2 x 17 års fødselsdag

I dag fylder disse to fine unge mennesker 17 år. Ja, det var sytten.

Hvert år siden de var helt små har jeg skrevet et årligt fødselsdagsindlæg om dem. De sidste par år er det blevet sværere og sværere at skrive, ikke mindst af hensyn til deres privatliv, men samtidig synes jeg også, det er svært at passere dagen uden at gøre det.

Når jeg skal skrive indlægget, genlæser jeg altid indlægget fra året før og pludselig bliver det tydeligt, hvor meget der ændrer sig i løbet af et år, når man er i den alder.

Siden sidst er der jo sket store ting i deres liv. De har stiftet bekendtskab med ting som eksamenslæsning og eksamen, de har sagt farvel til folkeskolen og er startet på gymnasiet.

Silas siden sidst

Silas er virkelig ved at være en ung mand og der er ikke meget barn tilbage. Han er ekstremt selvstændig og kan alting selv. Hjælp er ikke noget, han har brug for. Han skaffer sig lige et job, ringer insisterende rundt til andre gymnasier for at undersøge muligheden for flytning, finder selv en frisør og bliver klippet, køber billet til Roskilde Festival, googler hvordan man gør dit og dat og klarer i det hele taget bare alting selv.

Nogle gange ville vi ønske, han ville bede om hjælp, men vi anerkender og respekterer indsatsen.

Han er ikke landet på det gymnasie, hvor han gerne ville gå og derfor har de første tre måneder gået med at være ‘på midlertidigt besøg’. Trods en ihærdig indsats er det dog ikke lykkes ham at flytte. Så nu er han startet i sin studieretningsklasse (medielinjen) og skal finde sit fodfæste der. Han har stadig ikke rigtigt accepteret sin skæbne, men han bider det i sig og takler det på en virkelig moden måde, synes jeg.

Faktisk synes jeg, at der modenhedsmæssigt er sket meget på bare et år.

Vennerne er stadig det vigtigste i hans liv, og de gamle venner fylder stadig mest. Weekenderne er fyldt med venner, hygge og fester. Og selvom det gør mig gammel før tid med alt det natteroderi, er han god til at overholde vores aftaler, og det giver mig lidt ro (og søvn).

Fodbold er lagt på hylden, i hvert fald den slags, som involverer at spille i en klub. I stedet spiller de på egen hånd rundt på baner her i området.

Ham og Søren har en særlig forståelse, og det er godt, for jeg er stadig lidt i mørket mht. hvordan det er at være en ung mand på 17.

Vega siden sidst

Vega, mit introverte barn, har kastet sig ud i gymnasielivet med liv og sjæl. Det er jeg virkelig så imponeret over. Ligesom Silas er hun heller ikke landet på det gymnasie, hun havde foretrukket, men hun er rigtig glad for sin studieretningsklasse (medielinjen), som hun lige er startet i og har fundet sig til rette i en sød pigegruppe og har accepteret sin skæbne, tror jeg.

Hun har også fået en sød kæreste, og det optager hende selvfølgelig meget.

Hun har det bedre, end hun har haft det i årevis, synes jeg, og det er virkelig dejligt at se. De ting, hun sloges meget med for bare et år siden, fylder meget mindre nu, og jeg synes virkelig, at hun har rykket sig med mileskridt i de sidste par måneder.

Veninder, både nye og gamle, kæreste, fester, skole og fritidsjob fylder al hendes tid, og hun er mindre hjemme end nogensinde før. Dans har måtte vige pladsen, da der ikke var tid og overskud til det hele.

Hun er sød og åben og kommunikerende, og det gør det nemt at have føling med, hvor hun er i sit liv. At have teenagere er jo forvirrende i sig selv, men det hjælper os helt sikkert, at hun er så tillidsfuld overfor os.

Og moren…

Og mig? Er jeg faldet til i rollen som teen-mor? Ja det er jeg måske nok ved at være her 4 år senere😅 Selvom der følger mere gruopvækkende ting med, at de bliver ældre, synes jeg også, det bliver nemmere. Deres dømmekraft udvikler sig jo også, og det mindsker angstniveauet, synes jeg.

Min største overraskelse eller frustration er, at min weekendsøvn ikke længere er noget, jeg kan regne med. Men jeg synes, det hjælper nogenlunde på det og ellers prøver jeg at indhente søvn i de mere regelmæssige hverdage.

Søren og jeg finder os i en situation, hvor vi pludselig har en masse tid tilovers, og det er lidt spøjst efter at have været hængt op i så mange år. Vi er ikke helt nået til at udnytte vores nye frihed så godt endnu, men det kommer. Fx med en opdatering på vores Spanien-projekt, som jeg går og venter med at kunne skrive om, til alt papirarbejdet er endeligt på plads🤞🏼

Men det er sådan en tilvænningssag, at vi skal vænne os til igen at have vores tid til os selv. Og da vi begge har virkelig grænseløse arbejdsliv, har vi en kæmpe udfordring med ikke bare at fylde tiden med mere arbejde.

Og som altid startede vi dagen i dag med at give hinanden en high-five for, at vi nu har holdt to mennesker i live i 17 år. Oven i købet to mennesker, der virker til at være landet ret solidt i livet. Det er sgu da noget af en præstation🙏🏼