Godmorgen søndag: Mere omelet under låg

Jeg er da helt tosset med at lave morgenmadsomeletter under låg. Se lige hvor indbydende det ser ud:

Jeg elsker, når mad er smuk! Og smager godt samtidigt! Jeg er sikker på, at smuk mad gør endnu bedre ting for kroppen end mad, der kun smager godt. Morgenens version er lavet efter samme fremgangsmåde som den i går, i dag puttede jeg bare revet ost ovenpå æggene og brugte spinat, tyndstrimlet gulerod og porre. Et par dråber tabasco henover kan altså varmt anbefales. Det giver en perfekt syrlig, stærk smag. Grøntsagerne blive dampet under låget, men kun lige tilpas, så der stadig er godt bid i dem.

Nå men i dag er det jo søndag, og vejret ser ud til at arte sig lidt bedre end i går, hvor jeg løb 11 km i stiv kuling Fortjente nærmest en tapperhedsmedalje efter den tur. Eller faktisk var det nemt nok på vej ud, hvor jeg blev kastet afsted af vinden, men på vej hjem var det som at løbe mod en mur, og jeg kunne knap få vejret, fordi vinden fyldte min mund med luft. Det er dejligt at være ude og blive rusket igennem, og jeg nyder at være i så god form, at det ikke er en kraftanstrengelse. For sådan føles det faktisk ikke, imens det står på. Resten af dagen i går, derimod, var jeg helt kvæstet. Jeg måtte gå i seng allerede 21.30, og der havde jeg allerede småblundet på sofaen en rum tid, for ikke at nævne, at jeg snorksov mig igennem dagens afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi herhjemme ser på DVD hver aften efter aftensmaden, da mine to børn ikke kan holde sig vågne til 19.30, hvor dagens afsnit kommer i fjernsynet. Så hvem er det egentligt, der siger, at motion giver energi? Ej, jeg er faktisk enig i, at motion overordnet set giver energi. Bare ikke nødvendigvis lige umiddelbart efter, vel?

I dag er det derimod tid til at kaste mig ud i mine pinlige forsøg på at blive stærkere i armene og i maven. Det foregår for lukkede døre, kan jeg godt afsløre. Jeg er slet, slet ikke parat til publikum på den front.

PS: Og her skulle jeg lige til at skrive en note om, at jeg ikke rørte sukker i går. Men det er ikke helt rigtigt, for jeg fik udryddet resten af hindbærchokoladerne. Nogen skal jo gøre det…

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

En kommentar til “Godmorgen søndag: Mere omelet under låg”

Skriv en kommentar

  1. Superlækker inspiration og det lyder som om I har været mere heldige med vejret end hos hernede sydpå som havde tordenvejr!!! hagl og sindsygt stormvejr fra morgenstunden….

    Jeg glemte desværre at lave arm og mave bøjninger igår….
    Men både fredag og i dag søndag har jeg lavet 15 tøse armbøjninger og 25 maveøvlser- så der må godt spises hindbærtrøfler g rødvin i aften …

    Svar