En frisk start (eller shit, jeg har det skidt, det er en ommer!)

I dag har jeg tømmermænd. Jeg var ude med teamet i går, og vi spiste på Madklubben Steak, som ellers er et super LCHF-venligt spisested. Kæmpestore, røde, møre bøffer og fede hjemmegjorte saucer. Jeg siger jer, den bearnaisesauce, der fulgte med min enorme ribeye, var så tyk, at den kunne stå selv. Nøj, det var godt. Jeg sprang kartoflerne over og fik i stedet svampe sauteret med hvidløg og urter som tilbehør til dyret. Uuuhmmm…. At jeg så udover at drikke uanede mængder vin også hældte i mig af sjusser og andet godt senere på aftenen, var måske knap så smart. Og bestemt ikke low carb i nogen forstand.

Jeg har balanceret på vippen længe og har haft svært ved at tage mig selv seriøst. Resultatet med det er, at jeg er tung i kroppen, og at jeg føler mig tyk og utjekket. Og den følelse er bare ikke i orden. Så tømmermænd eller ej. Her kommer jeg, og jeg tager mig selv seriøst. Ja, jeg gør!

Heldigvis er det nemt nok at have tømmermænd og spise LCHF-venlig mad. Jeg mener, hvor svært er det lige at vågne med tømmermænd og starte dagen med røræg og bacon. Ikke så vanskeligt, faktisk.

I dag er der bagning på programmet. Jeg skal bage oopsies for første gang. Oopsies er en mærkelig form for LCHF-brød bestående af æg og philadelfiaost. Ja, det lyder mærkeligt, men lad os bare give det et forsøg. Og så skal jeg vel bage nogle kiks/knækbrødslignende tingester, og jeg skal lave dej til et langtidshævet traditionelt hvedebrød, som husbonden har bedt mig bage. Fortsættelse følger…

Trænger du til en frisk start?

Få masser af inspiration til sunde, nemme og velsmagende retter med min nye bog.

Perfekt til dig, der spiser Keto, Low Carb eller som bare gerne vil undgå sukker og mel.

Find bogen her: De bedste fra Madbanditten

0 kommentarer til “En frisk start (eller shit, jeg har det skidt, det er en ommer!)”

Skriv en kommentar