Børn og sundhed: Hvad skal børn spise?

Et af de spørgsmål, jeg også ofte får, er, hvad børn skal spise. Skal børn spise LCHF? Det er uden sammenligning det punkt, hvor jeg er mest usikker. Her er nogle af mine overvejelser.

En stor del af min egen glæde ved at spise kornfrit og LCHF er, at jeg kan mærke i min krop, hvor godt det gør mig. Jeg kan mærke mit blodsukker, der stabiliserer sig, mit temperament (host host) og mit humør, der bliver mere stabilt og en slags ro, der falder over mig. Det er en befrielse at være mæt i mange timer og helt undgå følelsen af at være døden nær af sult, fordi der er gået mere end 3 timer fra sidste måltid. Virkelig en befrielse.

Men jeg kan ikke mærke følelsen i mine børns krop, og derfor har jeg ikke på samme måde noget at navigere efter. Min datter var tidligere et sukkercravende, kulhydratshungrende barn. Hun gik helt besærk ved udsigten til sukker, og hvis vi lavede kager med glasur, fandt man hende på et eller andet tidspunkt i færd med at spise glasur direkte fra skålen med en ske. Min søn derimod har aldrig været interesseret i søde sager. Han ville have kød og kartofler og fede saucer.

Og sådan var det for et par år siden, men nu er det, som om det har vendt. Min datter er nu den type barn, som kommer og beder om en knækbrød med banan og mandelsmør. Hun elsker smør og olier og spiser i det hele taget nysgerrigt alle de ting, jeg laver i køkkenet. Min søn derimod er begyndt at vælge fede ting fra mod til gengæld at gå målrettet efter kulhydratkilder. Han vil stadig ikke have søde sager, og han fravælger selv alle mælkeprodukter (han var ørebarn som lille, og de problemer forsvandt som dug fra solen, da vi tog komælk ud af hans kost), men han ville spise adskillige portioner havregryn om morgenen, hvis han ikke blev stoppet. Hvide boller er det ypperste, han kan få serveret, han elsker grøddage i børnehaven, og hvis han kan få pasta med ketchup (nej tak til ost), er hans lykke gjort. Han fravælger smør, sauce og fedt på kød (undtagen skindet på kylling/and). Ikke overraskende er han altid sulten.

Mine børn spiser altså hverken kornfrit eller LCHF. Hvid pasta, hvidt brød og hvide ris er ikke ofte på menuen, men de spiser både rugbrød, havregryn, pasta, ris og hele kerner (spelt, rug, byg). Men ikke i ubegrænsede mængder og altid som tilbehør til noget andet. Men det er klart en større udfordring hos min søn end hos min datter. Jeg accepterer, at han fravælger forskellige ting, men jeg prøver samtidig at få banket fedtprocenten lidt op. Det gør jeg ved at give ham fiskeolie om morgenen, lave æg, som jeg steger i gode mængder kokosolie, give ham et tykt lag leverpostej på knækbrødet, lave kødsovs af hakket kød med højere fedtprocent, lave kylling med skind og jeg køber og serverer de (få) oste, som han gerne spiser.

Men er det så det rigtige at gøre? Burde jeg i stedet respektere, at han vælger andre fødevarekilder end jeg gør? Kan det være, fordi han mærker, at det er mest rigtigt for ham, ligesom han selv fravælger mælkeprodukter, som han måske-måske ikke kan tåle? Jeg har jo ikke en jordisk chance for at vide det med sikkerhed.

Så jeg prøver at vælge det mest sikre kort. Jeg giver mine børn så hel og så naturlig mad, som jeg kan komme til. Såvidt jeg ved, er der endnu ingen, der er døde af ikke at få serveret hvide boller til morgenmad og slikskål om fredagen. Her møder jeg så ofte hovedrysten fra folk, som synes, at det grænser til børnemishandling, at jeg ikke giver mine børn slik. For det skal man åbenbart. Altså, vi  spiser jo masser af hjemmelavede lækkerier, men det er uhyre sjældent, at der er slik i vores hjem og ikke et ord om, at det skyldes at “nogen” simpelthen ikke kan lade det være, hvis det først er her ;-) Det tjener et højere formål, at det ikke kommer indenfor dørerne, siger jeg bare. Når de bliver passet hos andre, og der serveres slik, is og kage, spiser de det. Det er ikke sådan, at de sidder med deres medbragte daddelkugler i børnehaven, imens de andre spiser kage. Jeg taler kun om, hvad jeg hælder på dem herhjemme, hvor jeg endnu bestemmer.

