Chia smoothie med jordbær og rå kakao – og fysioterapeutens dom

Okay, chia smoothie med jordbær og kakao, det lyder fandme mærkeligt! Og indrømmet, det var også lidt mærkeligt, men det var også virkelig godt! Det var Henriette, som tippede mig om en chiabudding med banan og kakao, og det, syntes jeg, lød spændende. Min variant blev så godt nok en smoothie med chiafrø, jordbær og rå kakao.

Billedet er faktisk bedre end virkeligheden, for i virkeligheden var den lidt brunlig i farven. Klart, når man blender jordbær med kakao.

Mit glas indeholdt flg. ingredienser:

80 g frosne jordbær
1 spsk chiafrø
½-1 dl vand
1 dadel
2 tsk raw kakao
mandel-kokosmælk til at få den til at køre rundt
Isterninger

Sådan
Hæld chiafrøene op i en skål og overhæld dem med kogende vand. Jeg kan ikke huske, om jeg brugte en ½ eller 1 hel deciliter, en hel tror jeg. Lad den stå, indtil chiafrøene har opsuget al væsken, og du kun har den geleagtige masse tilbage. Hæld den op i din blender sammen med de øvrige ingredienser og blend indtil jordbærrene og isterningerne er forsvundet. Server og drik!

Jamen kan man ikke fornemme chiafrøenes små frø? Jo, det kan man såmænd godt, men det føles ikke så mærkeligt sammen med jordbær.

Det er jo ikke verdens mest mættende smoothie, i denne version, men den fungerede fint som et let mellemmåltid i onsdags et par timer før jeg skulle til dobbelttime i yoga. Det var den dobbelttime, hvor jeg gik all in på hofteåbnerne og smadrede min ene hofte, så jeg ikke har kunne gå siden. I går fik jeg slæbt mig afsted til en fysioterapeut, som tog sig kyndigt af mig. Dommen lød på slem overbelastning med en overrevet muskel (av), betændelse i slimsækken (advr!), måske lidt springerhofte (wtf?) og hypermobile led (hvad?). Jeg anede ikke, at jeg havde hybermobile led, men det har jeg åbenbart, og i den kommende tid skal jeg tage den med ro og kun lave lidt hverdagsbevægelse og korte gåture for at skabe cirkulation.

Rådet på sigt var, at yoga måske ikke var det smarteste, jeg kunne lave, da det er nemt at komme til at overstrække leddene og ende med overbelastningsskader igen. Suk! Fysioterapeuten anbefalede i stedet pilates til styrkelse af kernemuskulaturen, når jeg engang er klar til den slags igen. Og indlæg i skoene for at afhjælpe min overpronation – også i det daglige. Det lyder dyrt… (men øjner også en mulighed for indkøb af nye sko!).

Første nedtur havde jeg i går, hvor jeg synes, det var totalt synd for mig, dels fordi jeg havde så sygt ondt og bevægede mig som en krøbling. Jeg kunne ikke gå, sidde eller ligge. Jeg kunne ikke bukke mig ned, vende mig, løfte benet eller andre manøvreringsøvelser, og så havde jeg tilmed fået en kæmpestor rød plamage på hoften, hvor jeg var blevet masseret, så jeg nu også lignede en, der havde fået tæsk. Great!

I dag har jeg sovet på det. Helt til 8.45! Og det gør mindre ondt i dag. Og jeg er så småt ved at forlige mig med tanken om, at min krop har sagt helt fra. Når jeg løber, får jeg skinnebensbetændelse næsten med det samme, når jeg laver styrke og yoga får jeg overbelastningsskader. Lyder det som en krop, der gerne vil have fred? Eller lyder det bare som en krop i uhørt dårlig form? Min oplevelse er det første ;-) Og det vil jeg prøve, om jeg kan blive bedre til at respektere.

Og så en sidste ting. Hvordan reagerer I, når I har ondt? Jeg reagerer næsten pr. automatik ved at spise noget, jeg ved giver mig ondt i maven. I går valgte jeg fx at spise græsk yoghurt til frokost (!), hvilket gav mig akut ondt i maven. Men smerterne i maven har jeg haft det meste af mit (glutenspisende) liv, så dem er jeg vant til, og jeg tror simpelthen , at det er derfor, at jeg kanaliserer smerterne derhen, hvor jeg kan håndtere dem. Er det ikke åndsvagt? Det er jo ikke, fordi det i sig selv fjerner smerterne i hoften! Anyway, det var bare en pudsig mekanisme, som jeg har observeret flere gange. Tal lige om en fejlslutning!

