Et helikopterblik på et sukkermisbrug

Nå, men så tog jeg altså lige en hed flirt med sukkeret. Jeg vil ikke undskylde, for det synes jeg ikke, man behøver, men jeg vil gerne prøve at forklare, for der har faktisk været noget lærerigt i det.

Jeg ved f.eks. lige præcis, hvor det startede. Det var i Thailand, og vi havde lånt et par havkajakker for at padle over til en endnu ubeboet ø, som lå ca. 25 minutters padlen ude i bugten. På øen var der så smukt. Kridhvidt sand, turkisblåt, krystalklart vand med små tropefisk, der svømmede rundt. Og hvis man undgik at besøge den mellem kl. 11-12, hvor en turistbåd lagde til med turister, havde man øen nærmest for sig selv. We like…

Ovre på øen så det sådan her ud, så det var virkelig turen værd.

Men kajakturen frem og tilbage var hård. Vi havde taget turen et par dage forinden, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og mine stakkels, slappe arme, som jo ikke engang kan klare en eneste armbøjning kom virkelig på overarbejde. Og så hører det også med til historien, at jeg er virkelig bange for vand. Ikke sådan for swimmingpool eller knædybt vand men for det dybe vand, hvor jeg ikke kan bunde, og hvor jeg ikke ved, hvad der gemmer sig. Jeg ved godt, det er en fjollet og irrationel angst, men sådan har jeg det, og jeg prøver på bedste vis at udfordre det, så meget jeg kan. Bl.a. ved at tage sådan et par kajakture, selvom jeg ikke er vild med det.

Her er vi ved ankomst til øen, Koh Kham. Det gik jo fint nok… Og se, lige vandet, mand!

Se, det ser jo hyggeligt ud. Well, det var ikke. Mit hjerte hamrede derud af, jeg havde en kæmpe klump i halsen og tårerne var ved at flyde over i mine øjne, og jeg var simpelthen så lettet over at være kommet sikkert frem.

Da vi skulle tilbage, havde det imidlertid blæst lidt op. Ikke noget voldsomt altså, men lidt små bølger var der, og der var samtidigt en strøm, som blev ved med at føre mig i den ene retning. Og så blev jeg bange. Sådan rigtig bange. Måske fik jeg oven i købet et slags anfald af enten angst eller panik. Jeg var så bange, som jeg næsten aldrig har været i mit liv. Mit hjerte hamrede, jeg hyperventilerede, imens jeg padlede fuldstændigt ukontrollabelt og overfladisk. Jeg græd og hulkede højlydt, imens jeg råbte ting som “jeg kan ikke”, “jeg klarer det aldrig” og lad mig minde om at min 6-årige datter sad i kajakken sammen med mig. At vise rendyrket angst i en situation, hvor man er eneansvarlig er ikke en ønskesituation for en forælder. Jeg siger det bare. Men jeg var helt uden for rækkevidde. I min verden var der “noget”, der blev ved med at trække kajakken baglæns, uanset hvor hårdt jeg padlede. Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Shit, hvor var jeg bange, mand! Årh, hvor var det bare ikke kønt.

Men vi kom tilbage på land, og jeg begyndte at trække vejret normalt igen. Jeg prøvede at tale med ungerne om, at voksne også godt kan blive bange – også for noget som man ikke behøver at være bange for – men de virkede sært upåvirkede af situationen. Vi satte os hen på restauranten og spiste frokost, og da ungerne bagefter skulle have en is, bestilte jeg også en til mig selv. Ooh saliggørende sukker. Endelig faldt jeg til ro…

Jeg var helt med på, hvad jeg gjorde. Jeg var helt bevidst om, at jeg bestilte en is for at få sukkerets beroligende effekt. Oplevelsen sad i kroppen på mig, og jeg ville bare have den væk.

I dagene derefter svajede jeg lidt frem og tilbage. To dage uden sukker, en med. Etc. Da vi kom hjem, og det hele koksede med nattesøvn pga. jetlag, og jeg pludselig skulle gå på arbejde, og der hele tiden blev ved med at være bjerge af chokolade foran mig, uanset hvor jeg gik hen, følte jeg mig chanceløs. Tanken strejfede mig, at det ikke var særligt smart at hælde alt det sukker i mig, men det rørte mig ikke rigtigt. Faktisk havde jeg ingen intentioner om nogensinde at stoppe med at spise sukker igen. Så godt havde jeg det. Sukker må være godt for mig. Borset fra, at jeg godt ved, at det er det ikke.

En anden oplevelse, som jeg virkelig studsede ved, var en dag hvor jeg spiste sådan et stykke cafechokolade. I ved, de der små halv-usle indpakkede chokolader af middelmådig kvalitet, som serveres sammen med kaffen på en café. Chokoladen smeltede på tungen, og der skete noget, der lignede en smagseksplosion i munden på mig. Nøj, hvor var det godt! Best chocolate ever! (stadig den middelmådige cafechokolade). Jeg fik simpelthen et kick i belønningssystemet af en anden verden. Og selvfølgelig ville jeg have mere!  Ikke alle får den slags reaktion på et stykke cafechokolade, men hvis man gør, er det måske værd lige at notere sig.

