2 x 13 års fødselsdag – Teenagere i huset!

I dag fylder Silas og Vega 13 år. Det er jo ubegribeligt. Det betyder, at det for alvor er slut med små børn i huset og at vi i stedet nu har to teenagere med egne meninger og holdninger (og heldigvis nu også egen etage).

Og det er udfordrende, men det er også virkelig fedt. De prøver lige nu at finde deres plads som menneske og de prøver alt muligt af. Vega mere end Silas i øjeblikket. Vi besøger hele følelsesregistret næsten hver dag, og det er måske nødvendigt for dem, men jeg øver mig lige på ikke at behøve tage hele turen selv hver gang også.

Vega siden sidst

Vega har faktisk haft et svært år, efter hun og bedsteveninden brød med hinanden sidste efterår. Og selvom hun har været knust, synes jeg, hun har klaret det superflot. Hun har rakt ud og søgt andre bekendtskaber og heldigvis er hun en populær pige, så der var mange i kø for at overtage pladsen ved hendes side. Hun har nu indrettet sig med mange gode veninder i stedet for én, og det er nok også en sikrere løsning lige nu.

Derudover er hun stadig en læsehest, der pløjer igennem de tykkeste bøger på ingen tid. Hun elsker også at skrive og går på skrivekursus hos forfatterspirerne, og det er hun vældigt optaget af.

Hun er også nu teenager med mellemstort T. Jeg nøjes med ‘mellemstort’, for vi er endnu ikke helt nået til makeup og drenge. De findes derude, begge to, et sted ude i periferien som noget, der er spændende, men endnu handler det mest om tøj og hår og smykker og netflix-serier.

Hun er kærlig og eftertænksom og omsorgsfuld og samtidig også en hidsigprop ligesom sin mor. Vi har nogle sammenstød af dimensioner, hvor Silas og Søren bare sidder og ser måbende til. Men hun viser mig endnu også meget tillid og deler mange ting med mig eller spørger mig til råds. Det nyder jeg, så længe det varer.

Hun vokser som ukrudt og snart er hun lige så høj som mig og i løbet  af det kommende år, begynder vi nok at passe sko sammen også.

Silas siden sidst

En ting, der virkelig har ændret sig for Silas det sidste år, er Fortnite. Det har overtaget hans interesser og hans tid. Det er sådan, de unge er sammen nu til dags, kan jeg forstå. Og det kan jeg faktisk slet ikke forstå, men jeg øver mig på at acceptere det.

Fodbold fylder nu stadig også, og han er afsted 3-5 gange i ugen. Jeg kan mærke, at han begynder at synes, det er hårdt, at det tager så meget tid, men jeg oplever ham stadig som superdisciplineret, og han tager afsted hver eneste gang uden brok.

Han løber også frivilligt, eller i hvert fald uden tvang, i ferier for at holde formen ved lige, for det siger træneren, de skal, og det er sgu sejt, synes jeg. Og han er bare i god form!

Selvom hans hullede hukommelse stadig kan drive mig til vanvid, er han, når jeg tænker tilbage, begyndt at tage meget mere ansvar. Han har styr på sine ting. Han husker sit idrætstøj, han pakker skoletasken og han har styr på sagerne.

Han har selv styr på tid og transport til både fodbold og skole, selvom tiderne til fodbold skifter fra dag til dag og uge til uge. Og jeg kan mærke, at han er lidt træt af mig, når jeg alligevel kommer og siger ‘ har du nu husket…?’. Jeg har styr på det, mor, siger han. Og det har han.

For et år siden var jeg nervøs for, om nogen havde pakket hans hjerne ind i vat, men det virker til, at der er blevet frigivet lidt kapacitet igen.

Han er stadig en lille skid, og han halter lidt efter kammeraterne, som forlængst er vokset ham over hovedet, til trods for at han faktisk er et år ældre end dem (både han og Vega er kommet et år senere i skole). Men hans i forvejen gode appetit er fornyligt sat i  vejret med ca. 500% så jeg forudser en vækstspurt inden længe.

Og så er han bare en god dreng. Mild og god – og sjov. Altså når vi lige sorterer det der ‘prank’-teenagehumor fra. Men han har en fed ironi og han joker med mig og alle mine sundhedspåfund på sådan en fin og sjov måde. Skal vi nu have fredagsfrugt igen, siger han, og laver himmelvendte øjne og er ved at dø af grin. I love it!

I dag har vi startet med at fejre dem med fødselsdagsmorgenmad herhjemme og så skal vi spise brunch/frokost inde på SULT med hele familien. Det var, hvad de to teenagere allerhelst ville og jeg er glad for at slippe for at stå for maden.