Men børn, som ikke får slik derhjemme, ender jo med at hælde slik i sig, når de først selv får lov at bestemme. Det er åbenbart en etableret sandhed, at det er sådan. Jeg ved ikke, om det er sådan. Jeg synes ikke, at vi opererer med forbud omkring slik. Det er her bare ikke. Og de efterspørger det ikke. Det gør de ikke. Så jeg synes, det ville virke helt tosset, at jeg skulle sige: Kom så, unger, skal I ikke have noget slik? Kom nuuu! Arh vel?

En anden ting, som jeg synes er ualmindeligt svært, er, hvordan man taler med børn om sund mad. Der tales i sagens natur en del om mad herhjemme, da begge voksne bruger en pæn del af deres tid med at beskæftige sig med mad. Men det skærer i mine ører, når jeg hører mine børn sige ting som at “brød ikke er sundt”, eller at hvis man er tyk, er det, “fordi man har spist for meget kage og drukket for meget sodavand”. For de samler jo bare fragmenter op af samtalerne, og det lyder altså forkert, når det kommer ud af munden på en gammelklog 6-årig.

Vi prøver også at tale om, hvor mad kommer fra og om at det mad, der kommer fra naturen, er sundere end det mad, der kommer fra en fabrik.  Men de er ikke helt store nok til at forstå det. De kan stadig blive i tvivl om, hvor en kylling kommer fra. Bondegårdsbesøg coming up! Og ellers taler vi om, hvilke madvarer, der mætter godt og længe, og hvilke madvarer der ikke mætter så længe.

Men jeg synes, det er en virkelig svær balance det her med at give dem nogle gode informationer uden at få sat dem en skræk i livet og gøre dem bange for mad. Så vidt jeg husker, talte mine forældre aldrig om mad og sundhed, da jeg var barn, og jeg levede derfor lystigt af hvidt brød langt ud i mit voksenliv uden at have nogen anelse om, at det  måske ikke var sund mad. Jeg vil bare gerne, at mine børn forstår, at firkantet toastbrød, som købes i en pose i Brugsen til en 5’er ikke klassificerer som rigtig mad.

Det her med børn og sundhed er jo et minefelt og et område, hvor vi allesammen bærer følelserne uden på kroppen. Når det kommer til vores børn, gør vi alle det absolut bedste, vi kan indenfor de ressourcer, vi har til rådighed. Og jeg er virkelig interesseret i at høre, hvilke tanker I gør jer omkring (jeres) børn og den mad, de spiser. Og især omkring hvordan I mener, man bør tale med børn om mad og sundhed, og om det overhovedet er noget, man skal inddrage dem i. Og det kan man jo sagtens have en holdning til, selvom man ikke selv har børn.

Har I lyst til at dele jeres input med mig? Det håber jeg.

Årets julegave-idé❤️

120 lækre, sunde og mættende opskrifter til alle dagens måltider + lidt ekstra lækkert til de særlige lejligheder.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

28 kommentarer til “Børn og sundhed: Hvad skal børn spise?”

Skriv en kommentar

  1. Jeg har først lige læst dit indlæg i dag.
    Jeg er en person der spiser efter low fodmap diet pga tarmsygdom og slås dagligt med sukker crevings og ville for alt i verden ønske jeg kunne holde mig fra sukkerholdig fødevare, i hverdagen.
    Men kan godt mærke at Hvad vi spiser afhænger meget af vores psykologiske tilstand
    Hjemme får min søn lov til at få slik en gang om ugen, men jeg ville så gerne finde alternativer til de E-nummer fyldte slik stykker (derfor jeg faldt over din hjemmeside)
    Men jeg syntes bare det er så hårdt et arbejde at ændre dine vaner, så måske du eller andre har et par råd til at ændre ens vaner.

    Svar
  2. Helt enig i det du skriver… Men har et spørgsmål – har hørt at loppefrøskaller ikke er godt for børn, kan det passe? (Håber det ikke ?)..

    Mæt & slank – super lækker bog, som jeg, min mand, min datter på 3 år og min søn på 9 mdr., spiser med kæmpe velbehag ?

    Svar
    • Jeg tror, det skal tolkes som at børn ikke bør tage HUSK som tilskud. Jeg ville ikke være bekymret over den lille mængde, man får igennem maden. Loppefrøskallerne er jo primært i LCHF-bagværket, og det synes jeg ikke, at nogen, børn som voksne, skal spise meget af :)

      Svar
  3. Hej Jane
    Tak, tak tak! Jeg har læst indlægget flere gange, og vender tilbage til det ret ofte.

