2 x 18 års fødselsdag

I dag fylder disse to fine, unge mennesker 18 år. Så er mit job gjort, ikke? Myndige børn, det var så det! Eller hvad?

Kæft, jeg synes, det er vildt at have voksne børn! Tænk, at vores to små minitomater (det har Søren og jeg altid kaldt dem) nu er 18 år. Vi har givet hinanden highfive og sagt tillykke med, at det er lykkes os at holde to mennesker i live i 18 år. Det er da en præstation!

Siden de var ganske små, har jeg hvert år skrevet et indlæg om dem på deres fødselsdag. De seneste år er det blevet sværere at skrive, fordi de har ret til historien om deres eget liv. Jeg udgiver derfor heller aldrig noget, som de ikke står 100% bag. Jeg tænker, at dette bliver sidste indlæg, men jeg synes, at 18 år lige skulle med til at runde historien af.

Silas siden sidst

Jeg genlæste lige teksten, jeg skrev om Silas, da han fyldte 17, og de ting er kun blevet forstærket. Han er en ung voksen nu. Han kan alting selv, har ikke brug for hjælp, træffer egne beslutninger og om end nogle af dem er tossede, så er der point for initiativ og mod. Han er typen, der lige henkastet på vej ud ad døren siger: I øvrigt, jeg ved ikke lige med jul. Mig og drengene tager måske til Thailand.

Mig: 😳😳😳

Selvom han selvfølgelig ikke skal til Thailand som sin første alene udlandsrejse, er det jo et tegn på hvor fint på vej, han er, med sin løsrivelse fra os. Han har altid været sød til at tage imod mine bekymrende formaninger, men mere ofte end tidligere får jeg nu et ‘bland dig udenom, mor, jeg har styr på det‘ tilbage. Og det er helt fair.

Skolemæssigt har det sidste år været turbulent. Han blev aldrig glad for hverken STX eller Ørestad Gymnasium, som han var havnet på mod sin vilje, så efter at have afsluttet 1.G i sommer stoppede han, og efter nytår starter et nyt kapitel for ham på EUX. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er bedre for ham.

Vennerne er dog stadig det vigtigste i hans liv, han er über-social og vores hus er altid fyldt af teenagere. Vi ved stadig aldrig, om vi er 2 eller 8 til middag og det gør det lidt svært med planlægning. Hver weekend står på fest og natteroderi og selvom jeg synes, det er en hård tid (for mig), er han ret ansvarlig og sød til at give besked og overholde aftaler.

Det er svært at sætte en finger på, men jeg synes, det sidste år har ført mere modenhed med sig. Han er ikke et barn længere.

Vega siden sidst

Vega har det virkelig godt, og i dag fejrer hun sin fødselsdag på Club La Santa, hvor hun er med sit nye gymnasium. Hun er nemlig også skiftet fra Ørestad, som aldrig blev rigtig godt for hende. Og det er simpelthen et skifte, der har betydet alt for hende. Og endnu engang beundrer jeg hende for hendes evne til at skabe nye relationer og venskaber på ganske kort tid. Hun er jo mit introverte barn, men hun er bare eminent dygtig til at skabe kontakt til andre.

2. G er jo et fagligt meget krævende år og jeg ser hende knokle med skole/lektier mere end nogensinde før.

Hun er en typisk teenager i den forstand, at hun interesserer sig for tøj, mode, makeup, sig selv osv. men hun er på andre måder også en lidt unormal teenager, synes jeg. Hun er uhyggeligt god til at stå ved sig selv og ikke bare følge med flokken. Hun har en meget velfungerende radar for, hvad der fungerer for hende og hun er god til at respektere den – også når disse ting går imod et ‘normalt teenageliv’. Vi kalder hinanden mormor1 og mormor2, når vi gerne vil i seng kl. 21.00, fordi verden har overmandet os med træthed.

Med Vega er der mere hygge, end der er natteroderi – om end hun godt kan begge dele.

Hun har en lidt uvelkommen gave at slås med, men hun håndterer det, så den i de fleste perioder ikke får lov at styre hendes liv. Det er stærkt og gør mig meget stolt.

Og moren?

Løsrivelsen går begge veje i de her år. De skal løsrive sig fra mig, men jeg skal også løsrive mig fra dem. Og på mange måder bliver det også nemmere og nemmere, for selvom de er virkelig søde og gode mennesker, er der stor forskel på at bo sammen med to børn og med to unge voksne. Og jeg kan ikke se mig fri for så småt at begynde at glæde mig til, at de skal bo deres eget sted.

Nogle dage synes jeg, det er forfærdeligt, at tiden med små børn er forbi og jeg nærstuderer nostalgisk børnebilleder af dem og kan slet ikke huske, at de har været så nuttede. Det ligner noget fra et andet liv og jeg kan næsten ikke huske, at det er mig, der har deltaget i det. Andre gange nyder jeg al den frihed, der er forbundet med de store børn og alle de fede ting, vi kan lave sammen. Og hver for sig for den sags skyld.

Huset i Spanien har jo givet Søren og jeg endnu mere lyst til at være væk hjemmefra og selvom jeg ikke synes, det er helt uproblematisk at efterlade to 18-årige alene hjemme, så er det måske noget, vi allesammen bare skal vænne os til.

Jeg glæder mig til gengæld over, at de ikke virker til at have travlt med at flytte og over, at de stadig godt gider være sammen med Søren og jeg. Godt nok især hvis det indebærer shopping, restaurantbesøg eller rejser, men jeg tager det hele med.

Når jeg kigger på dem, synes jeg, de er utroligt formfuldendte. Man er i tvivl tusinde gange i sit forældreskab, og vi har nogle gange truffet beslutninger, som har været anderledes end måden, flertallet gjorde det på. I dag er jeg glad for, at vi holdt fast på vores måde og jeg håber, det også har sendt et signal til dem om, at man skal turde stå ved sig selv og gøre det, man kan mærke nede i maven er det rigtige.