2 x 16 års fødselsdag


I dag fylder husstandens to unge mennesker 16 år. Det er på en gang dejligt, skrækindjagende og vemodigt at have så store børn lige pludselig. Det med tid bliver så relativt. De første 3 år i deres liv var de længste i mit liv. De sidste 10 år er forsvundet som et blink med øjet.

Traditionen tro bringer jeg den årlige ‘siden sidst’. Det bliver sværere og sværere at skrive, fordi de jo har ret til privatliv og til at være teenagere i fred og ro, men fordi det samtidig er så sjovt (for os) at gå tilbage og læse de gamle opdatering, holder vi ved lidt endnu.

De var 6 år, da jeg startede bloggen her, og nu er de 16. Jeg ved, de står mit i en meget turbulent tid i deres liv, men samtidig kigger jeg på dem og synes, at de virker til at tage det hele supertjekket Jeg ser slet ikke al den uro og forkerthedsfølelse i dem, som jeg husker fra mine egne teen-år. Det kan godt være, den er, men de skjuler den godt så.

Silas siden sidst

Inden vi nåede sommerferien i år, voksede Silas mig over hovedet. Det betyder, at jeg nu er den laveste i vores familie, hvilket er virkelig mærkeligt, når jeg i så mange år har været ‘den store’.

Håret har han ladet gro og hans fine, tynde hår fra da han var lille, er nu blevet tykt og kraftigt og krøllet. Tal lige om hormonpower! Stilen er baggy og vintage, og vennerne er det vigtigste i livet. Det opsummerer faktisk Silas 16 år meget godt.

Han er mit ekstroverte barn, og han er virkelig übersocial og altid sammen med vennerne. Vennerne kommer ikke længere bare fra skolen eller klassen men fra alle mulige skoler rundt i byen. I starten var det virkelig forvirrende for os ikke at kende de mennesker, han hang ud med, men nu kender vi efterhånden mange af dem, og de er supersøde.

Vi har et rend ind og ud herhjemme og altid bunker af kæmpestore sko i entreen, vi skal træde over for at komme ind ad hoveddøren. Men det betyder bare, at Silas har besøg. Vi ved heller aldrig, om vi er 2 eller 8, der spiser med til aften, og selvom det gør planlægning lidt svært, er det også virkelig dejligt, at de godt gider være her.

Han er skoletræt, siger han, og føler sig presset over alle de krav, der stilles til ham hele tiden med skole, prøver, opgaver, karakterer, uddannelsesparathedsvurderinger, erhvervspraktikansøgninger, gymnasieansøgninger – og forventninger fra os. Og det forstår jeg virkelig godt. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der er ung i dag. Men selvom det er tough, ser jeg samtidig et ungt menneske, der virkelig prøver at leve op til alle de forskellige krav. Og det synes jeg faktisk er meget sejt.

Han spiller stadig fodbold, og han holder stadig af selve sporten, men hvis vi ikke fastholdt, at han skulle gå til det, tror jeg, han var stoppet. Som et kompromis er han skiftet til en klub, der er mindre ambitiøs, så han ikke oplever, at det tager så meget tid fra de andre vigtige ting i hans liv.

Han har stadig gang i den store løsrivelse. Han ved alting bedst selv, vil gerne bestemme alting selv og behøver ikke hjælp til noget nogensinde. Og det er jo dejligt med sådan et klogt og selvstændigt ungt menneske og stor respekt for det. Men det giver mig grå hår😅 På en måde synes jeg dog alligevel, at vi er et bedre sted nu end for et år siden. Kommunikationslinjerne er lidt mere åbne, og det hjælper en del.

Det virker, som om de her år er en dans frem og tilbage med skiftevis at give slip og trække lidt tilbage.

Jeg prøver virkelig at forstå ham og sætte mig ind i, hvordan det må være at være en ung mand på 16. Men sandheden er, at jeg ikke fatter en pind af det, og det behøver jeg måske i virkeligheden heller ikke.

Vega siden sidst

Vega virker til at være landet et rigtig godt sted det sidste år. Året med Coronaskole og hjemmeundervisning passede hende rigtig godt. Hun er mit introverte barn, som pt. lever et meget ekstrovert teenageliv, og det kan godt være lidt hårdt. Men det år med nedsatte sociale aktiviteter gjorde hende rigtig godt og gav hende en fin tvungen pause fra det hele.