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

10 kommentarer til “Chia smoothie med jordbær og rå kakao – og fysioterapeutens dom”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane.

    Tusind tak for hjælpen med alle de fantastiske opskrifter. Du er en virkelig inspiration for mig. Jeg har gennem lang tid selv spist chia frø på min morgenmad, men skulle så lige prøve at sætte dem i kokosmælk natten over. Det hittede! Også for min søn, men spørgsmålet er så bare, hvor meget må han få, han er 3 år :)

    Svar
  2. Ej – hvor er det op ad bakke!
    Men jeg håber du med tiden finder lige præcis den motionsform der er god for dig. Jeg tror allerede du er rigtigt langt ved at lytte til din krop – prøve dig forsigtigt frem – jeg tror man med tid kan komme til at holde af den sport der gør mest godt for kroppen. Måske svømning?
    Selv reagerer jeg på præcis samme måde som dig når jeg har ondt. Det resulterede bla i ekstra kilo på sidebenene ifb et hold i ryggen for et par år siden. Med tiden er jeg blevet bedre til at fokusere på hvad der skal til for at komme ovenpå igen. Og der hjælper hverken forkert eller for megen mad :-)
    Rigtigt god bedring til dig!

    Svar
    • Tak Margrethe. Du har ret i at jeg prøver at lytte, men jeg har stadig svært ved at acceptere, at min krop ikke kan det, den har kunnet tidligere. Jeg har fx løbet i årevis uden skader. Og de seneste par år er skaderne så væltet ned over mig. Den er lidt sværere at sluge, synes jeg… :-/

      Svar
      • Hej Jane

        Jeg skriver til dig da jeg også har haft/har? en irriteret slimsæk på ydersiden af hoften. Jeg synes det er meget svært at komme over. Jeg fik en blokade i juni mdr. der virkede, men jeg er stadig ikke kommer over det. Jeg har kompenseret meget i minde muskler omkring hoften, så jeg har svært ved at gå normalt. Jeg vil høre om du måske har gjort dig nogle erfaringer, evt. noget behandling der har hjulpet godt? Jeg overvejede nu at prøve akupunktur. Jeg ser frem til at høre fra dig. Mvh Kristine

        Svar
  3. AV AV AV-
    Jeg har jo sådan en “sovende ikke rigtig gigt men gigtlign reaktion” i mine led efter en madforgiftning for 15 år siden.
    Jeg kan straks mærke at jeg skal skrue ned på omega 6 fra frø og mandler en gang i mellem
    og nåh ja igen igen op for fisken og fiskeolien.
    Jeg ved at der er et indlæg på vej fra en klog dame( ikke mig ;) om fordelene ved gelatine .Og det passer virkelig godt på mig når jeg husker at spise hjemmekogte supper eller gelatine tilksud = mindre ømme led.
    Så når det køler af skal jeg har fryseren fuld igen af hjemmekogte terneinger med kyllinge og kalve fond:)

    God bedring

    Svar
    • Ud med nødder, ind med fisk. Vigtig pointe. Og gid jeg var sådan en, der lige kogte suppe selv. Måske skulle du lave en forretning, hvor du sælger din fond? Jeg så i Mad&Vin at Cofoco (tror jeg det var) solgte forskellige fond på frost. Et lillebitte stykke til 30 kr. !!

      Svar
  4. Efter et meget slemt fald blev min hofte skubbet skæv og jeg fik springhofte. Men noget af det, der hjælper allerbedst på den er, hvis jeg står op i stedet for at sidde ned hele tiden, mens jeg er på arbejde. Men selvfølgelig også hvile og ro:)

    Svar
    • Godt tip, tak Anna. Jeg holder faktisk også meget af at stå op og arbejde. Jeg føler mig “klarere i hovedet” på en måde. Hvilen har jeg det måske lidt sværere med … :-/

      Svar