    Min datter (jeg er stedmor) bor egentlig fast hos sin mor, hvor der bliver serveret sukker en mas, hvidt det ene og hvidt det andet. Slik er ikke begrænset, og “Gabsen’s” krop kan ikke holde til det. Nårh nårh, hvad ved jeg dog om det?

    “Gabsen” har de sidste fire uger boet hos min kæreste og jeg selv. Vi spiser LCHF, hvilket lillepigen så også har gjort. Hun spiste dog havregryn til morgenmad, og lidt groft kulhydrat. Men alt i alt, MANGE flere grøntsager, gode fedtkilder og ingen (tilsat) sukker.

    Den første uge var, for at sige det mildt, helvede! Hver eneste indkøbstur endte i gråd og hys-ture mm. alt sammen fordi der blev sagt, at de hvide boller, kiksene mm. ikke skulle ned i kurven. (det plejer ikke at være så slemt, men det var det)

    Som ugerne gik oplevede vi og “Gabsen” også selv virkningen. Meget færre humørsvingninger og hys-ture. Pigebarnet er 4 år gammel og kan efter lang tid hos mor, opføre sig som en 14-årig teenager, når hun kommer hjem til os – Oh WOW!! (men det skyldes nok at hun bliver sukkerafvænnet?)

    Hendes hud var blevet mindre tør, og der blev kommenteret på, at hun virkede til at være rigtig godt tilpas. OG DET VAR HUN!
    Hendes far, jeg og hende selv snakkede meget om hvorfor hun var mindre humørsyg, havde mere energi, sov bedre og længere end tidligere osv. Da hun blev hentet af sin mor søndag eftermiddag, var hendes første kommentar til moren: “jeg bliver smadder sur, når jeg spiser sukker.” hvorefter hun nævnte alle de lækre snacks hun ville spise istedet for.

    Vi har virkelig kunnet mærke en forskel på vores datter, og nøj, hvor har vi nydt det! Tænk, at have en datter som rent faktisk opfører sig som en 4-årig frem for en teenager. Vi er slet ikke i tvivl om hvilken kost der fungere bedst for “Gabsen” (Og det er hun egentlig heller ikke selv)

    Svar
  4. Hej! Elsker din blog.. har været sukkerfri i et halvt års tid, og har tabt ti kilo og har endelig fået en krigerkrop.. Men hvor er din opskrift på daddelkugler! Du har så mange andre interessante desserter her

    Svar
    • Tak for det og tillykke med dit flotte resultat! Jeg har lavet et utal af dadelkugler. Prøv at søge på “dadler” oppe i søgefeltet, så får du en masse forskellige frem :-)

      Svar
  5. Er helt enig i at det med børn og sundhed er en vanskelig størrelse… Alle forældre forsøger jo at gøre det bedste de kan, ud fra det de nu tror på, og derfor er det også, som du er inde på, ofte sådan at følelserne sidder uden på tøjet, når debatten handler om børn og mad.

    Herhjemme har vi efter store overvejelser valgt at gå “all-in” på en kombi af LCHF og paleo, både ift os voksne og ift vores børn (6 mdr og 3 år). Det er en stor beslutning at træffe, når man går direkte imod sundhedsstyrelsens anbefalinger. OG det er en stor beslutning at man sender den store på 3 i børnehave uden rugbrødsmadder mv.
    Vores primære begrundelse er at vores store på 3 havde så voldsomme blodsukker-udsving (adfærdsmæssige…: Træt, spiste næsten ikke mad, skrig og skrål, svært ved at finde ro osv. i den dejlige dur!!) at vi følte vi var nødt til at gøre noget.
    Med en far/mand der har levet på paleo/LCHF i trekvart år, og derfor sat sig grundigt ind i tingene, turde vi derfor godt springe ud i det.
    Og hvilken forandring!!! Det føles næsten som om der er flyttet et nyt barn ind i vores hus! Den store er nu rolig, glad, tilfreds, kan mærke sig selv (siger f.eks.: “jeg er træt, nu vil jeg godt i seng”…!!!) og der bliver spist!!! :-)

    Vi er ikke hysteriske, selvom jeg måske er lidt hysterisk i det skjulte… ;-) Så vi lever efter den berømte 80/20 tilgang, for det skal ikke være sådan at vi gør vores 3-årige sær og anerledes hele vejen igennem.
    Kager mv til fødselsdage o.lign. er ok, og når vi er ude spiser vi det det der bliver severet.

