Test af semi-barfodsløb

De sidste par dage har jeg testet mine nye løbesko ved at gå lange ture i dem, og jeg er ærligt talt ret vild med dem. Som gåsko er de meget behagelige. De sidder godt på foden, og sålen er så tilpas tynd, at der er god kontakt med underlaget. Ja, og så vejer de jo nærmest ingenting!

 

 

 

 

I går var så dagen, hvor jeg skulle prøve at løbe lidt i dem. Jeg har læst her, der og allevegne om, hvor vigtigt det er at starte langsomt op, når man starter (semi-)barfodsløb, fordi man herved tvinger foden til at lande på forfoden, hvilket belaster nogle helt andre muskler end ved løb i “normale” løbesko. Jeg startede derfor med at ville løbe 1 km. Da jeg på ingen måde kan se mig selv forlade mit hus for at løbe 1 km og så tage hjem igen, gjorde jeg det midt i en lang gåtur. Da jeg havde gået 3 km, satte jeg i langsomt løb, hvor jeg var meget påpasselig med at bruge fødderne helt anderledes, end jeg plejer. Og det gik rigtig fint! Og ved I hvad? Det var så FEDT at løbe igen! Også selvom både løbestil og tempo kunne argumentere imod, at dette faktisk var løb, men lad nu det ligge. Så det føltes fedt, okay. Men jeg følte mig også som en kæmpe spasser. Eller måske rettere som en elefant, der havde forvildet sig ind i en balletskole. Små skridt og kluntet løb på listefødder. Det må have set totalt mærkeligt ud. Endnu bedre var det naturligvis, at jeg blev overhalet af en fra mit arbejde, imens jeg listeløb. Tak for det! Tak!

 

Jeg blev selvfølgelig lidt overmodig og skulle lige løbe ½ km mere efter den første kilometer var overstået. For det gik jo lige så godt. Og det skal jeg simpelthen bare lægge fra mig. Nu løber jeg 1 kilometer hver anden dag i en periode, indtil det føles godt, og så øger jeg langsomt. Hørte du det? Øger LANGSOMT! Ja, beklager, men nogle gange er man nødt til at råbe lidt af sig selv for at makke ret.

 

Men det her med at belastningen er anderledes, det skal jeg lige love for er rigtigt. Mine lægge spænder på en måde, jeg ikke kan huske, jeg har oplevet det før, og i dag er de meget ømme. Så i dag går jeg som en spasser, hvilket nu åbenbart er blevet et tema. Jeg skulle egentlig have været til yoga her til morgen, men det droppede jeg altså, da jeg ikke lige kunne se mig selv lave noget som helst hundestræk med ben, jeg knap kan strække helt ud. Og så handler det også om, at jeg slet ikke har fået læst så meget til eksamen, som jeg gerne ville. Men for pokker, hvor er det dog svært, når vejret endelig er så godt.

 

Men konklusionen er, at det er optur at løbe igen. Men hvad med skinnebenet, siger du? Mjooh… altså, jeg kunne da godt mærke, at jeg havde et skinneben, men jeg kunne også tydeligt mærke, at det ikke blev belastet på samme måde, som det plejer. Så jeg er samtidig nødt til at se tiden lidt an og mærke, om det er for tidligt, jeg er gået i gang. Men altså, thunbs up til Inov8 F-Lite! Kan varmt anbefales.

 

 

Få 7 dage gratis af MadbandittenPLUS

Få energiberegninger på alle Madbandittens opskrifter, egen favoritside, færdige madplaner med indkøbsliste og slip for forstyrrende annoncer.

Start 7 dages gratis prøveperiode nu

 

En kommentar til “Test af semi-barfodsløb”

Skriv en kommentar

  1. Åh hvor er det rart at kunne løbe bare lidt igen, så er det nu, det handler om at passe på, så det ikke “springer op” igen. Jeg har haft løberknæ for ikke lang tid siden, og jeg passer virkelig hele tiden på, fordi det er så frygteligt ikke at kunne træne.
    Semi-barfods-sko er altså også gode, jeg har selv nogen ekko, men er dog ikke begyndt at bruge dem endnu, da der lige skal trænes op til dem :)
    Men held og lykke og pas på dig selv! :)

    Svar