Når mad bliver forbudt

Nååårh nej, det her må du jo ikke spise, er en sætning, jeg ofte mødes med. Som regel fulgt af blikke, som tydeligt signalerer, at det da virkelig er synd for mig. Som regel svarer jeg bare høfligt, men indeni undrer det udsagn mig altid. Nok mest fordi det slet ikke er sådan, det fungerer for mig. Den sætning findes ganske enkelt ikke inde i hovedet på mig. Jeg opererer faktisk overhovedet ikke med forbud mod mad. Jeg må spise lige præcis det, jeg vil. Jeg må spise læssevis af slik, hvis jeg ville. Jeg vælger bare som regel ikke at gøre det.

Mange har et problematisk forhold til mad. Rigtig mange har et skyldbetynget forhold til mad. Og et forbudspræget forhold til mad. Og det er ærgerligt. Mad er næring, energi og nydelse. Jeg tror, det har stor betydning, hvordan vi forholder os til mad oppe i hovedet. Opererer man med en hel masse jeg-må-ikke, bliver man på et tidspunkt som en 3-årig i trodsalderen, som så gør alt det modsatte. Og sidder tilbage med en skyldfølelse så stor som himlen og en følelse af at have fejlet fuldstændigt.  

Og netop derfor tror jeg faktisk, at det gør en forskel, hvordan vi sælger budskabet til os selv. Ord bliver til tanker og tanker bliver til følelser og følelser bliver til handlinger. Farvel offerrolle! Jeg vælger selv! Og jeg vælger, at jeg gerne må spise slik og chokolade og kager. En anden dag…

Jeg kan godt se, hvordan det udefra kan virke restriktivt og besværligt ikke at spise korn, forarbejdet mad, sukker, mælkeprodukter, etc. Men min oplevelse er vitterligt, at det er det slet ikke. Og hvis jeg en dag synes, det er så besværligt, så kan jeg jo bare spise det alligevel. Men findes lykken virkelig i en pizza? Det tror jeg ikke. Men nogle gange bilder jeg mig ind, at den måske sidder i en plade chokolade…

Det lyder jo selvfølgelig nemt at lade det hele være et åbent valg og så bare vælge rigtigt. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. For der er dage, hvor man er træt eller i dårligt humør, og hvor verden er et ækelt sted, og hvor arbejdet er noget lort, og man ikke kan holde ud at være sammen med sin familie eller sig selv for den sags skyld. Og lige der virker Ben & Jerry’s som de eneste to, der forstår en i hele verden. Og det er så den dag, man vælger at spise en hel bøtte. Alene. Med ske direkte fra bøtten (is there any other way?). Andre dage er måske også svære, men her finder man andre måder at drage omsorg for sig selv. F.eks. ved at meditere, ringe til en god ven eller ved at gå en lang tur med musik i ørerne. Sidstnævnte er ofte min redning.

Og sådan er det selvfølgelig også for mig. Og sådan mener jeg også, at det gerne må være. Der skal jo være balance i tingene. Så når kollegerne sender fadet med morgenbasserne rundt til fredagsmorgenmaden, og jeg pænt sender det videre, så er det ikke fordi, jeg ikke spise den slags. Det er, fordi jeg vælger ikke at gøre det den dag.

Få hjælp og inspiration til sund livsstil

“Smukke billeder – tænderne løber voldsomt i vand og man får lyst til at afprøve dem alle”

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Køb nu til 240,- (vejl. udsalgspris: 300,-): De bedste fra Madbanditten

22 kommentarer til “Når mad bliver forbudt”