I sommerferien brød hun med sin kæreste igennem 1,5 år og det gav selvfølgelig lidt tumult. Siden har vennerne, især bedsteveninden, fyldt mest i hendes liv. De er søde og skøre og fjollede og det er dejligt at se. Jeg husker mine meget nære venindeskaber fra den tid og husker tydeligt hvor intenst det kunne være.

De store interesser er stadig tøj, shopping, outfits og den slags og jo så også… drenge.

Jeg kan se en masse af mig selv i hende, og det er lige dele dejligt og smertefuldt med sådan et spejl. Men hvor vi for nogle år siden røg i totterne på hinanden, fordi vi er så ens i temperament og kan køre hinanden op i en spids på et splitsekund, har de sidste par år budt på et meget roligt og fint mor-teendatter-liv. Vi har været i Paris sammen flere gange på pigetur og hygger os mega-meget med det.

Jeg havde ellers gruet for de her år, men jeg synes, de går over al forventning. Hun er sød og moden og åben, og det gør det nemt at have en fornemmelse af, hvor hun lige er.

Hun er stadig glad for skolen men glæder sig til at skulle i gymnasiet næste år, så hun kan få den længe ventede friske start, som hun har talt om de sidste par år. Det er hun fuldstændig parat til og det bliver rigtig godt for hende.

Hun går stadig til dans (hiphop) og har fået et fritidsjob på en café her i Valby. Det er nice at tjene penge, når ens hobby er shopping😅

Hun har sine ting at slås med også, og det er bestemt ikke altid nemt at være hende, men hun er stærk og sej og modig. Også selvom hun ikke altid ser sig selv sådan. Og jeg fornemmer, at hun stille og roligt rykker sig hele tiden, og at hun er godt og sikkert på vej.

Hvad med moren?

Teen-moren kæmper stadig med at finde sin plads i et liv med to store børn. Jeg synes mest, det er dejligt, og jeg nyder den frihed, der følger med. Hvad jeg ikke nyder så meget, er de bekymringer, der også følger med, og jeg nyder bestemt ikke udsigten til, at de kun bliver værre. En mor til endnu ældre twins sagde forleden til mig: Jane, jeg er ked af at sige det. Men jeg husker årene fra 16-22 som de værste af dem alle.

Super, tak for det😅 Men jeg tror, det er rigtigt.

Det er svært at turde hvile i, at man har gjort det, man kunne, og at resten nu er op til de unge mennesker selv og til en kombination af tilfælde og held/uheld. Jeg er ikke vant til at forlade mig på hverken tilfælde eller held, så det er meget uvant for mig.

At have teenagere og at have små børn har forbavsende mange lighedspunkter. Man forstår dem ikke rigtigt, og man føler sig usikker på, om det, man gør, nu også er det rette. Man får forstyrret sin nattesøvn, fordi man har forskellige døgnrytme igen. I den forbindelse er det virkelig upraktisk at være et ekstremt lydfølsomt A-menneske, der gerne vil sove fra 21.30-06🙄

Alligevel synes jeg, jeg er en klart bedre teen-mor end jeg var babymor. Rollen passer mig i hvert fald bedre.

På en måde virker det pludselig igen lidt voldsomt at have tvillinger. Det var voldsomt at få dem samtidig, men det er også voldsomt at skulle give slip på dem samtidig. Man får ikke rigtigt nogen prøveperiode her og heller ingen second chance, og det er faktisk lidt heftigt.

Men alt i alt er det mest fedt. Det er fedt at se sit eget afkom folde sig ud som sine helt egne mennesker med meninger, holdninger og livssyn, og det er fedt, både når de lytter, og når de vælger at gå egne veje. Det er dejligt, at vi nu kan lave fede ting sammen. Tage på rejser, dele spændende restaurantoplevelser, tage til koncerter. Jeg savner bestemt ikke at sidde og fryse på de endeløse legepladser.

Og selvom man ældes lidt hurtigere i de her år, er det fedt med de muligheder, det giver for Søren og jeg til at gøre nogle af de ting, vi holder af og har savnet at have tid til.

