Rødbedeboller med chiafrø

Nå, men godmorgen lørdag. Er der nogen, der har lyst til at høre fortsættelsen af sygesagaen herhjemme? Nå ikke? Jamen så vil jeg undlade historien om, hvordan vi i nat lige startede forfra med den mærkelig mavevirus, der har ramt os. Denne gang med drengebarnet som det forsvarsløse offer. Glimrende. Mit liv er et eventyr. Fik jeg sagt det?

Men bedre halvdel er nu på dansk jord igen, og jeg overvejer at tage på rekreation med pigen. Sagen er, at vores nabo skal holde fest i aften, og når de gør det (heldigvis kun 1-2 gange om året) foregår det med technomusik for åbne vinduer til kl. 6.00 om morgenen. Og jeg er jo sådan en gammel heks, der mener, at hvis man vil holde den slags fester, så bør det foregå i et forsamlingshus langt ude på landet, og at det, at man betaler husleje ikke i sig selv kvalificerer til at holde et helt villakvarter vågent en hel nat.

Men vi har boet her i fem år, og jeg har lært at leve med det. Med lært at leve med det mener jeg, at jeg har lært at booke hotelværelse eller tage i sommerhus de weekender, hvor der er fest. Og i aften er ingen undtagelse. Vi har et dejligt familieværelse på det nyrenoverede og toptjekkede Scandic Sydhavnen, som står og venter på os. Og manden har sagt noget med, at der er både spa og sauna. Men nu er drengebarnet jo sygt, og måske har han det bedst herhjemme, men derfor kan jeg jo godt tage afsted med pigen. Tøsetur på hotel? Lyder sgu ikke så tosset. Eneste ulempe er, at jeg er i markant underskud af voksenselskab efter fire dage i isolation med syge børn. Og det kan man godt blive lidt sær af, skulle jeg hilse og sige…

Måske endda så sær, at man begynder at synes, at tanken om at bage lilla boller, den er da lige i skabet! Og det kan man jo lige så godt, når man står der med en bunke rødebedeaffald fra en rød juice. Så grøntsagspulpen, som vist i virkeligheden var en kombination af gulerod og rødbede, røg i bolledejen. Når man skal bruge grøntsagspulpen til spisning, skal man være lidt mere varsom med, hvad man putter igennem juiceren. F.eks. ved at fjerne de uspiselige ender og skrælle grøntsagerne. Særligt hvis de ikke er økologiske. Hvilket de jo selvfølgelig er. Men hvis nu… ;-)

Jeg skulle selvfølgelig bruge mine nyanskaffede chiafrø, for de er angiveligt pivsunde, så på den måde endte jeg med denne opskrift. Bemærk hvordan jeg for nemhedens skyld holder mig til den samme mængeangivelse næsten hele vejen. Det skal jo være til at huske… ;-)

Glutenfrie boller og melfrie boller

Glutenfrie boller og boller uden mel bliver ofte lidt porøse i konsistensen. Disse er også en anelse porøse, men de kan sagtens skæres over på midten og har en fin krumme.

De har en fin lilla farve og en diskret smag af rødbede. Muligvis ikke lige min favorit, men dog stadig en god mulighed for at få gavn af de gode efterladte fibre fra juicepresseren. Og spist skal de nok blive.

rødbedeboller med chiafrø

Rødbedeboller med chiafrø

Udskriv Pin
|

Ingredienser

  • 75 g hørfrø (malede)
  • 75 g chiafrø
  • 75 g sesamfrø
  • 75 g solsikkefrø (malet til mel)
  • 75 g solsikkefrø (hele)
  • 40 g mandelmel fra Funktionel Mad
  • 1 spsk HUSK
  • 4 æg
  • 1 dl fløde
  • 2 dl koldt vand
  • 2,5 dl grøntsagspulp fra rødbedejuice

Sådan gør du

  • Mal solsikkekerner og hørfrø til fint mel. Jeg bruger minihakkeren til solsikkefrøene, men jeg skal have kaffemøllen i sving for at male hørfrøene til mel.
  • Bland alle de tørre dele sammen og pisk æggene i en skål ved siden af. Hæld fløden i æggene og hæld den våde masse i skålen med melet. Når dejen er godt rørt, hældes grøntsagspulpen i. Jeg ved ikke, hvor meget, det var. 2½ dl måske. Rør rundt, evt. med røretange, og lad dejen hvile i 5 min. Herefter kan du forme bollerne med hænderne. Skyl evt. hænderne i koldt vand, hvis dejen klistrer fast. Pensl med pisket æg og bag i ca. 20 min ved 160 grader.

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

5 kommentarer til “Rødbedeboller med chiafrø”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Hej Jane
    Hvor er det synd for dig med dine børn. Her i huset var vi ramt i påsken, og overskuddet til at tænke på sund mad er der bare ikke når man er så syg.
    Jeg vil også gerne lige benytte lejligheden nu til at takke for skøn inspiration til maden her på din blog. Hvor er du bare go. Er først fornyligt blevet tvunget lidt ud i at tænke anderledes på maden da jeg har PCO. og din blog er en kæmpe hjælp.

    Svar
    • Mange tak for det, Sabrina. Jeg er glad for at høre at du finder noget, du kan bruge. Jeg har også en smule PCO. Det er ikke noget, der betyder det store nu, men det betød en del for mig, dengang jeg gerne ville have børn og de ikke ligefrem kom af sig selv…

      Svar
  2. Jeg tænkte da jeg kom hjem ved midnat og så dine tweets at du vist snart trængte til aflastning
    så jeg er FOR at du tager mindst 8 timer væk med datteren ;)
    Så må far klarer ærterne med din søn- god bedring til ham.

    Svar
    • Hørt! Aflastning til mig! Det nye problem, der er opstået er, at drengebarn er mægtigt ked af at jeg tager fra ham (noget med at det er moaar, der skal passe ham). Så jeg skal lige have solgt idéen ordentligt ind. Og have mindet ham om at han jo faktisk er fars dreng (hvis man må sige den slags) ;-)

      Svar