2 x 14 års fødselsdag

I dag fejrer vi 2 x 14-års fødselsdag herhjemme.

Egentlig synes jeg, at mine børn er blevet for store til de her årlige indlæg, men på den anden side har jeg selv så meget glæde af at gå tilbage og læse om, hvor de og vi var, da de fyldte X år. Det giver sådan et dejligt tilbageblik over alle de små ting, man ellers så nemt glemmer.

Det går jo rivende hurtigt i de her år. Fra børn til unge mennesker.

De går i 7. klasse (kom et år senere i skole) og har i år fået nye klasser og nye lærere. Det er lidt af en omvæltning men har alt i alt været godt for dem, tror jeg.

Vennerne har forlængst indtaget førstepladsen i deres liv og Søren og jeg er pinlige, uanset hvad vi gør. Det er, lige som det skal være.

De er sunde og raske og gode teens, synes jeg. De har gode prioriteter og det er interessant at følge deres valg ude i livet. Moralen og retfærdighedssansen er høj og jeg oplever, at de tør stå ved sig selv i en grad, jeg ikke husker, jeg turde, da jeg var på deres alder.

Silas siden sidst

Silas glider stadig nemt gennem livet.

Han er dygtig, stærk, vellidt, rolig og livet virker sådan overordnet set til at være nemt for ham.

Han er ikke den fremtordnende type, men han hviler bare meget i sig selv. Han har styr på sine ting, hvilket han tit må minde mig om, når jeg pylrer.

Han er stærk, synes jeg, og har et par gange i det forgangne år virkelig imponeret os ved at turde stå ved sig selv – fx overfor kammerater, som ‘gør ting, han ikke vil være med til’.

Han har en naturlighed i at hjælpe andre, som er så dejlig at opleve. Ser han fx en dame på gaden, der taber sin pung eller har brug for hjælp, løber han hen og hjælper – helt spontant. Søren har været et eminent forbillede her.

Han er i øjeblikket i gang med den længe ventede vækstspurt og vokser som ukrudt. Det giver både vokseværk og udfordringer ift. yndlingssporten fodbold, og han er pt. ude med skader.

Det er lidt kedeligt for ham, for alle bedstevennerne er på fodboldholdet og han er vant til at træne 3-4 gange i ugen og spille kamp i weekenden. Og at kigge på er bare ikke helt det samme.

Og så har teenagetrætheden også ramt ham og han bevæger sig helst i slowmotion (hvorfor gør de det?). Fodboldbanen undtaget – heldigvis.

Men alt i alt har han det rigtig godt og jeg synes, han tilpasser sig fint og nemt til, at kravene til ham langsomt bliver større.

Vega siden sidst

Vega er teenager med stort T. Veninderne er det vigtigste i livet, tøj, smykker, hår, makeup det mest interessante, der findes og hun er i fuld gang i at eksperimentere med, hvem hun er og hvem hun gerne vil være.

Hun kan være helt oppe og flyve det ene øjeblik og helt nede i kulkælderen det næste. Det er udmattende at være teenager. Hun er også meget træt og elsker at gå tidligt i seng.

Hun er glad for skolen og er stadig nysgerrig og videbegærlig men hvor hun tidligere læste utroligt meget, er læsningen blevet erstattet af ‘at hænge ud’ med veninderne.

Hun er super selvstændig og kan fx sige ting som: ‘Mor, mig og pigerne tager lige til Roskilde på lørdag, for vi skal besøge en bæredygtig by, der har rundvisning‘.

Og jeg står med halvåben mund og har lyst til at spørge, hvordan hulen de har tænkt sig at finde til Roskilde, men det er unødvendigt, for det har de åbenbart styr på.

Samtidig med at hun stor og moden og modig, er hun også stadig lille. Og det giver lidt udfordringer nogle gange at skulle veksle mellem at have mod på at udforske verden og livet det ene øjeblik og det næste øjeblik opleve, at verden og livet faktisk er ret overvældende også.

Og så er hun sød og omsorgsfuld og har altid antennerne ude ift. hvordan andre har det og hun suger stemninger og følelser til sig som en svamp. På godt og ondt. Gad vide, hvem hun har arvet det fra?

Og teenage-moren

Og mig, jeg er ved at vænne mig til at se lidt mere passivt til. Mit store arbejde er gjort. Nu skal de ud i verden og prøve deres kompetencer af.

Teenagere, især drenge, fortæller ikke meget og jeg er derfor endnu mere glad for mit job i disse år.

At jeg arbejder hjemmefra betyder, at jeg er hjemme, når/hvis de kommer hjem efter skole. Tit kommer de lige ind og småsnakker i 5 minutter og selvom det bare er lidt sludren om skoledagen, giver det mig lige en hurtig føler på, hvad der rører sig.

Jeg kan mærke på dem begge, at det er meget vigtigt for dem, at jeg er her. Ikke fordi de vil mig noget, nej helst ikke faktisk, men i tilfælde af at de vil mig noget. Så min rolle er egentlig mest at være på standby.

Søren og jeg nyder at have store børn. Både de ting, vi kan lave sammen alle fire men også den frihed, det giver os, at de er så store og selvstændige. Det er skønt.

Og skulle vi savne de helt små, har vi fået en lille baby i familien (min søsters) og Silas og Vega er blevet hhv. fætter og kusine.