    Vi forsøger at forklare – på et meget banalt niveau – hvorfor tingene er som de er. Men det er vidst tvivlsomt hvor meget der siver ind i det 3-årige hoved… :-S
    Jeg håber bare at mine børn med tiden kan se, at vi gør og gjorde det vi nu gør, ud fra vores koloenorme kærlighed til dem!! :-)

    Svar
    • Hej Louise

      Tusind tak for din kommentar. Hvor er det spændende at læse om jeres mod og jeres gode resultater. Man hører jo massevis af historier som jeres, og med det i mente er det i min optik så mærkeligt, at funktionel medicin og kostvejledning ikke er en større del af det etablerede sygehusvæsen. Mine børn har troligt gået til denne her generelle undersøgelse hos lægen, hvor de er blevet målt og vejet, men ikke en eneste gang er der blevet spurgt til deres trivsel, hvad de spiser, hvordan de sover om natten,etc. De kunne leve af toastbrød med syltetøj uden at det nogensinde ville blive “opdaget”. Det er så mærkeligt, synes jeg.

      Men virkelig godt gået med jeres beslutning. Det synes jeg, I kan være stolte af! :-)

      Svar
  6. Jeg har jo en teenager så vi har fler udfordringer – dog ikke den med slik til disney show. :)
    .
    Hun er primært æggespisende om morgenen Hun har overstået en af hendes forbier BACON – det er blevet et hit ;) lidt sjovt efter årevis had til det. Men godt bacon er jo ikke at kimse af… Grøntsager eller ost.

    Frokosten sørger hun selv for- ind i mellem er der langtidshævet speltbrød eller lidt pasta i den- men det styrer hun selv. Ellers er det kylling, kalkun -okse mv samt grønt hun har med.

    Eftermiddagsmåltider
    tjah ikke altid noget – men nødder, frugt og hjemmelavet nøddesmør.

    Aftensmaden er LCHF ca 80 % af tiden
    – dels gider jeg ikke at lave ris, pasta mv til hende- dels synes jeg det må være nok med det gryn der ryger ned i byem og til frokost.
    Jeg er ikke i tvivl om at hun stadig spiser masser af ting, jeg ikke synes om og at der som alle teens også er mere øl og cider – men hun virker som om hun har en balanceret tilgang til det.
    Hun er ikke 100 % mælkefri – men det meste af hendes mælk kommer fra smør og ost samt lidt fløde og det er helt ok med mig.
    Så hvis jeg så bare kunne få hende mere ud i solen og sove uden elektronik på et fornuftigt tidspunkt var hun bestemt på vej til at være en ret primal teen :)
    Så fokus er sund mad herhjemme ud fra primal eller real foods principper.
    En gang i mellem er der slam kage og chips- jeg har et princip om at 80 % af maden skal være i orden ( i mit tilfælde real foods med moderat små mængder gryn) resten af tiden må man spise normal kost- men det sjove er at ens smagsløg ændrer sig og pludselig smager det ikke nær så godt som før.
    F eks har jeg til en iskold øl i dag spist 2 hotdogs-og ja de smagte faktisk ikke helt så godt som jeg huskede…

    Svar
  7. Hej Jane,
    Dejligt indlæg.
    Hjemme hos os, når jeg forsøger at snakke sundhed med børnene (som er knap 4), så snakker vi om mad man vokser af, og mad man ikke vokser af. Især min dreng er meget interesseret i det med at blive stor og stærk, så han kan godt se, at det er en god idé, det med at spise mad man vokser af.
    Jeg forsøger, så godt jeg kan, at give dem nogle gode vaner. Jeg føler ikke selv, at jeg er vokset op med gode basis vaner. F.eks. spiste jeg næsten altid foran tv´et med min mor (boede kun med hende). Det sker aldrig herhjemme, jo en weekend morgen kan man godt få en bolle til en tegnefilm og sådan, men thats it. Vi lægger en god bund, og så må de selv vælge til og fra når de bliver ældre.
    Herhjemme spiser vi vegetarisk og fisk. Desuden forsøger jeg at holde dem fra for mange E-numre (jaja, så sniger der sig en pez og en smarties ind nogle gange), vores måltider består altid af ægte råvarer, og vi spiser sammen. Vi spiser hverken lavt det ene eller højt det andet, jeg forsøger at finde den balance, som jeg finder rigtig. Jeg har ikke fundet den til mig selv endnu, for jeg kan sagtens overspise af brød og chokolade, men jeg arbejder på det.
    Nå, jeg kunne sagtens skrive meget mere, men det bliver vist lige langt nok.
    Nej, jeg glemte helt det der med, at jeg kender følelsen af at blive stemplet som børnemishandler pga manglende sukker. F.eks. synes jeg IKKE det er en god ide at få serveret juice og saft til aftensmaden, og det sker ofte når vi er ude. Det er helt misforstået godhed i mine øjne. JA, børnene kan lide det, det KAN børn, men de kan også lide is til morgenmad og chokolade til frokost, men så har de heldigvis en voksen og ansvarlig mor, der hjælper med, at vælge god mad man vokser af!!
    Over and out herfra hehe.

