En dejlig søndag

Søndag uden planer. Jeg masseproducerede fra morgenstunden og fik bagt boller, pølsehorn og lavet fiskefrikadeller. Sidstnævnte til frokost og til fryseren, så jeg har noget nemt at tage ud, når frokosten på mit arbejde ikke passer til min livsstil. Og jeg havde jo den lækre remoulade fra sidst, og den er altså god. Enten det, eller også er jeg stadig helt høj over et gensyn med fiskefrikadeller med remoulade. På den gode måde. Uden alt det stads, der normalt er i. Tilbehøret blev en salat af tomat og agurk med persille, oliven og feta. Også dejligt.

Der er stadig mange, der synes, det er synd for mig, at jeg ikke kan tåle gluten, men ærligt talt, når jeg ser på denne tallerken og sammenligner med deres rugbrødsmad med leverpostej, så ved jeg sgu ikke helt, hvem det er mest synd for.

Nå, men efter frokost drog vi mod Lindevangsparken på Frederiksberg, for de har som bekendt et stort soppebassin, og det er jo et kæmpe hit, når det er så varmt. Særligt når ens egen have er ved at drukne i sten, sand og jordbunker. Vi er ved at få gravet dræn rundt om huset, forstås, og det ligner noget, der er løgn. Og når det nu er, som det er, så er det da okay, at man kan nyde en afslappende stund andetsteds.

Hjemme igen var det tid til lidt mere juice. Der er blevet juicet på livet løs hele weekenden, og nu er jeg ærligt talt ved at være lidt træt af juice. Når alt kommer til alt, så foretrækker jeg altså at tygge min mad.


Denne var gulerod, rødbede og gul peber, og den smagte såmænd dejligt, om end jeg ikke er så vild med rødbeder i juice.

Til aften skulle vi have thaisuppe med grøntsager. Opskriften har jeg bragt her, og den smager altså absolut forrygende. Man glemmer helt, at man sidder og hælder grøntsager indenbords, så godt smager den.

Ungerne kan selvsagt ikke spise den, da den er temmelig stærk. Så der blev bestilt børnesalater. En favorit her i huset (som jo dybest set bare består af grøntsager i små stykker):

Det var min søndag. Foruden venter en travl uge med masseraf aktiviteter foruden arbejde. Men med 10 arbejdsdage til ferie, kan man klare lidt af hvert :)

Den eneste Low Carb/Keto-kogebog, du behøver!

Få fornyet inspiration og opskrifter til dit Low Carb/Keto-liv.

Perfekt til Keto, Low Carb, LCHF og til dig der gerne vil spise sundt og lækkert!

Læs mere her: De bedste fra Madbanditten

2 kommentarer til “En dejlig søndag”

Skriv en kommentar

  1. Kan man ikke erstatte det hjemmelavede mandelmel til f.eks. pølsehornene ud med det fedtreducerede mandelmel? Ellers bliver det jo hurtigt dyrt i mandler.. :-)

    Svar