Skriv en kommentar

  1. Artiklen rører mig og beskriver i store træk meget, hvordan jeg selv har det/ har haft det med mad.
    Jeg bruger virkelig meget tid på “madbanditten” på grund af opskrifterne og de gode indlæg. Nogle gang tænker jeg, at det er blevet mit nye FB og at jeg netop gerne vil væk fra at tænke så meget på mad, men bare at leve med mad som en naturlig del af min hverdag. Men så tænker jeg også, at mad fylder rigtig meget i mit liv. Jeg elsker mad. Jeg elsker at lave mad. Jeg elsker at tale om mad. Det er naturligt at det fylder så meget. Prøv også bare at se, hvor mange programmer, der handler om mad og hvor mange bøger, der bliver udgivet om mad, hvor mange web-sites der handler om mad. Så der er også andre end mig, der tænker meget på mad. Måske er jeg ikke så speciel, som jeg går og tror?
    Jeg har rigtig mange gange fundet et nyt kostregime at kaste mig over. Og det har været at følge en ultra smal sti, og hvis jeg trådte ved siden af, følte jeg mig som den største synder, der spændte celistebæltet endnu en tak og piskede den tankemæssige pisk en ordentlig tur på ryggen. Og så kunne det hele jo også være lige meget. Så tog jeg en ordentlig tur og rullede mig rundt i mudderet og spiste alt muligt, jeg dybest set godt vidste ikke var ernæringsmæssigt rigtig for mig i flere måneder. Og når det bliver mandag så….
    Men efter jeg er begyndt at spise LCHF tænker jeg ikke på samme måde om mad. Også fordi jeg ikke oplever afsavn eller cravings eller synes at det er synd for mig, når jeg ikke kan deltage i desserten eller slikorgiet. Og så tillader jeg mig også, at spise noget engang i mellem.
    Når jeg vælger is, slik eller kage til, har det dog nogle konsekvenser. Og det værste er, at jeg bliver ret depri eller aggressiv. Og det er ikke nogen bonus for min mand eller mine børn. Og jeg bliver fyldt med en masse skyldfølelse over min adfærd. Var det den pose værd? Nogle gange ja, nogle gange nej.
    Men jeg prøver at lave lidt risk management ved at vælge noget af det, som ikke er det værste. Men jeg må alt. Og det har i den grad givet mig frihed. Hvis jeg har spist noget, som jeg godt ved ikke gør noget godt for min krop, kan jeg spise en lækker protein og fedtrig morgenmad. Mit nye mantra er every day is a new day. You can always start over again (tyvstjålet fra min mentor).

    Jeg er dog stadig alt for vægtfikseret og vejer mig dagligt, hvilket jeg gerne vil væk fra. Hvorfor er det, jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg kommer til at veje to kilo mindre end jeg gør nu, så vil min krop blive helt perfekt?
    Som regel når jeg har nået min idealvægt (2 kg fra nu), så skal det fejres, og så får den en over nakken med alt det jeg har savnet. Så måske er det godt at de to kilo er der, for jeg har fået det så godt af LCHF på bare 1½ uge.
    Der er jo en mening med alt ting…..

    Svar
  2. Orv hvor er det godt skrevet! Den tekst rammer virkelig plet… Må printe den ud og hænge den på køleskabet. For det er da sådan det skal være! Og her har jeg virkelig noget at lære…
    Tak Jane :-)

    Svar
  3. Pingback: Bare én bid…
  4. Så sandt som det er sagt!
    Vi har alle et valg. Mange går konstant rundt og siger til sig sig; “jeg skal tabe mig”. Men ingen mennesker SKAL tabe sig – vi har alle et valg, vi må blot være klar til at tage den konsekvens, som følger med valget. Det giver en helt anden energi i kroppen at sige, “jeg vælger ikke at spise dette i dag, fordi jeg har LYST til at tabe mig”. Og lyst skaber som du selv nævner gode følelser og dermed mindre tang til at spise søde sager .. og så er første skridt til en sund og balanceret livsstil allerede i gang:-)

    Svar
  5. Spændende post. Jeg har egentlig ikke indtryk af at folk synes det er synd for mig som sådan. Når det kommer til f.eks. basser og slik, her de mere ondt af sig selv, fordi de ikke tror, de kan vælge det fra.

    Ofte oplever jeg lidt misundelse, fordi jeg bare spiser alt det æg, bacon, kød og flødesovs, som jeg har lyst til samtidig med, at jeg er tynd. Hvis jeg får den slags kommentarer, plejer jeg at fortælle, at jeg jo så spiser meget begrænset med brød, kage, slik og aldrig drikker sodavand.