    Svar
    • Hej Rikke – endnu en tvillingemor, hvor herligt! Vi brugte også den med at man bliver stærk af noget mad, da vores var yngre. Senere blev det mad, man kunne løbe stærkt af. Nu er fokus mere på mæthed. Hvordan det rykkede derover ved jeg faktisk ikke. Måske var det mig selv, der rykkede fokus derover?! Anyway. Stemningen omkring måltidet er lige så vigtig, som du også er inde på. Vi prøver også at prioritere, at man sidder pænt ved bordet og spiser, og at man fx ikke må sige, at mad er ulækkert. Det princip bryder jeg så selv, når de fortæller, at de har fået mannagrød til frokost i børnehaven. “Det er så klamt”, hører jeg så mig selv sige. Det er glimrende, når man ikke engang selv kan efterleve sine fine principper. Suk… ;-)

      Og jeg er også meget enig i det med saftevand og juice. Det forstår jeg heller ikke serveres til måltiderne.

      Men uanset hvor gode vaner, jeg synes mine børn har, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de, hvis de kunne vælge mellem en tallerken med is og en tallerken rigtig mad, ville vælge isen. Men de ville godt vide, at det ikke var det sundeste valg. Og det er vel egentlig også en pointe. Jeg spiser jo også is af og til, selvom jeg godt ved, at det hverken er sundt eller godt for mig.

      Svar
  8. Det med børn og mad er også noget som fylder meget hos mig. Min yngste datter på 8 er extremt kræsen (og mager) og elsker kulhydrater, så det er selvfølgelig noget hun får. Men prøver at give hende de sunde kulhydrater. Min ældste datter på 12 er alt spisende, og elsker alt det spændende der bliver produceret i køkkenet, så det er ikke noget problem at få alt det sunde i hende. Har ind i mellem slik til weekenderne, men egentlig vil de lige så gerne have gulerødder m. dip og en smoothie, så det er lige så ofte på menuen…… Min ældste datter er på den buttede side og har selv bedt om at spise som mig i en periode, men hun vokser jo meget for tiden, så er ikke helt med på ideen. Men der bliver dog skåret ned på kulhydraterne til hende. Hun har også en alder hvor jeg ikke helt har kontrollen over hvad der ryger indenbords, og det piner mig lidt :-( De er ofte alene hjemme hos veninderne, og så står den på nudler, hvidt brød og sukker :-( Men prøver at præge mine børn så godt jeg kan, uden at være hysterist (selvom jeg nok er lidt hysterist, rører ALDRIG gluten og sukker)

    Svar
    • Hej Charlotte
      Jeg er helt sikker på at mine børn også får en periode, hvor kommer til at leve af hvidt brød og sukker. Dels tror jeg, at det hører med at man går lidt amok, når man endelig selv kan bestemme frit, og dels tror jeg også, at man har brug for en periode, hvor man gør det modsatte af hvad man har lært hjemmefra. Eller, sådan var jeg i hvert fald selv.

      Mit håb er så, at man, hvis man er vokset op med gode, sunde vaner, på et tidspunkt vender tilbage til disse. Men jeg ved ikke, om det hænger sådan sammen… :-/

      Svar
  9. Her i huset bliver man præsenteret for alt muligt. Ikke forstået på den måde at vi faktisk har pap-toast i skabene, men jeg synes at der er ok at børnene prøver det for selv at kende forskellen mellem rigtig mad og ulødige produkter. Ligesom de også gerne på prøve disse underlige hvide jordbær, man kan købe om vinteren og smage forskellen mellem dem og så jordbær man plukker i egen have. Vi snakker meget om maden og hvor den kommer fra.

    Vi spiser jo ikke LCHF og kommer nok heller aldrig til det, men jeg forsværger alt sukker, fordi jeg (som dig?) er sukkerholic. Mine børn har samme tendenser, så jeg begrænser deres indtag af slik og giver dem hellere et stykke chokolade, rosiner eller frugt i små stykker, som de lige så gerne vil have.

    Jeg forbyder ingenting, men der er ting som ikke findes i mit hus. Cocacola, f.eks. men når man er på ferie svigermor i Spanien to gange om året, må man gerne drikke det der. Ligesom jeg selv drikker et glas rødvin selvom jeg godt ved at det ikke gavner mig.