Og som altid startede vi dagen med en high five. Godt gået. Vi har nu holdt to mennesker i live i 16 år. Det virker nogle gange som en præstation i sig selv😅

Har du brug for hjælp til vægttab eller livsstil?

Se, hvordan jeg kan hjælpe dig her:

Ja tak, vis mig mere >>

 

14 kommentarer til “2 x 16 års fødselsdag”

  1. Tillykke med dem 🇩🇰. Jeg står samme sted som dig med 2 piger, der fylder 16 i december.
    Man synes lige, at de gik i 6. klasse, og nu er de snart på vej væk. Det er hårdt, når man er en lille hønemor 🙂

    Svar
    • Ja det er virkelig. Selvom jeg virkelig prøver at være cool, kan jeg mærke at jeg er mere bange/bekymret end jeg har været for dem nogensinde før. Der er noget i det med at de ting, de omgiver sig med i verden nu, pludselig er reelt farlige. Det har jeg simpelthen svært ved at vænne mig til.

      Svar
  2. Tillykke med dine twinser som nu pludselig er blevet to selvstændige unge mennesker! Det er vildt , udfordrende og helt fantastisk, når man når dertil! Hvis det kan trøste lidt, så synes jeg ikke de kommende år var slemme, men ok, det kræver man ved hvem man selv er, og tør stå ved det, lidt på den der flabede “ hvad rager det mig” teenager måde! Inderst inde er man i tvivl men jo mindre man vakler, jo lettere overlever alle! Mine er begge i trediverne og i drømmer gerne at vi ikke var så åndsvage endda 🙈 Tillykke med dem!

    Svar
  3. Tillykke med din børn, er selv tvillingemor til du dejlige tøser på 26 ;-) Og ja å har de også lige en storebror på 28, så deres tidlige barndom sov jeg ikke… som jeg husker jeg det som om.
    Husk at en bekymring, er tanker som ting som sjældent kommer til at ske, og hvorfor bruge tid på noget som ikke kommer til at ske? Knuz elsk din unger og de skal helt sikkert nok komme godt videre, du ved de erfaringer som vi selv har oplevet, skal de selv opleve, ellers lever de ikke deres liv
    Marianne

    Svar
  4. Stort tillykke med tvillingerne. Du rammer spot on i dit skriv 😊 Håber de har/har haft en dejlig dag 🇩🇰🎂

    Hilsen en mor til en 17årig 😉

    Svar
  5. Tillykke med dem 😊 Jeg læser altid dit årlige fødselsdagsskriv om dine tvillinger. Jeg er selv mor til tvillinger, der bliver 12 år meget snart, så det er med nysgerrighed, frygt og glæde jeg ser frem til de kommende år. Tak for at dele 🎈

    Svar
    • Ej så hyggeligt. Jeg forstår godt, det er rart at høre om hvad der kommer. Jeg lapper lige nu historier i mig om folk, der er helt på den anden side af denne mærkelige teen-tid 😅
      Det er nemmere end jeg havde frygtet med de teens, men bekymringsdelen er større end jeg havde forestillet mig. Sådan tror jeg, jeg vil sige det❤️

      Svar
      • Forstår bekymringen og har været der. Indtil jeg besluttede at tillid er vejen frem . Giv dem 100 procent tillid ( de vil så gerne have den) og gode aftaler når de skal til at gå i byen. Opdragelse er slut , nu er der kun coaching tilbage. Stol på at I har givet dem hvad de skulle bruge af opdragelse ( hvad det lyder til) . Og ja de første par gange de er i byen sover man kun 20 min ad gangen men med gode aftaler a la “uanset hvor stiv ( og syg) du bliver så henter jeg dig , det er ok. Og ellers så skriv lige når du er på vej hjem”. Tillid avler tillid . Kæmpe tillykke med de skønneste unge mennesker.
        Bh Susanne

        Svar
        • Jamen det er ikke tillid til dem, jeg mangler. Det er jo tillid til verden😄

          Heldigvis er vi ikke nået til gå-i-byen-fasen endnu men den kan jeg jo glæde mig til så🙈

          Svar