2 x 12 års fødselsdag

I dag fylder mine twins 12 år. Kan du begribe det? Da jeg startede bloggen her, gik de i børnehave. Nu er de halvvejs igennem folkeskolen, styrer deres hverdag med skole, sport, venner, klub osv. selv. Og jeg står her på sidelinjen og ser bare på.

Sådan er det åbenbart at være mor til store børn. Jeg spiller stadig en stor rolle, kan jeg mærke, men vennerne har forlængst indtaget hovedrollen i deres liv. Jeg er reduceret til birolle, nogle gange endda til statist. Jeg skal helst bare være der i tilfælde af, at de får brug for mig, men det meste af tiden er det, som om jeg bare er på stand by.

Og selvom det kræver tilvænning efter så mange intense år, passer det mig faktisk rigtig godt. Jeg elsker livet med store børn!

Jeg skriver ikke så meget om dem længere. Det er mest af respekt for dem og deres privatliv. For i virkeligheden har jeg lyst til at råbe ud til alle, hvor afsindigt stolt, jeg er af dem. De er sunde og raske, robuste, dygtige, kloge, vellidte og socialt stærke børn. De er virkelig faldet heldigt ud ;-)

VEGA – SIDEN SIDST

For halvandet år siden brød Vega ud af det veninde-trekløver, hun var i med to piger fra klassen. Virkelig søde piger, men det er svært at være tre, og dynamikken blev lidt vanskelig, og der var alt for mange konflikter og for mange tårer.

Et halvt års tid senere blev hun bedsteveninde med en pige fra Silas’ klasse, og deres venskab det sidste år har været så fint at følge.

De er BFF’s med helt vildt store bogstaver. Uadskillelige. De er sammen hele tiden. Mødes hver morgen og følges i skole. Ses i frikvartererne, er sammen hver dag efter skole, spiser aftensmad sammen de fleste aftener etc.

Hvis de en sjælden gang er adskilt, har de hinanden på FaceTime.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det har betydet for Vega at få en bedsteveninde på den måde. Der er bare en verden til forskel. Vi har sagt farvel til humørsvingninger, hovedpine og manglende overskud, og hun er bare… glad.

Det giver mere ro herhjemme, og der er langt færre konflikter mellem Silas og Vega herhjemme. Forbavsende få faktisk. Måske fordi overskuddet ikke længere bruges op i skolen.

Og de er så gode sammen, Vega og veninden. Og det, der glæder mig næsten mest, er, at de stadig leger. De leger lange rollelege, opfinder nye spil og lege, laver dansekoreografier og leger Den Store Bagedyst i legepladsens sandkasse.

Jeg ved godt, at det er en stakket frist, og at det snart går op i drenge, hår, tøj, makeup, musik og den slags, så jeg nyder bare den sidste tid.

Og jeg synes, det var så modigt af Vega at turde træde ud af den pigegruppe og stå alene lidt. Hun er en tough little cookie, som jeg kalder hende. Mit livsstykke. Jeg ser så meget af mig selv i hende, at det nogle gange gør helt ondt.

SILAS – SIDEN SIDST

Silas har altid været verdens nemmeste barn. Og det er han på mange måder stadig, men de sidste år har han fået lidt kant. Og det tror jeg egentlig er godt for ham.

Fodbold er stadig hans et og alt, og det fylder meget. Han træner tre gange om ugen og spiller kamp hver weekend. Han er superdisciplineret, og der er aldrig brok over, at han skal afsted.

Men han er begyndt at synes, at tiden med vennerne er knap, når han kun har to dage i ugen, hvor han kan komme på klub, og han ser på, at der er aktiviteter og ture, han går glip af, fordi han skal til træning.

Sådan må livet for mange børn være, tænker jeg,  når der skal jongleres med lange skoledage og fritidsaktiviteter.

Heldigvis er der jo også en stribe venner på holdet, så på den måde er der mere end fodbolden, der trækker.

Selvom jeg godt kan mærke, at det bliver vigtigere og vigtigere at passe ind og ikke skille sig for meget ud, synes jeg, han er god til at stå ved sig selv og gøre tingene på sin måde. Når scating fx er det nye sort, og alle pludselig går til det, holder han fast i sin fodbold i stedet for at hoppe fra den ene sport til den anden.

Han har altid været langhåret, hvilket jeg har knuselsket ham for, men i sommer besluttede han sig for at blive klippet. Jeg troede, det handlede om at passe ind og være mere som de andre, men så opdagede jeg, at hele hans fodboldhold havde fået langt hår. Så måske var det i virkeligheden noget med at være sig selv.

Ellers tror jeg godt, at det kan være lidt svært at være 12-årig tvillingedreng.

Pigerne løber fra drengene i den alder, og det mærkes tydeligt.

Pigernes hjerner kaperer uden problemer lange komplicerede beskeder, de tager ansvar og tænker og handler proaktivt og pakker selv til lejrskole, husker svømmetøj, håndklæde og -briller på svømmedage, husker selv at gå i bad efter dans, at vaske hår når det trænger, at medbringe fødselsdagsgaver til fødselsdage, paraply, når det regner etc.

Og udfordringen med at være forældre til tvillinge-dreng/pige er, at man nemt kommer til at forvente det samme af dem, for de er jo lige gamle. Og det virker ikke helt rimeligt i den her alder.

At have husket skoletaske og madpakke i skolen er fx et fint succeskriterie og så pyt med ens strømper, redt seng og rene negle.

TILLID OG ROLLEMODELLER

At være drengemor til en 12-årig er også nogle gange svært, synes jeg, fordi jeg ikke helt forstår, hvad det vil sige at være 12 år og dreng. Jeg kan mærke, at Søren spiller en større og større rolle for hvert år, der går. Heldigvis er han en super rollemodel, og han og Silas har et nært forhold.

Vega vender sig tilsvarende til mig med alverdens spørgsmål om krop, udvikling, pubertet etc. Det kommer, når hun har lyst til at tale om det, og ofte overrumples jeg og tænker bagefter, at jeg ville ønske, jeg havde haft bedre svar klar.

Samtidig takker jeg i mit stille sind for tilliden og er glad og stolt over, at hun tør spørge mig om alle disse lidt pinlige eller personlige ting. Så har jeg gjort et eller andet rigtigt, tænker jeg.

FEJRING HELE WEEKENDEN

Og nu skal de fejres! Vi har startet dagen med fødselsdagsmorgenmad med vafler og alverdens lækkerier.

I eftermiddag kommer hele familien til boller og kage, og i morgen kommer vores venner til eftermiddagskaffe, kage etc.

Og jeg går altid rundt på denne dag og tænker, hvordan jeg for nu 12 år siden sad og spiste frokost med “mavepine” på Pussy Galore.

Og hvordan vi, inden dagen var gået, var blevet forældre til to.

Intet kunne have forberedt os på den tid, vi havde foran os der, men jeg er glad og stolt over, at vi kom igennem med liv og helbred og ægteskab sådan nogenlunde intakt.