    Faktisk ville jeg tro at børn godt kunne leve uden brød, ris og pasta. Det må urmennesket jo have gjort – også børnene?

    Svar
    • Hej Rikke
      Jeg synes, at pointen om at børnene skal lære at kende forskel på god og dårlig mad er så vigtig. At komme hjem fra en børnefødselsdag med mavepine, f.eks. – ikke at det nogensinde har stoppet mig, men lad nu det ligge ;-) Og så mindede du mig lige om, at jeg skal få noget til at gro i haven til sommer. Hvis man er sådan helt nybegynder,hvad starter man så med? Jeg vil så gerne vise uglerne, at der kommer mad op af jorden. Sidste år såede vi persille og rucola, og det var uglerne, der spredte frøene, hvilket betød, at det voksede op på kryds og tværs! Autentisk børnebed, kaldte vi det.

      Jeg synes egentlig heller ikke, vi opererer med forbud. Men hvad er egentlig forskellen på forbud og aktivt fravalg? Sodavand er der ingen af os, der drikker, men hvis nu uglerne bad om det, ville de få et nej. Og det er vel et forbud. Eller? Hvorimod rødvin er noget, jeg vælger aktivt til ;-)

      Svar
      • Hvad angår have, så tror jeg det er ret lige meget hvad man går igang med at dyrke, bare børnene er med at så, passe og høste. Jeg har jo en mikrosopisk lille have, men alligevel har en stor rosenbusk ladet livet for et lille æbletræ (det har lidt lange udsigter med frugt på det, men med lidt held om ca 4 års tid). Desuden har vi plantet jordbær, rababer, brombær og hindbær. Det bliver helt sikkert ikke til de store mængder, men hvis bare man kan prøve en håndfuld af egen høst er jeg tilfreds.

        Vi har krydderurter i potter og der er faktisk en del af den som har overvintret – purløgen har f.eks. klaret sig.

        Hvis jeg havde en større have ville jeg også have squash (de gror jo som skidt), kartofter (elsker nyopgravede kartofter, men den hopper du vist ikke på), jordskokker og ærter.

        I år forsøger jeg mig med tomater som netop er ved at spire i køkkenvinduet og så skal de flyttes ud i et minidrivhus som jeg endnu ikke har købt. Aner ikke om det kommer til at fungere, men jeg har det sjovt med det.

        Svar
  10. Godt indlæg. Jeg vil lige dele med dig, at mine børn på 12, 10 og 5 år heller ikke får slik til disney sjov (men frugt, popcorn, nødder eller andet, kan vi godt finde på). Og JA, folk behandler os nærmest som var vi børnemishandlere. Faktisk blev en legekammerat til Silje 5 år hentet en fredag, og hendes mor sagde: Nåe ja Silje, i spiser jo ikke slik til DS. Det har Isabella fortalt derhjemme!!
    Wauw, det har gjort indtryk på både mor og barn….
    Min mellemste på 10 år tåler ikke hvede og mælk (og i princippet heller ikke sukker) og jeg forsøger derfor at holde hans kost fyldt med proteiner, fordi det virker som om han blive mere rolig og fokuseret på den måde. Men det gør også nogle valg nemmere.
    Vi spiser aftensmad efter Stenalder principper, men der kan godt være lidt ris eller kartofler i mindre mængde til børnene.
    I madpakken får de stadig rugbrød (uden hvede).
    Jeg kan slet ikke overskue den mængde mad, jeg skal trylle frem, hvis jeg ikke ku gi de to drenge deres 4 rundommer rugbrød hver (de får frugt og grønt og nødder ved siden af). De spiser jo virkelig meget mad.

    Svar
    • Hej Malene
      Det er så mærkeligt med det Disneyslik. Det er åbenbart en menneskeret. Vi ser faktisk sjældent Disneysjov, så på den måde findes det ikke så meget i mine børns bevidsthed.

      I øvrigt har jeg besøgt din blog, og den ser jo simpelthen så spændende ud, men jeg kan ikke få lov at kommentere. Kan du tillade indstillingen med navn/webadresse?