    Aller vigtigst så synes jeg slet ikke det er synd for mig selv. Jeg trives bare så godt på min nuværende kost, og det er bare skønt.

    Svar
    • Det er rigtigt, Inge, og det er jo en helt anden side af det. Misundelsen over alle de gode ting, man spiser. Jeg har ofte egen mad med på arbejdet, fordi jeg tit ikke kan tåle/vil spise det, der serveres, og der bliver tit sendt lange blikke efter min tallerken :)

      Svar
  6. Rigtig gode pointer.

    Alt mad, som jeg “forbyder” mig selv, længes jeg efter, og ender også med at kaste mig over.

    Så jeg har vitterlig brugt meget energi på, at overbevise mig selv om, at det ikke er forbudt, men noget jeg ikke har lyst til. Når det lykkes for mig, gør det en stor forskel i mit tankesæt og tilgang til maden.

    Svar
  7. Rigtig godt skrevet! Og så er det altså rart at se, at man ikke er den eneste der falder i fælden once in a while…

    Svar
  8. He he, nu føler jeg mig jo en lille smule truffet, fordi jeg er på kur ;)
    Men jeg forstår godt, hvor du vil hen. For mig er der bare ikke nogen valgmulighed! For hvis jeg må, så gør jeg det. Så jeg beslutter ret firkantet, at jeg ikke må spise kage, slik, pizza, rundstykker osv. – så lader jeg nemlig være. Så artig er jeg :D

    Svar
  9. Hej Mims. Min krop gør nøjagtig det samme. Aaaaah… :)

    Angsten forsvinder henad vejen. Det tager et stykke tid at slippe den gamle opfattelse af, hvad der er godt for dig, og hvad der ikke er. Heldigvis er kroppen hurtig til at kvittere med den gode følelse, så man ikke behøver tvivle…

    Svar
  10. Jeg er nystartet lchf’er og sluger i øjeblikket al den info jeg kan komme i nærheden af. Fandt din blog via kostdoktorn.se og er rigtig glad for dine betragtninger og opskrifter. Da jeg kun har været gang en uge, er det begrænset, hvad jeg kan byde ind med, men en ting er markant anderledes, nemlig min fokusering på mad! Min krop og min psyke sagde nærmest ‘ahhhhh’ og slappede af, da jeg begyndte at spise fedt og proteiner i helt nye mængder, samt skar kraftigt ned på alle slags kulhydrater. Kæmper meget med min angst for fedt, den gamle lærdom sidder dybt i mig, men jeg kan jo mærke, at det virker.

    Svar
  11. Jeg kan også sagtens ryge ud i en selvdestruktiv tangent, hvis mit blodsukker svinger for meget. Det er derfor at blodsukkerstabiliserende kost er så vigtig for mig. Det er absolut punkt nr. 1 i forhold til overhovedet at kunne træffe de rigtige valg. Det er ikke altid for lystens skyld, at jeg spiser æg og bacon fra morgenstunden. Det tjener et langt større formål… ;-)

    Svar
  12. Well spoken! Glæder mig til den dag, hvor jeg selv kan have et så fornuftigt forhold til mad. Er desværre bange for, at vejen dertil er lang, men med små skridt, som lykkes det vel en dag.

    Svar
  13. Hej Jane,
    Hvor kan jeg bare sætte mig ind i alt det, du skriver. Jeg har desværre en del at arbejde med endnu mht. mit forhold til mad – jeg har stadig tendens til at tro, det rent faktisk er ‘synd for mig’, som kollegerne siger. Og ryger så ombord i diverse usunde sager, som jeg i virkeligheden ikke har hverken lyst til eller brug for. Jeg vælger selv at undlade at spise det usunde og sige ‘nej tak’. Jeg nyder hellere noget andet eller ‘gemmer kalorierne’ til på et andet tidspunkt.
    – frk. sveske

    Svar