Melanzane alla parmigiana

Melanzane alla parmigiana er den populære italienske aubergine-parmesan-lasagne og den smager så fantastisk, at man helt glemmer at savne kødet! Hvis jeg skal spise kødfrie retter er dette min absolutte favorit.

Da jeg var ung, boede jeg i Paris, hvor jeg arbejdede på en restaurant. Restaurantens koncept var “Cuisine du monde”, verdenskøkken, et tema, der var mere brugt i slut 90’erne, end det er i dag (og godt det samme).

Men hvorom alting er, så serverede vi en skøn kombination af mad fra Frankrig, Italien, Spanien, USA og Kina. Sidstnævnte mest i form af forårsruller og kantonesiske ris.

Det var langt fra haute cuisine, men det var okay mad. Måske især når man er 21 og ikke engang kan koge et æg og derfor er taknemmelig for at blive bespist minimum en gang dagligt med noget, der ligner rigtig mad.

Favoritten: Melanzana alla Parmigiana

En af mine favoritter på kortet var Melanzane alla Parmigiana, som jeg spiste mindst et par gange om ugen. Jeg troede, det var en ret, som restauranten havde opfundet og først langt senere gik det op for mig, at det var en italiensk/siciliansk klassiker.

Forleden gik det op for mig, at jeg aldrig har lavet det selv, og jeg kastede mig derfor ud i et forsøg på det i søndags. Jeg ville gerne henvise til det sted, jeg nappede opskriften fra, men sandheden er, at jeg nappede lidt alle steder fra. Lidt fra Jamie Oliver, lidt fra nogle Italien-fora og lidt fra en svensk opskriftsside. Resultatet blev rigtig godt, men jeg kunne godt tænke mig at lave det en 3-4 gange mere for lissom at forfine opskriften lidt.

Billedet øverst er taget af Columbus Leth til Spis dig mæt & glad.

Melanzane alla parmigiana

Melanzane alla parmigiana

Føj til favoritter Udskriv Pin
4
|
1 t 30 min

Ingredienser

  • 600 g auberginer store
  • 3 æg sammenpisket
  • salt og friskkværnet peber
  • 250 g parmesan friskrevet

Sauce

  • 1 fed hvidløg hakket
  • 5 spsk olivenolie
  • 800 g tomatpassata eller mosede/hakkede tomater
  • 15 g frisk basilikum hakket
  • Salt peber og lidt sukker

Sådan gør du

Melanzane alla parmigiana

  • Skær auberginerne i skiver på langs.
  • Drys dem med rigeligt salt og lad dem trække i mindst ½ time. Mens auberginerne trækker, kan man tilberede tomatsaucen.
  • Tomatsauce
  • Svits hvidløg i olien og tilsæt tomater, basilikum, salt og lidt sukker.
  • Lad saucen simre i 30-40 min og smag til med salt og lidt peber.
  • Når auberginerne er færdige med at trække under salt, skylles de i koldt vand og tørres med et viskestykke.
  • Vend aubergineskiverne i pisket æg tilsmagt med lidt salt og steg dem gyldne på panden i smør eller olie.
  • Lad dem dryppe af på et stykke bagepapir og stil dem til side. Opvarm oven til 200 g.
  • Smør et ovnfast fad med olie og læg tomatsauce, aubergineskiver og parmesan i lag. Start med tomatsauce og afslut med tomatsauce og parmesan.  
  • Bages i ovnen i ca. 25 min. hvorefter den lige skal hvile i 5 min. inden servering. Server evt. med lækre bønnefritter.

Få 7 dage gratis af MadbandittenPLUS

Få energiberegninger på alle opskrifter og egen favoritside og slip samtidig for forstyrrende annoncer.

Start gratis prøveperiode nu

 

19 kommentarer til “Melanzane alla parmigiana”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Hej!
    Det lyder lækkert. Du skriver, at du gerne ville finpudse opskriften ved at prøve at lave den nogle gange mere. Har du fundet ud af mere siden 2011, som du kan dele med os?
    Mvh Cecilie

    Svar
  2. Hej :-)
    Hvor mange personer er opskriften beregnet til?
    Vi bliver 11 personer. Jeg forventer at servere bønnefritter og en salat til også. (Og brød til de ikke keto-spisende :-))
    Er i tvivl om jeg skal lave dobbelt eller 3-dobbelt?
    Tak
    Mvh. Katrine

    Svar
  3. Tak! Det er simpelthen en af mine yndlingsretter. Det er sjovt at du kalder den lasagne – jeg tror der er en enkelt italiener eller to, der vil krympe sig lidt ved den betegnelse- selvom jeg sagtens kan se hvad du mener. Det ligger jo i lag! :-)

    Svar
    • Jeg tænkte godt på det da jeg skrev det! Nu er der garanteret en, der siger, at det overhovedet ikke er en lasagne ☺️

      Svar
      • Ja, og det blev så mig! :-) Nej, de ting du skriver på bloggen om Paris ringer en klokke hos mig – jeg har det på nøjagtig samme måde, for mig er det bare med Rom, hvor jeg boede nogle år i min spæde ungdom. Og hvis der er noget de går vildt højt op i, så er det at man kalder deres mad “det rigtige” – ja, bare alting omkring deres mad, som de virkelig behandler med nærmest ærefrygt. Derfor trak jeg på smilebåndet. For os er det jo lige præcis en slags lasagne – men det vil italienerne nok aldrig kunne forstå :-)
        Men jeg elsker den ret, og glæder mig til at lave den, nu med din opskrift, og jeg vil servere den som aubergine-parmesan-lasagne, og holde fanen højt :-)

        Svar
        • Jeg forstår det sagtens :) Jeg mangler i virkeligheden bare tit ord og derfor ender jeg med at bruge kendte, “der ligner”.
          Vi skal faktisk til Rom til sommer og jeg glæder mig til at vise ungerne byen – og maden. Men først Paris. Det bliver SÅÅÅ spændende :)

          Svar
  4. Hej Jane,
    Lavede Melanzane igår efter jeg havde set opskriften på nemlig.com.
    Og du havde helt ret – min aubergine-skeptiske søn syntes det smagte rigtig godt. Han er dog ikke stor fan af parmesan, derfor blender jeg nok lidt bøffelmozzarella i næste gang.
    For resten: Butter Chicken-opskriften var også et mega hit. Så tak for mange fine opskrifter og en inspirerende blog :-)
    Dbh Anna
    P.S.: Vi får rodfrugt-madpandekager i aften:-)

    Svar
    • Hvor herligt! Og det minder mig om at jeg ikke har fået melanzane i lang tid. Jeg elsker simpelthen den ret. Også butter chicken, men det får vi jævnligt :)

      Svar
  5. Mums.. Lavede i går retten til min datter, der har boet på Sicilien 10 mdr. Hun syntes den var mere lækker end deres. Knap så tung. Super god smag.. ;)

    Svar
    • Ej hvor sejt! Jeg synes også, den er virkelig lækker, og det minder mig om, at jeg nok hellere må lave den snart igen :)

      Svar
  6. Hejsa
    Jeg lavede denne ret i går for min veninde som er vegetar, hun fik frisk pasta til og jeg fik en dejlig hakkebøf… Manner var vi lige enige om at det smagte mega godt. Det var første gang vi begge fik retten, men bestemt ikke den sidste! Glæder mig til at prøve flere opskrifter fra din bog – jeg som er ny i LCHF verdenen…

    Svar