2 x 15 års fødselsdag

I dag fylder de to unge mennesker herhjemme 15 år. Ja, det var femten. Et. Fem. Vanvid. Hvert år når jeg skal skrive dette indlæg, går jeg altid tilbage og læser indlægget fra året før. Hvor var vi/de egentlig for et år siden? Det gør udviklingen ret tydelig.

Og selvom jeg hvert år siger noget i retning af, at det godt nok er gået hurtigt, eller at der er sket mange ting, er der ikke mange år, der kan sammenligne sig med det, vi netop har været igennem.

Jeg har det, som om det er to helt nye mennesker, jeg har med at gøre. To unge voksne.

Teenagere lever på en helt anden planet og det skal man lige vænne sig til.

Silas siden sidst

Silas har uden tvivl taget de største skridt siden sidst. Ikke bare er han skudt i vejret, så det er et spørgsmål om tid, før han vokser mig over hovedet. I sommerferien tog han samtidig også lige et komplet skifte, fik ny frisure, hul i øret, ny tøjstil, nye venner, ny musik, nye interesser osv.

Hvor vi før havde lidt svært ved at tvinge ham ud ad døren og væk fra computeren, kan vi nu ikke holde ham hjemme i mere end 5 minutter af gangen. Ham og vennerne ‘hænger ud’ rundt omkring, og jeg skal være ærlig og sige, at den forandring ikke er kommet uden bekymring fra min side.

Min bekymring er dog i de fleste tilfælde ubegrundet, for han spiller mere eller mindre indenfor de spilleregler, vi har. Selvfølgelig tolkes de nogle gange lige vel frit, men vi er indenfor rimelighedens grænser, synes jeg.

Jeg ved ikke så meget, om hvad der rører sig hos ham, for han fortæller mig ingenting. Men det er min fornemmelse, at han har det godt og bare har brug for mest mulig frihed.

Han klarer sig godt i skolen og spiller stadig fodbold tre gange i ugen + kamp i weekenden. Mange af vennerne går på holdet, hvilket hjælper til at komme afsted, for det er heller ikke nogen hemmelighed, at han begynder at synes, at det tager meget af hans meget værdifulde fritid.

Jeg vil sige, at selvom alt dette lyder godt, så har han været min største kilde til uro og bekymring det sidste år. At ens børn pludselig færdes i en verden, hvor der er alkohol, rygning og stoffer (ja stoffer) er sgu lidt svært at vænne sig til.

Behøver, jeg nævne, at de unge mennesker i år selv har valgt billederne??

Vega siden sidst

Hvor Vega for et år siden var i en lidt turbulent periode, er hun faldet meget mere til ro i det seneste år. Hun har en kæreste, Mark, som hun har kendt i 9 måneder, og han er rigtig god for hende og de for hinanden.

Modsat Silas er hun meget mere hjemme og selvom hun opholder sig mest på teenage-etagen, kan hun sagtens komme ned og fortælle om sin dag, om skolen og om veninderne og hvad der ellers rører sig. Jeg har endda haft den luksus at tilbringe en hel uge alene med hende i Paris, og det var dejligt at opleve, at vi kunne have en hyggelig uge sammen dernede.

Hun har søde veninder, som også er ind og ud af huset herhjemme, og det er en anden betryggende faktor at kende dem og deres forældre. Hun går stadig til hiphop og er glad for det.

Hun er virkelig teen med stort T. Hun interessserer sig for tøj, shopping, makeup og at ligge i sengen og se Netflix. Hun er vokset mig over hovedet, hvilket er super underligt. Om lidt er jeg den laveste herhjemme. Og jeg er ikke spor lav (1,70).

Hun klarer sig fint i skolen, hvor de nu er begyndt at få karakterer. Hvor det med karakterer i tankerne var noget der stressede, er det i realiteten rart for hende, tror jeg. Hun fungerer bedst med tydelige krav og forventninger, og at hun får et håndgribeligt tal på, hvordan hun har løst opgaven, tror jeg egentlig, hun finder en smule ro i.

Det er ikke sådan, at hun ikke støder på problemer, for det gør hun selvfølgelig også. Men min oplevelse er, at hun er modnet meget det sidste år og det smitter af på, hvordan hun håndterer, når ting går hende imod.

Og mere end noget andet er hun er sød og god og kærlig.

Og teen-moren

Som jeg skrev om i mit dagbogsindlæg fornyligt, oplever jeg dette her som en udfordrende tid. Det er svært at give slip, og det er svært at følge med.

Men jeg oplever lige så meget, at det tomrum, det efterlader, at de pludselig lever deres eget liv, skal fyldes med noget andet. Og der har mit liv det seneste år været lidt en famlen efter, hvad det skal være. Corona gør ikke den del nemmere, kan jeg afsløre.

Men jeg ser det samtidig som et tidspunkt, hvor jeg kan begynde at arbejde mere bevidst henimod nogle drømme, jeg har haft sat på standby de sidste 15-16 år. Og det er egentlig ret dejligt også.

Og når Søren og jeg piver over, at vores unger er store og selvstændige, tilbringer vi tid med min søsters datter, som nu er 1 år. Det er mere end hyggeligt at have sådan en lille låne-tumling i familien til lige at minde en om, hvordan livet så ud engang.

Man ved på en måde ikke, hvordan man er lykkes med sine børn, før man sætter dem fri og sender dem ud i verden. Søren og jeg kigger nogle gange på hinanden og siger, at vi vist har klaret det meget fint. Vi har holdt dem i live indtil nu, og ingen af dem virker sådan helt vildt traumatiserede af deres opvækst. Mission accomplished.

Og de kloge siger jo, at ens børn vender hjem igen, når de er klar til det. Det vil jeg så stille og roligt begynde at glæde mig til.