      :)

      Svar
  11. Det er en hårfin balance med de kære små. Stemmer mest for den “hele mad”, som man selv laver fra bunden, så man kender råvarerne. Forbud duer ikke – og maden skal ikke være så meget “religion”, at intet andet ens egne overbevisninger duer. Har f.eks. for mange år siden fået punkteret “max 30%” myten omkring fedtprocenten i maden og det lyse brød, som man ellers erstattede fedtet med. Trods dette har jeg en overgang været ekstremt fedtforskrækket på den måde, at kosten var masser af grønt og magert kød. Gik bølgerne højt var der lidt feta eller et par nødder i nærheden af maden. Dette er jeg så småt ved at komme ud af. Jeg giver den gas med nødder, frø og kerne og spiser også gerne en god ost, som ikke er helt mager – bare den smager af noget og gerne en af de hårde. MEN hos mig er det lyse brød stadig bandlyst, og det gør ikke noget, at vores børn véd, at det lyse, raffinerede brød ikke gør os godt – og at man ikke bare skal vælte sodavand og juice i sig. Så de små må hjertens gerne være lidt vidende (og gammelkloge?) ud i noget med kosten. Men samtidig må de bare være fordomsfrie. Nogle af os får ondt i maven og bliver sure (m. m.), når vi spiser for meget lyst brød og sukker. Dem, som tilsyneladende lever fint på/med disse fødevarer, skal vi lade have deres………til gengæld forventer jeg også, at folk accepterer, hvis jeg siger nej tak til nogle af de ting, som ikke gør mig godt.
    Keep the good work, Jane. Bare lad de små gryder høre og snakke – de skal nok finde deres egen madstil, når de skal stå på egne ben.
    Mia

    Svar
    • Tak Mia, og jeg er meget enig. Særligt synes jeg, punktet omkring accepten er vigtigt. Jeg accepterer, at andre spiser pasta og brød, og jeg stiller dem ikke til regnskab eller beder dem redegøre for hvorfor. Jeg forventer naturligvis den samme accept omkring mit fravalg.

      Svar
  12. Tak for jeres kommentarer og gode overvejelser.

    Flere af jer nævner kræsne børn, og det må klart være en kategori for sig. Mine børn afviser også af og til mad, de ikke kan lide, men det ville nok være at gå for langt at kalde dem kræsne.

    Jeg var selv et afsindigt kræsent barn. Det siger mine forældre i hvert fald. I virkeligheden kunne jeg bare ikke lide kogte kartofler, og de havde en kamp hver aften med at få mig til at spise dem, for det var jo i deres øjne bestanddelen i en sund kost. Til gengæld elskede jeg kød, sauce og rå grøntsager. Tankevækkende egentlig…

    Svar
  13. Rigtig godt og tankevækkende indlæg. Jeg har selv gjort mig en del tanker om det, i forhold til min egen søn, som godt nok er halvandet. Vi spiser lavkarbo hjemme hos os, med masser af sundt fedt og protein. Ikke rendyrket LCHF; men med mange elementer derfra.
    Hvidt brød, pasta, ris osv findes ikke hos… Aftensmaden består altid af grøntsager, fedt og protein.

    Jeg laver dog altid kulhydrat til min søn ved siden af… Eksempelvis rugpasta, speltkerner eller lignende. Til morgenmad får han grød af byggryn eller havregryn på trods af, at jeg aldrig selv ville spise det.

    Mine tanker går meget på, om min søn vil vokse op og synes, at det er mærkeligt mor og far spiser anderledes end ham? Børn på hans alder, MÅ jo ikke få for meget protein… Til gengæld har jeg ingen kvaler ved at hælde masser af sund fedt i ham ;-)

    Vi er absolut heller ikke hysteriske.. Hvis vi er ude, spiser han det, der nu er – hvidt brød og lignende. Det er bare ikke noget, han kommer til at få serveret herhjemme. Det samme med slik og kager, når han engang får øjnene op for det :)

    Svar
  14. Åh ja… Den får jeg også tit – får børnene så heller ikke ris/pasta/brød/kartofler/slik/is/chips/kager osv… Det fylder især meget for min (særdeles fedtforskrækkede) mor. Og jo, mine børn får det hele. Også herhjemme, men vi styrer det med temmelig hård hånd. Og vi har ikke slik i huset i hverdagene (som udgangspunkt ;)) men reserverer det til weekend og fest. Jeg vil gerne, at de skal forstå (med tiden i hvert fald, de er trods alt kun 1½ og tre år) at slik og søde sager ikke er hverdagsmad.

