad. Også selvom jeg da godt kan mærke, at det sikkert ville være (fysisk, men ikke mentalt!) bedre at være sund og fornuftig 100% af tiden…

    Svar
    • Tusind tak for dit input Anna. For det illustrerer jo lige præcis, at vi ikke er ens. Du kan spise slik og kage en dag og vende tilbage til de gode vaner næste dag. Er man sukkersensitiv, kan det tage uger at komme tilbage på sporet. Du er heldig. Jeg er lidt misundelig ;-)

      Svar
    • Det kunne have været mig der skrev det indlæg. Sådan har jeg det (heldigvis) også. Men én bid holder ikke for mig – så spiser jeg hele kagen, ligegyldigt om den er usund eller sund(ere). Jeg kommer dog hurtigt på rette spor igen!
      Jeg læste en E-bog af Jacob Søndergaard for noget tid siden, som sagde, at forbud ikke holder – præcis som du, Jane, skrev i det andet indlæg du har linket til. Han mener, at man én gang om ugen bør spise alt hvad man kan af de “forbudte” (se nu bruger jeg selv det ord, jeg har stadig noget at lære…) madvarer. Eneste restriktion er, at det skal spises ved spisebordet! Interessant tankegang… ;-)
      E-bogen hedder “6-pack på 6 uger”, og kan hentes gratis, hvis nogen kunne have interesse i at læse den.

      Svar
      • De sundere udgaver holder heller ikke længe herhjemme hos mig. Lyder spændende med den e-bog. Generelt er det en god tommelfingerregel at spise siddende (og ikke imens vi er på computeren – ehreem!). Det lærer vi sikkert også til det kommende Mindful spisning arrangement.

        Svar
  8. Hej Jane,
    Lige indtil jeg kastede mig over bogen ‘Sukkerbomben’ har jeg vitterligt fortalt mig selv, at jeg bare var svag, når jeg ikke kunne følge en sund livsstil uden sukker. Jeg har endnu ikke læst bogen færdig, men er i den grad blevet klogere. JEG ER IKKE ALENE og det er ikke bare min rygrad, der er som en regnorms. Jeg er sukker-sensitiv! ‘Jeg må spise alt det sukker, jeg vil. Bare ikke i dag’ har hjulpet mig meget den seneste måned. Sukker tricker mig i den grad og selv om jeg siger 80/20, så nærmer det sig 99/1. Forbud er også bare et ‘no go’. Den hjerne er ikke nem at løbe om hjørner med. Jeg kan godt tage en bid, men det skal være af det rigtige – har forsøgt mig med mørk mørk chokolade og det kan lade sig gøre at nøjes med 10-20 g. Jeg er dog ret sikker på at var det M&Ms (mit ‘gamle’ stof), så ville jeg tømme posen og undskylde mig selv med, at jeg er tilbage til min kost igen i morgen. Who am I kidding?! Men det hænger også meget sammen med mit følelsesliv. Sukker/ brød har i mange år været min tryghed.
    Apropos et af dine tidligere indlæg, så er mit største problem nok, at få folk til blot af acceptere et ‘nej tak’, når jeg ikke vil have is eller andet. Jeg tror ikke, at en ikke-sukkersensitiv kan sætte sig ind i, hvordan ‘stofferne’ fungerer i min krop…
    Tak for et meget vigtigt indlæg.
    KH
    – frk. sveske

    Svar
    • Sukkerbomben var også en øjenåbner for mig. Jeg tror, man når langt ved at fritage sig selv for skyld. Det er jo nemt nok at finde noget at slå sig selv oven i hovedet med, og det hjælper jo på ingen måde.

      Jeg oplever ikke på samme måde som dig, at folk har svært ved at respektere et “nej tak”. Men det er også en prekær situation… :-/

      Svar