Jeg har jo fornyligt læst bogen Afhængighed – din skjulte gave (to gange, så god er den!), og den er altså virkelig en stor øjenåbner. Den beskriver så fint, hvad der sker, når vi “fortaber os i vores afhængighed”, og den beskriver også, hvordan det foregår i tre faser af en bølge. Tiden lige op til, tiden imens bølgen raser henover en og tiden efter, hvor man efterrationaliserer. Og den giver gode råd til, hvordan man kan arbejde med sig selv i alle tre faser. Og imens jeg fortabte mig mere og mere i sukkeret, havde jeg bogen og dens idéer med mig, og det gjorde, at jeg så helt anderledes på det. Jeg kæmpede f.eks. ikke imod. Jeg startede ikke hver dag med en stærk intention om, at NU skulle det være slut –  for derefter at hælde sukker i mig ved førstkomne lejlighed. Jeg vidste godt, at det ikke var smart det, jeg gjorde, men jeg havde ikke lige noget at sætte i stedet for. Og i stedet for at blive fyldt med selvlede, så jeg, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne. Mit bedste var her ikke specielt godt, men det var, hvad jeg havde at arbejde med lige der. Og det var befriende at give slip på den måde.

For første gang oplevede jeg også, at metoden med den kolde sukkertyrker slet ikke var det rigtige for mig. I stedet forsøgte jeg mig med en taktik, som gik ud på, at jeg gerne måtte spise sukker, bare så længe jeg spiste mindre end dagen før. Og det betyder, at jeg nu næsten er klar til at leve sukkerfrit igen. Jeg har simpelthen trappet ned. Det har aldrig virket for mig før, men det var det bedste for mig denne gang.

Nå, men er jeg så blevet så meget klogere, at det aldrig sker igen? Aaarh, det vil nok være at gå for langt. Men jeg synes, jeg har taget noget med derfra. Hvis du har et problem med sukker – eller andre misbrugs-issues i dit liv, så overvej lige at læse den bog. Det er i øvrigt Charlotte, der anbefalede mig den. Hun er en klog dame, skulle jeg hilse og sige!

Og en sidste ting. Jeg er ikke speciel vild med hverken termen afhængighed eller misbrug. Jeg synes, begge lyder lidt voldsomt, og jeg ved faktisk ikke, om det er de helt rigtige ord at sætte på. Det, jeg synes, det er vigtigt at få noteret sig er, når vi bruger stimulanser til at fjerne fokus fra nogle følelser eller fornemmelser i vores liv, som vi ikke kan holde ud eller finde ud af at forholde os til. Og det er langt fra altid, at vi ved, hvad disse er for nogle. Men det kan være interessant at prøve at forholde sig en lillesmule meta-agtigt til det, når det foregår. Så jeg er i hvert fald blevet en lillesmule klogere på mig selv. Og det skader jo aldrig.

Den eneste Low Carb-kogebog, du behøver

Low Carb-Keto-LCHF. Kært barn har mange navne. Få styr på forskellene og få samtidig 120 af mine bedste opskrifter til alle dagens måltider. Perfekt til at lave ugens madplan og tage med i køkkenet

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

9 kommentarer til “Et helikopterblik på et sukkermisbrug”

Skriv en kommentar

  1. jeg er ny læser her på din blog i dag, men må lige sige TAK for så mange fantastiske indlæg. det jeg lige har læst er jo SÅ fantastisk hudløst ærligt, og det gav mig så meget. du er en meget modig kvinde. tak fordi du deler med os andre.

    Svar
  2. Meget interessant indlæg. Tak for det. Jeg er selv igang med bogen, og må sige at jeg må tage den lidt i bidder, da den vender temmelig meget op og ned på tingene og sætter tanker igang….

    Hilsen en ny læser af din blog

    Svar
    • Hej Diana – velkommen til. Jeg læser bogen igen og igen. Jo flere gange jeg læser den, jo mere overbevist bliver jeg om, at den har fat i noget af det rigtige.

      Svar
  3. Hej Jane,
    Tak for et super godt indlæg.
    Mit forhold til sukker ligner dit meget – den der beroligende effekt. Heldigvis er jeg med årene blevet klogere på, hvad der tricker behovet. Jeg øver mig meget i ikke at skælde mig selv ud, når jeg måske spiser noget, jeg ikke burde og i stedet rose mig selv for alt det gode, jeg gør for at være sund. Det er, det der med ‘alt eller intet’, som jeg har skrevet om flere gange.
    Jeg synes, det er super flot, det er lykkedes dig at trappe ned – tager jeg hatten af for. Jeg har indtil nu haft bedst held med den kolde tyrker.
    Uh, jeg har lånt bogen på bib og den ligger bare og venter på jeg åbner den – energioverskuddet har ikke lige været der. Jeg må have taget hul, for det lyder som om den fanger.
    Ordet ‘afhængighed’ synes jeg også er meget stærkt, men at det tangerer kan jeg ikke været helt uenig i… Afhængighed har vel også flere grader?

    – frk. sveske

    Svar
    • Håber, du får glæde af bogen, sveske. Jeg har altid fokuseret meget på kosten ift. sukker, altså spist mig til mæthed og stabilt blodsukker. Bogen underminerer ikke den del, den giver bare et bud på, hvorfor det alene ikke er nok. Virkelig interessant, synes jeg :-)

      Svar
      • Hej igen Jane,
        Det er også mit fokus – at spise mig mæt og til stabilt blodsukker, så trangen og behovet for det søde minimeres. Det virker ;-)
        Må i gang med den bog.
        – frk. sveske

        Svar