    Men søde sager synes jeg egentlig ikke er det svære. Det er mere den generelle mad, eller hvad man skal kalde det. Hovedmåltiderne, I guess. Jeg er slet ikke i tvivl om, at børn har brug for kulhydrater. De skal ikke spise LCHF, efter min mening. Det kræver kulhydrater at vokse, men det kan jo altså godt klares med de grove af slagsen! Så jeg serverer grov pasta og brune ris, rugbrød, boller med kerner og groft mel. Der ryger af og til en pakke riskiks med i kurven, og det synes jeg også er OK, velvidende at der ikke tilføjes meget på næringskontoen. Men min treårige er f.eks. allerede meget optaget af hvad der er sundt og ikke sundt. Jeg aner ikke hvor det kommer fra, for jeg belærer på ingen måde om maden, jeg serverer den bare. Men han spørger tit “mor, er … usundt?) Og dét synes jeg er svært at svare ham fornuftigt på! Godt nok er han skarp af en treårig at være, men der er alligevel grænser for, hvad jeg vil rode mig ud i af forklaringer!

    Ham den treårige er også den kræsne her i huset. Jeg prøver at servere det, jeg ved han vil spise, netop for at undgå, at han spiser sig mæt i pasta. Han vil gerne have creme fraiche på ALT (skøre unge) og det får han, så kommer fedtprocenten da i det mindste lidt op! Protein er en udfordring med ham, men rejer og frikadeller, både alm og fiske glider ned uden problemer. Så det er på menuen ofte her i huset! Æg vil han også gerne have (“bare ikke det gule, mor”), så der kommer også lidt på proteinkontoen den vej.

    Det blev vist den længste kommentar ever – og jeg kunne godt blive ved ;) Men jeg ville egentlig bare sige at JA, det er vildt svært at vide, hvordan man gør det bedste for sine børn ang. kosten.

    Svar
  15. Hej Jane,

    Uha et spændende indlæg (har nu læst det igennem to gange). Jeg synes virkelig det er spændende at høre, om dine tanker i forhold til din kost og ikke mindst dine børns kost, som er temaet for dette indlæg.

    Jeg har ikke selv børn (endnu). Min egen kost er slet ikke ‘på plads’ (ædeflip sniger sig stadig ind). Jeg bruger mange tanker og energi på mad og ikke mindst hvorfor jeg har så ‘fucked up’ et hoved, som ikke ‘bare’ kan spise det, som jeg ved, min krop har bedst af og giver min den bedste følelse af sundhed. Sådan er det bare langt fra.

    Jeg er vokset op med at slik var noget vi altid havde i huset og vi måtte gerne tage en 2-5 stykker, hvis lysten til noget sødt opstod. Jeg oplevede det ikke som striks, men men da jeg flyttede hjemmefra røg jeg lige i sukkerland, for nu kunne jeg jo selv bestemme, hvad jeg ville købe ind og indtage. Siden da har jeg prøvet diverse kure og ‘livssilsændringer’, som har resulteret i yoyo-vægt og gjort specifikke fødevarer forbudt i flere perioder. Alt det kommer der ikke noget godt ud af (ved jeg nu).

    Jeg vil gerne have et naturligt forhold til mad (derfor min blog hedder ‘min jagt på et sundere jeg’ + minimere/ slippe ædeflippene, men det har selvfølgelig også en forbindelse til min psykiske tilstand) og det er et naturligt forhold til mad, jeg gerne vil give mine fremtidige børn. Jeg vil gerne ‘præge’ (diskuteret glose, I know)/ inspirere dem til at vælge det naturlige (som jeg selv forsøger mig med nu) og intet er forbudt. Jeg håber, jeg kan gøre dem nysgerrig på sund kost (min kost, forældre er jo forbilleder) og lyst til at smage nye ting.
    Ville heller aldrig sende daddelkugler med dem i børnehaven, men derhjemme er det nu en gang mig eller kæresten, som køber ind og laver maden.

    Jeg var (er stadig) et meget kræsent barn og har altid fået lov til at tage noget andet, hvis jeg ikke kunne lide menuen til aftensmad. Det ligger mig meget fjernt at skulle tvinge børn (blev min mor, nok derfor hun var loose i.f.h.t min bror og jeg) til at spise noget, men jeg håber, jeg kan gøre dem nysgerrige, som jeg selv er blevet mere og mere her de seneste år – på nye råvarer og fødevarer.

    Snakken om sundhed med børn, den er svær. Det ville, lige som for dig, skrige i mine øre, hvis de sagde, at ‘brød var usundt’. Sundt og usundt er meget svært, synes jeg. Det handler jo i sidste ende om mængder, men hvordan forklarer man sine børn det? Det kan man jo ikke, så her må jeg nok være svar skyldig.

    Det var lige mine tanker på det emne… (dog blev de mest om mig selv, da jeg ikke har børn).

    God tirsdag og tak for inspirerende blogging.

    KH
    – frk. sveske

    Svar